**De ødelagte gener**
Mette trådte ind i lejligheden, satte de tunge poser på gulvet og sukkede højlydt.
“Er der nogen hjemme?” råbte hun mod stuen. “To mænd i huset, og alligevel skal jeg slæbe de tunge poser,” mumlede hun. “Alle vil gerne spise, men når det kommer til at hjælpe, er der ingen at finde,” sagde hun igen, højt nok til at de helt sikkert kunne høre det.
Hun tog yderligere af med en masse larm, hylede og sukkede. Endelig dukkede sønnen op i døren.
“Tag lige poserne og bær dem ud i køkkenet. Er far hjemme?”
Niklas løftede poserne fra gulvet.
“Han sidder og ser fjernsyn,” sagde han henkastet over skulderen. Han kunne have undladt at nævne fjernsynet. Mor havde ikke spurgt, hvad far lavede. Men hvorfor skulle han alene bære morens dårlige humør? Lad far også få en bid af det.
“Hvad skriger du om?” Faren stod nu i døren.
“Ingenting. Jeg er træt,” knurrede Mette. “Jeg tager fem minutters pause, og så laver jeg aftensmad. Selvfølgelig alene. De kunne i det mindste have kogt noget pasta.” Mette stak fødderne i sutskoene og slukkede lyset i entreen.
“Du sagde det jo ikke. Vi havde da kogt det, ikke sandt, Niklas?” Faren, der havde fanget begyndelsen på en skænderi, trak straks Niklas med i det.
Fra køkkenet lød kun raslen af poser og lyden af en køleskabsdør, der blev lukket. Niklas besluttede at holde sig neutral. Det var mere sikkert.
“Så I kogte det ikke,” sukkede Mette. “Havde vi haft en datter, havde hun vidst, hvad der skulle gøres. Men I er til ingen nytte,” mumlede hun, mens hun gled forbi sin mand ud i køkkenet.
“Mette, jeg forstår, du er træt, men hvorfor skal du tage det ud på os? Jeg kan ikke læse tanker. Sig det bare, så koger vi pastaen eller kartoflerne. Jeg er lige kommet hjem fra arbejde, jeg er også træt, skal du vide.” Han huggede luften med flad hånd og forsvandt ind i stuen.
“Præcis som jeg siger. I skal have alting serveret. Det er nemmere at ligge på sofaen,” knurrede Mette, men nu mere for sig selv. Hun ville ikke starte en skænderi. Hun havde ikke kræfter til det. Hun kunne bare ikke falde til ro med det samme.
“Tak, skat. Gå nu og lav dine lektier. Jeg klarer resten.”
Niklas forsvandt straks hen til computeren. Mette åbnede køleskabet og rystede på hovedet, mens hun flyttede varer fra hylde til hylde. Nu hvor hun havde luftet ud, var hun roligere. Hun elskede sin mand og søn, men i dag var det bare gået hende på. Køkkenet var ikke mændenes domæne.
Efter aftensmaden samlede hun resterne af pastaen fra panden i en madbeholder og tilføjede en karbonade. Hun var lige ved at lægge en mere i, men stoppede sig selv.
“Giver du dem til Mikkelsens igen? Pas på, du ikke ødelægger dem, så ender du selv med at klage over, at de sætter sig på nakken af dig,” sagde manden som hævn for hendes tidligere knurren.
“Nej, til Emilie. Derhjemme har de sikkert ikke noget at spise. Moderen drikker alt væk. Stakkels pige. Jeg så hende lede sin mor hjem, fuld som en allike. Pigen er klog og sød, men hun har bare ikke været heldig med sine forældre,” forklarede Mette, mens hun skiftede sko i entreen.
Manden svarede ikke.
Mette gik ned til tredje sal og ringede på den slidte dør, der ikke ligefrem så tillidsvækkende ud – et skulderstød, og den ville gå op. Men hvorfor? Der var intet af værdi at tage i lejligheden, selv kakerlakkerne var forsvundet af sult.
“Hvem er det?” lød en spinkel stemme gennem døren.
“Emilie, det er tante Mette. Åben døren, jeg har noget mad til dig.”
Der lød et klik fra låsen, døren gik en smule op, og i sprækken så Mette Emilies opmærksomme øjne.
“Her, spis noget. Sover din mor?”
Pigen åbnede døren lidt mere, tog beholderen og nikkede.
“Godt, så går jeg. Spis nu. Du er så tynd, man kan næsten se din sjæl,” sagde Mette og så medlidenhed på pigen. “Lad være med at give noget til din mor.”
Pigen nikkede igen og lukkede døren.
“Kunne jeg dog få sådan en datter,” sukkede Mette, mens hun gik op ad trappen til sin egen lejlighed.
Hun gik ind til sin søn. Han lukkede hurtigt sin bærcomputer, men Mette nåede at se, at han havde spillet.
“Lad være med at skjule det. Har du lavet dine lektier?” spurgte hun og gik hen til skrivebordet.
“For længst.”
“I morgen efter skole henter du Emilie og giver hende noget suppe. Hendes mor drikker alt væk, de spiser kun brød, hvis de overhovedet har det. Pigen er altid sulten, tynd som en pind.”
“Okay, mor,” sagde den fjortenårige Niklas uden at stille flere spørgsmål.
“Lad være med at spDagen hvor Niklas forstod, at kærlighed ikke kender til sociale barrierer eller genetiske skæbner, var den dag han tog Emilies hånd og lovede at være der for hende, hvad end livet måtte bringe.
