Illusionen om Forræderi
Mener du virkelig, at du vil have mig med? Simon læner hovedet lidt på skrå, mens han ser på Frida med et varmt, en anelse drillende smil. Hans øjne stråler af nysgerrighed, og stemmen rummer et let strejf af overraskelse. Altså, jeg vil jo gerne møde din familie, men
Selvfølgelig, Frida retter på en hårtot, hendes kinder rødmer lidt af spænding, og hun tager forsigtigt hans hånd, fletter deres fingre sammen. De skal da se dig! Jeg har fortalt så meget om dig, at min mor nærmest tror, at vi allerede er forlovede. Hun spurgte sågar i går, hvad du bedst kan lide at spise! Kan du forestille dig det?
Simon smiler skævt, men siger ikke imod. Det føles mærkværdigt rart, at Frida fortæller så åbent om deres forhold. Tyve år gammel, sprudlende og med et smil, der lyser hele hendes ansigt op, har hun givet ham noget ægte og friskt som den første forårsdag efter en lang dansk vinter. Han har ikke engang lagt mærke til, hvordan han, efter bare et par måneder, er blevet en del af hendes verden fyldt med latter, spontane gåture gennem København og uendelig optimisme.
Søndagen er solrig, men kølig himlen høj og blå over byen, efteråret hænger i luften. Frida tager sin yndlingskjole på, den med små blomster, det får hende til at se endnu mere ung og levende ud, mens Simon vælger jeans og en skjorte nok til at vise respekt for Fridas familie, men stadig sig selv. Undervejs kaster hun hele tiden blikke mod ham, som om hun prøver at tjekke, at alt er okay, at han ikke har fortrudt. Hendes fingre leger nervøst med kjolekanten, mens hendes øjne ofte finder hans.
Er du nervøs? spørger Simon, da han lægger mærke til hendes uro. Han klemmer blidt hendes hånd, prøver at berolige.
Lidt, svarer hun og ser ned. Det betyder jo meget. Jeg vil så gerne, at det bliver perfekt. Jeg er sikker på, de vil kunne lide dig. Men så er der jo også Anna Min søster Hun misunder mig! Hun har ikke nogen selv! Så jeg er faktisk lidt bange for, hvordan det kommer til at gå
Anna er fem år ældre, høj, slank, mørkt hår i en hestehale. Hun læser sin kandidat og arbejder samtidig i et kontorjob for at få erfaring. Hun er voksen, alvorlig Hvad nu, hvis Simon falder for hende? Det må bare ikke ske!
Da de træder ind i lejligheden på Østerbro, kan Frida straks mærke, at Anna er usædvanligt pyntet: kjole med stort udskæring, høje hæle, let makeup, der fremhæver hendes ansigtstræk. Hun står i entreen foran spejlet og retter på sine øreringe, virker ikke overrasket over deres ankomst, men luften er alligevel tyk af spænding.
Nå, I er tidligt på den, siger Anna og løfter et øjenbryn køligt. Hendes stemme er distanceret. Vi regnede først med jer senere.
Vi blev før færdige, siger Frida og ser anklagende på hende. Skal du ud?
Ja, venindehygge på restaurant, Anna glatter håret, kaster et hurtigt blik på Simon. Han er da pæn, søsteren har været heldig. Ville bare være væk, inden I kom.
Simon, der indtil nu har stået og indåndet atmosfæren i Fridas barndomshjem og set sig omkring, smiler så og prøver at lette stemningen:
Du ser virkelig flot ud.
Med det samme mærker Frida noget snøre sig sammen indeni. Hun kender hans tone, den er let, og hun ved, Anna kan gøre indtryk. Fridas hjerte banker lidt hurtigere, håndfladerne er svedige.
Tak, Anna smiler svagt, men hendes blik forbliver neutralt. Hun flirter ikke, tager komplimenten som om det var naturligt.
Men for Frida er det nok. En pludselig bølge af jalousi skyller ind over hende, tager forstanden fra hende.
