FORSKELLIGE MENNESKER
For længe siden var jeg gift med Holger. Min hustru hed Amalie. Hun var mærkelig, det skal jeg ærligt indrømme. Smuk, ja en ægte dansk skønhed med lyse lokker og mørke øjne, høj, velskabt og med lange ben. Og i sengen var hun en ild i ungdommens rus mærkede jeg kun lyst og spænding og tænkte ikke videre. Så kom ventetiden med barnet. Vi blev naturligvis gift, som det sig hør og bør.
Sønnen blev født, Esben, lige så lyshåret og mørkøjet som sin mor. Livet var fuldt af de sædvanlige glæder og udfordringer bleer, babymad, de første skridt, de første ord. Amalie var på det tidspunkt helt normal, hun nussede om Esben, sang godnatsange og virkede som enhver anden ung mor.
Forandringen kom, da Esben blev teenager. Amalie kastede sig ud i fotografiets verden, gik på aftenskole, tog hele tiden billeder. Overalt gik hun slæbende på sit kamera, deltog i kurser.
Hvad i alverden mangler du? spurgte jeg hende. Du arbejder som jurist, så hold dig til det.
Jurist, rettede hun mig.
Ja, jurist så. Brug lidt tid på familien og stop det der med at rende rundt for dig selv.
Men jeg forstod ikke engang selv, hvad der virkelig generede mig. Hun forsømte jo ikke hjemmet. Der var altid mad på bordet, huset var rent, og Esbens skole gik hun også op i. Jeg kom hjem fra jobbet, smed mig på sofaen foran fjernsynet, som en mand skal, og alligevel irriterede det mig, at min kone forsvandt ind i noget, hvor jeg ingen plads havde. Hun var der og alligevel ikke. Hun så aldrig fjernsynet med mig og snakkede aldrig om det, der interesserede mig. Hun serverede aftensmaden og gik. Ikke et ord.
Er du min hustru eller ej? snerrede jeg ad hende, da jeg endnu engang fandt hende foran computeren.
Amalie svarede ikke. Hun lukkede sig inde.
Hun elskede også at rejse til alverdens fjerne lande. Hun tog ferier og tog afsted med rygsæk og kamera. Jeg forstod det aldrig.
Kom nu med til Møn til mine venner. De har bygget en sauna, hjemmebrændt snaps har de også det er på tide, vi selv får et sommerhus.
Men Amalie ville ikke, foreslog i stedet som altid, at jeg skulle tage med hende ud i verden. Jeg prøvede én gang. Av, nej jeg fortrød straks! Det hele var fremmedartet, folk talte et underligt sprog, maden var frygtelig krydret, og naturen interesserede mig ikke.
Derefter tog hun af sted alene. Til sidst sagde hun også jobbet op.
Hvad så med pensionen? råbte jeg forarget. Hvad bilder du dig egentlig ind? Fotograf! Aner du, hvor mange kroner der skal til at slå igennem med det?
Hun svarede ikke, men engang betroede hun sig sagte:
Jeg får min første udstilling. Den er kun min.
Alle har udstillinger, fnøs jeg. Jeg ser det ikke som noget særligt.
Alligevel gik jeg med til ferniseringen. Jeg forstod intet af det, ansigter overalt, ingen var pæne, hænder fulde af rynker, måger over havet. Alt sammen mærkeligt ligesom Amalie selv.
Jeg gjorde nar ad hende dengang. Så købte hun pludselig en bil til mig. Vi er jo en familie brug den bare, sagde hun. Hun havde selv tjent pengene fra bestillingsarbejder og solgte fotografier. Blev underlig til mode blev bange. Hvem er det egentlig, jeg har i huset, hvad er hun? Hvor kommer de penge fra? Nogle mænd, måske? Det kan da ikke betale sig med det pjat til en bil? Måske har hun en elsker? Eller får hun det svært snart?
Jeg prøvede endda at rette hende, gav hende et kærligt dask. Hun greb straks en køkkenkniv og flænsede på tværs af min mave to sting måtte der til. Godt hun ikke stak hårdere, den hysteriske. Hun bad om undskyldning senere. Efter dét holdt jeg hænderne for mig selv.
