“Forsvind herfra, grimme gamle mand!” råbte de efter ham, da de smed ham ud af hotellet. Først senere fandt de ud af, hvem han virkelig var men da var det for sent.
Den unge receptionist, Freja Nielsen, perfekt klædt og velplejet, blinkede overrasket med øjnene, da hun så manden på omkring tres år stå ved receptionen. Hans tøj var slidt, og der hang en skarp lugt omkring ham, men han smilede venligt og sagde:
“Unge dame, vil du være så venlig at give mig en suitesvite?”
Hans blå øjne funklede på en måde, der virkede bekendt som om Freja havde set det blik før. Men hun nåede ikke at finde ud af, hvorfra. Irriteret trak hun på skuldrene og rakte ud efter alarmknappen.
“Undskyld, men vi tager ikke imod den type gæster,” sagde hun køligt og løftede hagen.
“Hvilken type? Har I særlige regler for, hvem der må bo her?”
Manden så såret ud. Ikke en hjemløs, måske, men hans udseende var mildt sagt ikke imponerende. Han lugtede af noget ubehageligt, som om der lå en sild under radiatorerne i flere dage. Og så drømte han om en suite!
Freja fnøs og så ham spottende an: han havde ikke engang råd til det billigste værelse.
“Vær venlig ikke at spilde min tid. Jeg har brug for et bad og noget hvile. Jeg er træt. Der er ikke tid til diskussioner.”
“Jeg har allerede sagt det du er ikke velkommen her. Find et andet hotel. Desuden er alle værelser optaget. Beskidte gamle mand, tror han skal have en suite” tilføjede hun i en halvhøj hvisken.
Hans Kristian Vestergaard vidste udmærket godt, at der altid var mindst et værelse ledigt på dette hotel. Han ville protestere, men vagterne greb ham allerede, tvang hans arme ned på ryggen og skubbede ham ud på gaden. De udvekslede grin som om den gamle mand troede, han kunne leve som i ungdomsdagen, men havde misforstået situationen.
“Gamle mand, du har ikke engang råd til et budgetværelse. Skrid, før vi tæller dine knogler!”
Hans var målløs over deres frækhed. Gamle mand? Han var kun tres! Hvis det ikke var for den forbandede fisketur, ville han vise dem, hvem der var gammel! Han havde lyst til at lære dem en lektion, men han havde ikke kræfter til en konflikt. At blive involveret i slagsmål kunne føre til politiet, og det måtte under ingen omstændigheder ske. Han besluttede at bide det i sig og lovede sig selv: hvis han nogensinde blev hotellejer, ville han fyre sådanne vagter med det samme.
Forsøget på at komme tilbage endte med fiasko de jagede ham væk igen og truede med at ringe til politiet. Mumlende for sig selv gik han hen til en bænk i parken. Hvordan kunne det her ske? Han havde bare været på en rolig fisketur, og nu var alt gået galt. Fisken bed kun svagt kun småfisk, som han satte tilbage. Så begyndte det at regne, og på vej håbløst udglidte han ved søen og endte med at stå i vandet op til knæene. Han kom kun med besvær op igen, og nu var hans tøj dækket af mudder, og nøglerne var forsvundet.
Hans datter, til alt held, var på forretningsrejse, så der var ingen, der kunne lukke ham ind derhjemme. Hans Kristian var kommet for at besøge Mette og overraske hende, men det viste sig, at hun netop skulle på tur. Hvis han havde vidst det, ville han være kommet senere. Han havde taget fri specifikt for at tilbringe tid med hende og se, hvordan hun havde det.
“Far, undskyld, jeg efterlader dig alene. Jeg kommer tilbage så hurtigt som muligt, og du må ikke blive ked af det. Okay?” Mette krammede ham og gav ham et kys på kinden.
“Hvorfor skulle jeg blive ked af det? Jeg tager ud og fisker. Hvorfor tror du ellers, jeg kom?” grinede han.
“Jeg troede, du var kommet for at se mig,” sukkede Mette, men smilede straks hun vidste, han jokede.
Da han skulle ud til søen, tjekkede han ikke telefonen. Han overvejede ikke engang, at han kunne komme i sådan en situation. Han troede, han kunne vente på hotellet, indtil Mette kom hjem. Men nu blev han ikke engang lukket ind. Sådan noget var aldrig sket før. Hvad var det for en regel at dømme en gæst efter udseendet? Han var ikke fuld, ikke en omvandrende hjemløs bare kommet lige fra fisketur. Ja, han så ikke perfekt ud og lugtede lidt af fisk, men var det en grund til at være uhøflig?
Han rystede på hovedet, mens han stirrede på den afladte telefon. Han havde ingen venner eller familie i byen. At ringe efter en låsesmed ville ikke hjælpe: huset var i Mettes navn. Telefonen forblev tavs som en partisan.
“Hvad gør man så, gamle mand?” grinede han for sig selv. Sådan havde ingen nogensinde kaldt ham før. Gamle mand? Han var i sin prim! Hans medarbejdere ville blive chokerede, hvis de hørte det.
En fremmed kvinde, der satte sig ved siden af ham, afbrød hans tanker. En velplejet, venlig dame i halvtredserne rakte ham nogle varme tebirkes. Han takkede taknemmeligt og mærkede, hvordan sulten kneb i maven.
“Jeg har set dig sidde her hele dagen. Hvad skete der?”
Hans fortalte hende om sine oplevelser: fisketuren, regnen, de tabte nøgler og den lukkede hoteldør.
“Jeg finder dem nok ikke igen,” sukkede han. “De er sikkert faldet i vandet. Jeg troede aldrig, jeg ville ende sådan her. Alt på grund af folk, der kun ser på udseendet.”
Kvinden nikkede. Hun arbejdede i en bagerbutik i nærheden og havde lagt mærke til, hvordan han sad alene på bænken uden at lægge mærke til forbipasserende.
“Jeg kunne straks se, du ikke var en drukkenbolt,” smilede hun. “Du virker slet ikke sådan.”
“Gud forbyde det,” grinede Hans. “Man skal passe på sin helbred, især i min alder. Men i dag blev jeg kaldt ‘gammel’ og smidt ud af et hotel. Undskyld, Ellen, må jeg låne din telefon? Jeg skal finde et sted at overnatte. Jeg vil ikke ringe til Mette det er for sent, og jeg vil ikke uroe hende.”
“Hvis du vil, kan du blive hos mig. Jeg kan se, du er en ordentlig mand, der bare er havnet i en uheldig situation. Mit hus er lille, men der er plads. Du kan få et bad og hvile dig, og i morgen kan du roligt ringe til din datter.”
“Er det virkelig okay? Jeg er uendeligt taknemmelig! Jeg skal nok gengælde din venlighed!”
Hans var oprigtigt rørt. Ellen var den første person hele dagen, der havde vist ham medfølel
