Nu skal alt være anderledes. Det lover jeg…
Arbejdsdagen var ved at være slut. Der var kun tyve minutter til, butikken lukkede. På det tidspunkt kom der sjældent kunder. Det var ikke en føtex, hvor man lige hurtigt kunne købe ind. Elektronik skulle man tænke sig om med – det koster jo en formue.
Freja så sig om i det store butiklokale med husholdningsapparater. Tomt. Selv de andre ekspedienter var forsvundet ud på lageret. Kun vagten ved indgangen sad og stirrede på sin bærbare computer. Hun havde en fornemmelse af, at han enten spillede kabale eller læste nyheder.
Hun gik selv mod baglokalet for at ringe til sin mand, Claus, og bede ham om at skrælle kartoflerne, så hun ikke skulle bruge så meget tid på at lave aftensmad. Det var forbudt at bruge private telefoner i butikken – chefen kunne til enhver tid tjekke overvågningen og uddele en reprimande.
Lige da trådte en mand ind i butikken og gik direkte hen til tablet-standerne. Der var stadig ingen ekspedienter i lokalet. Vagten kom ud fra sit hjørne og stillede sig ved indgangen, mens han holdt øje med kunden. Han måtte ikke forlade sin post. Freja sukkede og gik hen til manden.
“Kan jeg hjælpe dig?” spurgte hun venligt.
Manden vendte sig hurtigt om.
“Jeg skal bruge en tablet. Den der,” pegede han på en af modellerne.
Freja glemte at trække vejret. Det var, som om hun så et spøgelse – men det var ham. Hendes fortabte kærlighed. Hun kunne ikke tage fejl. Men hvordan? Hvorfra?
Manden ventede ikke på svar. I stedet drejede han sig helt om og så grundigt på hende.
“Freja? Freja! Er det virkelig dig?” Hans ansigt lyste op ved det uventede gensyn.
“Jo. Men hvad laver du her? Butikken lukker om…” Hun kiggede på sit ur. “Femten minutter.”
“Jeg nåår det ikke?” Han kastede et blik rundt i den tomme butik. “Sikke en skam.”
“Vi lukker først, når den sidste kunde er gået. Jeg kan anbefale denne model. Den er lidt dyrere, men kvaliteten er bedre,” sagde Freja og skiftede til professionel ekspedient-tone.
“Okay. Jeg stoler på din vurdering,” sagde Mads.
Freja bøjede sig ned og tog en uåbnet æske frem fra hylden under standeren. “Kom med mig, så ordner vi papirerne.”
Hun gik hen til computeren ved kassen og begyndte at indtaste salget. Hendes fingrer dirrede, hun trykkede på forkerte taster og lavede fejl. Da hun indså, at han kunne se hendes tilstand, blev hun kun mere nervøs.
“Gå hen til kassen, jeg henter kassemedarbejderen.” Hun skyndte sig ud på lageret for at undgå Mads’ blik.
Der stod en flok unge medarbejdere og diskuterede ved et bord.
“Der er en kunde ved kassen. Jeg har registreret købet,” sagde hun.
De forsvandt straks, og en af de unge mænd skyndte sig ud til kassen. Freja kiggede på sit ur. Nu var hendes arbejdstid ovre, og hun havde al ret til at gå hjem.
Hun ringede ikke til Claus. Hun havde helt glemt ham. En nervøs skælven gik gennem hende. Hvorfor? Hvorfor skulle de mødes igen? Hun havde håbet at aldrig se ham mere. Hurtigt skiftede hun og forlod butikken gennem bagindgangen, hvor varer normalt blev modtaget.
Det våde fortov glitrede under gadelygternes skær. Regnen dryppede stadig, men Freja besluttede at gå hjem til fods. Det var kun tre stop, og hun havde brug for at samle tankerne…
Hun forelskede sig i Mads fra det øjeblik, hun så ham. Hun vidste, at han var på sidste år på universitetet, at han hed Mads Holm, og at mange piger var vilde med den flotte fyr. Men hun kunne ikke gøre for det – hendes hjerte hamrede altid, når hun mødte ham på gangene.
En dag i kantinen kom hun til at stå ved siden af ham. Hun var så nervøs, at hun ikke engang lagde mærke til, hvad hun puttede på sin bakke.
“Har du kontanter? Hey, hører du overhovedet efter?”
“Hvad?” Freja snappede ud af sin tanke og indså, at han talte til hende.
“Kontanter, spørger jeg om. Betalingsterminalen virker ikke i dag. Vil du betale for mig? Jeg giver dig dem tilbage.”
Hun nikkede og fumlede med sin pung.
Da hun var færdig ved kassen, kaldte han på hende og vinkede hende hen til hans bord. Der var få pladser, så hun gik med stive ben hen og satte sig overfor ham. Mads spiste med stor appetit sin frikadelle med kartoffelmos. Freja kiggede væk og stirrede ned på sin bakke, vidende, at hun ikke kunne få en bid ned.
“Hvorfor spiser du ikke?” spurgte han drillende. “Er du førsteårs?”
“Ja,” svarede hun og så op på ham. Hun var så forvirret og oprevet, at hun knap kunne tro, hun sad og talte med manden af sine drømme.
“Underlig type. Hvad hedder du?”
“Freja.”
“UDe sad sådan lidt længe, mens regnen trommede mod ruderne, og Freja for første gang følte, at livet måske alligevel havde givet hende alt, hvad hun havde brug for.
