Forskellige mennesker Igors kone var noget for sig selv – smuk som få: naturlig blondine med sorte øjne, former de fleste kun drømmer om, lange ben. Og i sengen – et sandt ildhav! Først var der bare passion, man tænkte ikke så meget. Så kom graviditet. Selvfølgelig, så blev de gift, som man nu gør. De fik en søn, lige så lys og sortøjet som moren. Og alt var, som det plejer: bleer, de første skridt, de første ord. Jana opførte sig helt normalt, nussede om barnet som enhver anden ung mor. Da sønnen kom i puberteten, begyndte det – Jana kastede sig over fotografi. Alt skulle fotograferes, hun tog kurser, gik konstant rundt med kameraet. – Hvad mangler du egentlig? spurgte Igor. – Du arbejder som jurist, gør nu bare det. – Som jurist, rettede Jana stille. – Ja, ja. Giv nu familien noget mere tid, i stedet for at rende rundt alle mulige steder. Han fattede ikke selv, hvad der irriterede ham. Hun forsømte jo ikke hjemmet: maden var lavet, der var rent, sønnens skole var på skinner – manden kom hjem fra arbejde, smed sig på sofaen foran TV’et, som det sig hør og bør. Men han blev alligevel gal over, at det føltes, som om konen forsvandt hen til noget, hvor han ikke havde adgang. Hun var der, men alligevel ikke. Aldrig så TV med ham, aldrig diskuterede noget spændende. Hun gav ham mad – og var væk igen. – Er du gift eller ej? rasede Igor, da han endnu en gang opdagede hende bag computeren. Jana svarede ikke. Lukkede sig inde i sig selv. Hun begyndte også at rejse til eksotiske lande. Tog fri og drog afsted med rygsæk og kamera. Igor forstod det ikke. – Kom nu med til sommerhuset sammen med vennerne! De har lige fået lavet sauna og deres hjemmebrændte er fantastisk. Det er på tide, vi selv får os et lille sommerhus. Jana sagde nej, men inviterede ham med på sine rejser. Han prøvede én gang – men det var slet ikke hans stil! Alt var fremmed, man kunne ikke forstå sproget, maden var latterligt stærk. Og de smukke landskaber sagde ham ingenting. Så drog Jana afsted alene. Hun sagde sit job op. – Hvad så med pensionen? brokkede Igor sig. – Hvad bilder du dig ind? Tror du, du er nogen stor fotograf? Aner du, hvor besværligt det er at slå igennem på det marked? Jana svarede ikke. En gang hviskede hun dog: – Jeg får min første udstilling… min egen, personlige. – Udstilling. Det kan enhver da få, fnøs Igor. – Sikke et kunststykke. Han gik alligevel med til ferniseringen. Forstod ikke en brik. Mennesker, der ikke engang var kønne. Ældre hænder, måger over vandet. Mærkeligt – som Jana selv. Han grinede af hende bagefter. Men så købte hun Igor en bil. En familie kunne jo bruge en ordentlig bil, sagde hun. Hun havde tjent pengene selv, løbet i byen på foto-opgaver. Der blev han bange. Utryg. Hvilket væsen var det, han havde i huset – i stedet for den kone, han mente, han kendte? Hvorfra kom de penge? Andre mænd måske? Det kunne ikke passe, man tjente så meget på lidt pjat med et kamera. Var hun utro? Hvis ikke endnu, så blev hun det sikkert. Han prøvede at sætte hende på plads – gav hende en let lussing. Men hun snuppede hurtigt en køkkenkniv, skar ham over maven, så han måtte syes. Heldigvis ramte hun ikke rigtigt. Hun bad om tilgivelse bagefter. Men han slap aldrig sine hænder fri derefter. Hun elskede katte, samlede på dem, hjalp dem, plejede dem, fandt hjem til dem. De havde altid to katte selv. Sødme og kærlighed – men det er jo ikke mennesker! Hvordan kan man da holde mere af dyr end af sin mand? En dag døde hendes ene kat. Hun kunne ikke