Adrien sad længe med de gamle Étiennes ord i tankerne. “Du har brug for en kvinde i huset.” Ja, han vidste, han havde ret. Om aftenen, når han kom hjem til den tomme lejlighed, knugede stilheden ham. De kolde vægge og lugten af Sophies ulåste klædeskab mindede ham mere om tabet end selve kirkegården.
Efter et par måneder begyndte naboerne at komme med små hentydninger. “Adrien, der er kommet en ung enke på torvet, måske du kender hende…” “Der er en pæn pige i kirken, skal jeg sige noget?” Men intet rørte ham. Indtil en dag, hvor Étienne tog ham i armen og førte ham hen til en fjern kusine, Johanne.
Johanne var ikke smuk efter byens standarder. Hun havde et rundt ansigt med en for stor næse og blege øjne, og hun gik tungt. Kvinderne i byen hviskede: “Stakkels Adrien, efter Sophie, se hvem han ender med.” Sådan blev hun kendt under det grusomme tilnavn den grimme kone.
Men hvad folk ikke så, var hendes mildhed. Johanne lavede mad med tålmodighed, hentede vand fra brønden uden at klage, og hun vidste, hvordan man lyttede. Adrien, der i månedsvis ikke havde haft nogen at dele sine sorger med, opdagede en sjælden ro i hende.
Deres bryllup var enkelt, uden pomp. To vidner, en præst og et par lys. Adrien følte ikke passionens gnist, men noget andet et anker. Og efter år i stormene er et anker mere værd end al skønhed.
I begyndelsen så folk medlidenhed på ham. “Han valgte hende bare for at undgå at være alene.” “Han har ikke haft held med kvinder.” Men langsomt døde hviskenes stemmer. Adrien hus, der før lød tomt, duftede nu af friskbrød og tørrede urter. I de lange vinteraftner læste Johanne med blid stemme fra Sophies gamle bøger, og Adrien lukkede øjnene og mærkede, at smerten ikke længere skar så dybt.
En dag kom den gamle ven Étienne forbi. Han blev stående i døren og så, hvordan Johanne syede ved vinduet, mens Adrien hentede brænde til ilden. Étienne smilede under sit hvide overskæg og hviskede:
“Smuk eller grim, det betyder ingenting. Det vigtige er, at I fandt hinanden.”
Adrien vendte sig mod ham og smilede for første gang efter begravelsen. Måske blev Johanne altid kaldt “den grimme kone” i byen, men for ham var hun livets uventede gave beviset på, at sand skønhed ikke ligger i ansigtet, men i den ro, den bringer til ens sjæl.
Og i den ro følte Adrien, at han endelig levede igen.
