Jeg har fortrudt hundrede gange, at min nye kæreste Anton og jeg tog til min mors påskefest. Familiefest skulle jo være hyggeligt: påskebrød, farvede æg og kære mennesker omkring bordet. Men da jeg så, hvor mange der var proppet ind i min mors stue, ville jeg bare vende om og løbe. Alle mine tre søstre – Katrine, Nanna og Mille – var kommet med deres mænd og børn. Plus min mors bror, onkel Lars, med kone og to voksne sønner. Og så nogle fjerne slægtninge, hvis navne jeg knap nok kunne huske. Midt i denne familiestorm stod Anton og jeg – min nye kæreste, som jeg havde mod til at introducere. Det var en dårlig idé.
Lige fra døren begyndte det. Mor gik straks løs på Anton med spørgsmål: “Anton, hvad arbejder du med? Hvor gammel er du? Hvad har I af fremtidsplaner?” Anton klarede sig flot, svarede roligt med et smil, men jeg kunne se, han var anspændt. Mine søstre havde åbenbart aftalt at teste ham. Katrine, den ældste, fortalte straks, hvordan hendes mand lige var blevet forfremmet og de havde købt en ny SUV. Nanna pralede med, at hendes datter allerede dansede ballet og optrådte på scenen. Mille, den yngste, lagde bare olie på bålet med et hånligt: “Nå, søster, hvor fandt du sådan en ung en?” Anton er fem år yngre end mig, og det blev åbenbart aftenens sensation.
Min mor, Grethe, besluttede, at hendes mission var at proppe Anton fuld. Hun skovlede påskebrød på hans tallerken og sagde: “Spis, min dreng, du er så tynd, du skal have noget på benene!” Anton takkede forlegent, men jeg kunne se, han knap kunne holde til mors gavmildhed. Så begyndte hun at mindes: “Anton, vores pige drømte altid om at blive gift med en pilot! Du er måske ikke pilot, men du ser da godt ud – så du må ikke skuffe!” Bordet eksploderede i latter, og jeg ville bare synke i jorden. Anton smilede bare, men jeg vidste, han følte sig pinlig berørt.
Onkel Lars, mors bror, mente, han skulle teste Anton. Han skænkede ham hjemmelavet snaps og skålede: “For de unge! Men hør her, knægt, ved du godt, at kvinderne i vores familie har stærk vilje?” Anton nikkede og drak, men jeg mærkede, hvordan han knugede min hånd under bordet. Da onkel Lars foreslog, at de skulle ud i haven for at “se, hvordan han klarede en økse”, kunne jeg ikke holde det ud. “Onkel, hold nu op, han er jo ikke skovhugger!” udbrød jeg. Alle grinede, men Anton så ud til at søge en flugtvej i tankerne.
Søstrenes børn skabte endnu mere kaos. Mine nevøer og niecer løb rundt, råbte og væltede en vase med blomster. Nathans søn, Nannas dreng, løb hen til Anton og spurgte: “Bliver du vores nye far?” Jeg var lige ved at kløjs i saften. Anton tabte dog ikke fattningen: “Lige nu er jeg bare Anton, men jeg kan godt være din fremtidige ven.” Drengen nikkede og forsvandt, og jeg måtte beundre Antons ro.
Men det værste var, da de begyndte at snakke om min fortid. Katrine, som om det var helt tilfældigt, nævnte min eksmand: “Nå, ham var da ældre og havde en fin stilling – men nu går du så efter de unge, hva’?” Mine kinder brændte. Anton lod som om, han ikke hørte det, men jeg vidste, det gjorde ondt på ham. Mor prøvede at afspore samtalen ved at fortælle, hvordan jeg altid elskede at bage påskebrød. Men det gjorde det kun værre. Søstrene og onkel Lars fyrede løs med historier om mine gamle kærligheder, skolestreger og den gang jeg brændte hul i gardinet til en familiefest. Anton lyttede og smilede, men jeg kunne se, han følte sig som en fremmed.
Om aftenen var jeg ved at eksplodere. Jeg ville bare hive Anton med hjem. Men han, som om han mærkede mit humør, hviskede: “Det er okay, jeg klarer det. Din familie er… livlig.” Og dér gik det op for mig – han gjorde det for min skyld. Det gav mig mod. Da alle skålede endnu en gang, tog jeg ordet: “Tak, fordi I er her,” sagde jeg. “Men jeg vil gerne have, at I ved: Anton betyder meget for mig, og jeg er glad for ham. Så lad os nu bare holde påske uden at stille ham til regnskab, okay?” Mor nikkede, søstrene tav, og onkel Lars løftede glasset: “For en kvinde med forstand!”
Mod aften blev stemningen mere afslappet. Anton og jeg dansede endda til de gamle, sjove sange, Mille satte i gang. Jeg kom til at tænke, at selv om alt dette var lidt af et cirkus, så var det også en særlig aften med dem, jeg elsker. Ja, de kan være umulige, men de er min familie. Og Anton… han bestod prøven med ære. Da vi satte os i bilen for at køre hjem, så han på mig og sagde: “Ved du hvad, din mor har ret. Du er en pige, man ikke må skuffe.” Vi grinede, og jeg indså, at denne vanvittige dag faktisk havde bragt os tættere sammen.
Næste gang tager vi nok bare hen til mor på en rolig kop te – uden den store forsamling. Eller i hvert fald med et krav om, at søstrene holder deres vittigheder for sig selv. Men én ting er sikkert: Anton er hver en familiefest værd.
