Værtinde i sit eget hjem
Rikke, du har igen glemt at lægge låg på smørret, sukkede Birgitte Jørgensen, mens hun larmende trak stolen helt ind til bordet. Nu har det hele natten stået og suget lugt fra køleskabet. Mads, skat, smør dig noget hytteost i stedet, jeg købte frisk i går.
Rikke mærkede fingrene stramme om knivens håndtag. Uden et ord fortsatte hun med at skære brød, forsøgte at holde det lige, selvom hænderne rystede let. Oktoberregnen silede udenfor, grå spor løb ned ad ruden, og køkkenet føltes alt for trangt til tre voksne.
Mor, smørret fejler ikke noget, mumlede Mads, uden at løfte blikket fra mobilen, mens han gnavede i sin mad.
Jah, selvfølgelig. Det er bare sådan noget, man opdager med alderen. I unge forstår ikke, at madvarer hurtigt bliver dårlige, når man ikke passer på. Og så er det, I får ondt i maven, og hvem skal så passe jer?
Rikke satte brødtallerkenen midt på bordet og satte sig ned. Hovedet snurrede, munden var tør og bitter. Hun hældte te op fra en brevte, håbede, varmen ville lindre den tiltagende kvalme.
Rikke, du spiser jo ingenting, fortsatte svigermoren, og kiggede på hende over brillen. Du er blevet så mager. Mads, hvordan vil du nogensinde få børn med sådan en kone? Et barn har brug for en sund mor.
Noget strammedes i hende. Rikke drak en lille slurk, der brændte, og tvang sig til at smile.
Birgitte, jeg har aldrig haft appetit om morgenen. Sådan har det altid været.
Altid, altid… Da jeg var på din alder, gik man på arbejde med feber og det hele, og ingen klagede. I dag tager de unge sygedage over alting. Jeg stod selv med Mads som lille og passede både job og hjem.
Mads kiggede endelig op.
Mor, det er noget helt andet. Rikke sad på kontoret til klokken otte i går, de skulle aflevere årsregnskab.
Jeg siger jo ikke noget jeg bekymrer mig bare. I er en ung familie, det er på tide at tænke på børn, men sundheden halter…
Rikke rejste sig og bar sin næsten urørte tekop ud til vasken. I ruden så hun Birgitte skænke Mads ekstra hytteost, kærligt klappe ham på skulderen. Bag Rikke lød svigermorens bløde, omsorgsfulde stemme til Mads.
Dreng, husk din vigtige samtale i dag. Jeg har strøget den lyseblå skjorte til dig, den hænger på stolen.
Rikke stod længe ved vasken, holdt om den kolde kop, og mærkede en tung, stum træthed brede sig. Noget tungt og udefinerbart, værre end bare udmattelse. Noget, der lignede en sorg helt inde.
For tre måneder siden havde hun faktisk været glad for, at Birgitte kom på besøg.
***
Birgitte Jørgensen kom i slutningen af juli. Hun havde ringet sent om aftenen, stemmen var nervøs og næsten grådkvalt. Lejligheden i Odense, hvor hun boede, var blevet oversvømmet af naboerne ovenpå, gulvet ødelagt og møblerne under vand hele boligen trængte til omfattende reparation. Håndværkerne havde lovet jobbet klaret på en uge, ti dage højst.
Mads, jeg flytter lige ind hos jer i en uge, hvis det er okay? Hotel er alt for dyrt, og jeg vil også hellere være sammen med nogen end helt alene, bad hun, og Mads havde selvfølgelig sagt ja.
Rikke havde på det tidspunkt glædet sig ved tanken. Svigermor boede ellers langt væk, så de sås sjældent, kun til højtiderne. Birgitte havde altid forekommet venlig og energisk, lidt snakkesalig og meget hjælpsom. Efter at hun blev alene som femtiårig, havde hun arbejdet på lokalhistorisk arkiv og koret forsamlingen af afrikanske violer i vindueskarmen.
Det går nok hurtigt det her, sagde Rikke til Mads, mens hun i tankerne begyndte at rydde gæsteværelset. Det er længe siden, vi rigtig har været sammen med hende.
Mads kyssede hende let på håret.
