Illusionen om forræderi
Altså, vil du virkelig have, at jeg tager med dig? spurgte Mads, mens han vippede hovedet lidt og så på Signe med et varmt, lidt drillende smil. Hans øjne glimtede af nysgerrighed, og der lå et snert af overraskelse i stemmen. Jeg vil selvfølgelig gerne møde din familie men alligevel
Ja da, svarede hun, børstede en lok hår om bag øret, og hendes kinder blev straks lidt røde af nervøsitet, mens hun tog hans hånd sådan forsigtigt, men alligevel beslutsomt. Mine forældre skal da se, hvem du er! Jeg har talt så meget om dig derhjemme, at min mor næsten ser dig som en del af familien allerede. Hun spurgte ligefrem i går, hvad du bedst kunne lide at spise! Kan du forestille dig det?
Mads lo stille, men modsagde hende ikke. Det gav ham faktisk en underlig rar følelse, at Signe fortalte om ham derhjemme, og at hendes familie var nysgerrige efter at møde ham. Signe var bare tyve sprælsk, glad, og den slags pige, der både kunne få en fridag til at føles som ferie, og et regnvejr til at ligne forår. Han havde ikke opdaget før nu, hvor hurtigt han var blevet en del af hendes grinende, optimistiske verden.
Søndag blæste koldt men solen skinnede, himlen var knaldblå sådan helt klar efterårsblå, du ved og de tog toget fra Nørrebro til Hellerup, fordi det var lettere end at køre selv. Signe iførte sig sin yndlingskjole med små blomster, der kunne få hende til at ligne en, der først lige var blevet voksen. Mads tog sine pæneste jeans på og skjorte ikke for formelt, men heller ikke alt for hverdagsagtigt. Du kender det; den svære balance mellem at ville gøre indtryk, men stadig kunne kende sig selv, ikke?
Hele vejen sad hun og sendte små usikre blikke over til ham, som om hun ville tjekke, at han stadig havde lyst og hun gned nervøst kjolens søm mellem fingrene.
Du er lidt nervøs, er du ikke? spurgte han blidt, da han mærkede hendes uro og gav hendes hånd et lille klem, bare for at forsikre hende.
Ja, lidt indrømmede hun og så ned. Altså, det betyder jo virkelig meget for mig, at det her går godt. Jeg har på fornemmelsen, at du falder i god jord, men jeg er altså også lidt bange for, hvad min søster Sofie siger. Hun har ikke selv nogen kæreste og jeg tror altså, hun er lidt misundelig nogle gange. Jeg kan mærke det!
Sofie, ja. Fem år ældre end Signe, lang og ranglet, med det mørke hår stramt tilbage og altid midt i noget vigtigt hun var ved at afslutte sin kandidat og havde studiejob i et konsulenthus inde i byen. Sådan en, man næsten ikke tør konkurrere med. Signe frygtede nærmest, at Mads ville lægge mærke til hende det måtte hun bare ikke lade ske.
Da de ankom til lejligheden, bemærkede Signe straks, at Sofie var usædvanligt pyntet: kjole med dyb udskæring, hæle, diskret make-up og så stod hun i gangen og rettede øreringe foran spejlet, præcis som om hun slet ikke havde regnet med at se dem.
Nå, sagde Sofie, drejede sig om og hævede øjenbrynene lidt, stemmen var kølig og distanceret I er tidligt på den. Vi troede først, I ville være her om en time
Vi var hurtigt færdige, svarede Signe og så skeptisk på søsteren. Skal du ud?
Ja, jeg har en aftale med nogle veninder, vi skal i byen at spise, sagde Sofie hurtigt, kastede et blik på Mads (der bestemt var køn nok, tænkte hun), men blev stående med armene over kors, indtil stilheden begyndte at føles underlig.
For at lette stemningen sagde Mads, der ellers havde gået og kigget på familiemalerierne og indrettede møbler, let:
Du ser virkelig godt ud.
Signes mave snørede sig sammen. Hun genkendte straks den tone: varm, lidt oprigtig beundrende. Hun vidste, Sofie havde den effekt på folk hun kunne komme ind i et rum og suge al opmærksomheden. Hendes hjerte hamrede, og håndfladerne blev fugtige.
