Fra had til kærlighed
Anders har altid hadet hunde. Det startede dengang, da han som buttet, rødhåret dreng i første klasse, med store briller på næsen og en tunge skoletaske fyldt med bøger og hæfter, blev omringet af en flok hunde ude på den tomme grund bag lejlighederne.
Lederen en slank, sort hund med rødbrune pletter på snuden så ham direkte i øjnene.
Drengen både tudede og prøvede at snakke sig fri, smed endda sine u-spiste madpakker med spegepølse til dem, men hundene ville ikke lade ham gå.
Hver gang Anders forsøgte at rykke sig bare en centimeter, trak floklederen overlæben skævt til højre og viste sine gulhvide tænder, mens en lav knurren lød fra halsen.
Sådan stod Anders fanget i over to timer. Pludselig spidsede lederen ørerne, lyttede, og forsvandt den lydløst i retning af den lille skov bag grunden.
Flokken fulgte elegante efter, én efter én, ind mellem træerne.
Anders tørrede tårerne væk, greb sin skoletaske og løb alt, hvad han kunne, hjemad.
Men hjem var væk. Den gamle trækaserne, hvor han boede med familien og et par få naboer, brændte en gasvandvarmer var eksploderet.
Hans oldefar, som han elskede og bare kaldte “bedstefar”, omkom i branden.
Bedstefar havde sejlet på havet engang, var rundet af salt og blæst. Han havde snedhvide overskæg og skæg, som han kun barberede én gang om året efter nytår. Efter det lod han skægget gro, flettede det tit i en sjov lille fletning holdt sammen med en farverig elastik eller bare kastede det over øret.
Efter tabet af bedstefar og mødet med hundene begyndte Anders at stamme.
Mange år gik. Næste gang en hund lagde sig i hælene på ham, var han tynd, langlemmet nu i 7. klasse og havde skiftet de store briller ud med linser. Han var på vej hjem efter at have fulgt skolens smukkeste pige Freja Kristensen hjem. Freja var populær, og Rasmus, skolens bølle og evighedselev i 9. klasse, havde et godt øje til hende.
At Anders vovede at gå sammen med Freja, gjorde ham ikke ligefrem til Rasmus ven.
Midt mellem bygningerne kom en stor hund truende frem, stedigt knurrende og pressede Anders væk fra Freja. Han gik langsomt baglæns, turde ikke gøre modstand mod den kraftige hund. Først da Freja var sikkert hjemme, slap spændingen hunden forsvandt.
Dagen efter fik Anders en seddel under matematik:
Følg ikke efter mig. I går ville Rasmus slå dig ned. Undskyld.
Venskabet med Freja gik hurtigt i vasken, og Anders blev nu bare endnu mere irriteret på hunde.
Siden gik livet videre. Anders blev voksen, uddannede sig med bravur og drev efter få år sin egen lille virksomhed. Forretningen gik godt, han begyndte at tjene gode penge, fik de rigtige forbindelser, og snart spillede privatlivet også.
Freja nu Hansen blev hans kone, og sammen fik de en søn, Mikkel, opkaldt efter Anders elskede bedstefar. Mikkel, nu otte måneder, sagde ikke et ord endnu, men fra sin klapvogn sendte han altid de venligste smil til forbipasserende hunde og hviskede: Vov, vov!
En søndag var Anders ude at gå med Mikkel i den grønne Fælledparken. Mens han langsomt skubbede vognen, fortalte han om fuglene, de fodrede med solsikkefrø, og om egernet, som kom trillende ned ad grantræets stamme og tog en nød lige fra hånden hans.
Da det blev tid til at gå hjem, styrede Anders vognen mod fodgængerfeltet, ventede på grønt lys og trillede ud mod vejen.
Ud af det blå sprang en forrykt gravhund! Den gøede vildt og tonser frem og tilbage, forhindrede Anders og barnevognen i at gå videre nærmest som om den var ved at sprænge stemmebåndene.
I samme sekund susede en bil forbi blot få centimeter fra barnevognen. Den kørte ind over græsset på den anden side og bragede ind i en lygtepæl.
Ud af bilen stak nogle unge drenge af, mens folk stimlede sammen.
Gravhunden var forsvundet, men til strømmede mennesker til stedet. En fremmed lagde en hånd på Anders arm.
