Førvarsel om ulykke
Jeg vågnede op midt om natten og kunne ikke falde i søvn igen. Måske havde jeg haft et mareridt, måske var det bare en uforklarlig uro, der ikke ville slippe mig. Mit hjerte føltes pludselig så tungt, at tårerne begyndte at løbe ned ad kinderne uden varsel. Jeg anede ikke hvorfor, kunne ikke finde en forklaring. Det blev svært at trække vejret, og en uhyggelig fornemmelse af, at noget ondt snart ville ske, greb mig med overvældende styrke.
Jeg gik ind til min lille dreng, som lå trygt og sov i sin seng. Asger smilte i søvne og lavede små, søde smaskelyde med læberne. Jeg rettede dynen omkring ham og gik ud i køkkenet. Udenfor herskede den sorteste nattemørke.
– Mie, sover du ikke igen? sagde Anders bag mig.
– Nej, det er det samme igen. Jeg forstår ikke, hvad der er galt med mig, svarede jeg svagt.
– Det er nok bare den der efterfødselsreaktion, indskød han med et forsøg på et grin.
– Men Asger er snart et halvt år gammel. Jeg har ikke haft det før, hvorfor så nu?
– Hormoner! Nerver! Lad nu være med at bekymre dig det hele skal nok gå!
– Jeg ved ikke hvorfor, men jeg er bange, Anders, hviskede jeg og trak mig ind til ham.
– Det skal nok gå, sagde han og lagde armene om mig.
Tre uger senere var vi til seksmåneders undersøgelse hos den lokale børnelæge. Asger havde fået taget prøver og været til tjek hos specialister. Opkaldet fra sygeplejersken kom uventet.
– Er der sket noget? spurgte jeg straks.
– Bare rolig Mie, lægen forklarer det hele, lød svaret.
Som altid var der en lang kø på klinikken, og uro greb mig igen. Da det endelig blev vores tur, var jeg så nervøs, at mine hænder rystede.
– Sæt dig ned, sagde lægen stille. Mie Sørensen, jeg bliver nødt til at fortælle dig noget. Du skal ikke være alt for urolig, men vi har brug for flere prøver.
– Hvad er der sket? hviskede jeg. Pludselig vidste jeg bare, at alle mine bange anelser måske var sande.
– Asgers blodprøver er ikke gode. Leukocyttallet er meget højere end normalt, og der er andre foruroligende tal. Vi skal have taget nye prøver gerne på Rigshospitalet.
– Rigshospitalet? spurgte jeg lavmælt.
– Ja, Onkologisk afdeling, svarede hun.
Vejen hjem husker jeg ikke. Anders var allerede kommet hjem fra arbejde, da han havde læst beskeden.
– Mie, hvad er sket? spurgte han med det samme.
Mine tårer løb, men jeg lagde ikke mærke til dem.
– Vi er blevet henvist til undersøgelser på Rigshospitalet, hviskede jeg.
– Men det er jo bare en undersøgelse, måske er det ingenting, trøstede han.
– Det bliver ikke bare undersøgelser, udbrød jeg udmattet, jeg vidste der var noget galt. Jeg kunne bare ikke gennemskue hvad.
Jeg omfavnede Asger, mens jeg græd. Han vendte sig i søvne, uvidende om hvad der udspillede sig.
En ældre overlæge gennemgik blodprøverne.
– Akut leukæmi. Vi skal starte behandling med det samme, sagde han.
Jeg græd. Kunne ikke rumme det. Kemobehandlingen måtte jeg ikke være inde til. Asger lå på intensiv, og jeg sad grædende udenfor.
– Gå hjem, sagde sygeplejersken, du kan ikke komme ind til ham i dag.
– Jeg kan ikke tage hjem uden min søn, svarede jeg.
Anders og jeg blev gift for 8 år siden. Jeg havde svært ved at blive gravid. Vi blev undersøgt, men alt var normalt. Først på ottende år lykkedes det og de måneder med ventetiden var de lykkeligste, men frygten gjaldt også. Anders passede på mig, bar nærmest rundt på mig, og jeg måtte næsten ikke løfte en kop vand. Den sidste måned lå jeg på hospitalet pga. risiko for for tidlig fødsel. Men endelig, for et halvt år siden, kom Asger til verden. Han blev opkaldt efter Anders far, som døde for nogle år siden i en trafikuheld.
