– Hej, er der nogen hjemme? Karen smed sine sandaler og sukkede lettet.
De var flotte, ingen tvivl om det, men forfærdeligt ubekvemme! Hun havde ladet sig friste af udseendet, men burde have overvejet, hvordan de ville føles under sommervarmen. De tynde remme gnavede virkelig, av!
Karen tog skoene fra gulvet for at sætte dem på hylden i entréen og blev helt stille. Fra krogen ved døren stirrede to opmærksomme grønne øjne på hende.
Hvem er du? spurgte hun, automatisk hviskende.
Ejeren af de magiske øjne havde helt sikkert ikke tænkt sig at svare. Katten skubbede sig endnu længere ind i hjørnet, satte sig på bagpoterne og hvæsede.
Det var nemt at forstå…
Karen satte forsigtigt sandalerne fra sig og trak sig tilbage for at undgå at skræmme den fremmede gæst.
Jeg rører dig ikke. Tag det roligt! Jeg må lige finde ud af, hvor du kommer fra. Medmindre du har noget imod det. Sikke en overraskelse…
Gæsten knurrede truende, så dybt at Karen uvilkårligt smilede.
Shhh, min farlige ven! Det er altså mit hjem, og her bliver du ikke mishandlet. Her bliver ingen det.
Det var næsten som om katten forstod hende, for den faldt lidt til ro. Forpoterne ramte gulvet, og selvom den stadig så skeptisk ud, holdt den op med at hvæse.
Karen gik gennem gangen, ind i stue og køkken, overrasket over roen og ordenen. Normalt, når hun kom hjem, skulle hun virkelig se sig for. Der kunne ligge de skarpeste legoklodser eller pletter af uudslettelig akrylmaling, som manden havde købt til de små tegnere.
Døren til børneværelset stod på klem, og der var så stille, at Karen troede, hun var alene hjemme.
Men det var hun ikke. Alle tre af hendes guldklumper var der de sad på gulvet med et stort stykke papir og tegnede ivrigt sammen.
Nå, der var I! Hvorfor er der ingen, der kommer mig i møde? Karen smilede og betragtede de to røde og en mørk hårtop.
Et samlet ih! svarede igen, og tuscherne fløj i alle retninger, mens Ragnhild smed sig på maven for at dække tegningen.
Mor! Du må ikke kigge!
Karen lo og skjulte ansigtet bag hænderne.
Jeg skal nok lade være! Men hvem fortæller mig, hvorfor der sidder en arrig kat i gangen?
Mikkel, ejeren af den mørke hårtop, sendte sine mindre søskende et betydningsfuldt blik og rejste sig.
Undskyld, mor. Vi nåede ikke at forberede dig. Det var mig, der tog den med op.
Så det var det. Men hvorfor er den så bange?
Den har en skadet pote. Jeg reddede den fra nogle hunde nede i gården.
Karen blev straks bekymret.
Du er da ikke kommet til skade? Hvor gør det ondt?
Mor, slap nu af! Jeg er helt okay. Det var ikke vilde hunde, det var bare fru Jørgensens små. De jagtede staklen rundt.
Denne flok kendte Karen naturligvis. Fire små uopdragne hunde, som elsket af hele kvarterets skrappeste dame, fru Jørgensen, ofte gav anledning til diskussioner. Hunde, som hun af helbredshensyn lod løbe frit, fordi hun ellers ikke havde kræfter til at lufte dem. Alligevel nægtede hun at give slip på sine øjesten. Derfor vidste alle mødre i huset på Valmuevej otte, at børnene skulle blive inde indtil klokken ti. Det var sket mere end én gang, at nogen blev forskrækket af fru Jørgensens bjæffende slæng, og så blev der ballade indtil hun selv dukkede op og fik ro på tropperne. Hendes hunde bed ikke, men de kunne stå for en larm, der selv kunne skræmme voksne. Fru Jørgensen selv bande og brokke så kreativt, at selv politiet lo, når hun endnu engang blev trukket i hundeskatter:
Skaf jer dog! Man skal holde øje med sine børn! Helt ærligt, hvorfor lader du dit barn rende alene? For lille til det! Vil du have ro? Hvad er du for en mor, der skal have fri fra sine børn? Mine små skal ingen i hvert fald røre! Lær at passe på dit barn, du!
