Mette vågner med et sæt hun er sent på den! På tre minutter skynder hun sig ind i badeværelset, smider makeup på, tager sin frakke og støvler på og hopper i elevatoren.
Hun bevæger sig hurtigt gennem morgenmørket, da det går op for hende, at en fin septemberregn drysser ned. Men der er ikke tid til at vende om efter en paraply. Vækkeuret har svigtet, og nu må hun løbe for at nå bussen. Tanken om at komme for sent skræmmer hende hendes chef, Mads Nielsen, er streng. Et enkelt forsinkelse betyder en hel dags fravær, og jobbet kan være på spil.
Mens hun løber, forestiller hun sig den kommende katastrofe: farvel til yndlingsklienterne, bonusen og den sidste feriedag. De andre fodgængere ser ligeså stressede ud, alle fordybede i deres egne tanker. Alt er gråt og kedeligt, og regnen gør det kun værre.
Lige før hun når busstoppestedet, ser hun en gennemblødt lille killing ved en slidt bænk. Den prøver at mjave, men der kommer kun en lydløs hvisken.
Mette standsar. Skal hun løbe videre eller hjælpe den lille skabning? Hun følger sit hjerte chefen bliver alligevel sur.
Da hun nærmer sig, ser hun, at killingens ene pote ser vred ud. »Åh nej! Hvem har gjort dette ved dig?«
Hun kan ikke lade den blive. Killingen ryster, gennemvåd. Hun pakker den forsigtigt ind i sit hvide halstørklæde og løber videre mod bussen. Hun beslutter sig for at tage den med på kontoret og finde ud af resten senere. Hendes store hjerte tillader hende ikke at efterlade den.
Hendes forsøg på at snige sig ind på jobbet mislykkes. Lige før hun når kontordøren, møder hun Mads i gangen. »Mette! En time for sent! Hvor har du været? Hvem skal gøre dit arbejde? Hvad foregår der?«
Spørgsmålene hagler ned, og hendes skyldfølelse vokser. Hun kan mærke tårerne trænge på, og hun famler efter ord.
»Se her!« siger hun og åbner forsigtigt frakken. Killingen kigger frem med et bedrøvet udtryk, lidt varmere nu, og mjaver svagt. »Den har en skadet pote jeg kunne ikke lade den blive i regnen… den var helt alene…«
Tårerne løber nu, ordene bliver rodet, og hænderne ryster. Hun er klar til at pakke sine ting, da Mads pludselig lægger en varm hånd på hendes skulder. Han finder en seddel frem, skriver en adresse ned og beder hende tage derhen med det samme.
Overrasket over hans ændrede holdning tager hun sedlen, putter sine kolde hænder i lommHun smiler, tager killingen tættere ind til sig, og ved, at fra nu af vil hendes liv være fyldt med meningsfulde øjeblikke sammen med Mads og den lille fugleunge, de kalder Pjuske.
