Frugtsælgeren åbnede kassen. Der tittede en ansigt frem med store forskrækkede øjne, lige ved at trille ned som to store tårer.
— Den spiser ikke noget, nok fordi den er blevet taget fra sin mor og smidt væk. Og dens pels er filtreret sammen, fordi den har boet i en kasse til blommer.
Kvinden, der kiggede, sagde intet og gik. Manden rystede hovedet bedrøvet: “Selv kvinder viser ingen medfølelse mere.” Men lidt efter kom hun tilbage. “Jeg kan ikke få jeres killing ud af hovedet,” sagde hun og rakte en klud frem:
— Pak “varen” ind.
— Tager du den? — manden blev glad. Han pakkede forsigtigt killingen ind og rakte den til kvinden som en baby.
— Det er som skæbnen vil det. Du vil få noget godt ud af det, — gentog han.
Kvinden smilede overbærende: — Jeg ved ikke engang, hvordan min mand vil reagere på “gaven”. Måske ryger vi begge ud på gaden.
Og hun fik ret. Killingen faldt ikke i god jord. Selvom den blev vasket, glattet og fodret, så den stadig stakkels og uskøn ud.
— Hvad er det for en skabning? — manden skubbede killingen væk med væmmelse, da den forsøgte at klatre op på hans ben. De mistænkelige ridser fra dens kløer afbrød parrets serie. De nye, dyre tapeter var truet.
— Har du fået museproblemer? Hvorfor har vi brug for den i en etværelses lejlighed? — bebrejdede manden sin kone.
Han greb killingen i nakkeskindet og så undrende og frastødt på det hjælpeløse skabning, der hang i hans hænder:
— Den skal være væk i morgen.
Vibeke fortrød allerede sin beslutning. Men de tårefyldte øjne så op på hende, de små poter masserede bedende hendes ben, og den spinkle krop udsendte en sådan højlydt motorlyd, at en varm strøm af medfølelse fyldte hendes hjerte. Hun bøjede sig ned og aede den.
Opmuntret af kærtegnene kravlede killingen op i armene og puttede næsen i den varme håndflade. “Der er ingen nåde uden nåde,” huskede Vibeke de ord, hendes mor sagde, og funderede over handlingen, som gav hende ro.
Telefonen ringede:
— Bedstemor, vil du komme til te?
Vibeke sneg sig lydløst ud ad døren for ikke at forstyrre mandens serie.
Hendes søn boede tæt på, på den anden side af vejen. Lille Katrine stod allerede foran husdøren og vinkede ivrigt. En stor sort bil drejede pludselig ind på fortovskanten. Det lille barnelyftede op i luften. Vibeke stivnede. Hun kunne hverken skrige eller flytte sig.
Som i slowmotion tog hendes øjne hver scene ind: en kvinde samlede pigen op. De små arme krammede krampagtigt hendes hals. Hun var i live! En mand kravlede besværet ud af bilen. Beruset. Hendes søn løb imod dem. I uniform.
Med rystende hænder forsøgte han at trække sit våben, men snublede pludselig over et råb:
— Nej!!!
Hans mor stod på den anden side, men han syntes, hun stødte ham tilbage med hænderne strakt frem.
Folk kom løbende til, de fik fat i den berusede chauffør. Vibeke kunne ikke mærke sine fødder. Men hun gik… eller bar de hende? Til Katrine! En læge var allerede i gang med at undersøge pigen:
— Alt er i orden. Ingen brud. Ikke alvorligt forslået.
— Men hvorfor siger hun intet?! — svigerdatteren rystede voldsomt.
— Hun er nok forskrækket. Vi må prøve at aflede hende, — foreslog lægen.
— Jeg gør det straks.
Vibeke skyndte sig hjem. Hun greb killingen og fortalte i farten sin mand om, hvad der var sket. Hun nåede det lige. Ambulancen var stadig der. I barnets øjne lå frygt. Forsigtigt åbnede hun de små hænder og gav killingen til pigen. Katrines blik ændrede sig, og de små fingre begyndte at ae den bløde pels. Killingen svarede med et kærligt “Mur-mur-mur”. “Mysse,” sagde pigen stille. Lægen åndede lettet op. Vibeke lod tårerne flyde — nu kunne hun.
Katrine slap ikke katten af syne. Natten tilbragte de på hospitalet. Om morgenen blev de sendt hjem med beskeden: “Pigen må have haft englevagt.”
“En nåde til den, der viser nåde,” hviskede Vibeke.