Karen kendte fru Jørgensen længe og havde ondt af hende trods nabokonen tit kunne være svær. For hun vidste, fru Jørgensen havde haft sit at kæmpe med.
Hendes mand havde nemlig været et skræmmende menneske. Udadtil pæn og nydelig i sin skjorte presset med skarpe kanter, altid hjælpsom mod naboerne. Men hvad der foregik bag lukkede døre, tog lang tid at opdage. Selv nærmeste naboer anede ignenting. Han slog sin kone hårdt, dog så man sjældent mærker, og hun turde end ikke skrige.
Hvis du siger et ord, så er det slut med dig og drengen! Fattet?
Den selvsamme milde smil, som han brugte på naboens baby.
Fru Jørgensen holdt ud. Længe. Hendes søn hendes et og alt var fra et tidligere ægteskab. Han havde mistet sin far som lille, så hun giftede sig igen, for at drengen skulle have en far. Den nye mand var en god stedfar, og sønnen elskede ham og anede ikke, hvad moderen gennemgik. For stedfaren gjorde alt for, at deres forhold forblev skjult bag soveværelsesdøren.
Sønnen opdagede først sandheden ved et uheld han kom tidligt hjem fra skole og hørte sin mors kvæstede støn fra køkkenet. Resten gik så hurtigt, at selv politiets efterforskere havde svært ved at få klarhed, men én ting var sikkert: Fru Jørgensen sørgede for, at det ikke ramte drengen.
Manden var alt for omhyggelig med hjemmet. Knivene var altid skarpe, han lavede mad, skiftede pærer og ordnede el. Det lærte han sin stedsøn også, så som tolvårig kunne drengen brug kniv og værktøj. Men fru Jørgensen tog skylden, og ordensmagten troede hende. Drengen kom til sin mormor, og fru Jørgensen afsonede sin straf. Da hun kom ud, hentede hun straks sønnen hjem, byttede lejligheden ud med én på den anden side af gården og startede forfra med kun sin dreng og den lille skaldede gadekøter, hun havde samlet op fra gaden. Hunden hed stormfuldt Izabella, men blev hurtigt bare kaldt Iza.
Iza blev hendes følgesvend, og der kom efterhånden flere hunde ind i hendes hjem. Alle gadekryds, alle indsamlede, fordi de også havde fortjent et hjem. Hendes søn fik en god uddannelse og flyttede til Nordjylland, fik karriere, kone og to børn. Selv da både svigerdatteren og børnebørnene bad hende nægtede fru Jørgensen at flytte ind til dem. Hun ville klare sig selv. Det gav hende ikke lettere sind, og på nære naboer gik hun tit ud over. Fire hunde rendte efterhånden rundt i gården, og fru Jørgensen sagde: De trængte til et hjem lige så meget som andre.
Karens børn blev dog aldrig generet af hundene. En gang om ugen gik Karen op med marvben og drak sin høflige kop te, mens hun så billeder af børnebørn, som fru Jørgensen var stolt af.
Kun fru Jørgensen vidste, at Mikkel ikke var Karens biologiske søn. Hun kommenterede det kun én gang, da nogen bemærkede, at drengen ikke lignede familien.
Og hvad rager det jer, hvem barnet ligner? Sådan er naturen. Din morfar, Karen, var mørk som natten helt sort hår, blå øjne. En rigtig flot fyr! Jeg havde et godt øje til ham dengang. Nyd det nu, du har fået en velvoksen dreng! Bank under bordet!
Efter det forstummede naboernes sladder, og Karen åbnede op for Jørgensen og fortalte om Mikkels ankomst.
Hun og hendes mand havde i årevis ønsket sig et barn. Der skete intet, og lægerne kunne ikke forklare det.
I fejler intet. Måske er det bare et tilfælde. Lægevidenskaben kan meget, men ikke alt. Prøv videre så må vi se, hvad der sker.
