»Hey, så jeg har den her historie, og den skal lige gøres mere dansk, ikke? Her er den:
»Mor Fie, hvordan har du det? Anton og jeg gik lige forbi på vej hjem fra Føtex, så vi tænkte, vi lige ville kigge forbi – vi har købt lidt til dig,« sagde Mille og krammede sin ikke-biologiske mor.
De havde besluttet det sammen – Fie og Mille skulle være mor og datter. Fie var snart 70, eller rettere sagt 66. Hendes liv havde ikke været særlig lykkeligt, fyldt med problemer og sorger. Men for tretten år siden gav livet hende en gave: Mille dukkede op. Hun bankede bare på en dag, og Fie åbnede. Der stod en ung kvinde, beskidt og med blå mærker. Fie inviterede hende straks ind.
»Kom ind, skat, kom ind,« sagde Fie, mens kvinden kiggede sig nervøst om. »Du skal ikke være bange, jeg bor alene – sådan er det bare blevet. Hvad er der sket, lille ven?« Hun hjalp hende af med den beskidte frakke.
Det var efterår, tidligt endnu, men allerede koldt og fugtigt.
»Hvad hedder du?« spurgte Fie. »Jeg hedder Fie Kirstine, men du kan kalde mig tante Fie. Det er hyggeligere.«
»Mille,« hviskede den unge kvinde og begyndte at græde.
»Græd du bare, skat, det gør godt,« mumlede Fie og strøg hende over håret.
Hun hentede sin førstehjælpskasse og renskede såret på Milles kind. Så gav hun hende en kop varm te – mad ville Mille ikke have endnu. Fie stillede ikke for mange spørgsmål; hun vidste, Mille ville fortælle, når hun var klar.
Efter en time begyndte Mille at tø op.
»Tak, tante Fie. Jeg var så kold – jeg har gået hele dagen. Hvor er vi henne? Det var så mørkt, jeg anede det ikke. Jeg var ved at falde om af træthed, så jeg bankede bare på hos dig.«
»Det her er Gundslev, en ret stor landsby. Hvor kommer du fra?«
»Min mand og jeg boede i Næstved. Vi har kun været gift i to år. Da vi mødtes, var han sød, men da vi flyttede sammen, viste hans sande jeg sig. Han var hård og ubehagelig – slog mig tit. Jeg ville gerne have et barn, men han sagde, han ikke gad. Så blev jeg gravid alligevel, og da jeg fortalte det ham, slog han mig. Jeg så det raseri i hans øjne og blev bange – for mig og barnet. Jeg greb min jakke og stak af. Jeg har ingen steder at tage hen – jeg er fra børnehjem. Jeg var så bange for, han skulle indhente mig.«
Fie sukkede. »Åh, skat, hvor har du været gennem noget. Men nu er du i sikkerhed. Bliv hos mig – jeg bor alene alligevel.«
Sådan blev Mille hos Fie. Senere fødte hun Anton, og Fie hjalp til. Hun betragtede ham som sit barnebarn og Mille som sin datter. Og Mille betragtede hende som sin mor. En dag spurgte hun:
»Tante Fie… må jeg kalde dig mor? Anton kalder dig jo allerede bedstemor.«
»Selvfølgelig, skat. Jeg kalder dig allerede min datter.«
Sådan blev de en familie. Mille fik arbejde som postbud, selvom hun faktisk var uddannet teknolog – men hvad skulle hun med det i en landsby? Anton voksede op, mens Fie passede ham.
»Fie, din Mille er så flink,« sagde naboerne i Dagli’Brugsen. »Hvor er du heldig. Din rigtige datter forlod dig, men livet gav dig Mille i stedet.«
»Jeg takker også Gud for den aften, hun bankede på,« svarede Fie. »Vi var som to ensomme sommerfugle, der fandt hinanden. Nu er vi ikke alene mere.«
Og så var der Jonas. Han boede i landsbyen og havde set Mille – han kunne godt lide hendes venlighed. At hun havde en søn, gjorde ikke noget – han elskede børn. Hans tidligere kæreste, Tina, ville ikke have børn, så de gik fra hinanden. Men så kom Mille.
Han friede til hende. Mille var i tvivl, men Fie sagde:
»Gift dig med ham, han er en god mand. Han vil elske Anton som sin egen.«
»Men bliver du så ikke ensom, mor?«
»Åh, skat, Jonas bor to huse længere nede. Vi bliver jo naboer!«
Så giftede Mille sig med Jonas. Han var god ved Anton, og senere fik de også en datter sammen. Fie boede alene, men de hjalp hende med alt. Selv Jonas behandlede hende som sin svigermor.
Men engang var det anderledes…
Fie blev ung gift med Arne fra nabobyen. Hun troede, det var kærlighed. De fik en datter, Ida. I starten gik det fint – hendes svigermor var sød nok. Men Arne begyndte at komme hjem fuld. Hans mor skældte ham ud: »Din kone og datter venter på dig, og så opfører du dig sådan!«
Men så hørte Fie rygter – Arne var utro med en lokal kvinde, Susanne. Der blev skænderi, og han lovede at stoppe. Men ord er bare ord.
Fie ville skilles og flytte hjem til sin mor, men svigermor sagde: »Vent, Fie. Min mand var også sådan… måske bliver han bedre.«
Men det gjorde han ikke. Fie tog hjem til sin mor med Ida. Det var hårdt – hendes mor var syg. Da hun døde, var det kun Fie og Ida.
Årene gik. Ida blev 18 og giftede sig, men det varede kun tre år – ingen børn, så de gik fra hinanden.
I mellemtiden mødte Fie Erik. Hun var 38, stadig smuk. Ida og hendes mand sagde, hun skulle giftes med ham. Erik var en god mand – drak ikke. Men da Ida blev skilt, flyttede hun hjem igen.
En dag blev Fie indlagt på sygehus i Slagelse – noget med hjertet.
»Mor, jeg passer på Erik,« lovede Ida.
Men da Fie kom hjem, var alt anderledes. Erik var sur: »Hvorfor er du allerede hjemme?«
Ida var også ubehagelig. Fie forstod det ikke, før hun en dag så dem kysse på terrassen.
»Ida, hvordan kunne du?« sagde Fie.
»Hvad er der galt med det? Du var væk, så jeg tog din plads,« grinede Ida.
Fie smed dem ud.
»Hvor skal vi så hen?« protesterede Ida.
»Det må I selv finde ud af.«
Et år senere kom Erik tilbage og bad om tilgivelse.
»Nej,« sagde Fie og smækkede døren.
Ida kom aldrig tilbage. En nabo mødte hende i Slagelse:
»Ida, hvorfor besøger du ikke din mor?«
»Hvorfor skulle jeg? Jeg har det fint uden hende. Mændene betaler for mig. Hun er jo fattig – hvad har hun at tilbyde?«
Fie græd, da naboen fortalte det.
»Gud må dømme hende,« sagde hun.
Men så kom Mille. Og plMen nu havde hun Mille, Anton og Jonas, og til sidst vidste hun, at selv om livet havde givet hende sorg, havde det også givet hende en ny familie – måske ikke af blod, men af kærlighed.
