Det var ikke, fordi Lisbeth afskyede sin svigerfar, men hun kunne ikke lade være med at føle, at han var ufar i hende. Hvem skulle han være for hende – en far? Hun havde aldrig haft nogen, og denne stille Lars med sin sorte fugelhjerne var heller ikke det. Men for at spare smerte for sin mor forsøgte hun fra første dag at skjule sin irritation.
Hun var ikke elskvært – elleve år gammel – og forstod, at Elin havde brug for et hjem, brug for at føle sig omhyrd. Nej, Lars var ikke dårlig, bare tavsh, næsten ordløs. Men fælles for dem var, at han sådan som sådan ignorerede hende. Lisbeth føjede sig, især da hende og hans drikkenavnede forælderkammerat Else, der såsom en halvsøster havde været med i familiens bølger, vidste, at det havde været endnu værre for mange andre udendørsbørn.
Lars tog Lisbeths tilstedeværelse for givet, som om hun var en detalje i dagsplanlægningen. Han regnede ikke med hende, næede sig med Elin og drømte om sine egne børn. Pengene, der havde været i to leiligheder, blev plukket ud og sat i én stor lejlighed i Frederiksberg, hvor Lisbeth fik en egen kamera, og teningen mellem dem var blevet til lidt andet end en tilsigtet ikke-klash.
Hver gang hun kom hjem fra skole, forsvandt hun ud i sin kammers, men han så ikke efter, og han påhævede heller ikke sin rolle som fætre. Eller snarere: han havde ikke nogen rolle.
Da Elin begyndte at føle sig tosset og plaget af åndebevægelse, blev alle glade – prægnans! Lisbeth forestillede sig sin bror, Lars sin søn. Men en uforventet skræmmende nyhed sendte hele situationen i ophav: der var ingen embryos i blødt, men en fjerndød kræft i hjernen. Lisbeth blev en sorglig uskyld på elleve år, og deres fælles liv tog direkte tilfældet til institution.
Hun havde ikke engang tænkt over fremtiden, da hun fornærmede sig af Else’s far, der med en påvirket stemme forsvarede, hvorfor hun ikke havde taget Lisbeth til sig:
– Det er ikke, fordi jeg elskede hende mindre, men jeg selv og Else har sjældent fået kopi af regnemaskinerne hjemme. Vi skræller op og må løbe fri én gang om ugen. Du er jo ikke min eneste broder.
Lisbeth havde ikke haft intentionen at overhøre, men hun havde hørt nok for at forstå, at det var varetaget fra socialtjenesten – og at Lars ville ende med at skabe hende modstid. Hun vidste, at barnet ikke havde nogen rigtig famile, at Lars havde kæmpet for at få påhold, men nu var tiden færdig.
– Lisbeth, vi må tale.
– Jeg ved, det er på nuværende tidspunkt umuligt. De vil have mig væk.
– Nej, det er det, jeg prøver at gøre – jeg vil gerne have rettighed som fosterfar. Det er ikke fordi jeg ønsker noget, men jeg kan ikke overlade dig til dem. Jeg vil ikke.
Lars, der ikke havde grædt på engang, flød i tårer. Lisbeth så, hvordan en maskine eller formel, oprindeligt fast i maskinen, blev løst, så hun gik hen og trykkede sin hovedbørn til sig.
Det blev et langt år med tilpasive – og til sidst var det ikke nok udvikling, men en tilpasning til hverandre. Lars lærte at kogte suppe, og Lisbeth indgik i diskussioner om fritid og budgetter. Tallene blev ikke bedre, ja, men en vis balance blev til noget, der mindede om et hus.
Til gengæld stod Lars vor for hende alle dage og gav små beviser på, at han ikke var ignoreret: is, gratis biobilletter, eller bare en bønne i tennehandlingen. Hans svigersøster, Mette, kom ofte forbi, for at hjælpe og være en ekstra forsørgelse til de mindre udtagne scener.
Da Lisbeth blev fjorten, tog Lars igen den usikre mening fra sine ansigtstegninger. Han vidste, at han ikke havde ret til at tage dernæst, men han havde et bud:
– Hvis jeg finder en ny kvinde, der også vil have barn, så kan jeg ikke gå bort fra dig. Men jeg må lille Johan også have sin forælderkreds. Vil du have mig at leve der?
De sådan ude fra – samlet sig over flæsk og forbindelse. Mette så på sin forventningsfulde første graviditet, Lars blev betydeligt mere livlig, og Lisbeth forsøgte at undgå konflikter. Hun føjede sig bare til tiden og stillede sig spørgsmålet: hvem er jeg i det her?
Da Johan blev født, begyndte Mette at give udtryk for, at Lisbeth var et problem. Især når Lars forlod huset, løftede hun sin hovedifdragelse. De talte ikke om, men metinger af dem begyndte at snuble over sten.
Endnu engang tog Lisbeth den passive rolle – for at holde stille. Lars lod sig sjælner til lyd til hinanden, men da Johan blev fem år og Mette begyndte at snakke om, at hun ikke længere havde brug for Lisbeth, så han rent faktisk, hvordan han måtte gribe ind:
– Hold op. Jeg vil ikke høre det i stedet.
Da Lisbeth fandt sin mors gravplads og plede med Else, følte hun sig nysat i hende. Men tiden viskede over de sidste sår, og hun forsøgte stadig at leve sit liv. Lars flygtede fra barndomshjemmet og rejste til et andet sted, hvor han fandt en udbudt bolig til hende. Pengene, der havde været i en fælles konto, blev brugt til at sende hende videre.
Da hun blev gift, ville Lars have deres dans til drømmer. Og da han sammen med hende præsenteret for de hemmelige iscenesættelser, blev det et andet pågældende. Han havde brugt sjæl for at nå frem til pladsen, hvor kærlighed nu blev deres fælles sprog.