Selvfølgelig, hendes stemme lyder skarpere, højere end normalt. Du skal jo altid være midtpunkt! Selv når jeg introducerer min kæreste for familien. Som om det hele er en konkurrence!
Frida, Anna sukker træt, tålmodigheden er slidt ned. Det var altså ikke planlagt. Jeg ville bare ud. Det er dig, der altid overdriver.
I den kjole? For at spise med veninder? Frida træder et skridt frem, øjnene funkler af såret stolthed. Lad nu være med at lyve! Du gør det med vilje for at imponere Simon. Du misunder mig, at jeg har en kæreste, det har du ikke selv!
Det er pjat! Anna slår opgivende ud med hænderne, stemningen er nervøs. Sådan klæder jeg mig nu engang. Lad være med at projekttere dine komplekser over på mig!
Simon står imellem dem, forvirret. Han forstår slet ikke, hvordan en uskyldig bemærkning kunne starte alt det her.
Frida, måske skulle vi han prøver at træde ind imellem dem, i håb om at dæmpe det. Det her lyder fjollet. Lad os nu bare slappe af og snakke om det som voksne?
Hun hører ham ikke. Følelserne vælter ud af hende.
Du gør det altid! Fridas stemme hæver sig og runger i entreen. Du skal være den kloge, den smukke, den som alle ser på! Og jeg? Jeg er evigt den i baggrunden!
Stop nu, Anna snerrer og bider tænderne sammen. Det er ikke en konkurrence, det har det aldrig været! Det er virkelig dig, der har fantasi på overarbejde.
For dig måske! Men jeg har altid følt det sådan! Frida kæmper mod tårerne, bider dem i sig og knuger hænderne.
I det øjeblik kommer deres forældre ud fra stuen. Faren Jesper, i hjemmestrik og med Politiken under armen, stopper op. Moren, Birgitte, kigger ud fra køkkenet, tørrer hænderne i viskestykket, hendes ansigt udtrykker træthed og opgivenhed.
Hvad foregår der? spørger faren uden egentlig engagement, mest rutine, som om han er vant til den slags sammenstød.
Mor, far, Frida vender sig mod dem, stemmen dirrer. Se på Anna! Hun gør det med vilje, hun vil stjæle Simon for mig! Skal altid vise, at hun er bedre!
Birgitte sukker og ser hurtigt på Anna ikke bebrejdende, mest opgivende over selve situationen.
Anna, du kunne godt have været lidt mere afdæmpet, siger hun sagtmodigt uden at rette skylden mod Frida. Frida havde jo sagt, hun tog Simon med. Du kunne godt tage lidt mere hensyn.
Jeg skulle bare indenom og ud, Anna fletter armene over brystet, kæmper for at holde temperamentet på plads. Jeg orkede virkelig ikke at være en del af sådan noget her. Jeg er træt af, at Frida altid giver mig skylden for alt.
Flot! Ser I? Frida peger vredt på søsteren. Hun skyder skylden over på andre, som altid!
Simon forsøger endnu engang at blande sig, stemmen nu fast og insisterende:
Skal vi ikke prøve at slappe af og tale om det? Det begynder at virke helt skørt I er familie. Kan vi ikke holde en pause og snakke sammen i stedet?
Men Frida kan ikke stoppe sig selv. Hun flår i Annas kjole, stoffet flækker uhørligt.
Hvad gør du?! Anna stirrer på hende, chok og såret stikker kort frem bag masken af ligegyldighed. Er du helt okay?
Og hvad med dig?! Fridas hænder ryster. Tror du ikke, jeg ser, hvordan du forsøger at gøre indtryk på ham?
Jeg er ligeglad, Anna træder væk, kølig i stemmen. Du forestiller dig ting, der ikke findes.
Forældrene står lidt på afstand, som om de ikke rigtigt tør gribe ind. Jesper vender sig mod avisen, Birgitte ryster på hovedet:
Anna, vær nu lidt mere diplomatisk. Det er din søster. Forstå hendes følelser.