redde den – den døde i hendes arme på klinikken. Jana gik fuldstændig i sort – græd, drak, bebrejdede sig selv. Det stod på i dage. Igor blev træt, råbte: – Husk nu også at sørge over kakelakkerne! Hun gav ham et tungt blik, han tav og gik. Lad hende gøre, hvad hun ville. Vennerne havde ondt af ham, konens veninder holdt dog med Igor. Alle sagde, at Jana var stukket helt af, havde mistet forstanden. Så fandt han trøst hos nabokonen – hendes barndomsveninde Irina. Irina var nemmere at forstå – hun arbejdede som ekspedient, gik ikke op i kunst, var altid klar til sex og snak. Hun drak meget, men hvad gør det – han havde jo ikke tænkt sig at gifte sig med hende… Igor ventede på, at Jana ville bemærke, blive vred, lave jalousidrama, kaste med porcelæn. Så kunne han sige: “Hvad med dig? Hvor forsvinder du altid hen?” Så kunne de tilgive hinanden og familien blive normal igen. Så kunne han droppe Irina. Men Jana sagde intet. Hun så bare ikke godt på ham. Og i soveværelset blev alt værre. Hun trak sig bare sammen, hver gang Igor ville noget. Flyttede ind i et værelse for sig selv. Sønnen blev voksen, uddannet fra universitetet. Ligesom sin mor: sortøjet, lys, sær. – Hvornår får vi børnebørn? spurgte Igor. – Jeg vil gerne nå noget i mit liv, og måske finde den ægte kærlighed først, grinede Denis. Så kan du vente på børnebørn, far. Fremmedgørende, ubegribelig. Moderens blod. Ham og Jana var altid i harmoni, forstod hinanden uden ord. Igor følte sig overflødig, blev urolig af det sorte blik, han aldrig kunne læse. Så søgte han igen trøst hos Irina. Men så fandt Jana ud af det. En nabo sladrede. Igor havde jo ikke rigtig skjult sig. En dag kom han hjem, og konen sad ved bordet og røg. Meget stille, hviskende sagde hun: – Gå væk. Ud af huset! Hendes øjne var sorte, skræmmende, med mørke ringe omkring. Han flyttede ind hos Irina. Ventede på, at Jana ville kalde ham hjem igen. Efter en uge skrev hun på WhatsApp, de måtte tale sammen. Han blev glad, tog et langt bad, brugte dyr parfume. Men Jana sagde med det samme: – I morgen går vi ned og søger om skilsmisse. Resten føltes som en drøm: skilsmisse, papirer, underskrifter, han lod sin del af lejligheden gå – den havde hun jo arvet fra sine forældre. – Hvad vil du nu? Vil du leve som fraskilt? – spurgte han vredt uden for rådhuset. Han ville egentlig tilføje, “Tror du, der er nogen, der gider dig?”, men han holdt sig tilbage. Jana smilede. For første gang i mange år smilede hun til netop ham, varmt og bredt: – Jeg tager til København. Har fået tilbudt et seriøst projekt der. – Sælg nu ikke lejligheden, bad han. – Hvor vil du ellers vende hjem? – Jeg kommer ikke tilbage, sagde Jana roligt – nu sin ekskone. – Forstår du, jeg har længe elsket en anden. Han er også fotograf, fra København, og det er vildt spændende med ham. Jeg tænkte, at jeg jo er gift, utroskab er klamt, og egentlig har vi da ikke grund til skilsmisse. Vi er bare… forskellige mennesker. Man bliver vel ikke skilt af den grund? Eller gør man? – Nej, det gør man ikke, bekræftede Igor. – Men det er vi så blevet, lo Jana. – Jeg blev først vred, da jeg hørte om Irina. Men så tænkte jeg, alt er til det bedre. Jeg bliver lykkelig, og det gør du også. Gift dig med hende – må I få det godt. Og hun gik. – Jeg gifter mig ikke, sagde Igor efter hende. Men Jana hørte det ikke længere. Siden har han aldrig hørt fra hende, andet end én gang om året en kort besked på WhatsApp: “Tillykke med fødselsdagen! Sundhed og lykke! Tak for vores søn.”