Tak, svarede Sofie, nikkede høfligt, men virkede alt andet end smigrende. Det var, som om komplimenten prellede af hun var vant til dem.
Men for Signe var der ikke mere, der skulle til. En jalousiens bølge rullede pludselig ind over hende, hård og uventet.
Selvfølgelig, kommenterede hun spidst, højere end hun havde regnet med. Du vil jo altid have al opmærksomhed. Selv den dag, hvor jeg har min kæreste med hjem. Det er jo altid dig, det handler om, ikke?
Signe Sofie sukkede tungt Jeg havde virkelig ikke planlagt noget. Jeg havde tænkt mig at tage afsted, så I kunne få fred. Det er dig, der altid skal gøre tingene så store.
I den kjole? For at spise med veninder? Signe tog et halvt skridt frem, blikket lynede af sårethed. Lad nu være! Du har gjort dig sådan til for at gøre indtryk på Mads. Du kunne aldrig unde mig noget!
Hold nu op, sagde Sofie irriteret og løftede begge hænder. Sådan her går jeg klædt til hverdag. Kan vi ikke lade være med at gøre det til mit ansvar?
Mads stod ved siden af, stak forvirret blikket frem og tilbage mellem søstrene. Han kunne slet ikke følge med i, hvordan stemningen var blevet så anspændt, nærmest med det samme. Kunne det virkelig være over sådan en uskyldig kompliment?
Signe, skulle vi ikke lige tage den lidt mere stille og roligt? forsøgte han, tog forsigtigt et skridt ind mod dem.
Men Signe var ikke til at stoppe nu. Følelserne væltede ud.
Du gør altid det her, råbte hun, stemmen fyldt med tårer, der truede med at trille ned ad kinderne. Du stjæler rampelyset hver eneste gang! Du er klogest, sikrest, flottest selvfølgelig skal alle kigge på dig! Hvad er der til mig så?
Nu stopper du, sagde Sofie og gik tættere på, øjnene mørke af vrede. Det er altså ikke en konkurrence. Du må virkelig have livlig fantasi.
For dig er det sikkert ikke. Men det føles sådan for mig! lød det fra Signe, nu næsten skrigende.
Netop dér dukkede deres forældre op i døren. Faren, Ole, i hjemmesweater og med avisen under armen, blev stående med bekymrede øjenbryn. Moren, Birthe, kiggede hovedrystende ud fra køkkenet med opvaskekluden i hånden.
Hvad foregår der herude? spurgte Ole, uden særlig entusiasme, mest af vane man kunne mærke, han havde set den slags scener før.
Mor, far! Signe vendte sig mod dem, stemmen vibrerende af indignation. Se lige på Sofie! Gør hun ikke alt for at tage Mads fra mig? Hun skal altid bevise, hun er bedst
Birthe sukkede, stak et blik på Sofie, men der var mest træthed og opgivenhed at spore.
Sofie, hvorfor skulle du så klæde dig sådan på? Signe havde jo sagt, I kom. Du kunne vel have givet den lidt mindre gas, sagde hun stille.
Jeg var på vej ud, jeg har ikke gjort noget forkert! svarede Sofie, nu klemt op i et hjørne, parat til at eksplodere. Jeg gider ikke høre mere. Det er altid min skyld, hvis Signe skal lave et drama.
Ser I! Signe rakte ud efter en syndebuk Det er ALTID mig, der får skylden!
Mads forsøgte igen at mægle:
Skal vi ikke bare tage det lidt roligt? Vi ER jo familie. Kan vi ikke bare nyde aftenen?
Men det var for sent. Signe fór frem, greb om Sofies kjole og rev i stoffet, der flækkede ved skulderen.
Hvad fanden laver du?! hviskede Sofie, rystet, men forsøgte at skjule hvor ondt det ramte hende.
Hvad tror du selv!? Signe tøvede, hulkende af vrede. Du står og flirter, som om du ikke kan lade være. Jeg gennemskuer dig!
