**Forligelseskagen**
— Mette, jeg sværger, hvis den Henrik Jensen banker i loftet én gang til, sagsøger jeg ham for chikane! — Anders stod i entréen og hevdede vredt hundeaftryk af linoleumgulvet. Hans stemme dirrede af arrigskab, og t-shirten var gennemblødt af sved, trods den kølige aften. Trofast, der skyldbevidst logrede med halen, tyggede på en gummiand ved døren.
— Anders, rolig, børnene sover, — Mette, der sad på sofaen med strikketøj, gned træt sine tindinger. Hendes pinde stod stille, og på hendes skød lå en halvfærdig babyhue. — Og ikke en retssag, det er for meget. Han er bare… påtvær. Jeg snakker med ham, prøver at forklare.
— Forklare? — Anders smed kluden i spanden, hans øjne lynede. — I går råbte han i opgangen, at Trofast “stinker” og “ødelægger hans blomster”! Mette, vores hund går ikke engang på bedene!
— Det ved jeg, det ved jeg, — Mette lagde strikketøjet væk, hendes stemme var blid men anspændt. — Men han er nabo, Anders. Hvis vi starter en krig, bliver det et mareridt. Jeg bager en kage, prøver at blidgøre ham.
Anders fnøs og så på Trofast, der havde tabt gummianden og nu slikkede gulvet.
— En kage? — han rystede på hovedet. — Okay, prøv. Men hvis han klager til boligforeningen igen, kan jeg ikke stå inde for mine handlinger.
Mette og Anders, et ungt par med to børn — otteårige Emil og seksårige Freja — havde boet i femetagen i fem år. Da de fik Trofast, drømte de om sjove gåture og barnligt latter, men den pedantiske overbo, Henrik Jensen, erklærede hvalpen krig. Nu var deres opgang en arena for nabostrid, og deres hjem lugtede ikke kun af hundehår, men også af klager.
—
Det startede en uge efter Trofast kom hjem. Mette, der kom hjem fra morgenlufttur, bemærkede, at gerberaerne i krukkerne ved opgangen, som Henrik Jensen vandede med manisk nøjagtighed, var nedtrampet. Hun troede, det var børn fra gården, men om aftenen bankede det på døren. Henrik Jensen stod på dørtærsklen — mager, i en stryget skjorte, med notesbog og kuglepen som en detektiv på job.
— Mette, er det din hund, der har ødelagt mine gerberaer? — hans stemme var tør, og brillernes glimtede i det svage lys. — Jeg har dyrket dem i tre år, og nu er de kun mudder!
— Henrik, undskyld, — Mette blev forvirret og holdt Trofast i halsbåndet. — Men han er altid i snor, vi passer på ham. Måske er det en anden?
— En anden? — Henrik kneb øjnene sammen og skrev noget i notesbogen. — Opgangen stinker af hund, der er poteaftryk på hver etage, og du siger “en anden”! Fjern hunden, ellers klager jeg!
Mette tvang et smil frem og lukkede døren. Trofast, der ikke forstod noget, stødte sin snude mod hendes knæ. Om aftenen fortalte hun Anders om det, mens han skrællede kartofler i køkkenet.
— Er han blevet sindssyg? — Anders smed kniven, hans ansigt blev rødt. — Trofast gør ikke engang i opgangen! Vi skal tale med ham, Mette, uden pynt.
— Lad være, — Mette rystede på hovedet og rørte i suppen. — Han er ensom, han kritiserer af kedsomhed. Jeg prøver at blidgøre ham med en kage.
—
Næste dag bagte Mette en æblekage med kanel og bankede på hos Henrik Jensen. Døren åbnede, og hun blev mødt af en duft af møbelpolitura og steril orden: ikke et støvekorn, ingen overflødige ting, bare violetkrukker på vindueskarmen, en gammel radio og en perfekt redt sofa.
— Henrik, jeg har bagt en kage til dig, — Mette smilede og rakte en indpakket kage i folie. — Kan vi snakke om Trofast? Han er ikke skyld i blomsterne, vi passer på ham.
— Kage? — Henrik kneb øjnene sammen men tog kagen og snusede til den som en detektiv. — Smart, Mette. Okay, kom ind, men kort. Din hund gør om morgenen, sviner i opgangen, stinker. Det er uacceptabelt!
— Han gør næsten aldrig, — Mette talte blidt og satte sig på kanten af en stol. — Og vi fjerner aftrykkene. Måske er det børnene? Eller en anden, der har ødelagt blomsterne?
— Børn? — Henrik fnøs og noterede noget. — Børn har ikke poter. Fjern hunden, ellers gør jeg noget ved det.
Mette gik, følte at kagen ikke hjalp. Om aftenen dukkede der en seddel op i opgangen, skrevet med flot håndskrift på A4-papir: “Bed om at fjerne hunden fra opgangen! Den ødelægger blomster og forstyrrer orden! H.J.”. Anders, der så den, blev rød og rev sedlen ned.
— Det er krig, Mette! — han pegede på papiret. — Jeg går derop og siger ham sandheden!
— Anders, lad være, — Mette greb hans hånd, mens han tog sko på. — Vi prøver igen. Hvis det ikke virker, finder vi en løsning.
—
Ved ugens slutning var situationen uudholdelig. Henrik Jensen bankede i loftet hver gang Trofast gjorde, selvom det var en kort gøen på en dørklokke. Han satte nye sedler op: “Hunden stinker!”, “Poteaftryk er ikke tilladt!”, og en dag ringede han til boligforeningen og klagede over “usundhed og helbredsfare”. Mette, der kom hjem fra en tur, fandt ham i gang med at måle poteaftryk i opgangen med en lineal, som om han samlede beviser.
— Henrik, hvad laver du? — hun standsede og holdt Trofast i snor, som glad strakte sig mod naboen.
— Samler beviser, — han rettede på brillerne. — Disse aftryk er fra din hund, fem centimeter i diameter! Jeg tager billeder og sender dem til boligforeningen!
— Det er ikke Trofast, — Mette hævede stemmen, hendes tålmodighed slap op. — Hans poter er mindre, han er en hvalp! Og han tramper ikke på blomster, vi går i gården!
— Ikke ham? — Henrik fnøs og skrev i notesbogen. — Hvem så? Et spøgelse? Fjern hunden, ellers går jeg til domstol!
Mette gik hjem, kogende af vrede. Anders, der hørte historien, smadrede avisen på bordet.
— Det er ikke sjovt længere, — han sprang op. — Jeg går derop og siger ham noget! Eller sagsøger ham for bagvaskelse!
— Anders, slå koldt vand i blodet, — Mette holdt ham tilbage, mens han ledte efter jakken. — Vi finder en løsning. Uden skandaler.
—
Næste dag besluttede Mette at tale med Henrik Jensen igen. Hun bagte en kage med rosiner og bankede på,Henrik Jensen tog en bid af kagen og mumlede undskyldende, inden han endelig indrømmede, at det måske var hans egen kat, Mikkel, der havde ødelagt blomsterne hele tiden, og med et lettet smil lovede han at holde bedre øje med sin egen krusedulle i fremtiden.
