Mette og hendes mand Jesper sad ved middagsbordet i deres hyggelige hus i landsbyen Æblevang. I løbet af middagstimen bankede det på døren. På dørtrinnet stod Mettes gamle skolekammerat – Charlotte. Værterne vekslede et blik, og deres ansigter afspejlede forbløffelse. Charlotte kom sjældent på besøg, så hendes ankomst var en overraskelse.
“Kom ind, Charlotte,” sagde Mette og prøvede at skjule sin forvirring. “Du overrasker os virkelig med dit besøg.”
“Jeg vil ikke gå og vinde tid,” begyndte Charlotte, så snart hun var kommet indenfor. “Jeg tænker, I, ligesom mig, ønsker, at jeres børn er glade og har det godt…”
“Hvad du snakker om?” rynkede Jesper panden. “Sæt dig ned, Mette har lavet en lækker suppe – kom og spis med.”
“Min søn har besluttet sig for at gifte sig,” sagde Charlotte direkte og så på dem med beslutsomhed.
“Ej, hvor spændende! Men hvad har vi med det at gøre?” spurgte Jesper og lagde sin ske ned.
Mette og Jesper forstod ikke, hvor Charlotte ville hen, og spændingen i rummet steg.
Mette og hendes datter Freja gik ned ad landsbyens gade. Ved vejkanten stod to naboer og diskuterede over noget med stor iver. Da de så Mette, tav de og vendte sig mod hende, tydeligvis ivrige efter at høre nyheder om hendes rejse til deres ældste søn ved universitetet.
Efter at have hilst standsede Mette og Freja op og spurgte ind til naboerne, før de kort fortalte om barnebarnet og hans mor. Allerede da de skulle til at gå videre, kom en kvinde forbi. Hun smilede og sagde højt:
“Hej, gamle skolekammerat! Hvordan går det? Er alt godt? Kunne du ikke blive lidt og snakke med naboerne? Hvad skal du nå?”
Mette så ind i hendes mørke øjne, omkranset af lange vipper, og svarede med et lille smil:
“Jeg skynder mig hjem. Jeg har ikke set Jesper i tre dage – jeg savner ham.”
Charlotte sendte hende et hånligt blik:
“Nå, nå. Kærlighed kommer og går. Hvis du har brug for en skulder at græde på – så sig til.”
Mette smilede bare tilbage:
“Dit blik er fuldt af medfølelse, men jeg tror ikke på, at den er oprigtig…”
Hun og Freja fortsatte deres tur.
“Mor, hvorfor er den tante så bidende?” spurgte Freja. “Hun virker altid utilfreds med noget.”
“Det er bare hendes personlighed,” svarede Mette, selvom hun kendte den virkelige grund til Charlottes skarphed.
“Hun prøver altid at stikke til dig,” insisterede Freja. “Og du ved altid, hvordan du skal svare. Hvorfor opfører hun sig sådan?”
“Vil du høre sandheden?” grinede Mette. “Charlotte var forelsket i din far, men han valgte mig.”
Freja stivnede af overraskelse.
“Seriøst?! Han elskede jer begge og valgte dig? Hvorfor?”
Mette lo:
“Spørg din far…”
Om aftenen, efter middagen, satte Freja sig på sofaen ved siden af sin far, der så fjernsyn. Hun kurrede sig ind til ham og spurgte pludselig:
“Far, fortæl mig, hvorfor valgte du mor og ikke tante Charlotte?”
Jesper så forbløffet på sin datter, før han kiggede over på sin kone.
“Nå, fortæl hende det, hun er nysgerrig,” smilede Mette.
“Det var længe siden, men jeg husker den dag som var det i går,” begyndte Jesper. “Før nytår i skolen holdt de en fest for de ældre elever. Din mor spillede Snehvide, og Julemanden var min ven Mads, den højeste i klassen. Kostumet klædte din mor så godt! En blå kjole, der matchede hendes øjne, og en fletning ned til livet. Lige dér knækkede mit hjerte. Jeg vidste, jeg ville have hende ved min side resten af livet.”
“Men jeg var genert,” fortsatte han. “Jeg ventede på det rigtige øjeblik. Efter skolen kom jeg ikke ind på universitetet, men din mor tog til byen for at studere. Jeg gik rundt i landsbyen i håb om at se hende, når hun kom hjem i weekenderne. En dag så jeg hende komme ud fra en butik. Jeg samlede mod og gik hen til hende. Jeg sagde, jeg skulle i militæret. Jeg troede, hun ville afvise mig, men i stedet begyndte hun at græde.”
“«Så jeg ser dig ikke længe tid?» sagde hun. Jeg var lige ved at springe af glæde. Jeg tog hende i mine arme og hviskede: «To år går hurtigt. Skriv til mig, ring til mig, okay?» Hun nikkede, kyssede mig på kinden og løb hjem.”
“Tjenesten fløj forbi takket være hendes breve,” smilede Jesper. “Da jeg kom hjem, friede jeg straks, og vi blev gift.”
“Far, I har sådan en smuk kærlighedshistorie!” sagde Freja drømmende.
“Hey, det er for tidligt at tænke på bryllup endnu,” blinkede faren.
Freja grinede og løb ud af stuen.
Charlotte gik i samme klasse som Mette. Hun var robust med skarpe træk, mens Mette var spinkel men stærk. Mette havde tre brødre, og deres far lærte dem alle at træne. Mette trænede sammen med dem og kunne snart lave lige så mange armbøjninger som sine brødre.
Engang i idræt bad hun om lov til at vise hvad hun kunne – og imponerede alle ved at være lige så stærk som drengene. Derefter respekterede drengene hende, mens pigerne skjulte deres misundelse bag latter.
Mette var altid venlig og smilende, skændtes aldrig og svarede på spydigheder med vittigheder eller ordsprog.
I de højere klasser fik mange piger bejlere. Charlotte var forelsket i Jesper, sendte ham sedler og inviterede ham til fester. Men efter militæret friede han til Mette. Siden da havde der været en stille fjendskab mellem kvinderne.
Charlotte giftede sig dog med en anden klassekammerat og boede ikke langt fra Mette, der snart fik en søn. Årene gik. Mette fik tre børn, mens Charlotte ikke kunne blive mor. Lægerne sagde, der ikke var noget galt, men børnene udeblev. Charlotte spekulerede på, om det var pga. en ungdomssynd – en graviditet, der ikke blev båret til ende.
Det var uudholdeligt for hende at se, hvordan Mette fik børn uden besvær. Det drev dem yderligere fra hinanden. Men så fik Charlotte endelig en søn, Nikolaj, næsten samtidig med Mettes fjerde barn – Freja.
Drengene gik i samme klasse og blev venner. Da Freja var syv, fik Mette sin yngste datter.
For nylig kom Mette og Freja hjem fra et besøg hos den ældste søn.På vejen hjem mødte de Charlotte, der som altid ikke kunne lade være at give Mette en lille stikpille.
