Hey, du, jeg skal lige fortælle dig, hvad der gik ned hos os forleden. Så min svigermor, Karen, begyndte at blande sig og prøvede at stjæle min mand Gerts opmærksomhed fra mig, mens jeg var gravid. Hun sagde til mig: Din mor siger, at du er blevet mærkelig. Jeg sukkede bare og svarede med et lille fnys: Åh, din mor siger. Det mindede mig om den seneste skænderi, vi havde. Jeg kunne næsten ikke forstå, at hun ville finde på at fortælle mig, at jeg havde været grov, bare fordi hun begyndte at snakke om sit triste liv igen for femte gang i træk.
Jeg forsøgte at skifte emnet på en høflig, men fast måde: Karen, lad os venligst tale om noget andet. Hun var lige ved at falde i en gammel fortælling om sine for tidligt fødte børn, når jeg sagde: Jeg vil bare støtte dig, sagde hun. Jeg svarede: Tak, men jeg har ikke brug for støtte fra nogen med empati som en brødkrumme. Hun begyndte at få tårer i øjnene og spurgte, om jeg kaldte hende dum. På et normalt tidspunkt ville jeg have prøvet at dæmpe stemningen, måske ved at finde på en undskyldning om et vigtigt arbejdskald, men mine hormoner var allerede i fuld gang. Det er mærkeligt, hvordan graviditeten kan omrokere hele kroppen og sindet.
Om fem måneder var jeg ikke længere den blide og tålmodige Rikke, men en kvinde, der rullede ærmerne op og spurgte direkte: Hvad vil du have, at jeg kalder dig, når du allerede har sagt 300 gange, at jeg ikke vil tale om dine mislykkede fødsler? Jeg har en ven, der er højfunktionel autist, så jeg ved, at det er helt absurd at diskutere sådanne ting med en gravid kvinde det er ren idiotisk.
Jeg sagde til hende: Du tror, jeg er dum, men du hører slet ikke på mig. Så smækkede jeg døren, trak vejret dybt ind, og smilede til mig selv, som om det var den mest befriende handling. Jeg håbede, at hun ville holde sig væk i et par uger, helst for altid. Men det skete ikke.
Gert, min mand, sad stille ved middagsbordet, tydeligt optaget af sine tanker. Jeg prøvede at småsnakke, men han svarede kun kort, som om hans hjerne var et andet sted. Jeg spurgte, hvad der var galt, men han sagde bare, Alt er fint. Jeg tænkte straks på, at hans mor havde rodet i min dag, men jeg kunne ikke se forbindelsen. Jeg antog bare, at han var stresset på arbejdet eller havde noget, han ikke ville dele.
Et par dage senere tog Gert ordet og sagde: Rikke, har du hørt om efterfødselssorg? Den kan også ramme gravide, ikke? Jeg fnøs: Det kaldes nok ikke efterfødselssorg, men jeg er ikke en deprimeret person, vel? Jeg sagde, at jeg ville gå til en psykiater, hvis han ville med mig og forklare, hvorfor jeg tror, han ser depression i mig.
Jeg kom så rundt til den gamle din mor siger linje igen: Din mor siger, du er blevet mærkelig. Jeg gentog med et fnys, og så mindedes jeg skænderiet, hvor Karen anklagede mig for at være uhøflig, fordi jeg havde nævnt hendes triste fortid.
Jeg sagde til Gert: Hvis nogen skal til psykiateren, så er det din mor. Hun har altid en historie klar, som hun bruger til at give råd om ansigtsmasker eller sende pakker til forkerte adresser. Gert gik i stå, for han forstod ikke, hvad jeg mente. Jeg forklarede, at Karen havde købt den samme hårmaske, jeg brugte, og så beskyldte mig for at have anbefalet den forkert. Jeg viste ham min telefon, hvor jeg havde en samtale med Karen om en forsendelse, så han indså, at jeg faktisk havde sendt den rigtige adresse.
Han sagde: Okay, jeg forstår. Undskyld, jeg stolede for meget på min mor. Vi talte om, hvordan hun altid ville bringe sit eget traume op, selvom jeg også havde mine egne bekymringer som kommende mor. Gert indså, at han havde ladet sin mor påvirke vores forhold, og han gik op til sin mor for at sætte grænser.
Karen var så træt af vores konflikt, at hun besluttede, at hun ikke længere ville se os. Det var en lettelse for mig, for hendes konstante klage og forsøg på at male mig i et dårligt lys var ved at knuse mig. Familien på Gerts side talte videre om, at han byttede sin mor ud med en anden kvinde. Gert svarede bare med et sarkastisk grin: Min barns mor er jo min egen, så det giver alligevel ingen mening.
Det er bare så typisk, at en mor ikke vil dele sin søn med en anden kvinde. Hun endte med at miste ham helt. Så er der ingen grund til at skulde både mig og ham for det.
Nogle slægtninge klagede, at vi ikke lod Karen se vores lille dreng. De sagde, at den eneste glæde for en bedstemor er at forkæle sit barnebarn, men så er de selv tilsyneladende udenfor spillet. Jeg svarede: I kan lige så godt holde jeres egen familie i ro, hvis I vil have et stærkt ægteskab. Gert synes at nyde de små krige i smser med familien.
Han indså, at hans mor var ubehagelig, men kunne ikke gøre mere. Så han holdt fast i grænsen, slukkede kontakten og stoppede al hjælp fra hende. Det betød, at den lille dreng voksede op i ro og fred, og vi forsøgte at holde den stemning så længe som muligt, helst hele hans tidlige barndom.
Når han bliver skolealder, vil vi lære ham både at tale og at svare korrekt på de snavsede kommentarer fra de kloge slægtninge. Vi har også selv lidt tandproblemer efter graviditeten, men både Gert og jeg er fast besluttede på at holde humøret højt. Sådan er livet vi har lært at slippe de giftige mennesker og nyde vores lille familie i fulde drag. Håber du kan mærke den samme hygge, når du tænker på det. Vi ses!