FORSKELLIGE MENNESKER

Lars kone, han synes virkelig, han havde fået sig én af de mærkelige. Smuk, jo helt lysblond med kulsorte øjne, formerne i orden, ben så lange som dage, og så var hun nærmest ild i sengen. Til at begynde med var det ren lidenskab, og man tænkte jo ikke over så meget. Så kom graviditeten. De blev gift, sådan som det sig hør og bør.

Sønnen kom til verden, ligeså lysløs og sortøjet som sin mor. Og alt var præcis som hos alle andre. Bleer, de første skridt, de første ord. Line for sådan hed hun var en helt almindelig ung mor; hun puslede om sin dreng, bekymrede sig og gjorde alt det rigtige.

Men da sønnen blev teenager, begyndte det at ændre sig. Line fik pludselig smag for fotografering. Hun gik rundt og tog billeder af alt, tilmeldte sig fotokurser hele tiden og var altid med det der kamera under armen.

“Hvad mangler du egentlig?” spurgte Lars. “Du arbejder som jurist, det er da fint bliv ved med det.”

“Som jurist,” rettede Line ham tørt.

“Ja, ja, jurist. Men giv nu lidt mere opmærksomhed til familien i stedet for at fise rundt overalt.”

Han forstod det slet ikke. Hun passede da ellers hus og hjem, der var mad på bordet, køkkenet var altid rent, og hun tog sig af drengens skolegang. Egentlig passede det hele, som det skulle. Lars kom hjem fra arbejde, lagde sig på sofaen foran fjernsynet helt efter bogen men alligevel irriterede det ham, at konen ligesom forsvandt ind i sit eget univers, hvor han aldrig var inviteret med. Hun var der, men alligevel ikke. Hun fulgte aldrig med i fjernsynet sammen med ham hun diskuterede slet ikke interessante ting med ham. Hun serverede maden, og så forsvandt hun igen.

“Er du min hustru eller ej?” råbte han en aften, da han fandt hende foran computeren endnu engang.

Line sagde ingenting. Lukkede sig bare inde i sig selv.

Hun begyndte også at rejse. Elskede at tage til fjerne, eksotiske lande med sit kamera. Brugte ferierne på rygsækrejser og smagte på alt muligt mærkeligt. Lars forstod det ikke.

“Skal vi ikke tage ud til vores venner i sommerhuset? De har fået bygget sauna, og deres hjemmebrændte er virkelig god. Det er for øvrigt på tide, vi får os vores eget kolonihavehus.”

Men Line sagde nej og foreslog i stedet, at han tog med ud at rejse. Han prøvede det én gang. Han brød sig ikke om det alt var fremmed, sproget uforståeligt, maden alt for stærk, og han havde aldrig interesseret sig for natur og landskaber.

Fra da af rejste hun alene. Og så sagde hun jobbet som jurist op.

“Hvordan vil du klare dig på pension?” udbrød Lars. “Hvad bilder du dig ind? Tror du, du er en stor fotograf? Ved du, hvor mange penge man skal hive ind, før man slår igennem?”

Line svarede ikke. Én dag sagde hun forsigtigt:

“Jeg får min første udstilling. Min helt egen.”

“Pff, hvem har ikke det?” gryntede Lars. “Det er da ikke noget at prale af.”

Men han gik alligevel med til ferniseringen. Forstod ingenting billeder af gamle ansigter, ikke engang kønne, rynkede hænder, måger over havet. Alt var underligt ligesom Line.

Han grinede lidt hånligt ad hende den dag. Men så købte hun pludselig en bil til Lars. “Værsgo, vi er jo én familie brug den!” Hun tog ikke engang kørekort selv, men forærede ham bilen for penge, hun havde tjent via fotoopgaver.

Det gjorde ham urolig. Hvad var hun egentlig for én? Hvor kom de penge fra? Havde hun haft mænd? Man kunne da ikke tjene sådan på at tage billeder. Sikkert var hun utro hvis ikke nu, så blev hun det nok snart.

Han prøvede sågar at opdrage hende gav hende et lille dask, nærmest for at få hende til fornuft. Men Line greb en køkkenkniv og snittede ham tværs over maven to sting måtte han have. Godt hun ikke gik efter hjertet. Hun bad senere om forladelse, og Lars rørte aldrig hende igen.

Hun elskede katte. Hjælp altid de forkomne katte, slæbte dem med hjem, plejede og fandt hjem til dem. Der boede altid mindst to katte hos dem. De var søde, men altså det var jo bare dyr, hvordan kunne man elske dem mere end sin egen mand?