Du er fantastisk. Jeg er rolig, så længe mor ikke skal være alene gennem alt det der rod med forsikring og håndværkere.
Birgitte ankom slæbende på to enorme kufferter og en papkasse snøret sammen med sejlgarn. Rikke tog imod på banegården sammen med Mads og hjalp med bagagen. Birgitte så træt ud, røde øjne og snævre læber.
Tak, fordi I lader gammel mor flytte ind, sagde hun, og krammede Rikke på dørtrinnet. Jeg skal nok være hurtigt ude igen, når de har fixet det hele.
De første dage var næsten idylliske. Birgitte lavede frokost, vaskede og hjalp til, mens begge unge var på arbejde. Om aftenen drak de te sammen med småkager, “Kransekrost”, som hun havde haft med hjemmefra på Fyn. Mads livede op, blev mere snakkesyg end vanligt og var synligt glad for sin mors nærvær.
Men mod slutningen af anden uge ændrede det sig.
Det begyndte med småting. Birgitte rykkede rundt på krydderiglasset i køkkenet “Sådan er det mest praktisk”. Hun lagde vasketøjet på sin egen måde. Rikke fandt undertøj og strømper på uvante steder og vidste ikke, om hun skulle sige noget det var jo bare småting.
Jeg lagde mærke til, at der var støv på gardinstængerne, Rikke, sagde Birgitte, mens hun skænkede suppe op. Har I ikke haft tid længe? Jeg tørrede i dag med en våd klud, nu er der rent.
Tak, Birgitte, mumlede Rikke, mens kinderne blev varme. Hun havde egentlig ikke orket at støve af på stængerne i ugerne op til. Alt arbejdet stjal kræfterne.
Jeg klandrer dig ikke, skat. Jeg hjælper bare lidt til; så har du det nemmere.
Tre uger senere ringede håndværkerne fra Odense og fortalte, at de havde opdaget et elproblem flere dage ekstra. Birgitte lød ærgerlig, men tog det pænt.
Jeg håber, I kan holde mig ud lidt endnu, Mads.
Mor, selvfølgelig, det er ikke noget problem, svarede han og krammede hende.
Rikke så på dem, uden at sige noget. Hun mærkede et lille ubehag, men fortrængte det. Endnu en uge kunne hun vel tåle.
Så gik der en måned. Og halvanden. Birgitte indrettede sig næsten umærkeligt i den lille treværelses lejlighed. Hun sov i det rum, som tidligere havde været Rikkes kontor nu sad hun med sin computer på køkkenbordet om aftenen, og det var besværligt, men hun turde ikke bede sin svigermor flytte ud.
Hver aften lavede Birgitte aftensmad. Alt sammen Madss livretter flæskesteg, frikadeller, brunede kartofler. Rikke foretrak fisk og grønt, men syntes det var pinligt at sige højt.
Rikke, du spiser helt vildt lidt, sagde Birgitte hver aften. Mads, se lige din kone. Hun er helt bleg. Skulle hun ikke til lægen måske har hun maveproblemer?
Rikke, du spiser meget mindre end du plejer, bemærkede Mads forsigtigt.
Jeg er bare ikke sulten, svarede Rikke. Det var sandt. Hun var aldrig rigtig sulten, blev kvalm om morgenen og mat senere på dagen. At gå til lægen frygtede hun hun ville ikke høre, dét var psykisk. At indrømme det, betød at indrømme, at svigermorens tilstedeværelse trykkede hende. Og hvordan siger man lige dét?
***
I midten af september blev der travlt på arbejdet. Skattestyrelsen krævede regnskaber ind, og Rikke og hendes kollegaer sad til langt ud på aftenen. Når hun endelig trådte ind ad døren efter kl. 21, blev hun mødt af hjemmets varme lys, duft af mad og Birgittes stemme.
Endelig hjemme, Rikke. Vi har spist, men jeg har sat noget i gryden til dig. Husk at lade køkkensagerne stå på plads, jeg har ordnet dem.
Rikke nikkede, gik i køkkenet og varmet maden op, dog med kvalme. Mads dukkede op, kyssede hende på kinden, snakkede om arbejde. Birgitte sad og strikkede eller læste magasin, og fyldte rummet. Altid nærværende som om luften blev tættere.
