Fra ferie kom Henrik aldrig hjem
Hører du noget fra din mand? Skriver han? Ringer han?
Nej da, Vera, han har hverken givet lyd fra sig efter ni dage eller til den runde fyrre, svarede Lise med et skævt smil, mens hun strammede det lidt for lille arbejdsforklæde omkring livet.
Det lyder da ikke for godt, måske har han fundet på ulykker, nikkede naboen medlidende. Nå, vi må vente og se. Politiet siger heller ikke noget?
Nej, Vera, de holder lige så tæt som sild i en tønde, svarede Lise tørt.
Tjah Det er nu også noget, det der med skæbnen.
Lise hadede den slags snak. Hun greb kosten i den anden hånd og begyndte at feje de faldne blade væk fra indkørslen foran rækkehuset. Det var efteråret 1988 og blæsten fra Øresund gjorde det ikke nemmere, for hver gang hun fejede, lagde nye blade sig til. Hun sukkede, vendte sig om og fortsatte den endeløse runde.
Det var tre år siden at Lise Guldborg var gået på pension og egentlig havde hun nydt det men forleden måtte hun alligevel tage job som vicevært i den lokale boligforening. Kronerne gik ikke så langt, og andet fik hun ikke som ny pensionist.
De havde ellers aldrig haft det dårligt. En helt almindelig, dansk arbejderfamilie, hverken noget særligt fantastisk eller usædvanligt. De arbejdede begge to, opfostrede deres søn sammen. Henrik drak ikke meget, kun til jul og når Danmarks fodboldlandshold spillede EM, og på arbejdet blev han regnet for en hædersmand. Han var heller ikke typen, der løb efter damer. Lise havde arbejdet som sygeplejer hele sit liv, altid med en flidspræmie eller to tilbage i skuffen.
Så tog Henrik på Helsingør-kur, en ferie med arbejdet ved Vesterhavet. Og kom ikke hjem. Først tænkte Lise ikke så meget over det ringer han ikke, hygger han sig vel. Men da bussen vendte tilbage uden Henrik, slog hun alarm: Ringede til hospitaler, politiet og selv til bedemandsforretningen man vidste jo aldrig.
Sønnen Jonas var i forsvaret, så hun sendte straks et brev med bud: Far er væk. Da hun fik fat i ham, fandt de sammen ud af, at Henrik var tjekket ud af hotellet, men aldrig sat sig på toget. Forsvundet som dug for solen. Så startede runden igen: Hospitaler, kapeller.
På Henriks arbejdsplads slog de ud med hænderne: “Vi gav ham bare feriechekket. Hjemmets kulisser blander vi os ikke i og møder han ikke op, så fyrer vi for udeblivelse.”
Lise ville tage toget selv til den jyske vestkyst, men Jonas sagde:
Hvad tror du, du kan finde? Om lidt har jeg orlov, så tager jeg afsted. I uniform, du ved, det gør sit.
Sådan gik dagene. Lise søgte at holde hjernen beskæftiget: Politiet kendte hende efterhånden ved navn, men det gled ud i rutine. Arbejde hjalp, det holdt tankemylderet væk. Hun kunne stå der med kosten og næsten være som en trold i skoven. Men derhjemme, når mørket lagde sig, kom tårerne. Det værste var uvistheden. Hun havde forestillet sig alt: Røveri, slået ned, måske lå han hjælpeløs et sted det klassiske mareridt.
Tre måneder senere dukkede Henrik op lige så pludseligt, som han var forsvundet.
Han stod der på havegangen, i det samme mørkeblå jakkesæt han rejste ud i, uden taske, som om han aldrig havde været væk. Han stod bare der, med flapperne løftet og hænderne dybt i lommerne, mens han betragtede Lise, der stædigt fejede sine blade.
Hun opdagede ham ikke i første omgang, før Jonas kaldte på hende:
Henrik, Jonas gispede hun, slap kosten og løb.
Lise spredte armene som en forfrossen skarve og kastede sig om halsen på sin mand. Henrik tog lidt tøvende imod hende.
Kom nu indenfor, brokkede Jonas. Lise opfangede en snert af irritation i hans stemme og den måde han marcherede væk på.
Jonas, lad mig kramme dig også, jeg har ikke set dig siden foråret!
Rolig, mor. Det er koldt, lad os gå ind.
