Fremmed, men allernærmeste
»Astrid Kirstine, hvad har du gang i? Det kan du da ikke bare gøre!« Mikkels stemme dirrede af oprør. »Jeg er slet ikke familie til dig!«
»Hvem er så familie?« kvinden rettede sig op, mens hun knugede det krøllede hospitalspapir. »Min søn, som ringer en gang hvert halve år fra sit København? Eller min barnebarn, som helt har glemt sin bedstemor? Du har i tre år hver eneste dag spurgt, hvordan det går, købt medicin, når jeg ikke havde penge!«
Mikkel stod uroligt i entreen, skiftede vægt fra den ene fod til den anden. En høj, lidt pukkelrygget mand i midten af halvfjerdserne, med gråt skægstub og trætte, venlige øjne. Han var kommet som sædvanlig for at høre, om der var noget, hun manglede fra supermarkedet – og nu dette…
»Men du kan da ikke skrive lejligheden over på mig! Hvad vil folk sige? Hvad vil naboerne tro?« Nervørt drejede han den gamle kasket mellem fingrene.
»Jeg er ligeglad med, hvad de tror!« Astrid gik ind i stuen og satte sig i sin yndlingsstol ved vinduet. »Sæt dig ned. Hvorfor står du der som et fyr?«
Mikkel satte sig forsigtigt på kanten af sofaen. Udenfor silede oktoberregnen ned, og vandets rivende spor på ruden gjorde det endnu hyggeligere indenfor. På vindueskarmen blomstrede violer – Mikkel havde selv bragt dem til foråret, forklaret, at de ikke ville gro hos ham, men måske kunne de glæde hende her.
»Hør nu godt efter,« sagde Astrid og lagde hænderne på knæene. »Jeg var hos lægen i går. Mit hjerte er blevet værre, blodtrykket hopper. Han siger, det kan ske når som helst… Du ved hvad.«
»Sig ikke sådan!« udbrød Mikkel forskrækket. »Du lever længe endnu, jeg hjælper dig som altid. Der er ny medicin, effektiv…«
»Mikkel,« kvinden kaldte sagte, og han studsede. Hun brugte næsten aldrig hans fornavn. »Forstår du, hvad jeg siger? Jeg er bange for at dø alene. Så bange. Men med dig ved min side er det ikke så skræmmende.«
De mødtes for tre år siden i køen på lægeklinikken. Astrid stod med en henvisning til kardiologen, holdt sig for brystet og åndede tungt. Han sad ved siden, ventede på at komme til urinvejsspecialisten. Da han så, at hun havde det dårligt, bød han hende sit vand.
»Tak, skat,« hviskede hun dengåd. »Du er en god mand.«
Så viste det sig, at de boede i nabobygningerne. Mikkel begyndte at kigge forbi, spørge til hendes helbred. Først en gang om ugen, så oftere. Astrid lavede mad til ham, han fiksede ting i lejligheden. Sådan blev de uforvarende vant til hinanden.
Mikkel havde sin egen historie. Hans kone døde for fem år siden af kræft; de fik aldrig børn. Han blev tilbage i en tom lejlighed, hvor hver eneste genstand mindede om fortiden. Hele sit liv havde han arbejdet som smed på fabrik, fik en lille pension og levede stille og ubemærket.
Astrids søn, Anders, flyttede til København efter universitetet, blev programmør, giftede sig og fik børn. I starten kom han hjem til højtider, senere sjældnere. Ringede på fødselsdage og nytår, spurgte rutinemæssigt om hendes helbred, lovede at besøge – men dukkede aldrig op.
»Han har så travlt,« undskyldte Astrid overfor naboerne. »Hans job er ansvarsfuldt. Og børnene er små, konen er ofte syg…«
I virkeligheden havde sønnen ganske enkelt glemt sin mor. Ikke af ond vilje – livet blev bare hektisk, og moren røg ud i periferien. Hun var derude i sin provinsby, fik pension, levede sitt liv. Sådan var det.
Barnebarnet Freja sendte lejlighedvis billeder på Messenger. En smuk pige med kloge øjne, men helt fremmed. Hun huskede kun bedstemoren svagt; de mødtes næsten aldrig.
»Mikkel, har du aldrig ønsket dig børn?« spurgte Astrid en dag, mens de sad i køkkenet og drak te med den kage, hun havde bagt om morgenen.
»Jo. Meget,« sagde han og rørte langsomt sukkeret i glasset. »Men det blev ikke til noget. Min kone – hvile i fred – prøvede alt hos lægerne. Så blev det for sent… Hun sagde: ‘Gift dig med en yngre kvinde, få børn.’ Men hvordan kunne jeg elske en anden? Hun var… den eneste.«
Astrid rakte hen over bordet og lagde sin hånd på hans.
»Du er en god mand, Mikkel. Sådan en findes der ikke mange af længere.«
Han rødmede og så væk.
»Ah, det er jeg ikke… Bare en almindelig mand.«
»Nej, ikke almindelig. Almindelige mennesker er ligeglade. Men du bærer alle andres sorger.«
Der var sandhed i ordene. Mikkel kunne virkelig ikke ignorere andres nød. I deres bygning vidste alle: Hvis noget gik galt, skulle de ringe til Mikkel. Hvis Klaudia på første sals kran lækkede, fiksede han den. Hvis en ny mor fra femte blev frarøvet sin barnevogn, købte han en ny. Hvis en gammel dame fra anden opgang kom på hospitalet, passede han hendes kat.
»Det er som om, du føler dig ansvarlig for alle,« sagde Astrid. »Sådan bliver du udmattet.«
»Hvordan skulle jeg ellers gøre?« spurgte han oprigtigt. »Folk har det jo ikke godt.«
Naboerne respekterede ham, men drillede ham bag hans ryg: for godtroende, næsten som en helligfrans. Men Astrid forstod – sådanne mennesker var sjældne, dem skulle man værne om.
Hun var heller ikke nem at finde ud af. Hele sit liv havde hun arbejdet på biblioteket, læst meget og tænkt dybt. Manden døde tidligt, hun opdragede sønnen alene, gav ham hele sit hjerte. Og han voksede op og fløj væk, som en fugl fra reden. En almindelig historie, men ikke mindre smertefuld.
»Ved du, hvad der gjorde mig mest ked af det i livet?« indrømmede hun en aften. »Ikke, at sønnen flyttede. Børn skal bygge deres eget liv. Men at han blev en fremmed. Han ringer, og hans stemme er så høflig, formel. Som om han taler med en fjern tante.«
»Måske ved han bare ikke, hvordan han ellers skal være?« foreslog Mikkel forsigtigt. »Mænd er ikke altid dygtige til sådan noget.«
»Nej, Mikkel. Han ved det. HanDe stod der, hånd i hånd, mens solen tittede frem bag de sidste regndråber, og i det øjeblik vidste de begge, at familie ikke handler om blod, men om hjerter der finder hinanden i mørket.