Mads, har du lagt mærke til, at din mor bliver boende længe? spurgte Rikke en nat, hvor de lå i mørket i soveværelset.
Tja, byggeriet er jo ikke færdigt. Vær nu tålmodig, skat. Hun kan ikke bo hjemme endnu.
Der er gået to måneder allerede…
Det er altså min mor, Rikke. Hun har det ikke nemt. Kan du ikke prøve at sætte dig i hendes sted?
Noget stak i hendes bryst. Rikke sagde ikke mere, vendte sig mod væggen. Mads faldt i søvn hurtigt, mens hun lå vågen og lyttede til små lyde en væg væk Birgittes fodtrin, hendes små syslen.
Næste dag mødte Birgitte hende med nyt forslag.
Jeg hjælper dig med lørdagsrengøringen, Rikke. Så kan du lettere følge med efter en lang uge.
Rikke forsøgte at afslå, men Birgitte kom allerede med spand og kost, og de gjorde rent sammen. Hele tiden kommenterede Birgitte.
Pyh, bag radiatoren trænger det. Vi skal også tage gardinerne ned og vaske dem. Og køleskabet skal tømmes hver anden uge, det hober sig ellers op med bakterier…
Rikke nikkede, skrubbede, men følte en stigende irritation for hvert lille nålestik af en kommentar. Hun kunne ikke sige fra Birgitte hjalp, gjorde det jo for deres skyld.
Ved september måneds udgang indså Rikke, at hun følte sig som gæst i sit eget hjem. Uøvet, usikker, ikke god nok. Birgitte styrede køkken, bad og vasketøj. Hun vaskede stadig Mads tøj selv, med stivelse.
Mads elsker det, når skjorten er sprød. Jeg lærte ham det som barn.
Rikke sneg sig til at vaske sit eget tøj sent om aftenen, når maskinen var ledig; nogle gange følte hun sig som en skygge.
Om natten drømte hun mærkelige drømme hun gik rundt i endeløse gange og kunne ikke finde sit værelse. Eller stod i køkkenet, ville lave mad, men alt forsvandt, så hun ikke kunne gøre noget.
Hun lå vågen, og havde lyst til at ruske Mads vågen og sige, hvor tungt alt trykkede. Men ordene forblev usagte. Hvordan skulle hun udtrykke, at kærlig omsorg kunne føles som en kvælende byrde?
***
Den første oktober begyndte de virkelig sære ting.
Rikke vågnede med voldsom kvalme. Hun nåede netop ud på badeværelset. Rystende og bleg hørte hun Birgittes bekymrede stemme gennem døren.
Rikke, er du okay? Skal jeg ringe til lægen?
Nej, det går nok. Det var nok et eller andet, jeg spiste.
Spiste? Jeg lavede jo frikadellerne i går, de var friske, du kan spørge Mads. Han fejler ikke noget, men du…
Det er ikke frikadellerne, Birgitte. Jeg har bare sart mave.
Hele dagen følte Rikke sig svag, hun knapt kunne læse tallene på computeren, kollegaen Signe sagde bekymret:
Du ser bleg ud, Rikke. Skal du ikke hellere tage hjem?
Kan ikke, regnskabet skal afleveres i morgen.
Sundheden må komme først. Tag hjem og ring til lægen.
Men Rikke gik ikke til læge. Hun kom sent hjem, og Birgitte tog imod hende med hårdt trukne læber.
Vi har alle været bekymrede, især Mads. Ved du egentlig, hvor nervøse vi bliver?
Der er meget på arbejde…
Der er altid så meget arbejde. Hvad med hjemmet? Familien? Mads har været alene i dag jeg har i det mindste sørget for, at han fik rigtig aftensmad.
Rikke gik ind i soveværelset og lod sig tungt falde på sengen. Hovedet værkede. Stemmerne fra stuen var monotone, Birgitte klagede, Mads svarede.
Rikke lagde hovedet under puden og havde lyst til at skrige. Men hun sagde stadig intet.
Næste morgen, da Rikke klædte sig på, fandt hun sin yndlingsbluse med et mærkeligt, gult plet på kraven. Den havde lige været ren.
Birgitte, ved du, hvad der er sket med min hvide bluse?
Birgitte vendte sig fra komfuret, ansigtet uskyldigt.