Så skæbnen gav dem et barn ad anden vej. Karens kusine, Mette, blev gravid med sin kæreste, der stak af, så snart han hørte om det. Hun var godt femten år ældre end Karen og aldrig særlig fornuftig. I sin fortvivlelse stødte hun alle fra sig, og da familien måtte beslutte, forlangte Mette at give barnet fra sig, straks efter fødslen.
Men det gik galt under fødslen, og Mikkel blev moderløs nærmest før han så verden.
Karen elskede Mette og tøvede ikke.
Hun har taget sig af mig som lille. Det mindste, jeg kan gøre, er at tage mig af hendes søn! Tante Bodil kan ikke hun er for gammel og svagelig. Hvad gør vi?
Hun så på sin mand, men kendte allerede svaret. Derfor var hun faldet for sin roligmand; han sagde ikke meget, men man var tryg hos ham.
Karen havde aldrig været spinkel, så det var nemt at skjule, at hun ikke selv havde båret barnet. Hun tilbragte nogle måneder hos sin moster, fik ordnet papirerne, og kom hjem med Mikkel og derefter ignorerede de lokale rygter.
Kun fru Jørgensen fik sandheden. Hvorfor, vidste Karen stadig ikke, men naboen forstod og svarede:
Godt, du sagde det. Jeg siger ingenting. Husk, han er din, fordi du ønsker at være hans mor. Hold altid fast i det, for ellers mister du ham! Han har brug for en stærk forælder. At være synd for-barn hjælper ingen. Vær konsekvent og kærlig og tvivl aldrig på din ret!
Det glemte Karen aldrig. Og hun nikkede ofte til fru Jørgensen for at vise sin taknemmelighed.
Mikkel voksede op sammen med Karens andre børn først Johan, så Ragnhild. Fru Jørgensen smilede, når hun så de to rødhårede løbe efter hinanden i gården, eller give hunde kiks, de havde fået af mor.
Da Mikkel begyndte at slås i skolen, sloges han ikke med sine søskende, men med andre børn. Samtaler hjalp ikke, og psykologen sagde bare:
Det er alderen. Lad ham slå sig igennem det. Jeg holder et øje på ham.
Karen mente ikke det var tilstrækkeligt, så en aften gik hun op til fru Jørgensen.
Kom indenfor! Du må jo have brug for at tale! sagde hun.
Iza så kort op og lagde sig til at sove igen.
Lad os tage en kop te. Jeg har lige bagt kanelstang. Det hænder, jeg forkæler mig og de små.
Karen fortalte uden filter alt om Mikkel. Fru Jørgensen lyttede, kun afbrudt af opfølgende spørgsmål.
Hvad skal jeg sige, Karen? Drengene vokser til de skal kæmpe lidt og lære at sætte grænser. Det vigtigste er, han ved, at du er på hans side. Spørg roligt, sig du bliver nødt til at skælde ud, for det er forkert at slås, men du vil gerne høre hans grund. Hvis han ser, at du vil forstå, skal han nok åbne sig.
Jeg har spurgt, men han siger ikke noget!
Så har du spurgt forkert! Vi forældre har det med at kritisere for hurtigt. Lyt bare, sig ikke noget bare lyt! Så får du mere at vide end du tror.
De talte halve natten væk, og Karen følte sig lettet som aldrig før. Da hun kom hjem, listede hun ind til børnene og satte sig ved Mikkels seng. Mørkt hår, olivenskind. Han lignede ikke de to rødhårede, men var alligevel 100% hendes barn.
Drengen mumlede søvndrukken, omfavnede hende og hviskede:
Mor? Hvorfor græder du? Bare rolig, jeg skal nok lade være!
Hans mørke øjne glimtede af smerte, og Karen trak ham ind til sig:
Fortæl mig det hele nu. Hvem har sagt noget?
Og Mikkel brød sammen og fortalte.
De siger alle, jeg er ikke din rigtige søn! At Johan og Ragnhild er dine, men ikke mig! For jeg ligner jer ikke…
Sludder! Karen tørrede tårerne væk, tog drengens hage i hænderne. Du er min fra top til tå! Kun min, og lidt din fars. Hør aldrig på sladder! Man skal aldrig reagere med næver mod snak. Husk – hvor der er fornuft, er der ikke plads til had. Kloge folk siger ikke grimme ting. Lad dem snakke, du ved selv bedst.
