Mette sad på en bænk i gården og spiste sin yndlingschokoladebar, en Bounty, som hun havde elsket siden hun var lille. Huset var stort, to etager højt, og hendes far, en bygningsingeniør, havde selv bygget det. Hun havde en storesøster, Freja, der var sytten, og de to var uadskillelige. Freja passede på hende, hjalp hende og tog hende i forsvar, når det var nødvendigt.
Mette sluttede sin chokolade og sukkede dybt. En ukendt sorg havde grebet hende hun var forelsket. Ikke bare i en klassekammerat eller en dreng fra skolen, men i sin fars ven, Mads. Hvorfor lige ham? De fleste piger i hendes alder forelskede sig i jævnaldrende, men nej, hun skulle vælge en voksen mand.
Lige nu kom gæsterne: onkel Mads med sin kone Lise og deres datter Ida, der var to år yngre end Mette. Familien havde været venner i generationer, lige fra bedsteforældrenes tid.
Mette vidste, at tante Lise var en god og ærlig kvinde, der elskede sin mand, men det generede hende. Hun forstod ikke, hvad der foregik i hende, indtil Freja en dag greb hende i armen og trak hende væk fra huset til en afsides pavillon. Det var deres mors fødselsdag, og familien fejrede det.
“Mette, hvad er det, du har gang i?” spurgte Freja bekymret.
“Intet, hvad snakker du om?” svarede Mette med uskyldige øjne.
“Er du forelsket i Mads?” Freja stirrede på hende i chok.
“Ja, og hvad så? Er du jaloux?” pludselig brød Mette ud i gråd.
Hun havde været forelsket i onkel Mads i tre måneder, lige siden hans fødselsdag på sommerhuset. Han var så glad og livsbekræftende. Hun kunne ikke lade være med at beundre ham, da han dansede med hendes mor. Men hun ønskede, det var hende, han dansede med.
Nu havde Freja gennemskuet hende. Hun skammede sig, fordi hun troede, ingen anede det. Freja var først irriteret, men så tog hun hende pludselig i favnen og sagde blidt:
“Åh, dumme skat. Det går over, bare vent.”
Mette holdt op med at være sur, og Freja tørrede hendes tårer. Men så kom deres mor løbende.
“Mette, hvad er der galt?”
“Ingen ting, mor. Hun blev skræmt af en hveps den var lige ved at stikke hende,” løj Freja.
“Åh, ja, der er mange hvepse i år,” sagde moren og gik.
Tiden gik, men Mettes følelser for Mads forsvandt ikke. Hun klarede sig godt i skolen, havde venner, og drenge var interesserede i hende. Men hun svarede ikke på deres tilnærmelser. Hun dansede med dem til skolefester og modtog kærlighedsbreve, men i hendes hjerte var det altid Mads, der havde pladsen.
Da hun gik i gymnasiet, tænkte hun:
“Jeg må slippe denne dumme forelskelse. Det er bare første kærlighed, og den er altid ulykkelig.” Men det ville ikke forsvinde.
Hun skulle vælge uddannelse. Psykologi eller læge? Hun valgte medicin, for det havde hun altid drømt om.
En dag ringede Ida, Mads’ datter, som Mette aldrig rigtig havde kunnet lide.
“Hej, Mette. Mor har fødselsdag i weekenden I skal komme til sommerhuset.”
“Tak, Ida, det gør vi,” svarede Mette automatisk.
Lise var en fantastisk værtinde, og Mads stod for grillen. Efter måltidet gik Mette ud i den kølige efterårsluft. Hun stod ved en lille bænk og så sig om i den smukke have.
“Her er din yndlings,” sagde en stemme bagved.
Mads holdt en tallerken med hindbærsnitte og en kop te.
“Åh, tak. Sæt det på bordet, ellers taber jeg det,” sagde hun og rødmede. “Hvordan vidste du, det var hindbær, jeg kan lide?”
“Jeg lægger mærke til ting,” smilede han og gik indenfor.
Ida kom hen til hende.
“Mor sender altid far med dessert til gæsterne.”
Mette arbejdede nu som læge. En dag fik hun at vide, at Lise var alvorligt syg.
“Det er ubehandelbart,” sagde hendes mor.
Mette følte sig skyldig, men vidste, det var irrationelt.
Lise døde et år senere. Til begravelsen så Mette en forandret Mads og en grædende Ida.
Tiden gik. Mette arbejdede hårdt som kardiolog. En dag, på hendes fødselsdag, kom der en mand ind på hendes kontor med blomster.
“Rasmus?” spurgte hun og kiggede på listen.
“Mads,” svarede han og smilede. “Jeg vil gerne bede dine forældre om din hånd.”
Hun ringede til Freja.
“Hvad skal jeg gøre?”
“Sig ja! Jeg har altid set, hvordan han ser på dig.”
Mette sagde ja. Mads var lykkelig, og Ida ønskede dem al held og lykke.
Nu vidste Mette endelig, hvad hun havde ventet på hele sit liv.
