Fortryder brylluppet
Arkib holder ofte længe ud i sit laboratorie, hvor han omhyggeligt hælder væsker mellem reagensglas og undersøger forskellige pulvertyper.
Han er overbevist om, at hans møjsommelige forskning snart vil bære frugt, og at han endelig kan præsentere samfundet for sit produkt udvundet fra rødderne af en sjælden nordisk plante.
Den entusiasme, den fyrreårige forsker lægger i sit arbejde, gør, at han slet ikke bemærker de nysgerrige blikke fra den unge rengøringsdame, Solvej, som først for nylig er begyndt på instituttet.
Arkib, opslugt af tanken om sit gennembrud, opdager slet ikke, hvordan Solvej glemmer alt om sin egen opgave og i timevis står lænet op ad sin moppe, mens hun stirrer efter ham med længsel.
Endelig, en aften, tager den unge kvinde sig sammen og siger:
Arkib Madsen, du har siddet på samme stol hele dagen. Skal vi ikke tage en kop te? Jeg har forresten helt tilfældigt en elkedel med i dag. Og så har jeg hjemmelavede medisterpølser med.
Bare ordet medisterpølse får Arkib til at se op og rejse sig:
Te siger du? Med medisterpølser? Det kan jeg da ikke takke nej til.
Solvej lyser op og tager med dirrende hænder både elkedel og en bøtte mad op fra sin taske.
Min mor lavede et godt fars derhjemme og jeg lavede pølserne i går aftes. De er med rigeligt spæk, lige til at bage.
Mens vandet varmer i kedlen, undersøger Arkib bøtten mistænksomt:
Hvor længe har den madkasse egentlig ligget i rygsækken?
Solvej tøver, svarer usikkert:
Siden i morges, tror jeg. Hvorfor?
Hm. Var låget lige så stramt lukket?
Ja, selvfølgelig, siger hun nervøst. Tror du, det er blevet dårligt? Nej da, omklædningsrummet er koldt, radiatoren er stadig ikke tændt.
Arkib overvejer lidt:
Okay. Så lad os bare tage noget te. Den madkasse må du tage med hjem igen.
Solvej, der brugte hele aftenen på at lave pølser, snapper fornærmet madkassen til sig.
Han tolker straks hendes vrede udtryk.
Nej, lad være! råber han og fægter med armene, mens han holder sig for næsen med et lommetørklæde.
Solvej åbner alligevel bøtten, snuser og konstaterer:
Den dufter helt normalt. Altså, I københavnere går virkelig for meget op i småting. Du kan bare lade være, jeg spiser selv.
Hun smækker bøtten på bordet og skænker to kopper te.
Arkib nærmer sig bordet med lette skridt.
Teen varmer ham indefra, og stemningen letter en smule. Han kaster et blik på Solvej, der gumler lystigt på en pølse.
Er det oksekød? spørger han.
Mmm, svarer Solvej med munden fuld mad.
Ser lækkert ud. Og dufter faktisk godt
Arkib kan næsten ikke modstå fristelsen.
Han sukker:
Ifølge fødevarestyrelsen må temperaturen i omklædningsrummet ikke overstige 22 grader, så altså teoretisk…
Hvad? afbryder Solvej og ser op, med et dryp fedt på hagen og næsen.
Tankerne suser rundt i Arkibs hoved:
“Hvor dufter det dog lækkert. Måske overdrev jeg Men jeg ved, hvor farligt fødevareforgiftning er. Hun virker heller ikke særlig opmærksom på hygiejne”
Han overbeviser sig selv, mens han sluger sin te, men hans mave knurrer højt.
Så sker det uventede. Arkibs hånd rækker automatisk ud efter maden. Den sprøde pølse brister i hans mund.
Mmm, det er fantastisk. Hvem har lavet det her?
Sagde jo, det var mig selv, rødmer Solvej.
Arkib spiser videre, lukker øjnene i ren madglæde.
Jeg har ingen ord.
Solvej lyser op, tørrer straks munden med ærmet og gnider en lille glædeståre væk.
Så fik du endelig smag for det. Du beskyldte det jo for at være surt! Jeg kender opskrifterne, har lavet mad siden jeg var lille.
***
Som tak for det lækre måltid insisterer Arkib på at følge Solvej til busstoppestedet.
De falder i snak. Det viser sig, at Solvej blot er 23 år gammel.
Meget ung, nærmest gamle nok til at være hans datter. De venter ti minutter på bussen.
I morgen tager jeg hjemmebagte småkager med, smiler Solvej genert. Jeg køber aldrig i butik. Kan du bedst lide gulerodskager, eller nogle lavet af hytteost?
Jeg elsker dem alle.