Hun hentede det gamle fotoalbum frem for at vise Mikkel, hvor han kom fra. Oldefar var mørk som natten præcis som ham selv.
Der kan du se. Der er masser i familien, du ligner. Lad nu være med at tro, du ikke er vores. Du er vores!
Hun mærkede lettelsen hos ham og stoppede sig selv i at sige alt det kunne vente.
Næste dag, da Mikkel sagde Hej til fru Jørgensen, smilede hun:
Du kan tro dine forældre kan være stolte af dig, Mikkel!
Det betød mere end ord, for hun roste aldrig uden grund.
Sådan gik tiden. Karen gik stadig til fru Jørgensen for råd. Indtil den dag, hun ikke åbnede, og Karen opdagede, hun var indlagt. Hun hentede hurtigt nøglen, fodrede og luftede hundene, og Mikkel trådte til. Lykken var stor, da Jørgensen blev udskrevet. Nu tilbød Mikkel at lufte hendes hunde fast fremover, men alligevel slap hun dem lejlighedsvis fri hvilket udløste små skænderier, men de lo af det.
En dag reddede Mikkel katten fra hundene. Katten var mager, strithåret, og bange, men lod Mikkel tage sig af den, selvom han fik et par rifter. Søstrene var ellevilde, men blev enige om, at mor måtte forberedes. De satte sig hos katten og lokkede og diskuterede, hvordan de skulle underrette mor.
Karen fik et godt grin over børnenes tegning af hende med en kat på armen, dobbelt så stor som hende.
Tror I virkelig, jeg bare sådan vil have kat udelukkende på grund af det billede? Jeg har aldrig haft en kat før. Jeg aner ikke, hvordan man passer den!
Mor, det ved vi heller ikke. Jeg kan gå op til fru Jørgensen for hun ved alt om dyr!
Dørklokken ringede heldigt! Fru Jørgensen ville vide, hvordan man behandlede en kats pote.
Må vi beholde den, mor? lød det i kor.
Jeg har vist allerede sagt ja. Hvis ingen ejer melder sig, bliver den her hos os. Alle fortjener, at der er en, der holder af dem.
Katten blev og fandt sig til rette. Karen sukkede, da hun betalte hos dyrlægen, men besluttede at dyrets tryghed og børnenes glæde var alle de kroner værd.
Om aftenen, når der var ro i huset, strejfede den grå kat Karen om anklen, gik lydløst gennem gangen, skubbede forsigtigt døren op til børneværelset og lagde sig hos Mikkel. Drengen mumlede noget i søvne, greb fat om katten, og grønne øjne sendte hende et dovent blik, da hun kiggede forbi.
Sov godt, min skat og du også, pelstot.
Stilheden i huset var tegn på lykke, tænkte Karen ved døren. Lykken elsker at være stille indimellem. I morgen venter en ny dag med nye udfordringer.
Da fru Jørgensen endelig flyttede op til sønnen i Nordjylland, sørgede Karen og børnene for at passe hendes flok, til hun kom på plads. Karen græd og krammede hendes hænder:
De venter på dig. Vi venter også. God rejse!
Fru Jørgensen smilede gennem tårerne til børnenes vinken. Nu sagde ingen længere, hun var byens urostifter tværtimod så alle, at hun var god. Og hendes liv var langtfra slut. Lyset var ikke slukket.
Til sin overraskelse fik hun senere et ønskebarnebarn og flyttede ind i et stort hus med plads til både familie og dyr. Hundene fik egen have, som de vogtede med bravur.
To gange om ugen sad hun nu foran barnebarnets computer og ventede på, at nogen satte videoopkaldet op og i det fjerne lød det:
Hej, moster Jørgensen!
Og den store kat foldede sig på Mikkels skød, mens den klogt nød lyset og roen i et rigtigt hjem.
For i sidste ende handler det om omsorg, tålmodighed og kærlighed. Familien, de man holder af, og dem vi vælger, det er dem, der gør livet vigtigt.
Lykke kommer sjældent, når man forlanger. Den kommer, når man kan give og tage imod og er parat til at lytte.