Så døde hendes elskede hankat. Hun kunne ikke redde den, den døde i hendes arme hos dyrlægen. Line var fuldstændig knust, drak portvin og bebrejdede sig selv i flere dage. Lars blev irriteret og råbte: “Du kan vel også holde mindehøjtidelighed for gamle edderkopper!”

Hun sendte ham et iskoldt blik, og han tav. Gik sin vej. Lad hende dog gøre, som hun havde lyst til.

Vennerne havde ondt af Lars, konens veninder syntes også, Line var blevet skør, helt umulig at holde ud. Det var så, han søgte trøst hos naboen som praktisk nok også var Lines barndomsveninde. Maja var meget nemmere, lettere at forstå. Hun arbejdede i supermarkedet, blandede sig aldrig i kunst, var altid klar til alting, også sex og snak. Nok drak hun lidt for meget, men han havde jo ikke tænkt sig at gifte sig med hende.

Han ventede, at Line en dag ville opdage det, blive rasende og lave en scene. Så kunne han sige: “Hvad med dig selv, hvor forsvinder du hele tiden hen?” De ville tilgive hinanden, familien ville blive sig selv igen. Og så kunne han droppe Maja.

Men Line sagde aldrig noget. Bare så på ham med et dødt blik. De voksede fra hinanden, og hun trak sig helt fra soveværelset. Flyttede ind på et lille værelse for sig selv.

Sønnen blev voksen, læste på universitet og lignede hende på en prik sortøjet, lysblond og lidt mærkværdig.

“Hvornår skal jeg have børnebørn?” spurgte Lars.

“Ikke endnu,” lo Rasmus, “jeg vil gerne opnå noget i livet først. Opleve ægte kærlighed, måske. Så kan vi tale om børnebørn.” Han var fremmed for Lars. Linje mod Line. Mor og søn havde altid en form for ordløs forståelse, Lars følte sig altid som den overflødige. De sorte øjne skræmte ham, de var umulige at tyde. Igen og igen søgte han trøst hos Maja.

En dag fik Line det at vide. En nabo havde sladret. Lars havde heller ikke skjult sig særlig meget. Da han kom hjem, sad Line ved køkkenbordet og røg i tavshed. Hun sagde næsten lydløst:
“Ud herfra. Forlad huset.”

Hendes øjne havde mørke rande og var frygtindgydende sorte. Lars tog sit tøj og flyttede ind hos Maja. Han ventede på, at Line ville kalde ham tilbage. Efter en uge skrev hun på sms, at de skulle snakke. Han blev glad og gjorde sig i stand til at møde hende. Men Line sagde blot med det samme:

“I morgen går vi på kommunen og starter skilsmissen.”

Resten var som i en tåge. Skilsmissen, papirer, underskrifter. Han opgav sin andel af lejligheden den havde hun arvet fra sine forældre.

“Hvad nu? Vil du nu leve som enlig kvinde?” spurgte han surt udenfor rådhuset. Han var lige ved at tilføje: “Hvem har dog brug for dig?” men nåede at holde sig tilbage.

Line smilede. For første gang i årevis smilede hun til ham, ærligt og bredt:
“Jeg tager til København. Har fået tilbudt et spændende projekt derovre.”

“Sælg nu ikke lejligheden, bare,” bad han underligt nok. “Hvor skal du ellers vende hjem til?”

“Jeg kommer aldrig hjem,” svarede Line roligt. “Forstår du, jeg elsker faktisk en anden. Han er også fotograf, fra København. Med ham er det fantastisk og ægte. Men jeg syntes, jeg var gift, og var det ikke på grund af dig og Rasmus, havde jeg for længst været væk. Nu ved jeg, det er bedst. Vi er bare… forskellige mennesker, Lars. Skiller man sig egentlig for det i Danmark?”

“Nej, det gør man ikke,” bekræftede Lars.

“Men det gjorde vi,” lo Line. “Før blev jeg vred, da jeg hørte om dig og Maja, men nu ser jeg, det hele bare endte, som det skulle. Nu kan vi begge finde lykken. Gift dig nu med Maja, og jeg ønsker jer alt godt.”

Og så gik hun.

“Jeg gifter mig ikke,” sagde Lars lavt efter hende.

Men Line hørte det ikke længere.