Med blusen? Nej da, jeg rører ikke dit tøj. Du må have spildt på den selv.
Rikke så længe på hende og forstod pludselig: Birgitte løj. Hun vidste besked. Hun havde gjort det.
Men beviser fandtes ingen, så Rikke forblev tavs, tog en anden trøje og gik på arbejde med trist hjerte.
Flere sære ting skete. Hendes yndlingskop den store, som Mads gav hende til fødselsdag var væk. Forsvundet. Birgitte trak bare på skuldrene.
Måske væltede du den selv? Jeg har ikke set den.
Senere var shampooen næsten tom, selvom flasken lige havde været fyldt. Birgitte sagde:
Det var mærkeligt. Måske utæt det sker med de flasker.
Rikke holdt op med at stille spørgsmål. Hun følte sig mere og mere fremmed i sit eget hjem. Arbejdede mekanisk om dagen, sad tavst om aftenen. Mads blev irritabel. De skændtes næsten.
Rikke, du er så nervøs for tiden. Er det arbejdet?
Nej.
Hvad så?
Hun havde lyst til at sige sandheden at Birgittes tilstedeværelse kvælede hende. Men ordene kom ikke over læberne.
Jeg er bare træt. Undskyld.
Mads tog hende i favn.
Hold ud lidt endnu. Birgitte rejser snart, jeg har talt med hende. Renoveringen er næsten færdig.
Men projektet blev ved. Hver uge fik Birgitte nyt at vide fra håndværkerne:
De er lige ved at kliste tapet. Endnu en lille uge!
En uge blev til en måned.
***
I slutningen af oktober havde Rikke svært ved at sove. Selvom hun sov, var hun mere udkørt end før. De mørke øjne og rystende hænder blev tydeligere.
En nat vågnede hun ved en sær raslen fra gæsteværelset. Hun satte sig op og lyttede. Det stilnede.
Næste morgen spurgte hun Birgitte:
Hørte du noget i nat?
Nej, jeg sov tungt. Det må du have drømt.
Få dage senere bemærkede Rikke en sær, voksagtig duft i lejligheden. Som stearin. Da hun gik rundt, blev den stærkere ved døren ind til gæsteværelset.
Birgitte, tænder du stearinlys om natten?
Nej, hvorfor skulle jeg det? Føler du, det lugter mærkeligt?
Ja, lidt af voks.
Kan være ventilationsskakten, måske naboen?
Men lugten kom igen og igen, altid om natten, let, men tydelig. Rikke begyndte at vågne med den i næsen og mærke uro og angst trække sammen i kroppen.
En dag, da Birgitte var ude, gik Rikke ind på værelset. Alt så normalt ud. Sengen var redt, på bordet lå hobbyhæfter og på vindueskarmen stod violerne. Hun åbnede skabet alt Birgittes tøj hang snorlige. Nede stod kufferterne og den snørede papkasse.
Rikke gik ned på hug og skulle lige til at åbne kassen, da hun hørte hoveddøren gå. Hun skyndte sig ud. Birgitte var hjemme med indkøb, smilede:
Rikke, du er tidligt hjemme? Jeg troede, du var på arbejde.
Jeg havde det dårligt, tog tidligere fri.
Slap bare af, jeg laver en kop te til dig.
Senere den aften mærkede Rikke igen voksduften. På vej ud på badeværelset fik hun øje på et foto af hende og Mads det, der plejede at stå på soveværelseskommoden nu lå det på hylden i gangen. Hun samlede det op og så, at ansigtet på billedet var ridset. Tynde, nærmest usynlige kradsemærker med en nål.
Hjertet hamrede. Hun stod bare og stirrede på billedet.
Hvad laver du dér? lød Mads fra soveværelset, gaben.
Mads… se her.
Han tog rammen, studerede det:
Hvad er det?
Fotoet er ridset.
Mærke fra trykkeriet? Vi har aldrig lagt mærke til det?
Nej. Det her er med vilje. Nogen har brugt en nål…
Hvem skulle gøre det?
Rikke sagde ikke mere. De vidste begge, hvem der ellers boede her men hun kunne ikke få det sagt.
Nok mig, der tager fejl, mumlede hun og lagde billedet væk.