– Mie, man skal ikke opkalde børn efter nogen, der er død tragisk, sagde min mormor, da hun hørte det.
– Det er bare overtro, svarede jeg hende. Jeg var lykkelig og ville ikke lade noget formørke det.
Nu sad jeg dag efter dag ved Asgers lille seng. På en måned var han blevet bleg, afmagret kinderne var ikke længere lyserøde, der var mørke rande under øjnene. Tårerne trillede lydløst ned ad mine kinder. Jeg fik kun lov til at være hos ham efter diskussioner overlægen ville ikke risikere hans spinkle immunforsvar, men jeg kunne ikke bære tanken om at være væk. Til sidst gav de sig.
– Sådan en operation kan vi ikke tilbyde! sagde overlægen næste dag.
– Hvor kan det så lade sig gøre? spurgte jeg beslutsomt.
– I Israel. De kan. Men det koster mange penge.
– Vi finder pengene. Send journalen med det samme!
Papirerne blev sendt til et hospital i Tel Aviv. Kort efter fik vi svar: de var klar til at tage imod Asger, men behandlingen kostede mere end 2.000.000 kroner.
– Selv hvis vi sælger alt lejligheden og bilen har vi kun en brøkdel, sagde Anders, Jeg har sat annoncer ud men det her tager tid.
– Vi har højst to måneder, græd jeg, vi må finde på noget.
Alle hjalp til: på vores arbejde, lokalt, i foreningen, butiksejerne, venner og fremmede. Kommunen og private fonde gav også. Det lykkedes at samle lidt over halvdelen. Tiden var ved at rinde ud.
– Mie, rejs I afsted nu, sagde Anders. Jeg sender alt, hvad vi kan skrabe sammen! Måske bliver lejligheden solgt i tide.
Hele byen støttede med så meget, som de kunne, men det var ikke nok.
Med dokumenterne i orden tog jeg og Asger af sted mod Israel. Pengene slog ikke helt til. Asger begyndte sin behandling og undersøgelser. Jeg lod være med at tænke på resten. Jeg håbede bare på et mirakel. Om en måned ville min lille dreng fylde ét år.
I samme afdeling lå en anden dansk mor med sin lille søn, Villads, som var tre år. De kom fra Esbjerg, fandt vi ud af. Rikke, hans mor, var lykkelig for at have samlet nok penge men Villads sygdom var opdaget sent, og operationen blev gang på gang udsat pga. komplikationer.
– Græd ikke, Mie, forsøgte Rikke at trøste, Det skal nok gå! Du skal se, du kommer til at tage Asger med i cirkus og i zoologisk have. Villads elskede især bjørnene sidste gang, vi var i zoo kunne stå og kigge på dem i timevis. Jeg anede ikke dengang, at han var syg. Første næseblod kom der. Og senere flere. Til sidst gik vi til læge stadium 3 allerede. Hvordan havde jeg ikke set det?
– Men Rikke, du skal ikke brokke dig! Vi skal nok alle sammen i zoologisk have med begge drenge! prøvede jeg at opmuntre.
– Men jeg kunne mærke noget var galt! Han tabte sig, spiste dårligt Min mor sagde det også, men jeg ville ikke høre. Nu er det for sent Rikke græd fortvivlet, og jeg kunne intet sige.
Efter nogle dage fik Villads det værre og blev flyttet på intensiv. Rikke fik ikke lov at komme ind og sad grædende i gangarealet.
– Kom med ind, Rikke, du har brug for at hvile bare et øjeblik, forsøgte jeg.
– Jeg skal være tæt på ham! Så ved han, jeg er her, sagde hun stædigt.
Sygeplejersken gav hende noget beroligende, og hun blev mærkelig stille og fjern. Hun stirrede bare tomt ud gennem luften, ventende på et eller andet under.