Siden hørte han aldrig mere fra hende. Kun én gang om året tikkede der en kort besked ind: “Tillykke med fødselsdagen! Alt godt og tak for Rasmus.”

Lars sad længe tilbage med sine tanker. Og måske forstod han først nu, at lykke findes i at acceptere, at vi alle er forskellige mennesker. Nogle gange fører forskellighed os væk fra hinanden men det er netop det, der gør os mennesker.

Rating
Mirabile dictu
Forskellige mennesker Igors kone var noget for sig selv – smuk som få: naturlig blondine med sorte øjne, former de fleste kun drømmer om, lange ben. Og i sengen – et sandt ildhav! Først var der bare passion, man tænkte ikke så meget. Så kom graviditet. Selvfølgelig, så blev de gift, som man nu gør. De fik en søn, lige så lys og sortøjet som moren. Og alt var, som det plejer: bleer, de første skridt, de første ord. Jana opførte sig helt normalt, nussede om barnet som enhver anden ung mor. Da sønnen kom i puberteten, begyndte det – Jana kastede sig over fotografi. Alt skulle fotograferes, hun tog kurser, gik konstant rundt med kameraet. – Hvad mangler du egentlig? spurgte Igor. – Du arbejder som jurist, gør nu bare det. – Som jurist, rettede Jana stille. – Ja, ja. Giv nu familien noget mere tid, i stedet for at rende rundt alle mulige steder. Han fattede ikke selv, hvad der irriterede ham. Hun forsømte jo ikke hjemmet: maden var lavet, der var rent, sønnens skole var på skinner – manden kom hjem fra arbejde, smed sig på sofaen foran TV’et, som det sig hør og bør. Men han blev alligevel gal over, at det føltes, som om konen forsvandt hen til noget, hvor han ikke havde adgang. Hun var der, men alligevel ikke. Aldrig så TV med ham, aldrig diskuterede noget spændende. Hun gav ham mad – og var væk igen. – Er du gift eller ej? rasede Igor, da han endnu en gang opdagede hende bag computeren. Jana svarede ikke. Lukkede sig inde i sig selv. Hun begyndte også at rejse til eksotiske lande. Tog fri og drog afsted med rygsæk og kamera. Igor forstod det ikke. – Kom nu med til sommerhuset sammen med vennerne! De har lige fået lavet sauna og deres hjemmebrændte er fantastisk. Det er på tide, vi selv får os et lille sommerhus. Jana sagde nej, men inviterede ham med på sine rejser. Han prøvede én gang – men det var slet ikke hans stil! Alt var fremmed, man kunne ikke forstå sproget, maden var latterligt stærk. Og de smukke landskaber sagde ham ingenting. Så drog Jana afsted alene. Hun sagde sit job op. – Hvad så med pensionen? brokkede Igor sig. – Hvad bilder du dig ind? Tror du, du er nogen stor fotograf? Aner du, hvor besværligt det er at slå igennem på det marked? Jana svarede ikke. En gang hviskede hun dog: – Jeg får min første udstilling… min egen, personlige. – Udstilling. Det kan enhver da få, fnøs Igor. – Sikke et kunststykke. Han gik alligevel med til ferniseringen. Forstod ikke en brik. Mennesker, der ikke engang var kønne. Ældre hænder, måger over vandet. Mærkeligt – som Jana selv. Han grinede af hende bagefter. Men så købte hun Igor en bil. En familie kunne jo bruge en ordentlig bil, sagde hun. Hun havde tjent pengene selv, løbet i byen på foto-opgaver. Der blev han bange. Utryg. Hvilket væsen var det, han havde i huset – i stedet for den kone, han mente, han kendte? Hvorfra kom de penge? Andre mænd måske? Det kunne ikke passe, man tjente så meget på lidt pjat med et kamera. Var hun utro? Hvis ikke endnu, så blev hun det sikkert. Han prøvede at sætte hende på plads – gav hende en let lussing. Men hun snuppede hurtigt en køkkenkniv, skar ham over maven, så han måtte syes. Heldigvis ramte hun ikke rigtigt. Hun bad om tilgivelse bagefter. Men han slap aldrig sine hænder fri derefter. Hun elskede katte, samlede på dem, hjalp dem, plejede