Så tager jeg to slags med.
Utroligt nok begynder Arkib at glæde sig til morgendagen.
Han glemmer næsten alt om sine formler. Om natten drømmer han endda, at Solvej blidt tager skjorten af, mens hendes søde skuldre skinner i drømmen.
Arkib vågner med ildrøde kinder.
Utroligt. Jeg har levet i fyrre år uden at kigge efter kvinder, og nu, det her
Del 2
Før mødet med svigerforældrene er Arkib naturligvis nervøs. I taxaen glatter han forsigtigt de få hår på isse, så skaldetheden ikke er alt for synlig.
Dagen før sad Solvej med Arkibs hoved i skødet og nippede forsigtigt de grå hår af med en pincet.
Nu er han barberet, iført jakkesæt og slips, parfumeret.
Solvej læner sin kind mod hans og kniber øjnene sammen som en kælen kat.
De kan godt lide dig, lover hun. Min mor forstår sig på mennesker. Og min papfar siger aldrig nej til noget.
Hvor gammel er din mor?
Femogfyrre.
Jeg er fyrre. Tror du, hun vil godkende mig?
Selvfølgelig, ellers siger jeg, at jeg venter barn.
Sådan skal vi ikke starte et fælles liv! Arkib bliver ængstelig.
De ankommer. Arkib griber straks sin hue, da vinden river fat.
Det er vinter. Byen Arkib kommer fra, har aldrig oplevet sådan nogle snedriver.
Mens han går og ser sig undrende omkring, betaler Solvej taxaen og bærer begge tasker ind til huset.
Sådan et hus har Arkib kun set på gamle akvareller: Skæv tagryg med mosbelagt tegl, skorstenen prydet af en omvendt gammel gryde.
Den tunge dør knirker, gangen er dækket af små, hjemmelavede tæpper, væggene tykke af kalk. Arkib tror knap sine øjne.
“Her kan man da ikke bo. Måske er det bare et gæstehus eller en jagthytte” tænker han.
Men da Solvej næsten hvisker, at han skal tage skoene af og skubber ham ind i det lille rum, indser han, der ingen joke er.
Midt i stuen står en kvinde i bomuldskåbe.
Goddag mor. Det er Arkib, min forlovede. Ham, jeg fortalte dig om i telefonen.
Kvinden svarer køligt:
Goddag hun ser ham op og ned.
Spøger du? Hvor gammel er I?
Arkib bliver nervøs.
Først skulle jeg måske lige præsentere mig. Mit navn er Arkib, og jeg arbejder sammen med din datter, Solvej.
Hvor gammel er De?! bryder moderen igennem med høj stemme.
Jeg er fyrre.
Min pige er 23! Du er alt for gammel for hende!
J-j-jamen Ja, jeg er ældre, men jeg elsker Solvej. Jeg skader hende aldrig, jeg har job, lejlighed i byen, et sommerhus.
Men ingen bil!
Nej, for jeg ser dårligt, men kan sagtens købe en! Jeg kan lære Solvej at køre, hvis det er vigtigt
Tør ikke, råber svigermor, I vil bare have en tjenestepige! Tror I, vi stadig har stavnsbundet folk?
Det er da ikke min mening! Jeg elsker hende og vil giftes med hende og have børn, alt vil være ærligt!
En yngre mand træder smilende frem, omkring de 30.
Godaften, fornøjelse at møde dig, har hørt så meget godt, siger han charmerende.
Det er Solvejs papfar. Han er mørk, slank, kæk næsten for ung, tænker Arkib.
André, lad være at smigre. Min datter bliver ikke gift med sådan en gammel tosse!
Solvej råber:
Mor, hvad er det dog, du siger? Kan du ikke behandle vores gæst ordentligt? Jeg går med ham.
Ikke tale om!
En større familieskænderi bryder løs, som Arkib helst ikke vil være en del af.
Han løsriver langsomt Solvejs greb og forsøger at forlade huset.
Solvej, undskyld. Jeg kan ikke gå imod din mors ønske. Lad os sige farvel.
Må hun mishandle mig, skriger Solvej. Hun tager selv unge elskere ind, smider mig ud, så jeg ikke forstyrrer hendes kærlighedsliv!
Vær ikke fræk! råber André.
Hold kæft! råber moren endnu højere.
Det er det rene drama.
Arkib lister mod døren, en taburet suser forbi.
“Bevar mig vel!” tænker Arkib, mens han løber ud i mørket.
Han søger rundt i landsbyen efter en taxa eller et tog.
Stresset hamrer i brystet.
“Hvorfor sagde jeg ja til dette ragnarok? Skulle være blevet på mit varme laboratorium”
Arkib tager sin mobil frem, ingen signal.