Den nat fik hun ikke lukket et øje, stirrende op i loftet, lyttende til det mindste.
***
November blev kold. Rikke frøs hele tiden kulden krøb ind under huden. Kvalmen var værre om morgenen. Hun spiste næsten intet, nippede kun til te og tørre småkager, når Birgitte ikke så det.
Du tærer væk, Rikke, sagde Birgitte og så på hende med noget, der mindede om skjult tilfredshed.
På arbejde kaldte chefen, Lone, hende ind til en samtale.
Du har lavet fejl i dine tal, Rikke. Det ligner dig ikke. Skal du ikke tage en pause?
Ordet ferie fik Rikke til at gyse ved tanken om flere dage i lejligheden.
Jeg har det fint.
Men det var usandt. Alting føltes mærkeligt og tåget. Hun svarede Mads enstavelsesord, han blev først såret, derefter vred.
Jeg forstår dig ikke, Rikke. Du virker så fjern.
Undskyld. Jeg er bare udmattet.
Du skal da til læge. Birgitte siger, du ikke engang spiser.
Birgitte siger… Rikke så på ham.
Din mor siger meget.
Hvad? Mads rynkede panden.
Ikke noget. Glem det.
Hun gik ind i soveværelset. Mads fulgte ikke efter.
Dagen efter skete det, der væltede det hele.
Rikke kom tidligere hjem fra arbejdet end normalt. Der var meget stille for stille.
Hun tog overtøjet af, gik ud og vaskede hænder. Pludselig hørte hun svag hvisken fra gæsteværelset; monotont, mumlende ikke til at tyde. Lød nærmest som en forvandlingsformular eller fremmed bøn.
Nysgerrig, nærmest nervøs, gik hun hen til døren, der stod på klem. Der var tændt lys, og på bordet så hun to stearinlys. Tykkede, hvide bloklys, der brændte stille.
Hjertet hamrede. Hun gik ind.
Birgitte stod med ryggen til, foroverbøjet over bordet. Foran hende to store fotos ét af Mads, ét af Rikke. Rikkes ansigt på billedet var overstreget med sort tusch.
Birgitte rørte med en nål over fotografierne og mumlede. Så stivnede hun, da hun opdagede, Rikke stod bag hende.
Rikke… du skulle jo først komme senere…
Hvad laver du?
Birgitte skyndte sig at lægge nålen fra sig og så forvirret ud, pludselig nærmest vred.
Det rager ikke dig.
Hvad er det med lys, billeder og nåle?
Jeg siger, det angår dig ikke! Forlad mit værelse!
Noget knækkede inde i Rikke. Alt den opsparede træthed og sorg eksploderede ud.
“Dit” værelse?! Dette er MIT hjem! Du har boet her tre måneder for længe!
Rikke, nu…
Jeg siger det, som det er. Du risler rundt her med nåle, ridser mine billeder, saboterer mit tøj, invaderer alting! Nok!
Jeg har ikke ødelagt noget! udbrød Birgitte iskoldt. Du gør min søn ulykkelig! Hvis han havde en anden, havde han for længst haft børn! Du er en byrde tænker kun på job! Ikke familie!
Ordene slog hårdt. Rikke dirrede.
Hvordan tør du…
Jeg tør, fordi jeg er hans mor! Mig, der har opfostret Mads! Hvem er du? Bare en tilfældig!
Tilfældig? Mads og jeg elsker hinanden. Vi er familie!
Familie? Hvilken familie? Du er syg, bleg, du kan ikke engang blive gravid!
Noget brast helt i Rikke. Hun fejede lysene af bordet, rev billedet med sit overstreget ansigt over.
Gå. Ud. Nu, sagde hun lavt men fast. Pak dine ting og gå!
Dit… du kan ikke…
Jo, det kan jeg! Som værtinde i eget hjem siger jeg det: Forsvind!
Mads vil aldrig tilgive dig!
Det løser jeg med ham.
Yderdøren gik op. Mads havde hørt råb, kom løbende.
Hvad sker der?
Birgitte greb hans arm.
Rikke smider mig ud! Hun skælder ud i mit værelse!
Mads så på sin mor, på Rikke på lys, billeder, nåle. Hans ansigtsudtryk ændrede sig til irritation og så til chok.
Mor… hvad laver du her?
Jeg ville bare hjælpe. Bad til Gud for jer…
Med tusch, med nåle? Mor, nej!
Jeg prøvede bare at hjælpe! Hun er ikke rigtig for dig, jeg kan se det!
Stop! råbte Mads, overraskende hårdt. Pak sammen, mor. Jeg kører dig hjem. Nu.
Mads…
Nu!
***
En time senere var Birgitte på vej ud af døren med sine kufferter. Mads bar dem ned, Birgitte kastede et sidste, tungt blik på Rikke.
Det her fortryder du.
Rikke svarede ikke. Døren lukkede sig, og stilheden bredte sig.
Hun gik ind i værelset, luftede ud, smed det, der var tilbage lys og billeder ud. I flere minutter stod hun ved det åbne vindue og mærkede den novemberkolde luft, mens hun endelig kunne trække vejret.
Mads kom hjem sent, træt.
Jeg bragte hende til Odense. Hun sagde ikke et ord i bilen.
Rikke satte sig ved siden af ham, tog hans hånd.
Undskyld.
For hvad?
At det gik så galt.
Det er mig, der skal sige undskyld… Jeg har ikke set det. Jeg har ikke villet se det. Jeg troede bare, du var stresset, men…
Han stoppede, lagde ansigtet i hænderne.
Hun er blevet bitter. Jeg anede det ikke.
Mads, husk: Hun er ensom. Hun mistede din far; har kun dig.
Det undskylder ikke det hun gjorde.
De sad sammen i tavshed, knugede hinanden. For første gang følte Rikke sig ikke længere så alene.
Næste morgen vågnede Rikke til sollys. Der var tyst; ingen lyde fra køkkenet fra Birgitte. Hendes eget hjem. Endelig.
Hun gik på arbejde, følte stadig tunghed i kroppen, men et lille håb begyndte at spire. Om aftenen sagde Mads:
Du må altså få en tid hos lægen. Du er så svag.
Ja, du har ret.
Han bestilte en tid til hende. Dagen efter sad hun hos den rare, ældre læge, der lyttede og spurgte:
Hvornår havde du sidst menstruation?
Rikke måtte tænke og det gik op for hende, at det var længe siden.
Måske seks-syv uger, indrømmede hun.
Vi laver en graviditetstest.
Testen var positiv.
Tillykke! Du er gravid i sjette uge.
Rikke sad længe ude på stolen bagefter og fældede tårer af lettelse, glæde og ængstelse på én gang.
Om aftenen sagde hun det til Mads. Han blev målløs, knugede hende, lo og græd på samme tid.
Er det sandt? Virkelig?
Ja. Seks uger.
Jeg elsker dig.
De sad hånd i hånd, og resten af aftenen gentog Mads, hvor lykkelig han var.
***
Tre uger gik. Birgitte lod ikke høre fra sig, svarede kun på sms: “Jeg er okay. Hils.” Rikke begyndte så småt at få mere energi, kvalmen lettede, hun lavede igen let mad og indrettede kontoret, som nu var blevet bare hendes igen.
Lejligheden blev lysere. Om aftenen grinede de, lavede mad sammen, og de gamle glæder kom tilbage.
En aften sagde Mads:
Når barnet kommer, vil mor nok besøge os. Blot som gæst.
Rikke nikkede.
Gæst. Ikke bo her. Det er mit krav.
Det lover jeg. Og du behøver aldrig være alene med hende.
Jeg vil ikke være gal eller hadsk, men grænsen er nået.
Jeg forstår. Der skal være tydelige rammer.
Hun lagde hovedet på hans skulder, og lyttede til regnen, der trommede på ruden.
Tror du, vi kan klare det? Alt dét barn, familie, din mor…
Ja. Vi kender nu vores grænser.
Rikke lagde en hånd på maven, hvor noget nyt spirede. For første gang i mange måneder følte hun styrke.
Du lover mig, at hvis det igen bliver svært, så lytter du til mig?
Jeg lover dig, Rikke. Jeg vil altid lytte til dig.
En dag mærker man: Sit hjem, ens grænser og familie det skal man turde kæmpe for. Nogle gange betyder kærlighed også at sige nej og vide, at man er stærk nok til det.
