I en lille by, omgivet af mørke fyrreskove og grå marker, hvor vinden blæste tørre blade ned ad gaderne, strømmede livet langsomt som en å i lavningen. Tæt på slutningen af arbejdsdagen ringede Mortens telefon. Melodien, valgt af hans kæreste Freja, brød stilheden. Han svarede og hørte hendes stemme:
“Morten, jeg er på skønhedsklinikken. Kom og hent mig, du ved hvor.”
“Okay, jeg er der snart,” svarede han kort og lagde på.
Morten vidste, at Freja brugte mindst to timer på klinikken, så han skyndte sig ikke. Efter arbejde parkerede han bilen udenfor klinikken og besluttede at fordrive tiden i en café i nærheden.
“Hun ringer, når hun er færdig,” tænkte han, mens han satte sig ved et bord. Servitoren tog straks hans ordre.
Han spiste, scrollede gennem nyheder og så et par videoer, men Freja ringede stadig ikke. “Hvor meget mon hun bruger i dag?” gik det gennem hans hoved. Selvom det ikke var hende, men hendes far – en indflydelsesrig forretningsmand – der betalte. Freja sparede aldrig.
De havde været sammen i syv måneder, og nogle gange boede de sammen i hans beskedne toværelses. Men når Freja kørte træt i hans “små forhold”, tog hun hjem til sine forældres luksusvilla udenfor byen. Enebarnet fik alt, hvad hun pegede på. Hun havde introduceret Morten for sine forældre, men hendes mor, Helle, så ned på ham. En almindelig programmør på 27 år – hvad kunne han byde på? Freja havde formodentlig overbevist moren om ikke at blande sig, så hun forblev kølig men uden direkte angreb. Morten følte sig som en fremmed i deres hjem.
Selv begyndte han at forstå, at Freja ikke var den, han drømte om. Men tanken om ægteskabet forlod ham ikke, især ikke efter hendes fars ord: “Gør min datter lykkelig, og du bliver rig. Gør hende ulykkelig, og du kommer til at fortryde det.” Budskabet var klart.
Freja var lunefuld men utroligt smuk. Morten forstod ikke, hvorfor hun brugte så lang tid på klinikken – hun var allerede perfekt. Intelligent, med humor, men arrogant og forkælet af sin fars penge. Aftenen før havde hun sagt:
“Morten, om ti dage flyver vi til Maldiverne. Far betaler. Jeg er træt, jeg har brug for ferie.”
“Hvad er du træt af? Du arbejder jo ikke,” svarede han forundret.
“Far ordner din arbejdssituation, bare rolig.”
Hendes ord irriterede ham. Deres forhold blev mere og mere kompliceret. Morten følte, at de kom fra forskellige verdener, men han overvejede stadig at gifte sig med hende. Mens han tænkte over sin kaffe, hørte han pludselig en stemme:
“Morten, er det dig?” Manden overfor smilede som til en gammel ven.
“Jesper?” Morten sprang op og genkendte sin barndomsven. “Jeg tror mine øjne ikke! Hvor lang tid er der gået, tolv år?”
“Du er blevet en mand, min ven!” Jesper klappede ham på skulderen. “Ser imponerende ud.”
“Og du er ikke dreng længere,” grinede Morten. “Hvad laver du her?”
“Venter på min søster, Emma. Hun går på musikkonservatoriet, sidste år. I aften er der koncert, men jeg kan ikke klare klassisk, så jeg kom herind,” smilede Jesper.
“Emma? Hvordan har hun det?” blev Morten levende.
“Et stort talent! En simpel pige fra landet, men hun kom ind på konservatoriet helt på egen hånd,” sagde Jesper stolt.
“Jeg vil gerne se hende!” udbrød Morten.
“Jeg ringer til hende om en halv time, så kører vi og henter hende. Hvis du ikke har noget i vejen, så kom med. Er du alene?”
“Jeg venter på Freja, min forlovede. Hun er på klinikken, kommer snart.”
“Perfekt, så kommer Emma og jeg,” sagde Jesper og gik, efter at have lovet at vende tilbage.
Morten fordybede sig i minder. Somre hos bedstemor på landet, hvor Jesper og Emma boede. Deres gård med æbletræer, søen, åen. De fiskede, stegte fisk over bål, sang til guitar. Emma, den spinkle pige med mørke fletninger, var hans første kærlighed. “Hvordan mon hun ser ud nu?” tænkte han, uden at bemærke sit eget smil.
“Det er dumt at smile til ingenting,” lød Freyas stemme.
“Endelig,” sagde Morten og målte hende med blikket, mens han spekulerede på, hvad der havde ændret sig i de tre timer på klinikken.
“Hvordan ser jeg ud?” spurgte hun koket.
“Fint,” svarede han.
“Fint?!” blev hun fornærmet. “Ved du, hvor meget denne manicure og hudbehandling koster? Jeg er umulig at modstå, ikke?”
“Som altid,” nikkede Morten for at undgå diskussion.
“Vi kører hjem til mig, der er gæster, de venter,” erklærede hun.
“Jeg kan ikke, jeg har aftalt at mødes med mine barndomsvenner. De kommer snart.”
Freja blev sur og var klar til at lave en scene, men Jesper og Emma kom ind i caféen. Hun løb hen til Morten og krammede ham:
“Morten, hvor længe siden! Du er blevet så voksen, en rigtig mand!”
Han stivnede, overvældet af hendes skønhed – let, luftig, med varme brune øjne. Han ville ikke slippe hende, men Freja sagde køligt:
“Hej.”
“Det her er Freja, min forlovede,” skyndte Morten sig at sige. “Og det er Jesper og Emma.”
“Hej, smukke,” smilede Jesper.
De tre snakkede om fortiden, mens Freja tav og demonstrativt ignorerede dem. Morten mindedes somrene, æbletræerne, søen.
“Bedre på Maldiverne under en parasol,” afbrød Freja. “Og fars pool er større end jeres sø.”
“Er der fisk i den?” drillede Jesper.
“På de restauranter, hvor jeg spiser frisk fisk,” snappede hun.
Samtalen døde. Emma foreslog:
“Morten, kom til os på landet.”
“Det gør jeg,” svarede han og så på Freja. “I weekenden.”
Freja erklærede:
“Fint, så tager jeg med til den hulens.”
“Lad være,” rynkede Morten panden. “Der er myg, skov, sø. Du vil dø af kedsomhed.”
“Jeg tager mineralvand med, der er ikke rent vand derude,” mumlede hun.
“Og en biotoilet med mikroovn,” drillede han.
På landet blev de mødt med varme. Bordet var dækket under æbletræet, der blev grillet. Morten følte sig levende, som i barndommen. Freja brokkede sig:
“Morten, græsset stikker mine fødder. Kødet lugter mærkeligt. Jeg er blevet bidt af en myg. Solen skinner i øjnene!”
“Hold op, Freja”Og med et let pust af lettelse så han fremtiden klare for sig selv hos Emma, hvor livet føltes ægte og varmt.”
