**Forsynet…**
**Majbritt**
Det var sidst i maj, men sommerheden havde allerede lagt sig over København i to uger. Majbritt tog bussen og fortrodte det med det samme. Myldretid, proppet, kvalmt. Folk skubbede til hende fra alle sider, og hendes kjole klistrede allerede til den svedige hud. Nogen puffede hårdt til hende i ryggen.
“Kom nu frem, alle skal jo afsted. Nogle burde gå til fods – du fylder jo hele pladsen!” knurrede en ældre kvindestemme bag hende.
“Du er selv ikke ligefrem en pind. Skub nu til side!” råbte en hæs mandsstemme, og pludselig blev Majbritt mast så hårdt, at hun knap kunne trække vejret.
“Av, du knuser mig, din stodder!” klynkede en kvinde bagved.
Dørene smækkede i, og bussen rullede væk fra stoppestedet. Bag Majbritt skændtes kvinden og manden videre.
“Hvorfor er du så sur, mor?”
“Hold mund! Der er allerede ingen luft herinde, og du stinker af billig øl!” snappede kvinden tilbage.
Majbritt kunne ikke se dem, hun kunne ikke engang vende hovedet uden at møde nogens skulder. Hænderne kunne ikke nå stangen, og hun var klemt så fast, at hun ikke engang kunne løfte armene.
Bussen kørte rykkende, bremsede hårdt og accelererede brutalt. Passagererne blev slynget frem og tilbage, presset sammen som sild i en tønde. De faldt kun ikke, fordi der simpelthen ikke var plads til det. Når bussen kørte, kom der lidt luft ind gennem de åbne vinduer, men så snart den stoppede for rødt, begyndte folk at skubbe og skændes igen.
Majbritt deltog ikke i brokken. Hun stod og bed sig i læben, ønskende bare at komme ud, hjem, ud af de klistrende tøj og ind under en kølig bruser. Bussen sætte i gang igen, og folk væltede til siden.
“Hey, chauffør! Forsigtigt! Det er ikke trælast, du kører med!” råbte den hæse mand. “Sidder du derinde med aircon på, mens vi steger i her?”
Bussen sænkede farten og rullede ind mod næste stop.
“Lad være med at lukke flere ind! Vi bliver kvalt!” skreg manden. “Er der nogen, der skal af?”
“Jeg! Jeg skal af! Åbn dørene!” råbte Majbritt og kunne ikke længere holde kvalmen og trængselen ud.
Dørene åbnede sig langsomt, først kvinden, så manden, og til sidst Majbritt. Lige inden bussen kørte, gav kvinden hende et hårdt puff i skulderen.
“Fedkræ! For én enkelt stop!”
Majbritt nåede ikke at svare. Kvinden forsvandt ind mellem passagererne, dørene lukkede, og bussen kørte. Hun besluttede at gå hjem i stedet for at vente på den næste, mens tårerne pressede på. Den onde stemme ringede stadig i ørerne: *Fedkræ!*
Hun var blevet kaldt det i folkeskolen. Burde være vant til det, men det var hun ikke. Var det hendes skyld, at hun var stor? Lægerne fandt ikke noget galt med hende.
“Mor, hvorfor fødte du mig? Hvem vil have en så fed pige?” græd hun, når hun kom hjem fra skole. “Hvis du havde valgt en tynd mand, var jeg måske blevet slank som dig. Nu må jeg lide hele livet.”
“Du er ikke fed, du er bare stor. Hjertet kan man ikke styre. Jeg blev forelsket i din far – han var imponerende, smuk, alle kvinder kiggede efter ham. Du ligner ham. Vi får se, hvem du selv vælger,” svarede moren irritabelt.
“Jeg gifter mig aldrig. Hvem vil elske mig?” hulkede Majbritt.
“Der kommer en. Ikke alle mænd kan lide tynde piger. Og efter børn bliver mange slanke kvinder fyldige,” prøvede moren at trøste.
Majbritt prøvede diæter, sultede sig selv, men kunne aldrig holde det ud. Kroppen krævede mad. Hun forsøgte endda at løbe om morgenen. De slanke piger fnøs og udvekslede blikke, når de så hende.
“Ah, derfor er fortovet så glat – det er fedt, der løber ned!” råbte en dreng til sin kæreste, da de løb forbi.
Majbritt stoppede med at løbe, opgav diæterne og lod være med at kigge for længe i spejlet.
Så blev moren alvorligt syg. Selv dengang, under stress og sorg, tabte Majbritt sig ikke. Ikke engang efter begravelsen, selvom hun knap spiste i de dage.
Nu var hun 33, og der var ingen tegn på kærlighed eller familie i hendes fremtid. *Aldrig mere busser*, besluttede hun. *Jeg går til fods.*
Men næste dag var bussen næsten tom, da den stoppede. Sådan kan det gå. Hun steg på, tog sin rejsekort frem for at checke ind, da bussen pludselig accelererede. Majbritt nåede ikke at gribe stangen, blev slynget bagud. *Nu falder jeg og slår hovedet…*
**Mads**
Mads satte sig som sædvanlig i bilen om morgenen, men den ville ikke starte. Fem minutter forsøgte han forgæves. Til sidst måtte han ringe efter en løber og få den kørt til værkstedet.
Han kom for sent på arbejde, tog en taxa. Men der var ingen grund at skynde sig hjem – der ventede ingen. Så han besluttede at gå. Men så kom der en halvtom bus. Han kunne ikke huske, hvornår han sidst havde kørt i offentlig transport. Han besluttede at benytte lejligheden. Bus 24 kørte direkte til værkstedet – perfekt. Han steg på.
Senere tænkte han ofte på den dag. Det var ikke tilfældigt. Det var forsynet, at bilen brød sammen, at han tog bussen, at han ikke tog hjem – selvom han bare kunne have ringet til mekanikeren. Men livet ændrede sig drastisk.
Han havde giftet sig med en smuk, model-lignende kvinde i et stormende forelskelsesrus. Han var stolt, når mænd kiggede beundrende på Lærke, og misundeligt på ham. Hun var perfekt som en statue – men også lige så kold. Han indså hurtigt, at Lærke kun elskede sig selv og sin krop.
Alt handlede om diæter. Hun spiste næsten intet, kun salater. Mads spurgte engang, om hun ikke kunne lave noget kød.
“Stop nu. Mænd skal også passe på sig selv. Du spiser frokost på arbejde – det er nok usundt mad. Aftener skal være lette. Hvis du bliver fed, elsker jeg dig ikke mere,” sagde hun.
Mads drømte om saftigt stegt kød, stønnede endda i søvne. Når det blev for vildt, spiste han hos sin mor. Hun sukkede over hans vægttab og proppede ham fuld. “Du valgte en flot, men umulig kone. Hun sulter dig ihMen så, på den samme bus, faldt Majbritt lige i armene på ham, og han vidste med det samme, at hun var den, han havde ventet på hele livet.
