Skyggen fra fortiden kvæler os
Jeg er så træt af min mands ekskone! Hun har ikke fundet nogen siden deres skilsmisse. Hun er kun lige fyldt tredive, men det er, som om hun er besat af hævn. De har to børn sammen, og hun bruger dem til at ødelægge vores liv. Hun påstår, jeg stjal hendes familie, og gør alt for at splitte os ad. Hvordan? Gennem børnene! Hun ringer til min mand hver dag: »Børnene græder og kalder på deres far!« Hendes jalusi forgifter alt.
Men jeg tog ikke Anders fra hende. Vi mødtes i Aarhus, hvor vi arbejdede i samme firma. Jeg vidste, han var gift, og der var ikke mere mellem os end arbejdsrelaterede samtaler. Dengang var jeg sammen med en fyr, der altid var på farten. Jeg husker den julefrokost, hvor vi begge kom med vores partnere. Hans ekskone, Mette, opførte sig forfærdeligt: hun drak for meget, flirtede med andre mænd og lavede scener. Jeg var rystet.
Anders forlod hende kort efter. Jeg vendte også mit liv rundt på det tidspunkt: slog op med min kæreste, skiftede job og fik en forfremmelse. Anders, som havde sin egen lejlighed, flyttede rundt mellem lejeboliger, mens Mette troede, han bare »ville komme tilbage«. Men det gjorde han ikke. Vi begyndte at ses og giftede os senere.
Tre år er gået siden vort bryllup, men Mette holder ikke op. Hun kan ikke bare acceptere det selv – hun trækker også børnene ind i det. Deres datter er 9, sønnen er 7. De forstår allerede, hvad der foregår. Engang fortalte pigen Anders, at hendes mor havde tvunget hende til at græde i telefonen og sige, hvor meget de savnede ham.
Mette insisterer på, at han kun må besøge børnene hos hende. Hverken ude eller hos os – absolut ikke. Samtidig klæder hun sig udfordrende, praler foran Anders og lægger ekstra kræfter i sit udseende. Hun prøver at vinde ham tilbage, men forgæves. Anders fortalte, hvordan børnene, som angiveligt »savnede ham«, løb væk, så snart han kom: drengen gik ud for at lege, pigen låste sig inde med sin telefon. Imens leder Mette efter undskyldninger for at holde fast i ham: en utæt hane, et skab der skal flyttes. Hun lader ikke børnene komme til os og kalder vores hjem for et »bøllehul«.
Engang sov Anders efter en nattevagt. Hans telefon ringede utålmodigt. Jeg kiggede – det var Mette. Jeg besluttede at tage den, men tav. Pludselig hørte jeg en pigestemme: »Far, hvornår kommer du?« Jeg svarede: »Hallo?« Pigen blev forvirret og gav telefonen til sin mor: »Mor, der er en eller anden dame.« Mette brølede: »Hør her, hent min mand!« Jeg var målløs, men svarede: »Din mand? Jeg kender ham ikke – han er ikke her!« Senere klagede hun til Anders over, at jeg havde fornærmet hende.
Efter det begyndte underlige ting at ske. Min chef blev oversvømmet af opkald fra inkassofirmaer, der påstod, jeg havde enorme gæld, selvom jeg aldrig har taget lån. Så dukkede der en falsk profil med mine billeder op på en dating-side. Beskeder fra en »beundrer« begyndte at komme. Anders og jeg vidste med det samme, hvem der stod bag. Mette vil ikke holde tilbage for at splitte os ad.
Jeg har ikke noget imod, at Anders ser sine børn, men ikke på denne måde! Børnene skal ikke være brikker i hendes spil. Hvordan får vi Mette til at lade os være i fred?