Jeg er overhovedet ikke interesseret! svarede Sofie, trådte et skridt tilbage og så direkte på hende med isnende ro. Du ser problemer, der ikke findes.
Deres forældre trak sig hen i baggrunden; Ole satte sig tilbage med avisen, mens Birthe bare rystede på hovedet.
Sofie, du kunne godt have vist lidt mere forståelse, Signe er altså følsom, bemærkede Birthe tøvende.
Jeg var på vej væk, men Signe vil lave et kæmpe nummer ud af ingenting! Jeg GIDER ikke det her! svarede Sofie.
Signe, sig undskyld til Sofie, Ole lød for en gangs skyld bestemt. Og Sofie, prøv nu at forstå din lillesøster, hun mener det jo ikke sådan
Men skaden var sket. En understrøm af mistro og sårethed lagde sig over hjemmet som ukrudt, der er svært at komme af med, frøs det sig fast.
Efter den aften blev luften hjemsøgt. Kort efter flyttede Mads faktisk ind hos Signe han havde vandskade hjemme i sin egen lejlighed, så det lå ligesom i kortene og forældrene indrettede et værelse til dem, mens Sofie blev i sit. Men mellem søstrene gik alt i hårdknude; selv de mest hverdagsagtige ord blev pakket ind i kulde.
En morgen fangede Signe Sofie i køkkenet, hvor hun sad med te og sine studienoter hun skulle til eksamen.
Du gør det med vilje, hvislede Signe, så snart hun stod i døren. Du sidder bare her og lader som om du er travl, men du håber bare på, at Mads lægger mærke til dig
Sofie satte koppen lidt hårdt. Hun så op, mere slidt end Signe havde lagt mærke til før mørke rande under øjnene, nogle få grå stænk i håret.
Signe jeg prøver bare at få noget ro inden min eksamen i dag. Det er vigtigt for mig, sagde hun lavmælt, men stålfast.
Eller er det et forsøg på at spille interessant? bemærkede Signe, lagde armene over kors, men var mest ked af det indvendigt.
Nu stopper du! sagde Sofie, vendte sig skarpt. Hvorfor kan du ikke bare glæde dig på mine vegne? Eller bare være glad for, at du selv har det godt?
Fordi du altid har fået det hele! råbte Signe nu. Du er ældre, klogere, (og lidt pænere, ja). Nu vil du tage Mads fra mig også! Han er det eneste gode, jeg har nu!
Sofie stivnede et øjeblik, et øjeblik lignede hendes ansigt en opsprættet, gammel sorg men hun fik hurtigt kontrol over sig selv.
Hvis det er sådan, du ser på det så er der nok ikke mere for mig her, sagde hun stille, uden bid.
Hun gik ind på sit værelse og begyndte at pakke. Signe stod og så på uden at sige et ord. Hun vidste, det her var for meget, men hendes stolthed holdt ordene tilbage.
Næste dag var Sofie væk. Hun tog hjem til en veninde fra universitetet, der havde en lejlighed på Frederiksberg og lod bare alt stå til. Veninden vidste godt, hvordan tingene var hjemme hos Signe og tilbød uden tøven en plads på sofaen, mens alting faldt på plads.
De første dage var voldsomme. Sofie savnede det gamle, men begyndte hurtigt at sætte pris på friheden at bestemme selv og at slippe for den konstante uro derhjemme.
Studiet kørte, eksamenerne blev klaret, og Sofie begyndte at finde sin egen rytme. Hun slappede af om aftenen, læste, drak kaffe med veninden, og for første gang i lang tid havde hun det roligt indeni.
Forældrene ringede nogle gange, men samtalerne var altid det samme: at hun selv var skyld i konflikten, at hun skulle have lyttet, at hun tog tingene for tungt. Til sidst stoppede hun nærmest med at tage telefonen.
********************
Efter to måneder boede Signe og Mads stadig sammen, men det hele var nervøst. Signe blev jaloux over småting, kom med sure bemærkninger og lod nærmest aldrig Mads være i fred. Han prøvede at tale det igennem, forklare, at det var hendes usikkerhed, der var problemet ikke Sofie men hun fattede det ikke.