Hvorfor sagde du ikke, du kom? Jeg har jo hverken bagt eller gjort rent.
Mor, jeg er ikke kommet for at spise boller, vel? Jeg lovede at finde far og her er han.
Lise stirrede først på Henrik, så på sønnen. Hun havde haft så mange mareridt de sidste måneder, at alt virkede som tåge. Hans ansigt, levende, i stuen det vigtigste var ikke spørgsmål, men kaffe, mad, varme. Henrik sad bare og sagde ingenting.
Mor, sæt dig dog…
Men hun huserede i køkkenet, klirrede med tallerkener, satte en stor kande kaffe over.
Mor, jeg fandt far hos en anden kvinde.
Lise drejede sig og betragtede Henrik, der sad og lignede en konfirmand, man har taget bryggen fra. Han sad der, ranglet, mut og uden at se op, mens han foldede hænderne.
Hos hvem? Hvad foregår der, Henrik?
Hun havde forestillet sig det værste: At han var blevet knust af uheld, frarøvet pengepungen, forvildet omkring på danske lillebyer, måske med et stykke wienerbrød i lommen.
Han tog ikke toget hjem. Han blev boende hos Karen Sørensen i et sommerhus ved Fanø. Han ville ikke hjem.
Lise blinkede forvirret.
Ville ikke hjem?
Nej. Jeg indså, at jeg ikke fik det ud af livet, jeg havde brug for, sagde Henrik, stemmen lidt højere. Fabrik arbejde fabrik arbejde, og kolonihave om søndagen. Hvor er friheden?
Friheden, siger du?! Lise blev helt rød i hovedet.
Jonas, hvorfor tog du ham så hjem? Ville du gøre mig til grin? Kunne du ikke bare have sagt, han lå på kirkegården, så var det lettere at acceptere! Jeg svedte øjnene ud her, og så boede han i et sommerhus!
Du ved, Lise Jeg havde lyst til en ny begyndelse.
Nej, Henrik. Det eneste du fik var solstik på vestkysten. En rigtig mand var kommet hjem, skilt sig, og derefter begyndt forfra ikke som en sølle karl, der gemmer sig bag Karen over fra sommerhuset! Ærlighed, det er hvad jeg forventer. Ikke bedrag! Gå. Jeg vil ikke se dig!
Henrik rejste sig, bøjede af og gik ind i gangen.
Nej-nej, gå ud blev der sagt. Som om du aldrig var kommet her igen! råbte Lise næsten hysterisk.
Far, gå nu, Jonas blev hurtigt klar i entreen.
Lise så ikke Henrik igen før to uger senere.
Som sædvanligt fejede hun indkørslen, skyllede regnvandet væk fra fortovet. Pludselig stod han der igen, for enden af huset, i et gammelt slidte vinterfrakke med luekasket på sned og et deprimeret udtryk.
Lise, kaldte han, lidt højere denne gang.
Hun løftede hovedet og så på ham med det blik, man har efter fire måneder uden svar man kunne næsten høre knoglerne knage. Hun ville egentlig gerne, men hun kunne ikke omfavne ham mere. Han måtte selv tage skridtet.
Jeg er blevet. Har fået job på værftet igen dog bare som arbejdsmand. Vil du lade mig komme ind?
Hun hævede ansigtet, støttede sig på kosten.
Ind? Så vi kan få skrevet skilsmissepapirerne med det samme, ja!
Så du tilgiver ikke? Det forstår jeg.
Hvis du forstår det, hvorfor er du kommet?
Da jeg sagde farvel til Karen, sagde hun, Hvis du tager hjem, må du aldrig komme tilbage! Så kom jeg altså hjem, Lise.
Ha! Du var ikke ønsket nogen af stederne, Henrik. Sådan nogen mænd, de står altid alene til sidst. Og du kom hjem, fordi Jonas pressede dig han vovede ikke tage hjem uden dig. Lev nu dit frihedsliv, jeg skal passe mit. Flyt dig, du står i vejen! Lise fejede demonstrativt bladene ind over hans sko.
Hun vendte sig i vrede og fejede videre ned ad fortovet. Da hun kiggede tilbage efter et par minutter, var Henrik væk. Og hun trak vejret dybt, som om hun havde lagt en sæk kartofler af skulderen. Hun havde frygtet hun ville tilgive Men det er sjældent dem, der stikker kniven i ryggen, man ender med at omfavne.