Var alt okay? Ramte bilen ikke barnevognen? spurgte han nervøst og kiggede Anders i øjnene.
Anders formåede kun at nikke jo, barnevognen og barnet var helt uskadt. Alt i orden.
Han kunne ikke huske, hvordan han kom hjem. Den historie fortalte han ikke Freja hvorfor bekymre hende, nu hvor det hele trods alt endte godt. Men tanken om den røde gravhund kunne han ikke slippe. Noget ændrede sig indeni en taknemmelighed for at hunde faktisk havde reddet hans søn.
Hele dagen gik han og tyggede på det alle de episoder med hunde. Ingen af dem havde egentlig villet ham ondt, de havde faktisk forsøgt at beskytte ham på hver deres måde. Freja lagde hovedet på skrå og undrede sig over hans eftertænksomme blik, men spurgte ikke nærmere.
Om aftenen gik de hele familien ned i gården for at få lidt frisk luft inden sengetid. Omkring en bænk stimlede naboerne sammen, og da Anders kom forbi, hørte han:
Hvad gør vi nu? Hvem har brug for sådan én?
Han kiggede over skulderen og så en papkasse på bænken. Inde i den lå en lille, brun hvalp. Den havde ingen øjne sikkert en genetisk fejl. Folk snakkede lavmælt sammen. Freja skubbede vognen forbi og ventede et stykke væk.
Hvad skal vi dog stille op?
Hvem vil have sådan en lille skæv stakkel?
Nej, sådan en ville jeg ikke kunne tage hjem hviskede naboerne.
Anders trængte sig tættere på. Hvalpen var chokoladebrun, peb svagt og drejede sit lille hoved fra side til side for at snuse efter noget velkendt.
Men den kunne ikke finde sin mors varme krop.
Han stod stille et øjeblik. Så tog han sit halstørklæde selv om foråret var begyndt, var det stadig bidende koldt morgen og aften. Forsigtigt løftede han hvalpen op den havde tilmed små skæve bagben.
En kvindestemme bag ham snøftede, måske en tåre.
Han svøbte kærligt den blinde hvalp i halstørklædet, lagde den i armene som et spædbarn og sagde:
Nå, lille ven, så må det vist være min tur nu… Kom, jeg skal præsentere dig for mor Freja. Hun er rar og dejlig, og jeg er sikker på, hun har mælk i køleskabet bare til dig.
Så gik han hen mod sin unge kone ved barnevognen, mens hun sendte ham det blødeste, kærligste blikFreja kiggede overrasket på ham, da han trådte hen til hende med den lille bylt ved brystet. Et øjeblik stod hun bare stum, men så så hun hans blik og smilet, som han ikke længere forsøgte at skjule.
Mikkel pludrede glad og strakte sine små hænder mod tæppet, som om han kunne mærke, at der var en ven indeni. Anders sank en klump og lagde forsigtigt hvalpen i Frejas arme. Da Mikkels fingre nussede den blinde hunds øre, begyndte hvalpen at logre tøvende først, derefter begejstret, som om den havde ventet hele sit korte liv på netop dette øjeblik.
Anders rakte Freja hånden, og hun flettede straks sine fingre ind i hans. Sammen gik de hjem i skæret fra gadelygterne, mens Mikkel og hvalpen puttede sammen i vognen og udvekslede barnlige og hundeagtige lyde.
I de kommende måneder snublede hvalpen jævnligt over dørtrin og stoleben, men den lærte hurtigt at finde vej ved at lytte til familiens stemmer og Mikkels glade latter. Om aftenen, når Anders puttede sin søn, lå hvalpen i fodenden af sengen og snusede trygt mod Mikkels små tæer.
En dag, mens han sad og så deres søn lege i solen med hunden, gled Anders blik hen over den chokoladebrune pels og de skæve, dansende ben. Han mærkede ikke længere nogen uro, ingen vrede, kun et boblende, varmt sted i brystet.
Han tænkte tilbage på dengang, han stod alene, fanget mellem frygt og tab og nu, hvor hele hans familie gik sammen ud i verden, halvt leende, halvt løbende, med et lille firbenet mirakel, der vaklede ved siden af dem.
Og Anders opdagede noget, han aldrig havde turdet håbe:
Det hjerte, han engang havde lukket for hunde det stod nu vidt åbent, blødt og levende. Fra had var han endelig nået frem til kærlighed.