Så en aften pakkede han sin taske.
Jeg kan ikke mere, sagde han træt i gangen, stemmen nøgtern, uden vrede. Du kvæler mig. Hver gang jeg siger noget, bliver det vendt og drejet. Jeg orker det ikke.
Går du fra mig? spurgte Signe med et tomt blik. For hende?
Nej. Fordi du ikke kan skille dine fantasier fra virkeligheden. Det er dig, ikke Sofie.
Han gik. Døren klappede bag ham, og det lød som et punktum. Signe sank sammen på gulvet, lænede sig op ad væggen og begyndte for første gang at græde rigtigt.
Måske var det alligevel ikke Sofies skyld? Måske var det hele noget, hun selv havde skabt oppe i sit hoved og måske havde hun skubbet alle væk ved det?
Da forældrene fandt ud af, at Mads var flyttet, blev de bekymrede dog mere for husholdningen end for Signe. Stemningen i lejligheden var tung. Signe gjorde ingenting, lå bare på værelset, mens Birthe og Ole forsøgte at holde sammen på det praktiske. Mor, hvordan kan du tænke på rengøring! Alt falder jo fra hinanden! råbte Signe, da Birthe prøvede at forklare, at alle måtte hjælpe lidt til.
Hverken madlavning eller vasketøj gik op mere og Signe mærkede det knap nok. Hver dag lå hun foran en skærm og prøvede at glemme, hvor meget hun egentlig fortrød.
Så ringede Birthe til Sofie.
Sofie tog ikke telefonen første gang hun sad midt i en diskussion om projekter på biblioteket. Da hun så mors besked, tøvede hun alligevel, men ringede op.
Sofie, skat Kunne du ikke overveje at komme hjem? Det er tungt for os begge to nu. Din far har ondt i ryggen, og jeg jeg kan ikke klare alt selv.
Mor Jeg har fundet mit eget. Både job og studie kører. Jeg kan ikke bare komme tilbage, som om alt var glemt heller ikke efter den dag, hvor min søster røg helt ud over kanten, svarede Sofie stille.
Men Mads er jo væk nu. Signe skal nok køle helt af igen. Og du ved jo, vi savner dig.
Det handler ikke om Mads, mor. Det handler om, at jeg ikke vil tilbage til at få skylden for alt, hver gang nogen føler noget. Hvad hvis Signe får en ny kæreste? Skal jeg igennem det samme én gang til?
Så du vender os ryggen helt? der lød et snert af sår over linjen.
Nej, jeg lever bare mit eget liv. Og for resten, hun tøvede, men måtte have det ud jeg har mødt en. Han hedder Jonas. Vi har fundet en lejlighed sammen.
Der blev helt stille.
Jonas? Hvorfor har du ikke fortalt os det? Hvor er han fra?
Han er it-konsulent. Jeg er glad, mor. For første gang i mange år. Og jeg har ikke lyst til at præsentere ham i en familie, hvor det hele brænder på. Ikke lige nu.
Jamen Nå, men tillykke, svarede Birthe.
Sofie smilede. Hun lagde på, lettere. Kiggede rundt på sit nye liv bøger, tekopper, veninder, Jonas. Der var ingen Grund til at kigge tilbage nu.
Jonas stod klar ved døren til universitetet, gav hende et varmt smil.
Alt okay? spurgte han, da hun nærmede sig.
Ja, min mor ringede bare, ville have mig hjem.
Hvad svarede du?
At jeg har hjemme her sammen med dig.
Han tog hendes hånd og kyssede hende stille på hånden, og et øjeblik tænkte hun: det hele skal nok gå.
Skal vi smutte ned til de andre og snakke om weekenden? spurgte han, og sammen gik de det sidste stykke ud i sommeraftenens lys.
********************
Signe blev tilbage alene uden Mads, uden Sofie. Hun genlevede igen og igen øjeblikket hvor hun rev kjolen itu, og skammede sig. Hun turde ikke ringe til Sofie, havde ikke modet til bare at sige undskyld. I stedet gemte hun sig for verden, glemte praktiske ting og lukkede mere og mere ned.