dem, fandt hjem til dem. De havde altid to katte selv. Sødme og kærlighed – men det er jo ikke mennesker! Hvordan kan man da holde mere af dyr end af sin mand? En dag døde hendes ene kat. Hun kunne ikke redde den – den døde i hendes arme på klinikken. Jana gik fuldstændig i sort – græd, drak, bebrejdede sig selv. Det stod på i dage. Igor blev træt, råbte: – Husk nu også at sørge over kakelakkerne! Hun gav ham et tungt blik, han tav og gik. Lad hende gøre, hvad hun ville. Vennerne havde ondt af ham, konens veninder holdt dog med Igor. Alle sagde, at Jana var stukket helt af, havde mistet forstanden. Så fandt han trøst hos nabokonen – hendes barndomsveninde Irina. Irina var nemmere at forstå – hun arbejdede som ekspedient, gik ikke op i kunst, var altid klar til sex og snak. Hun drak meget, men hvad gør det – han havde jo ikke tænkt sig at gifte sig med hende… Igor ventede på, at Jana ville bemærke, blive vred, lave jalousidrama, kaste med porcelæn. Så kunne han sige: “Hvad med dig? Hvor forsvinder du altid hen?” Så kunne de tilgive hinanden og familien blive normal igen. Så kunne han droppe Irina. Men Jana sagde intet. Hun så bare ikke godt på ham. Og i soveværelset blev alt værre. Hun trak sig bare sammen, hver gang Igor ville noget. Flyttede ind i et værelse for sig selv. Sønnen blev voksen, uddannet fra universitetet. Ligesom sin mor: sortøjet, lys, sær. – Hvornår får vi børnebørn? spurgte Igor. – Jeg vil gerne nå noget i mit liv, og måske finde den ægte kærlighed først, grinede Denis. Så kan du vente på børnebørn, far. Fremmedgørende, ubegribelig. Moderens blod. Ham og Jana var altid i harmoni, forstod hinanden uden ord. Igor følte sig overflødig, blev urolig af det sorte blik, han aldrig kunne læse. Så søgte han igen trøst hos Irina. Men så fandt Jana ud af det. En nabo sladrede. Igor havde jo ikke rigtig skjult sig. En dag kom han hjem, og konen sad ved bordet og røg. Meget stille, hviskende sagde hun: – Gå væk. Ud af huset! Hendes øjne var sorte, skræmmende, med mørke ringe omkring. Han flyttede ind hos Irina. Ventede på, at Jana ville kalde ham hjem igen. Efter en uge skrev hun på WhatsApp, de måtte tale sammen. Han blev glad, tog et langt bad, brugte dyr parfume. Men Jana sagde med det samme: – I morgen går vi ned og søger om skilsmisse. Resten føltes som en drøm: skilsmisse, papirer, underskrifter, han lod sin del af lejligheden gå – den havde hun jo arvet fra sine forældre. – Hvad vil du nu? Vil du leve som fraskilt? – spurgte han vredt uden for rådhuset. Han ville egentlig tilføje, “Tror du, der er nogen, der gider dig?”, men han holdt sig tilbage. Jana smilede. For første gang i mange år smilede hun til netop ham, varmt og bredt: – Jeg tager til København. Har fået tilbudt et seriøst projekt der. – Sælg nu ikke lejligheden, bad han. – Hvor vil du ellers vende hjem? – Jeg kommer ikke tilbage, sagde Jana roligt – nu sin ekskone. – Forstår du, jeg har længe elsket en anden. Han er også fotograf, fra København, og det er vildt spændende med ham. Jeg tænkte, at jeg jo er gift, utroskab er klamt, og egentlig har vi da ikke grund til skilsmisse. Vi er bare… forskellige mennesker. Man bliver vel ikke skilt af den grund? Eller gør man? – Nej, det gør man ikke, bekræftede Igor. – Men det er vi så blevet, lo Jana. – Jeg blev først vred, da jeg hørte om Irina. Men så tænkte jeg, alt er til det bedre. Jeg bliver lykkelig, og det gør du også. Gift dig med hende – må I få det godt. Og hun gik. – Jeg gifter mig ikke, sagde Igor efter hende. Men Jana hørte det ikke længere. Siden har han aldrig hørt fra hende, andet end én gang om året en kort besked på WhatsApp: “Tillykke med fødselsdagen! Sundhed og lykke! Tak for vores søn.”