Skygger fra fortiden: En drømmesynlig sandhed i landsbyen Høstmark
Jens følte sig syg. Han var ankommet til sin bedstemors hus i den lille landsby Høstmark, hvor luften bærede duften af vilde urter og minder fra barndommen. Han lå på den gamle seng og så bedstemoderen, Grethe Kirstine, ind i øjnene med en tung mine.
“Det er godt, jeg har dig, bedste,” hviskede han. “Jeg er alene her i verden. Måske er der ingen, der har brug for mig?”
“Hvad snakker du om, Jens? Er du blevet tosset?” udbrød bedstemoren og slog hænderne sammen. “Sådan en flot mand som dig – og ingen skal have dig? Enhver ensom kvinde ville kalde dig en gave fra oven! Bliv liggende, jeg henter lidt lindeblomsthonning hos fru Nielsen…”
Grethe Kirstine rystede på hovedet og forsvandt ud af døren. Jens lukkede øjnene og sank ned i en urolig søvn. Pludselig knagede døren, og lette fodtrin fyldte rummet.
“Bedste, er det dig?” Jens åbnede øjnene og satte sig brat op i sengen. Han kunne ikke tro, hvad han så.
Han havde hastet til Høstmark for at besøge bedstemoren. De sidste år havde han taget sig af hende alene. Hans forældre var altid optagede: faderen arbejdede stadig på skibsværftet, og moderen tilbragte timer i sommerhuset, plejende blomsterbedene. Hun besøgte kun bedstemoren én gang om måneden.
“Jeg er den eneste, der har tid,” sagde Jens med et smil. “Har stadig ikke fundet mig en kone, selvom jeg er syvogtredive. I andre er altid på farten eller i gang med renoveringer.”
“Bedstemoren elsker dig,” svarede hans mor. “Hun ved, du altid kommer med indkøb, hjælper med huset og tilbringer weekender med hende.”
“Ja, jeg holder af hende,” mindedes Jens varmt. “Som barn løb jeg rundt her hver sommer, men så kom militæret, jobbet, pengejagten… Nu må jeg give noget tilbage.”
“Det er godt nok, men hvornår finder du dig en kone?” insisterede moderen. “Det er på tide, Jens. Du bliver en gammel ungkarl.”
Jens kørte ad grusvejen, mens indkøbsposerne raslede i bagagerummet. Hans tanker vendte tilbage til ungdommen, da han i nabobygden Mosehøj blev forelsket i en pige – en simpel, men ægte landsbypige. Lise var tavs, med øjne der fortalte mere end ord. Deres sommeraftener var fyldt med hede kys og stjernetælling.
“Det var synd, det sluttede,” sukkede han. “Jeg drog i militæret, og hun havde pludselig en anden – en mand, der vendte hjem fra arbejde i udlandet og skabte en scene for hele byen. Åh, Lise…”
Ved vejkanten standsede han for en ung kvinde, der vinkede.
“Kører du til Mosehøj?” spurgte hun og kastede det mørke hår tilbage.
“Hop ind,” nikkede han.
Undervejen iagttog han hende i smug. Der var noget bekendt ved hendes træk – næsten som familie.
“Er du fra byen, eller er du på besøg?” spurgte han.
“Jeg kommer hjem,” svarede hun. “Jeg har lige bestået sygeplejerskeuddannelsen. Nu skal jeg bare slappe af. Selvom sommeren herude bare betyder arbejde. Men der er intet som hjemme – mor venter.”
Hun smilede, og Jens stivnede – det var Lises smil!
“Er du tilfældigvis Lises datter?” spurgte han forsigtigt.
“Jeg hedder Mette Toft,” svarede hun. “Min mor var Lise Møller, før hun blev gift.”
“Nå, ja, selvfølgelig,” mumlede han og mærkede hjertet hamre. “Det var din mor, jeg tænkte på.”
“Kendte du min mor?” Hun så forbløffet ud.
“Vi mødtes engang,” svarede han undvigende og lagde mærke til fødselsmærket på hendes kind – nøjagtig som hans eget.
“Hvor gammel er du, studerende?” spurgte han, som om det bare var en løs samtale.
“Snart atten,” lo hun. “Selvom jeg ser yngre ud.”
“Det vokser du fra,” svarede han og standsede bilen. “Ligner du din mor?”
“Nej, snarere min far,” sagde hun alvorligt, mens hun steg ud. “Men han havde ikke en lykkelig skæbne. Han døde, da jeg var ti. Nu er det bare mor og mig. Lykke varer ikke længe…”
Hun vinkede og gik mod huset. Jens sad længe og fulgte hende med blikket, mens han hvilede hænderne på rattet.
Bedstemoren så straks, at noget var galt.
“Hvad er der, Jens? Er du blevet syg? Skal jeg lave te med hindbær?”
“Nej, bedste, det er fint. Men… hvor er det gamle fotoalbum?” spurgte han pludselig.
“I kommoden på verandaen. Hvorfor spørger du?”
“Jeg har bare lyst til at mindes fortiden,” svarede han.
De bladrede sammen i albummet. Bedstemoren fortalte om naboer, venner og slægtninge. Da Jens tilfældigt spurgte om Lise, sukkede Grethe Kirstine.
“Efter du tog afsted, giftede hun sig hurtigt med sin Mads. Han elskede hende, men du var lige ved at ødelægge brylluppet, charmerende som du var,” smilede bedstemoren. “Pigerne var altid vilde med dig. Hvornår finder du dig dog en kone?”
“Men hendes mand døde, ikke?” spurgte Jens forsigtigt.
“For længe siden. Et stort sorg…” sagde hun og så skarpt på ham, før hun gik ud i køkkenet.
Hele dagen følte Jens sig rastløs. Pigen fra bilen forlod ikke hans tanker. Fødselsmærket, smilet, alderen – alt passede. Kunne hun være hans datter? Hjertet knugede ved tanken om, at Lise måske havde holdt sandheden skjult. Han bebrejdede sig selv for at have forladt hende dengang, i stedet for at kæmpe.
Næste morgen gik han direkte til bilen og kørte til Mosehøj. Lise hang vasketøj op i haven. Da hun så ham, standsede hun og løb ind i huset.
“Lise, kom ud! Vi skal tale!” råbte Jens med rystende stemme.
Hun standsede på trappen, gik langsomt hen til hækken og åbnede den.
“Lad os gå ned til æbletræerne, så Mette ikke hører os,” hviskede hun. “Hvorfor er du her, Jens?”
“Jeg bor hos bedstemoren i nærheden…” begyndte han.
“Du har været væk i årevis. Hvad vil du?” hendes øjne funklHun rørte ved hans hånd, og pludselig føltes tiden som en drøm, der aldrig var brudt.
