Fra hjertets dyb
Liggende i en slags halvslummer efter søvnen, nød Mette at dvæle i sengen, hvor dejligt det var at svæve mellem drøm og virkelighed. Selvom hun ikke helt havde åbnet øjnene endnu, tænkte hun:
*Hvor er det godt, i dag er det weekend. Jeg kan slappe af og lave mine egne ting. Jeg skal ikke skynde mig nogen steder hen eller lytte til klager fra utilfredse patienter eller nogle gange dem, der slet ikke er syge.*
Hun kiggede på uret og indså, at hun havde sovet længe, men alligevel havde hun ikke lyst til at stå op. Lige pludselig ringede telefonen en besked fra en eller anden. Det var fra Mads: *”Skal vi ud og fiske? Du har jo fri. Vi kører om en time. Sig ja, jeg beder dig!”*
Mette læste beskeden og smilede, mens hun forestillede sig Mads med fiskestang. Hun havde set det før, dengang i skoletiden. Som 10.-klasses-elever tilbragte de hele sommeren sammen ved åen, hvor Mads altid havde fiskestænger med. Han fangede faktisk fisk, og de kogte suppe over bålet eller rettere, Mads kogte den, for hun kunne ikke. Men hun mente aldrig, hun havde smagt noget lækrere end den suppe. Sådan føltes det i hvert fald dengang.
De havde haft en skolekærlighed og troede ikke, skæbnen ville splitte dem. Men der var altid klassekammeraten Annika, der kom imellem dem, men Mads afviste hende altid elegant.
*”Annika, gå videre. Du er ikke min type,”* sagde han, når hun insisterende inviterede ham med ud efter skole.
*”Nå, vi får se, hvem der ER din type,”* svarede hun uden at blive fornærmet, mens hun smugkiggede over mod Mette.
Mette så ironisk på hende hun vidste, det kun var hende, Mads havde øje for.
Efter skolen startede Mette på medicinstudiet i Aarhus, det havde været hendes drøm siden barndommen. Mads blev hjemme i den lille by og gik på teknisk skole han vidste, han ikke kunne klare universitetet. Så gik deres veje, men de holdt kontakten. Hun kom hjem i ferierne, mens han blev i den lille by, hvor alle kendte hinanden.
*”Mette, du må ikke glemme mig deroppe,”* sagde Mads. *”Jeg savner dig.”*
*”Hvorfor tror du det? Jeg tænker kun på dig. Jeg savner dig også. Det er bare for langt at køre hjem hver weekend otte timer hver vej.”*
Om sommeren var de næsten aldrig adskilt. De tilbragte hver dag sammen, fra morgen til aften. Mads kom over til hendes have, hvor de sad i pavillonen og snakkede, kiggede på billeder på telefonen eller gik ned til åen. Nogle gange kom de andre unge også alle var hjemme i ferien.
Mads fødselsdag var i september, og det gjorde altid Mette ked af det.
*”Mads, vi kan ikke engang fejre din fødselsdag sammen mere,”* sagde hun, når hun ringede for at ønske ham tillykke og sendte et kort.
I år fejrede han den på en café med vennerne og så kom Annika pludselig forbi med en veninde. Hun var ikke kommet videre efter skolen og arbejdede nu på en frugtstand på torvet.
*”Nå, klassekammerater! Hvorfor er der ingen piger med? Det går ikke,”* sagde Annika og smilede.
*”Så sæt dig da,”* sagde Mads, mest af høflighed.
De blev til caféen lukkede. På vej hjem sendte Annika sin veninde afsted og tog Mads under armen.
*”Mads, du må da følge mig hjem. Du forlader vel ikke en pige alene på gaden?”* Hun pressede sig ind mod ham og lo.
*”Hvor er din veninde?”*
*”Hun gik med en af drengene.”*
Hvordan det end skete, så fik Annika ham med hjem på hendes veranda. Hun fandt hurtigt en flaske vin og plastikglas frem åbenbart forberedt på forhånd.
*”Lad os skåle for din fødselsdag,”* sagde hun og hældte op. De drak. Så igen.
Mads mærkede ikke beruselsen, før det var for sent, og Annika udnyttede det med erfaring. Chefen i butikken, hvor hun arbejdede, tilbød hende tit en drink…
Mads vågnede ved daggry. Annika lå og sov på sofaen, og han følte sig syg ved tanken.
*”Nu får Mette det at vide. Annika sladrer helt sikkert,”* tænkte han. *”Mette vil aldrig tilgive mig.”*
Han kastede tøjet på, greb jakken og løb. Annika så ham forsvinde.
*”Løb du bare. Nu slipper du ikke af med mig,”* tænkte hun og smilede.
Mads undgik Annika, men hun fandt ham alligevel på gaden, på telefonen. En dag kom hun hjem til ham, hvor hans mor åbnede døren.
*”Annika? Hvad laver du her? Mads er i skole, han kommer snart hjem.”*
*”Jeg er kommet fordi jeg venter Mads barn. Han undviger mig,”* sagde hun med tårer i øjnene.
Annika vidste, Mads mor var alene med ham han var hendes eneste søn, og hun var en respekteret lærer.
*”Det kan ikke passe,”* sagde moren forskrækket.
*”Jo, det kan,”* svarede Annika og pegede på ham gennem vinduet.
Samtalen var hård. Mads tilstod over for sin mor, og hun insisterede: *”Mads, du må gifte dig med Annika. Man skal stå ved sine handlinger. Hun venter dit barn.”*
Han kunne ikke slippe udenom. Han giftede sig med Annika, selvom moren græd for hans skyld.
Mette fik en opringning fra en klassekammerat: *”Mads er gift med Annika.”* Først troede hun det ikke, men så bekræftede hans mor det.
*”Så eksisterer Mads ikke mere for mig,”* græd hun på kollegieværelset, mens veninderne trøstede hende.
*”Det sker, Mette. I var jo langt fra hinanden. Du ved ikke, hvordan det gik til.”*
Havde svært ved at komme over bruddet og datede ingen i lang tid. Men i fjerde år på studiet mødte hun Anders, der varmede hendes hjerte igen med blide ord og tålmodighed. I femte år friede han, og hun sagde ja.
Anders kom fra en velhavende familie penge var ikke et problem. Hans far var direktør for en stor virksomhed og havde sikret ham en stilling på det lokale hospital. På længere sigt lovede han at hjælpe med at åbne en privat klinik.
Brylluppet var stort, men allerede fra første dag indså Mette, at hun havde begået en kæmpe fejl. De arbejdede på samme hospital, og inden for et år fandt hun ud af Anders utroskab. Han indrømmede det ikke, men en dag fangede hun ham med en sygeplejerske på kontoret de havde glemt at
