Det var et stort fejl at lade min søsters søn bo i vores lejlighed – nu har jeg flere fjender i familien end naboer
Mette og hendes yngre søster Lisbeth kommer fra en lille provinsby i Sønderjylland, hvor alle kender alle, og nyheder spredes hurtigere end vinden. Søstrenes skæbner udviklede sig meget forskelligt.
Mette var skolens “stjerne” – hun tog studentereksamen med høje karakterer, flyttede til Århus for at læse på universitetet og mødte sin kommende mand. De blev gift og boede videre i byen, hvor de arvede en lille lejlighed.
Lisbeth blev hjemme i forældrenes hus. To ægteskere – begge endte i skilsmisse. Hun fik et barn med hver mand, men endte tilbage hos forældrene med sine to børn. Måske var det hendes temperament eller uheldige valg af mænd, men livet havde ikke været let for hende.
Mette og hendes mand havde også kæmpet. Penge kom og gik. Men stille og roligt byggede de et liv sammen. Først købte de et værelse, solgte det igen og investerede i en større lejlighed. Den skulle være et springbræt for deres søn, Emil, der studerede medicin. De drømte om, at han efter endt uddannelse og bryllup kunne flytte ind med kæresten og begynde sit eget liv.
Men planerne blev skudt i stykker.
Da Lisbeths søn, Mads, blev student, besluttede han også at flytte til Århus for at læse på erhvervsskolen. Han havde fået arbejde men havde ikke råd til husleje. Så Lisbeth, med sin sædvanlige bestemthed, bad sin søster om at tage sønnen ind “i nogle år”. Hun lovede, at han ville betale for udgifterne, finde arbejde, og at de selv ville hjælpe, så snart de kunne. Mette troede på det. Og sagde ja.
To år fløj forbi. Emil blev forelsket og friede til Sofie. Brylluppet blev planlagt. Mette advarede min nevø:
“Madser, til sommer skal du finde et andet sted at bo. Om efteråret flytter Emil og Sofie ind.”
Det lød rimeligt. Men så begyndte undskyldningerne.
“Jeg fik et nyt job, men lønnen er elendig…”
“Min kæreste venter barn…”
“Vi skal giftes snart…”
Mette og hendes mand gav igen efter. Han måtte blive til september. Men så skulle han ud, hvad enten han ville eller ej. Selv Lisbeth vidste det. Hun nikkede og sagde:
“Selvfølgelig skal vi hjælpe. Vi forstår godt situationen.”
Men sommeren gik. August kom. Lisbeth ringede:
“Vi har ingen penge til at hjælpe Mads. Min datter skal føde snart, hun har brug for dem. Desuden skal han giftes…”
Så kom bedsteforældrene på banen. De tiggede om forståelse.
“Det er din søsters søn! Familie er alfa og omega!”
Mette og manden bukkede endnu en gang under. De sagde: “Til november. Ikke længere.”
Vinteren kom. Bryllupper blev afholdt. Børn blev født. Men Emil og Sofie boede stadig hos forældrene. Og i “deres” lejlighed boede Mads med sin kone, Anne, og deres barn. Ingen tegn på, at de ville flytte.
Altid var der en ny undskyldning.
“Lønnen blev ikke udbetalt i tide…”
“Vi fandt en lejlighed, men den var forfældelig…”
“Jeg mistede min telefon og kunne ikke nå at svare…”
“Jeg blev alvorligt syg og var næsten indlagt…”
Mette ringede – uden resultat. En dag tog hun derud for at tale med dem – de lukkede ikke døren op. Selvom hun vidste, de var hjemme. Den næste gang tog hun sin mand med. Mads åbnede døren – og kastede sig over sin onkel med knyttede næver. Det var overMette indså, at familie ikke var en undskyldning for at blive behandlet som en pengeautomat, og hun valgte at sige farvel til dem, der kun tog uden nogensinde at give tilbage.