Hun holdt meget af katte. Hjælp dem, hentede dem hjem, fik dem på fode, fandt nye hjem til de hjemløse. Vi havde altid to katte selv søde og blide, men det var jo kun dyr! Hvordan kunne hun elske dem så højt, måske mere end sin mand?
En gang døde en af kattene i hendes arme hun kunne ikke redde den, og hun rasede. Tudede flere dage, drak stærk snaps, bebrejdede sig selv, kunne ikke slippe sorgen. Til sidst skældte jeg ud:
Nu kan du vel også holde mindehøjtidelighed for kakkerlakker!
Hun så tungt på mig, og jeg tav og gik. Må hun selv finde ud af sit.
Vennerne havde ondt af mig, Amalies veninder var også på min side. Alle sagde, at Amalie havde fået storhedsvanvid, mistet forstanden. Så fandt jeg trøst hos naboen, Line, som tilfældigvis var Amalies barndomsveninde. Hun var så ligetil, arbejdede som butiksassistent, havde ingen kunstneriske ambitioner, altid glad for sex og snak. Rigtigt; hun drak for meget, men man skal jo ikke gifte sig med hende
Jeg afventede, at Amalie ville lægge mærke til det, blive vred, skabe en scene, knuse porcelænet. Så kunne jeg sige:Jamen du selv? Hvor har du været? Siden kunne vi tilgive hinanden og alt blive normalt. Og så ville jeg droppe Line.
Men Amalie sagde intet. Hun så bare på mig på en mærkelig måde. Og i sengen gik det helt skævt. Hun trak sig væk hver gang, flyttede så ind på et andet værelse.
Esben blev voksen, læste færdigt på Københavns Universitet. Han blev som sin mor, mørkøjet og lyshåret. Også sær.
Hvornår får jeg børnebørn? spurgte jeg.
Esben grinede bare, han ville først udrette noget i livet, og snakke om kærlighed, den rigtige, før børn skulle komme på tale. Fremmed for mig, hans mors blod. De to forstod hinanden uden ord, ren harmoni. Jeg følte mig overflødig, blev urolig, især når de begge så på mig med de usigelige mørke øjne. Så gik jeg igen til Line og søgte trøst.
En dag fandt Amalie ud af alt, naboerne sladrede jo, jeg havde ikke engang forsøgt at skjule det. En aften kom jeg hjem, da sad Amalie roligt ved bordet og røg.
Ud! Ud af mit hus, hvislede hun.
Øjnene var sorte og omkranset af mørke rander.
Jeg gik over til Line. Ventede at Amalie ville ringe mig hjem. Men efter en uge skrev hun på sms, vi skulle snakke. Jeg glædede mig, tog pænt tøj på, brugte den gode parfume. Men da jeg trådte ind, sagde Amalie:
I morgen tager vi på rådhuset og ansøger om skilsmisse.
Resten foregik som i en tåge. Skilsmisse, underskrifter, jeg afstod fra min andel af lejligheden den havde hun jo arvet fra sine forældre, det var kun rimeligt.
Og hvad nu, hvordan vil du nu klare dig som fraskilt? spurgte jeg arrigt. Ville tilføje, “hvem vil have dig?” men det undlod jeg.
Amalie smilede for første gang i årevis, oprigtigt til mig:
Jeg rejser til Århus. Et seriøst projekt venter på mig der.
Sælg nu ikke lejligheden, bad jeg. Hvor skulle du ellers tage hen?
Jeg vender aldrig tilbage, svarede hun stille. Forstår du, jeg elsker for længst en anden. Han er også fotograf, fra Århus, og det er fantastisk spændende sammen. Men jeg har aldrig ville være utro, sålænge jeg var gift, og vi havde jo heller ikke nogen grund til at skilles vi var bare to forskellige mennesker. Skilles folk for det? Eller ikke?
Nej, svarede jeg.
Men nu er vi skilt, lo Amalie. Først blev jeg tosset da jeg hørte om Line, men så tænkte jeg, alt er til det bedre. Jeg bliver lykkelig, og det gør du også. Bliv nu gift med hende, og hav det godt sammen.
Så gik hun.
Jeg gifter mig ikke, råbte jeg efter hende.
Men Amalie hørte det ikke længere.
Fra da af hørte jeg aldrig mere fra hende. Kun én gang om året kom der en kort besked på sms: “Tillykke med fødselsdagen! Sundhed og glæde! Tak for Esben.”