En aften kunne Birthe ikke holde det ud mere.
Signe Det kan ikke blive ved sådan. Du må videre nu. Vi kan ikke passe på dig hele livet.
Men hvad skal jeg gøre? Alt er gået i stykker, indvendte Signe.
Ole satte sig også, så for første gang på hende med alvor.
Du kan starte med at tage lidt ansvar herhjemme. Og så, måske, ringe til Sofie. Sig undskyld. Du kan ikke ændre fortiden, men du kan rette lidt op på fremtiden.
Jeg har altså ikke gjort noget galt! protesterede Signe hæst.
Men Birthe rystede bare stille på hovedet. Hvordan skal det gå dig, tænkte hun, hvis du aldrig lærer bare at sige: UndskyldDer blev stille i stuen, kun uret tikkede på væggen. Signe stirrede længe på sine hænder. Noget gammelt, slidt indeni gav sig endelig, som et navn hun ikke havde turdet sige højt før.
Hun rejste sig, gik ind på værelset og fandt sin telefon. Tommelfingeren tøvede over Sofies navn i kontaktlisten, men i stedet for at ringe satte hun sig for at skrive. Ordene kom klodset: Undskyld, Sofie. Jeg var uretfærdig. Det hele gik galt. Jeg savner dig.
Hun trykkede send og ventede. Sekunder, minutter. Intet svar. Sengen føltes tom, verden tung, men for første gang mærkede hun ansvaret hvile på hendes egne skuldre i stedet for at drukne hende.
Næste morgen lå der et svar på skærmen. Bare tre ord fra Sofie: Jeg hørte dig. Ikke tilgivelse, ikke vredemen en forsigtig åbning. Signe læste beskeden igen og igen. Det var lidt, men det var mere end ingenting.
De næste dage begyndte Signe langsomt at hjælpe til. Hun tømte opvaskemaskinen uden at blive bedt om det, fandt madopskrifter, hun kunne prøve sammen med moren. Det blev ikke sagt mange store ord mellem dem, men da hun om søndagen satte sig og trak vejret dybt, mærkede hun en slags lethed vokse frem. Som om der var håb.
Månederne gik. Signe lærte at gøre sig mere umage i hverdagen, at stå ved sine fejl og smile, når hun faktisk mente det. Der kom dage, hvor hun kunne grine små gryn først, tøvende og sprøde, men alligevel ægte. Og langsomt begyndte hun at finde glæde i sig selv, frem for at sammenligne sig med andre.
En eftermiddag, mens foråret hvirvlede pollen rundt i villakvarteret og alting duftede nyt, bankede det på døren. Sofie stod udenfor, Jonas ved sin side, med to kopper kaffe fra bageren og et forsigtigt smil.
Skal jeg komme ind? spurgte hun usikkert.
Ja, svarede Signe, stemmen blød. Det vil jeg gerne. Jeg har savnet dig.
De satte sig sammen om køkkenbordet, talte først om alt det nemme om arbejde, veninder, studier. Så om det sværere om uretfærdighed og jalousi, og den mærkelige måde, søskende kan spejle hinanden og alligevel trække i hver sin retning.
Gråden kom stille, da Signe sagde det, hun ikke havde troet, hun ville få sagt: Jeg troede altid, du ville tage alt fra mig. Men det var mig selv, der gav slip på det vigtigste. Undskyld.
Sofie lagde armen om hende, Jonas nikkede anerkendende bag sin kaffekop, og for en sjælden stund var der bare ro. Luften sitrede af forsoning, ikke fordi alt var glemt, men fordi begge havde fundet modet til at ændre sig lidt ad gangen.
Da solen gik ned, var der ikke mere at sige. Sofie rejste sig og så på Signe.
Jeg er her stadig. Vi kan godt finde ud af det, hvis du vil.
Jeg vil gerne, svarede Signe.
Da de vinkede farvel i døren, vidste begge, at illusionen om forræderi ikke længere ejede magten over dem. Fremtiden var stadig ukendt, men nu også åbenog denne gang var det ikke frygten, men håbet, der viste vejen ind.