Diplomatisk? Anna knuger hænderne, stemmen skælver svagt. Jeg havde bare tænkt mig at tage ud. Det var Frida, der startede det her! Det bygger hele tiden på hendes fantasi!
Men ordene preller af. Frida vender sig mod Simon, søger støtte i hans øjne.
Sig det til hende, Simon! kræver hun, desperat. Sig, hun tager fejl!
Han tøver, svarer lavmælt:
Frida, det her virker som en misforståelse. Jeg kan ikke se, at Anna gør noget galt. Og jeg er faktisk ked af, at det hele bliver så dramatisk.
Hun ser såret på ham.
Er du på hendes side? Efter alt, hvad jeg har fortalt dig? Efter at jeg prøvede at gøre dagen speciel?
Simon kører en hånd gennem håret og sukker tungt.
Jeg er ikke på nogen side, hæver han forsonende hænderne. Jeg håbede bare, vi kunne have en god aften, lære hinanden at kende I stedet er der råb, tårer og et ødelagt kjole.
Anna sukker og sender et bittert smil.
Pragtfuld stemning, Frida. Du har gjort det igen.
Hun stryger over revnen i kjolen, fingrene dirrer. Nu ser hun ikke længere selvsikker ud, bare træt slidt af konflikter og misforståelser.
Frida stivner, ser skiftevis på Simon og Anna. Oprørthed, vrede, forvirring og langt bagerst i blikket erkendelsen af, at hun er gået for langt.
Jeg jeg mente det ikke sådan, hvisker hun, mere til sig selv end til nogen andre.
Birgitte kommer hen, lægger en hånd på Annas skulder.
Lad mig se på det, måske kan det fikses
Det er okay, mor, Anna trækker sig væk. Jeg skifter. Skal nok ud nu. De venter allerede.
Jesper lægger til sidst avisen. Hans stemme er skarpere end normalt.
Lad os nu alle falde lidt ned, ikke? Frida, du kunne undskylde. Anna, du kan prøve at tage hensyn. Frida er bare meget følsom.
Men nu er det for sent. Sårene er åbne, sårede følelser har sat sig fast, og det kaster skygger over familien.
Efter den dag blev stemningen forandret i hjemmet på Østerbro. Da Simon kort efter flytter ind (efter en stor vandskade i sin egen lejlighed), får de et værelse hos Fridas forældre. Anna bliver i sit, men forholdet mellem søstrene fryser til. Nu vejes hvert ord, hvert blik.
En morgen finder Frida Anna ved køkkenbordet, optaget af sine noter vigtige eksamener venter netop i dag.
Du gør det med vilje, Fridas stemme bævrer af ophobede følelser. Du sidder her og spiller den flittige, men venter bare på, at Simon skal komme ud og se dig.
Anna sætter koppen hårdt fra sig og vender sig om. For første gang lægger Frida mærke til, hvor træt Anna faktisk ser ud mørke rande under øjnene, og grå hår, som før ikke var der.
Frida, svarer Anna stille og køligt. Jeg vil bare have min te, før jeg skal til eksamen. Det er vigtigt. Det handler om min fremtid.
Er det eksamen, eller handler det bare om Simon? Frida slår armene over kors, men tvivlen nages indeni.
Kan du ikke stoppe?! Anna vender sig pludseligt, styrer balancen på stemmen. Hvorfor skal du altid mistænkeliggøre alt? Hvorfor bare ikke glæde dig over, at noget lykkes? Eller over dig selv?
Fordi du altid har været den bedste! Frida stamper imod gulvet, stemmen skærer gennem rummet. Altid den ældre, dygtigere, smukkere og nu også ham, som er det eneste, jeg har!
Anna forstenes. I hendes blik glider et strejf af smerte gammel, uforløst sorg, som Frida lige har pillet op i. Men Anna tæmmer det hurtigt bag kulde.
