**Først cremen, så alt det andet**
Jeg har kendt Mads i femten år. Men vi blev først rigtig venner for et par år siden, da vi begge blev skilt næsten på samme tid. Hans andet ægteskab endte med høje dørsmæk og skænderier. Mit – mere stille, men stadig fuldt af omskælvninger. Vi drak ikke ossel i sorg, men trampede i stedet på vores cykler langs kajerne og gennem skovstierne. Cykler, sved og vind i ansigtet. Venskab mellem mænd handler ikke om alkohol, men om længslen efter frihed. Den slags, hvor du ikke skal stå til regnskab for nogen, forklare dig eller slæbe på rygsækken af andres forventninger.
Vi tabte os begge. Maven, der før hang pænt over bæltet, var væk. Frihed helbreder også mavefedt. En varm juliaften cyklede vi gennem parken. Pludselig slap Mads styret, strakte armene ud, kastede hovedet tilbage og råbte over hele plænen:
**”FRIHED!”**
De gamle damers hunde gik i panik. Og han? Han grinede. Så lykkelig, at det næsten gjorde ondt.
Sådan levede vi i et år. Ensomme, tilfredse, slanke og uden forpligtelser. Men en dag besøgte jeg Mads. Han havde fået en ny cykel og ville prale med den. Jeg rørte ved rammen, drejede styret, fik olie på hænderne og gik på badeværelset for at vaske dem. Mens jeg skrubbede, faldt mit blik på en lille pink dåse med en forgyldt låg. Creme.
**”Mads!”** råbte jeg. **”Hvad er det her? Bruger du creme?!”**
Han grinede, som en mand der er ved at blive taget på fersk gerning.
**”Det er Annikas. Hun lod den ligge, så hun ikke skal slæbe den frem og tilbage.”**
**”Annikas? Hvem er det?”**
**”Åh… Har jeg ikke fortalt dig om hende?”**
Selvfølgelig havde han ikke det. Og det var en fejl.
Som det viste sig, havde han mødt en pige for en måned siden. Annika, jurist, karrierekvinde. Smuk, intelligent, charmerende. Hun overnattede hos ham nu og da. Lod cremen blive. Kun en. Indtil videre.
**”Så er det begyndt,”** sagde jeg.
**”Hvad er begyndt?”**
**”Forstår du ikke? Det er som i ‘Alien’. Først er der et foster i kroppen. Så vokser det og æder dig indefra. Den creme er fosteret.”**
Mads viftede det væk. Men jeg vidste, hvad jeg talte om. Kvinder haster ikke. De handler elegant. De stormer ikke ind med skrig og kufferter. De placerer en lille dåse. Så en børste. Så en hovedpude. De venter, til du slapper af. Og før du ved af det, er dit badeværelse fyldt med pink, din altan med flyttekasser, og dit hjerte med uro.
Senere inviterede Mads mig hjem. Jeg skulle møde Annika. Hun var overraskende behagelig. Med øreringe, en pæn frisure og et smil, der var svært at modstå. Hun havde bagt en ananas-pizza – et diskutabelt valg, men smagte fint.
Jeg gik på toilettet igen. Der stod nu en pink børste og håndcreme. Øreringene hvilede fredeligt i sæbeskålen. Jeg så mig selv i spejlet:
**”Det er slut, min ven. Du er smittet.”**
En måned senere foreslog jeg Mads en tur på vores yndlingsrute. Han undskyldte sig. Jeg dukkede op for at hive ham ud af huset. Han åbnede døren i badekåbe, søvnig.
**”Jonas, du kunne lige have ringet.”**
Annikas stemme lød inde fra stuen:
**”Mads, hvem er det?”**
Han svarede:
**”Jonas… pumpen… han kom forbi…”**
Jeg gik ind for at vaske hænder – og vidste det med det samme: Det var forbi. De mandekære produkter – barberskum og aftershave – var presset i hjørnet. Alt andet var flasker, tupper, dufte. Og på vasken lå hendes øreringe. Ikke som gæster, men som herskere.
Jeg gik i tavshed.
Et par uger senere bad han mig om hjælp til at samle et skab. Vi ryddede, flyttede møbler. Annika kommanderede:
**”Så, det her skal smides ud. Nej, også det der! Bøgerne derhen!”**
Mads prøvede halvhjertet at protestere – hun trådte over hans ord som over en tabt sok.
**”Du, har du brug for en cykel?”** spurgte hun mig. **”Den fylder bare på altanen.”**
Så vidste jeg det helt sikkert. Mads’ frihed var død. Den var væk. Først en lille creme. Så hele hjemmet. Så altanen. Så hjertet.
Mænd! Hvis I holder af jeres uafhængighed – lad ikke kvinder trænge ind i jeres liv. Ikke en millimeter. Det starter med en “uskyldig” creme. Og ender med, at I ikke engang ved, hvem I er, hvor I kommer fra, eller hvorfor der hænger en blonderbesat badekåbe i jeres skab.
Et år gik. Mads og jeg skrev sjældent. Jeg cyklede alene. Det var ensomt. Men jeg havde det vigtigste – friheden.
Så mødte jeg Mette. Alt fulgte mønsteret. Hun er sød, rar, kræver ingenting. Kun én gang, sagte, næsten hviskende:
**”Må jeg lægge min creme her? Så jeg ikke skal slæbe den med?”**
Jeg sagde ikke nej. For jeg var forelsket.
Nu er det for sent. Virussen er i systemet.
Og jeg kan mærke, mit fald er nær.
Tilgiv mig, brødre.
Farvel.
