FRA KÆRLIGHED TIL HAD KUN ÉT SKRIDT
Lene Krogh har jeg hadet lige siden første klasse, og det udelukkende på grund af hendes medfødte tyndhed. Den dér stankelbenagtige krikke var, tro det eller ej, min bedste veninde.
Det var klassens evighedskemiker og årgangens Toblerone-narkoman, Klaus Berg, der i niende klasse opfandt kælenavne til os. Han begyndte at kalde Lene for “Frøken Lene Markussen”. Hver eneste gang hun trådte ind i klasselokalet, foldede han hænderne foran sig, som om han stod med et par usynlige muffedisser og messede begejstret:
Fem minutter, fem minutter! Er det meget eller lidt?
Lenes ansigt bredte sig i et selvtilfreds grin. Hun spadserede langsomt mellem rækkerne og svajede med de knoglede hofter.
Selv forsøgte jeg at snige mig ind efter klokken, halvt bøjet, nærmest som en ninja det lykkedes desværre aldrig. Og når jeg blev afsløret, skrålede den store tumpe:
Goddaaaag, frøken Lene Sørensen!
Og bagefter begyndte han at bræge:
Min barndoms dal i det fjerne blinker!
Mit ansigt brændte som en grillkul, saltvand løb ned af kinderne og vædede min virkelig ikke pigeagtige barm. Lene forsvarede mig kastede med bøger efter Klaus og kaldte ham idiot, mens hun raslede så selvsikkert med latteren, som kun kvinder helt på det rene med deres skønhed kan gøre. Alle i vores klasse var enige om, at Klaus og Lene var åbenlyst forelskede ingen forstod dog, hvorfor “Gedebukken” Lene Krogh overhovedet gad snakke med “Koen” Lene Sørensen. Mig altså.
Og jeg fattede det heller ikke. Når jeg spurgte, blev Lene vred og råbte:
Hvor kan du være så tåbelig, Sørensen! Du får jo kun 12-taller, men fatter ikke, at man ikke vælger venner efter figur og øjenfarve. Du er bare et rart menneske, Lene! Slap nu lige lidt af ikke alle kan være tynde! Se bare på, hvor mange kendte der er småtykke! Og folk elsker dem!
Men jeg var flintrende ligeglad med kendisser (og især småtykke nogen). Mig interesserede kun Klaus. Og Klaus interesserede sig kun for Lene. Jeg så godt, hvordan han gloede på hende og hvordan han vendte blikket væk fra mig, lige så stift som folk gør fra gadetiggere, når de ikke har en 20-krone og ikke nænner at undvære en hundredelap. Enten gjorde han nar ad mig, eller også ignorerede han mig.
Op til nytår tvang jeg mine forældre til at lade mig skifte skole. Mor skrev ansøgningen og hentede mine papirer på kontoret. Efter ferien ventede et nyt liv fra det gamle var der kun Lene tilbage.
Min veninde blev rasende. Hun kaldte mig forræder og forsvandt ud af døren med et brag. Men hun fortrød hurtigt og begyndte at ringe på døren.
Jeg sprang ud og åbnede med en sejrssikker, bred mund. Men så stivnede jeg. På trappen stod Klaus. Vred, uden hue, iført åben læderjakke, badet i sne:
Hvad bilder du dig ind, Sørensen? Flytte skole midt i skoleåret? Om fem måneder er der eksamen, og du stikker af? Jeg spørger dig, Sørensen!
Jeg hørte alt, men forstod ingenting eller måske hørte jeg det bare som, at jeg ville huske dette øjeblik for evigt: selveste Klaus Berg foran min hoveddør. Hold nu op, hvor var han flot! Kinderne strålede af kulde, og øjnene glimtede. Og i det sekund blev jeg modigere end godt var, og svarede syrligt:
Hvad så? Bange for, du ikke kan finde en anden svag sjæl at mobbe?
Hvad sagde du? Hvor skulle jeg dog finde en anden så åndssvag som dig, Sørensen! råbte Klaus mellem sammenbidte tænder. Han greb min hånd, trak mig ud på gangen og omfavnede mig.
Nej, omfavnede er et forkert ord. Man omfavner da kærligt. Hans måde var desperat som om nogen ville tage mig fra ham, og han slet ikke var parat til at give slip. Hans store hånd pressede mit hoved mod sin brystkasse i den prikkende, uldne sweater og holdt mig fast. Hans anden hånd holdt min ryg. Jeg var fanget. Underligt nok var jeg ikke bange. Jeg havde det vidunderligt sådan som man kun har det i drømme eller i fantasien. Men hvordan kunne han vide, hvad jeg drømte om? Ville han mobbe mig igen? Umuligt at han vidste Eller var han klogere end som så? Den tanke gjorde mig rædselsslagen, og jeg begyndte at tude. Jeg tudede så det rungede og da tårerne var sluppet op, begyndte jeg at falde til ro. Snøftede et par gange og opdagede så, at noget ændrede sig. Klaus holdt mig nu blidt og vuggede mig, som man vugger et lille barn:
Græd bare, Lene. Nogle gange skal man bare græde. Det siger min mor altid. Og så siger hun også, at jeg er fjollet. Hun siger, hvis man godt kan lide én, så skal man gå hen og sige det ærligt. Lene, nu siger jeg det altså jeg er en nar. Men du kan tro, jeg kan lide dig!
Og jeg er genert du er jo mønsterelev og skal ind på medicin, og hvad er jeg? Hvis jeg er heldig, kan jeg måske komme ind på lastvognsmekanikeruddannelsen.
Tænk, hvis dine forældre ikke vil have, du skal ses med mig. Hvad har du dog ud af sådan en tosset bejler som mig? Altså helt dum er jeg ikke! Det dér med sinus og cosinus, det siger mig bare ikke noget. Jeg vil jo skrue på biler og kysse dig.
Og hvad så med Krogh?
Krogh? Hun kan da bare blive forlover, når vi om et par år skal giftes! sagde han. Jeg kiggede op for første gang, så ham i øjnene og hviskede:
Jeg hader dig
Det er fint! Fra kærlighed til had er der kun et skridt. Du skal nok komme til at elske mig! sagde min kommende mand og smilede.
Der er gået tredive år.
Normalt fejrer vi ikke vores bryllupsdag, men den dag, vores familie blev til. I dag er det tredivte gang. Først var vi to. Så kom vores datter. Fire år senere var vi fire med både datter og søn.
I aften er vi sammen med de tætteste. Sønnen med kæreste. Jeg venter stadig på min elskede Lene med mand og barn. Men vores datter er der ikke hun har haft travlt hele natten, for at lave gave til os. I morges fødte hun en lille Lene Krogh. Og gjorde os begge til bedstemødre.