Hvis du virkelig tror det, siger hun stille, og stemmen er mat så er der ikke mere jeg kan gøre her.
Anna går uden dramatik ind på sit værelse og begynder at pakke. Frida bliver stående, siger ikke noget. Inderst inde ved hun, hun har krydset en grænse hun ikke burde.
Næste morgen er Anna væk. Hun tager ind til sin veninde på Amager, spørger om hun kan bo der et par uger, og bliver mødt med åbne arme. Veninden forstår hendes situation og ved, at nogle gange er det nødvendigt at komme lidt væk for at trække vejret.
De første dage er svære. Anna savner hjemmets rytme, mors små brok men efterhånden mærker hun lettelsen. Nu bestemmer hun selv, og dagene glider roligt videre med studie, kaffe og samtaler.
Forældrene prøver at kontakte hende, men samtalen kører altid ud i, at Anna selv er skyld i konflikten, tog tingene for nært, overreagerede, bar sig forkert ad. Anna gider dem ikke mere og tager ikke telefonen.
*************************
To måneder går. Frida og Simon bor sammen endnu, men forholdet knager. Fridas evige jalousi og mistillid har slidt på Simon. Han prøver gang på gang at forklare hende, at det slet ikke er Annas skyld, det handler om Fridas egne usikkerheder. Men Frida vil ikke høre. Hun ser intriger alle vegne, betragter alt gennem en linse af mistro.
En aften pakker Simon sine ting.
Jeg kan ikke mere, siger han stille i entreen. Hans stemme er træt, ikke vred, bare konstaterende. Du kvaler mig. Hver gestus, hvert ord, alt bliver misforstået. Jeg orker ikke at forsvare mig længere.
Du går? Lamslået står Frida midt i stuen, hænderne falder slapt ned. På grund af Anna?
Nej, sukker Simon. På grund af dig. Du kan ikke se forskel på fantasi og virkelighed. Du bygger mure mellem os, skubber mig væk og forstår ikke hvorfor.
Han går. Døren smækker blidt, og Frida sidder alene tilbage og pludselig slipper tårerne løs. Bittert, men nødvendigt.
Først dér begynder Frida at spørge sig selv, om Anna overhovedet gjorde noget galt? Hvad hvis kampen kun foregik i hendes eget hoved? Hvor mange har hun stødt fra sig i sit behov for kontrol?
Da forældrene hører om bruddet, bliver de ikke mest bekymrede for Fridas følelser, men mere for, hvem der nu skal hjælpe til i huset. Stemningen bliver tungere; Frida trækker sig helt ind på sit værelse, vil ikke tage del i noget. Birgitte prøver flere gange at få hende til at hjælpe, men Frida afviser surt, som om hverdagens småting er ligegyldige.
Mor, hvad skal jeg med rengøring? Mit liv er jo gået i stykker! græder hun i puden, stemmen bølger af fortvivlelse.
Birgitte sukker opgivende og kaster sig over de huslige opgaver alene. Efter nogle uger står det klart: uden Anna fungerer det hele dårligt. Tøjet hober sig op, madlavningen tager for lang tid, og Frida bemærker intet hun forsvinder dagene væk foran telefonen med sociale medier og serier.
Til sidst ringer forældrene til Anna.
Anna ringer først tilbage sent om aftenen, siddende i læsesalen på universitetsbiblioteket. Med telefonen trykket hårdt i hånden lytter hun til Birgittes stemme, der nu lyder sjældent mild:
Anna, søde Vil du ikke komme hjem igen?
Et suk. Anna svarer roligt, næsten professionelt:
Hvorfor?
Vi klarer det ikke rigtigt, Frida har det svært, og far har ondt i ryggen Vi mangler dig her.
Mor, Anna holder pause. Jeg har fået styr på mit liv. Jeg arbejder, studerer, og jeg kan ikke bare komme tilbage som om intet er hændt. Husker du den dag Frida rev mit tøj i stykker og beskyldte mig for ting, jeg aldrig har gjort?