Træt vender han til sidst tilbage til huset, som han genkender på den gamle gryde på skorstenen.
Ved døren er alt stille.
Solvej træder ud med taskerne.
Er du her, Arkib? spørger hun med tårer i øjnene. Jeg var så bange for, du var væk for altid.
Jeg manglede bare frisk luft, lyver han.
Nu mor nægter os, så må jeg forlade hende, erklærer Solvej.
Arkib tier. Hans sko er for kolde til vintervejret. Han tramper på stedet, tæerne er stive som is. Der er ikke meget romance tilbage.
Og ja, Arkib begynder at fortryde. Er Solvej virkelig noget for ham?
Særligt med sådan en familie?
***
Solvejs mor står på trappen iført gammel pels og filttøfler.
Hvis du ikke vil ære din mor, er din vej fri, siger hun. Nu er han ansvarlig for dig.
Bedre med ham end jer! Arkib er et fantastisk menneske. Kan du ikke i det mindste ringe efter en taxi for os?
Aldrig. Nu klarer I jer selv.
Solvej prikker til Arkib:
Gør nu noget.
Arkib, halvvejs forfrossen, samler kræfter:
Jeg har ingen signal. Gå over til naboen og spørg om de kan ringe.
Første gang er Arkib i sådan en mærkelig, ubehagelig situation. Hans ben giver op, og han segner om i sneen.
Hvad sker der?! skriger Solvej. Arkib mumler:
Svimmelhed troede jeg skulle ende mine dage her. Jeg vil bare hjem.
Nej! hulker Solvej. For Arkib er dette nærmest en mareridtsoplevelse.
***
En kvik sygeplejerske giver ham injektion, og Arkib begynder at vågne op.
Ingen mirakler: træloft, kalkede vægge.
Bliv liggende, siger sygeplejersken, du har forhøjet blodtryk, skal slappe af.
Jaja… sådan har jeg aldrig haft det før i dag
Ind træder det bitre smil fra svigermor.
Også syg! siger hun spidst.
Mor, stop! råber Solvej.
Solvej kommer med te, forsøger at få liv i ham med en ske.
Sygeplejersken gør sig klar til at gå.
Tag mig med, beder Arkib. Er du fra lægebilen?
Nej, jeg bor her og arbejder lokalt.
Solvej lægger teen til side og stirrer ham i øjnene:
Vil du allerede hjem? Mor og jeg er blevet enige, hun har tilgivet dig.
Arkib, som slet ikke vil giftes mere, tør ikke engang se hende i øjnene.
“Det må I om. Hvis jeg slipper ud herfra i live, løber jeg langt væk aldrig mere kvinder!”
***
Arkib Madsen er færdig på laboratoriet, han rejser sig og siger til laboratorieteknikeren:
Nu er jeg færdig. Pak sammen, vi lukker nu.
Den unge laboratorietekniker, Nanna, rødmer bag sine briller.
Jeg har taget kage med. Trænger vi ikke til en kop te?
Nej! udbryder han hurtigt. Arbejdet må komme først!
Klokken er faktisk for længst fyraften, smiler Nanna.
Gå hjem! vrænger han.
Hun samler sine ting, og med et forarget “din særling” i baghånden, forlader hun lokalet.
Arkib ånder ud og låser efter sig.
Han skynder sig hjem.
Han kommer punktligt klokken otte.
Solvej åbner døren, da han vrider nøglen i låsen.
God aften, hr. Madsen.
Hvad er der til aftensmad? spørger han uden at se på hende.
Andesuppe og kartoffelklumper.
Fint. Skriv ned, hvor meget jeg skylder for ingredienserne. Jeg lægger det til din løn i slutningen af måneden.
Han tager skoene af, vasker hænder og sætter sig til bords.
Solvej danner sig om ham:
Er du stadig vred på min mor? Hun har jo sagt undskyld. Hun blev bare forskrækket ved tanken om, at du en velhavende, respekteret forsker kunne ville giftes med mig. Hun ville bare prøve at få mig til at fremstå mere værd. Hun mente det ikke så slemt, men jeg elsker dig stadig.
Arkib stirrer i suppen, noget er galt.
Eller blev du skræmt af vores families slagsmål? Vi har tit råbt, det går over, vi overdriver bare. Hvad er der dog galt?..
Arkib rejser sig, tager Solvej om skuldrene og hjælper hende ud på gangen, giver hende alle hendes ting.
Det er sent. Gå du hjem. Kom ikke i morgen, jeg kan selv varme kartoffelklumper, men kom igen i overmorgen.
Han lukker døren bag hende og sætter sig i køkkenet og spiser for sig selv.