Senere samme dag ringede Anders. Jeg sad med Asger på skødet og forsøgte at udnytte hvert minut.
– Jeg har overført cirka 100.000 kroner, sagde han, lejligheden har været til et ekstra kig.
– Tak, sagde jeg lavmælt, men nåede ikke videre. Pludselig lød et smertens hyl ude fra gangen. Telefonen gled ud af min hånd. Asger vågnede og græd. Jeg vuggede ham, han faldt hurtigt hen igen. Jeg lagde ham i sengen og skyndte mig ud. Jeg anede hvad der var sket, men nægtede at tro på det. Rikke sad sammenkrøbet foran intensivafdelingen, hulkende, omgivet af sygeplejersker. Hun råbte af smerte sådan et blik havde jeg aldrig set før.
Jeg satte mig hos hende, græd og forsøgte at holde om hende.
– Du skal leve for Villads skyld! snøftede jeg.
– Hvad skal jeg nu? Min dreng er væk! Det er min skyld! skreg hun.
Da hun havde fået beroligende og jeg fulgte hende ind på stuen, sagde lægen:
– Hun har brug for at hvile. Der vil komme tid nok til at græde.
Den nat kunne jeg ikke sove. Jeg sad vågen, holdt øje med min sovende søn, lyttede til hans rolige vejrtrækning. Jeg ville huske det for altid.
Næste dag kom Rikke hen til mig. Hun græd ikke længere. Hun var pludselig ældet ti år. Vi stod længe og holdt om hinanden.
– Det skal gå jer godt, hviskede hun til slut, I har stadig chancen brug den! Jeg skal tage mig af min dreng nu: begravelse, mindehøjtid, gravsten Jeg kan ikke sige mere nu, læs brevet senere, sagde hun og gav mig en kuvert.
Da Asger var til behandling, åbnede jeg brevet:
Kære Mie, jeg vil så gerne, at Asger overlever. At han får lov at leve lidt for Villads vokse op, lære, grine, spille fodbold og tage på skiferie. Tag ham i zoologisk have, og hils den store, sorte bjørn fra Villads! I kuverten er de penge, der var til overs lad dem redde Asger.
Jeg græd. Jeg græd af glæde, fordi jeg nu havde penge til operationen. Men jeg græd også af sorg, for pengene havde kostet for meget.
– Anders, du skal ikke sælge lejligheden! sagde jeg til ham dagen efter i telefonen, Asger og jeg har brug for et sted at komme hjem til.
– Men hvordan får I så råd? spurgte han forvirret.
– Pengene er der. Nu skal det nok gå alt sammen!
Og for første gang i lang tid hørte jeg smil i Anders stemme. Han kunne mærke det, jeg også følte: nu var der håb.
Operationen blev lavet dagen efter Asgers fødselsdag. Han blev ét år. Ligesom Rikke havde gjort, sad jeg ved døren til intensiv og ventede. Men denne gang var meldingerne gode. Efter et stykke tid fik jeg lov at være på stuen med Asger igen. Vi tog en måned i isolation og derefter flere måneders genoptræning men det var småting. Det vigtigste var, at det var lykkedes!
L langsomt kom min dreng til live igen legede med legetøj, spiste lidt, smilede til os. Første gang han sagde mor, trillede tårerne af lykke, miraklet var sket!
– Bjørn! sagde Asger og pegede på det store sorte dyr i buret.
– Det hedder bjørn, ikke bjærn! fniste jeg.
Vi var i Københavns Zoo, det samme sted hvor Villads engang havde set bjørnen.
– Hils fra Villads! hviskede jeg til den store bamse.
Asger løb rundt, spiste is, og sad på Anders skuldre og nød alle dyrene. Nu var hans liv igen fyldt med barndommens glæde og nye indtryk. Hospitalet var langt væk, men nogle nætter vågnede jeg stadig og listede over til Asgers seng, lyttede til hans rolige vejrtrækning. Angsten gled langsomt væk. Forude lå et helt liv med muligheder et liv, også for den dreng, der gav Asger en ny chance.
