– Du forstår, mor… Jeg fandt ham ikke! Han kastede sig ikke bare over mig, han kravlede op ad mine bukser og ind under min frakke! Jeg har aldrig oplevet noget lignende og ville aldrig have troet på det, hvis nogen havde fortalt mig det! Jeg forstår slet ikke, hvor han dukkede op så sent ved havnefronten? Sneen var faldet, så jeg kunne ikke undgå at bemærke ham… Men alligevel så jeg ikke, da han løb hen til mig. Han kravlede bare op, og det var det. Så… Jeg tog ham med hjem. Han kan blive til i morgen, og så finder vi hans ejer. Lyder det godt, mor? – den ældre kvinde Lise talte med en skyldbetonet stemme til sin endnu ældre og længe syge mor, mens hun lagde en ukendt, men meget livlig og ihærdig, netop bragt ind fra gaden stribet killing foran hende.
Mor svarede ikke. Hun havde i omkring et halvt år næsten ikke reageret på noget som helst. Intet skete, det var ikke en sygdom i hjernen eller hjertet… Det var en gradvis svækkelse af livsinteressen. Moren var ved at forlade denne verden. Lise forstod det og gjorde alt for at gøre hendes sidste tid så behagelig som muligt, hvis det overhovedet er muligt… Aldrig i sit liv havde Lise hentet en kat hjem. Og hun ville heller ikke have gjort det nu. Men denne stribede frækkert kravlede selv under Lises frakke og chokerede hende med sin uforskammede opførsel. Den uforskammethed afvæbnede Lise. Alle hendes argumenter om, at der var en syg mor derhjemme, orden og renlighed, forsvandt som dug for solen over denne uigenkaldelige virkelighed: under frakken, på Lises bukser, hang en killing tæt ind til hende.
Sådan kom hun hjem.
Og nu forsøgte hun at forklare moren, hvem dette var, og hvor han kom fra. Mor sov ikke. Hun stirrede, som sædvanlig, lige ud i luften… Det virkede, som om lyset i hendes øjne var ved at slukke for altid.
For blot et år siden havde Lises mor været en ret frisk, velsoigneret ældre dame. Hun elskede at læse, gik regelmæssigt til manicure og frisør, lavede lækre middage og glædede sig over sine voksne børnebørns succeser. Men så blev hun pludselig ramt af influenza, som vi alle oplever. Men helbredelsen var vanskelig og lang. Feberen forsvandt, men vanen med at ligge i sengen blev. Lise vidste ikke, hvordan hun skulle få hende til at overvinde det. Mor svandt ind for øjnene af hende.
Killingen fandt nogle varme, bløde hjemmesko på gulvet og slog sig ned i en af dem, som om den var lavet specielt til ham. Lise smilede, tog ham så op, vaskede, fodrede ham, pakkede ham ind i et varmt tæppe og faldt i søvn ved siden af ham. Om morgenen vækkede killingen hende et øjeblik før vækkeuret ringede. Lise smilede igen og tænkte, at hun skulle gøre en indsats for at finde en ejer til denne lille fund. Hun stod op, fodrede først killingen, derefter sin mor, spiste selv morgenmad og løb på arbejde.
Hele dagen spurgte hun venner og bekendte, om de havde brug for en killing? Men ingen svarede positivt. Det virkede til, at alle allerede havde katte.
“Nå ja… — tænkte Lise. — Jeg kan da ikke smide ham ud i vinterkulden. Han kan blive hos mig lidt endnu. Så må vi se…”
Om aftenen kom killingen hende i møde, da hun kom hjem fra arbejde. Lise bøjede sig ned til ham, og til hendes overraskelse stod han på bagbenene, som om han ville gøre det lettere for Lise at klappe ham!
– Du er simpelthen en vidunderlig skabning! – sagde Lise til ham.
Killingen svarede med en tilfreds spinden:
– Mjau-ja! Mjau-ja! Mjau-ja!
Det, der skete derefter, gjorde Lises ben helt bløde; hun måtte sætte sig ned i gangen. Hjertet bankede vildt og dog stille, som om det var bange for at forstyrre den utrolige scene.
Efter killingen kom mor pludselig ud fra køkkenet til hende i gangen! Mor! Hun var ikke i pyjamas, men iført sin hjemmejakke og forklæde. Hendes hår var endda sat, og hendes øjne strålede som i de gamle dage – før sygdommen!
– Lise, godaften! Maden bliver kold! Vask hænder og kom til bordet! – sagde mor i en sådan fart, som om det var hendes normale hverdagskommando.
– Ja… Ja… Nu, mor… – mumlede Lise, næsten ikke i stand til at tro det, hun oplevede.
Killingen spandt ved hendes fødder.
– Forresten, – sagde mor og pegede på killingen, – jeg gik i butikken efter mælk. Det viste sig, vi havde slet ikke mælk! Barnet er i huset, og vi har ingen mælk… Jeg købte også noget specielt foder og en bakke til ham. Han kan jo ikke leve udenfor, han er for lille. Og hvordan skulle han kunne være i huset uden en bakke? Du tænker slet ikke på noget. Du gik på arbejde og efterlod barnet uden en bakke og uden mælk. Lise! Hvorfor sidder du der? Maden bliver kold!
Lise stirrede målløst på sin mor, lyttede til hende og bemærkede ikke, hvordan hendes ansigt pludselig blev helt vådt. Ikke fra sneen, der stille dryssede fra den høj himmel og dækkede hendes frakke og hat, da hun kom ind ad døren. Men fra tårer, der blot strømmede ned af hendes kinder… Efter fortvivlelse, efter mors apati, efter følelsen af hjælpeløshed…
Og kun den stribede frækkert fortsatte sin triumferende sang:
– Mjau-ja! Mjau-ja! Mjau-ja!
Mor blev pludselig helt rask. Og nu glæder Lise sig, når moren skælder hende ud for et eller andet. “Skæld mig ud, mor, skæld mig ud! Bare du ikke dør, min kære!” – tænker hun hver gang og klapper den store, selvsikre kat, der voksede op fra den lille killing, der kom ind i hendes liv midt om vinteren. Under frakken.
– Utroligt! Hvem kunne have troet, at du ville bringe mor tilbage til mig! – siger Lise til katten. – Engel, min lille skat!
– Mjau-ja! Mjau-ja! Mjau-ja! – svarer den frække kat. Med navnet Engel.
