**Lad ikke være afhængig af min pension**
»Mor, ikke nu igen!« Annelise slog håndfladen ned i bordet med en irriteret lyd. »Vi blev jo enige om, at du ville hjælpe os med lånet!«
»Vi blev ikke enige om noget,« svarede Grethe roligt mens hun rørte i sin te. »Det var dig, der besluttede, at jeg skulle hjælpe jer.«
»Hvordan kan du sige det?« protesterede datteren. »Du sagde, du ville tænke over det!«
»Jeg har tænkt over det. Og jeg har besluttet, at jeg ikke gør det.«
Der blev stille i køkkenet. Annelise stirrede på sin mor med store øjne, som om hun ikke kunne tro, hvad hun lige havde hørt. Svigeren Morten vippede nervøst frem og tilbage ved køleskabet, tydeligt ikke komfortabel i situationen.
»Mor, men vi står i en svær situation,« begyndte Annelise igen, denne gang med blødere stemme. »Morten har mistet sit job, og jeg er på barsel med Emilie. Vi har ingen penge, og banken venter ikke.«
»Hvorfor tænkte I ikke på det før?« Grethe satte kaffe-kruset ned på underkop. »Da I tog billånet, advarede jeg jer.«
»Hvilket billån?« Annelise blev vred. »Det er ikke engang en rigtig bil – det er en gammel skrammelkasse! Vi havde jo ikke andet at køre i!«
»I kunne have taget bussen. Jeg kørte i bus i fyrre år, og jeg klarede mig fint uden bil.«
»Mor!« Annelise rejste sig og begyndte at gå nervøst rundt i køkkenet. »Mener du seriøst, at vi skal slæbe os og en baby rundt i bussen?«
»Hvorfor ikke? Jeg opdragede dig alene, arbejdede fra morgen til aften, og jeg havde ikke tænkt mig at bede nogen om hjælp.«
Morten besluttede endelig at blande sig i samtalen.
»Grethe, vi beder ikke om, at du skal give os pengene. Vi betaler dem tilbage, så snart jeg finder et job.«
»Hvornår finder du det?« spurgte hun uden vrede, men fast. »Om en måned? To? Et halvt år? Og lånet skal betales hver måned.«
»Jeg finder noget. Jeg har en uddannelse og erfaring.«
»Det gør du helt sikkert,« nikkede Grethe. »Men det er ikke sikkert, det sker hurtigt. Og hvad skal jeg gøre uden penge? Bo på gaden?«
Annelise vendte sig skarpt mod sin mor.
»Du får en fin pension! Tyvetusinde kroner! Vi beder kun om hjælp til den månedlige betaling – ottetusinde. Du vil stadig have tolvtusinde tilbage!«
»Hvad skal de bruges til?« Grethe tog en notesbog og briller frem fra skuffen. »Lad os regne på det. Faste udgifter – sekstusinde. Medicin – tretusinde, måske mere. Mad – mindst femtusinde. Det er allerede fjorten. Og tøj? Hvad hvis noget går i stykker? Hvad hvis jeg bliver syg og skal til privatlæge?«
»Mor, du køber da ikke tøj hver måned,« protesterede Annelise.
»Men sko? Undertøj? Hvad hvis vaskemaskinen går i stykker? Hvad skulle jeg så gøre?«
»Vi hjælper dig da,« lovede Morten.
Grethe kiggede på sin svigersøn med et lille smil.
»Du er en god mand, Morten, men I har jo ingen penge. Det er derfor, I beder mig om hjælp.«
Barnet begyndte at græde i det andet rum. Annelise sendte sin mor et vredt blik og skyndte sig ind til sin datter. Morten blev tilbage i køkkenet.
»Grethe, jeg ved godt, det er pinligt at spørge,« sagde han lavmælt. »Men vi er virkelig i knibe. Banken ringer hver dag og truer med at tage bilen.«
»Og det gør de helt rigtigt,« svarede hun roligt. »I skulle ikke have taget et lån, I ikke har råd til.«
»Men vi er familie. Bør familie ikke hjælpe hinanden?«
»Jo. Men jeg har allerede hjulpet. Femogtredive år med at opdrage min datter, sørge for hende, give hende en uddannelse. Jeg gav hende en lejlighed, da hun giftede sig. Jeg troede, det var min tur til at slappe af nu.«
Morten hang med hovedet. Annelise kom tilbage til køkkenet med barnet på armen.
»Mor, har du virkelig ikke ondt af din barnebarn?« spurgte hun og vuggede den lille. »Hvad hvis vi bliver smidt på gaden?«
»Ingen smider jer på gaden,« sukkede Grethe. »Stop nu med at spille teater.«
»Hvordan kan du sige det? Hvad hvis vi ikke betaler lånet?«
»Så tager de bilen, og det er det. I kan bo i den lejlighed, jeg gav jer.«
»Men hvordan skal vi komme på arbejde uden bil?«
»Som alle andre gør. Med tog, bus eller cykel.«
Annelise satte sig ned og holdt sin datter tæt.
»Mor, hvorfor er du blevet så hård? Du hjalp os altid før.«
»Før havde jeg arbejde og kunne tillade mig det. Nu lever jeg af den pension, jeg selv har tjent.«
»Men du er jo ikke fattig! Du har også opsparing!«
Grethe så skarpt på sin datter.
»Hvordan ved du, at jeg har opsparing?«
Annelise rødmede og så væk.
»Altså… jeg så din bankbog ved et uheld.«
»Ved et uheld?« Stemmen blev kold. »Har du rodet i mine ting?«
»Nej! Den lå bare på bordet, da jeg var her sidst.«
»Den lå i en lukket skuffe. Så du *har* rodet.«
»Mor, hvad betyder det egentlig?« Annelise viftede irriteret. »Pointen er, at du *har* penge, og vi drukner i gæld!«
»Og hvad så? Det er min sikkerhed for alderdommen, sygdom, svære tider.«
»Hvilke svære tider?« brød Annelise ud. »Vores svære tid er *nu*!«
»Den er kun svær, fordi I ikke lever efter jeres midler,« svarede Grethe fast. »Min svære tid kommer senere. Hvad sker der, når jeg bliver syg? Hvem skal passe mig? Hvem skal købe mine medicin?«
»Det skal vi,« lovede Annelise.
»Med hvad?« moren grinede lidt. »Med min egen pension, som I vil tage fra mig?«
»Vi *tager* den ikke – vi beder dig om midlertidig hjælp!«
»Midlertidig, ja. Indtil I vænner jer til det og kommer tilbage hver måned med åben hånd.«
Morten prøvede at afbøde situationen.
»Grethe, vi kunne skrive en gældserklæring. Officielt, hos en notar.«
»Jeg har ikke brug for jeres papirer,« afviste hun. »Penge har en mærkelig måde at forsvinde på.«
Barnet begyndte at klynke igenAnnelise tog en dyb indånding, krammede Emilie lidt tættere, og sagde stille: »Så må vi lære at klare os selv, mor.«