Men Simon er jo væk, Birgitte lyder nu næsten irriteret. Nu bliver alt vel normalt igen. I kan genfinde hinanden
Det kan jeg ikke, mor, Anna svarer bestemt, men stille. Problemet var ikke Simon. Det var måden, jeg hele tiden bliver set på. Der kommer jo en ny kæreste på et tidspunkt skal jeg så igennem det igen?
Lang stilhed. Birgitte leder efter argumenter.
Vil du forlade os helt?
Jeg forlader jer ikke. Jeg bor bare ikke hjemme, Anna trækker vejret dybt. Og for resten Jeg har mødt én. Han hedder Emil, han arbejder med IT, og vi har lejet lejlighed. Jeg bliver hos ham og jeg er lykkelig.
Endnu mere stilhed, indtil Birgitte mumler:
Nå Tillykke vel så.
Tak, mor. Det betyder noget at I nu ved det.
De siger farvel, og Anna lægger på. Hun mærker sig selv lette indvendigt. Ser sig omkring i biblioteket, hvor studerende arbejder, bøger bæres frem og tilbage, og duften af kaffe hænger i luften. Det her er hendes liv nu mere hendes, og mere roligt, end det nogensinde var hjemme.
Emil venter udenfor. Han sender et smil, tager hendes hånd.
Er alt okay?
Ja, jeg talte bare med min mor.
Skulle du hjem?
Nej. Jeg sagde, at jeg bliver her. Med dig.
Han stryger kærligt hendes hånd.
Lad os finde ud af, hvor vi skal tage hen i weekenden, ikke?
******************
Frida, nu alene uden Simon og Anna, indser langsomt, at problemerne ikke lå hos Anna. Ofte genkalder hun sig den dag, hvor hun rev Annas kjole i stykker. Hun skammer sig; ser for sig søsterens chokerede ansigt, sine egne rystende hænder. Men stoltheden holder hende fast. Hun trækker sig endnu mere ind i sig selv, bruger tiden online, lukker sig inde.
En aften orker Birgitte ikke mere:
Frida, siger hun alvorligt i døren. Du har isoleret dig i over en måned. Det må stoppe. Vi kan ikke blive ved med at skåne dig.
Hvad skal jeg ellers? mumler Frida og ser op fra telefonen, træt og opgivende. Simon er væk. Anna er væk. I har altid taget hendes parti.
Vi hører dig, afbryder Jesper, som netop træder ind. Hans stemme er usædvanligt klar, uden vrede, bare ærlig. Men du må forstå: man kan ikke altid pege fingre af andre. Du har selv skubbet både Anna og Simon væk. Du har bygget mure, og nu sidder du fast.
Frida rykker sig uroligt. Det er sjældent, at faren taler så åbent. Hun ser på dem og for første gang lægger hun mærke til, hvor trætte de begge ser ud.
Måske har I ret Men hvad nu? Hvordan gør jeg det godt igen?
Start med det små, moren sætter sig på kanten, lægger hånden på hendes. Hjælp mig i morgen med rengøringen. Ring til Anna. Sig, at du er ked af det. Man skal ikke sidde fast og vente på, at alt bliver perfekt.
Jeg siger ikke undskyld! udbrud Frida. Jeg har ikke gjort noget forkert!
Birgitte ryster på hovedet. Hvorfor forstår Frida ikke de mest enkle ting? Det bliver svært for hende fremoverMen i nat, efter forældrene har slukket lyset, ligger Frida vågen. Hun stirrer op i mørket, mærker rastløsheden rumstere under huden. Tårer prikker ikke vrede denne gang, ikke fornærmelse, men sorg og skam over alt det, hun mistede, fordi hun holdt stædigt fast i sin illusion af forræderi.
Mobiletelefonen er kold i hånden, da hun sidder op i sengen. Hun stirrer længe på navnet Anna i kontaktlisten. Fingeren virker tung. Langsomt, næsten tøvende, skriver hun: *Undskyld. