Af en eller anden grund har hele mit liv været fyldt med eksempler på svigermor og svigerdatter-forhold, lige fra jeg var barn.
Først stod de store slagsmål mellem min oldemor og min farmor på programmet. Mine forældre lod mig bo hos min farmor, indtil jeg fik en børnehaveplads, og der i den lille lejlighed oplevede jeg sandt kaos. Det var, som om der levede to helt forskellige kvinder under samme tag. Den ene farmor smilede kærligt til mig, havde småkager klar, fortalte eventyr og tegnede med mig. Den anden råbte vredt og bebrejdede sin sengeliggende svigermor for dagens klare uretfærdighed og udbrød ting som: Hvornår har du egentlig tænkt dig at give slip?
Da oldemor døde, flyttede vi fra vores lejede rækkehus hjem til farmor, og så begyndte næste oplevelse nu mellem min mor og farmor. Tit stak naboerne hovedet ind og bad os dæmpe os. Stilheden varede dog aldrig længe, og der var altid fut under kedlerne.
Da farmor døde, gik jeg i gymnasiet. Min mor tog det ret køligt, og ni dage efter begravelsen startede hun en mindre revolution hjemme og smed farmors ejendele direkte ned i skraldespanden, uden at sortere noget. Da far kom hjem, var han i chok over hendes tilgang til hans afdøde mor, og de brugte hele aftenen på at skændes. Det var nok dér, bruddet for alvor blev sat i gang, for et halvt år senere flyttede far fra os.
Cruz og jeg blev gift på rådhuset uden de store armbevægelser, men vi havde ikke råd til vores egen lejlighed, så jeg vidste godt, at vi skulle bo hos hans mor, Sigrid. Alt, hvad jeg havde set af svigermor-skænderier fra barnsben, fór rundt i mit hoved, men jeg håbede virkelig, jeg kunne få et fornuftigt forhold til min svigermor. Jeg behøvede ikke, at vi skulle være bedste veninder, men bare undgå grimme scener og ikke slide hinanden op før tid.
Så jeg besluttede mig for at være ekstra tålmodig. Jeg ignorerede Sigrids mange stikpiller om min rengøring, madlavning og tøjvask i næsten et år. Hun sagde aldrig grimme ord, men hun kunne virkelig få mig til at føle mig som verdens største klovn og hende selv som Dronningen af Amager.
En dag fik jeg nok af hendes livslektioner og besluttede, at nu måtte vi få talt ud. Jeg købte fastelavnsboller fra Lagkagehuset, bad min mand om at give os lidt fred, og fortalte så Sigrid hele historien om kvindeforholdene i min familie. Jeg foreslog, at vi prøvede at undgå de samme fejl og i det mindste kunne fungere som fredelige bofæller.
Sigrid afbrød mig, skubbede kagen væk og slog fast: Her er kun plads til én matriark, og du ved, hvem det er! Jeg taler med dig, som jeg vil, og det bedste du kan gøre, er ikke at sige et ord. Gå stille rundt og lad være med at vise dig.
Da min mand kom tilbage, kiggede han spørgende på mig, men jeg rystede bare på hovedet. Sigrid råbte ud fra sit værelse: Nå, nabo, er der mad til min søn?
Jeg svarede lidt spidst, at med den holdning ville der nok ikke være nogen til at servere hende mad, når hun blev gammel, og så brød helvede løs. Min mand prøvede at mægle, men efter et år fyldt med nedladenhed brast min tålmodighed, og jeg sagde fra.
For at redde vores ægteskab måtte vi bide i det sure æble og flytte til en lille, dyr lejlighed, selvom vi nærmest kun havde råd til rugbrød og leverpostej det første lange stykke tid. Lidt efter lidt kom vi på fode igen og kunne til sidst optage realkreditlån og købe et hus. I mellemtiden blev Sigrid alvorligt syg og havde brug for støtte døgnet rundt. Jeg huskede alt for tydeligt, hvordan det gik i min egen familie, og sagde klart nej til at være hende plejehjem derhjemme.
Jeg foreslog min mand at finde en familie, der kunne tage sig af Sigrid mod, at de arvede hendes andelslejlighed. Den idé kunne han lidt modvilligt godt gå med til. Vi prøvede nogle forskellige plejere, men ingen kunne holde hende ud mere end to uger, selvom vi betalte dem pænt med danske kroner. Alle sagde, det var umuligt at nå ind til hende. Til sidst fandt vi et ægtepar, der holdt ud i to måneder. Vi lavede en bindende aftale: de fik mulighed for at arve lejligheden, hvis de også tog et ordentligt ansvar for at passe hende.
For at være ærlig tror jeg ikke, at det var mig, der var problemet i vores forhold for det var tydeligvis ikke kun mig, der ikke kunne holde Sigrids selskab ud. Der var ikke ligefrem folk, der stillede sig i kø for at arve en lejlighed med den pris.
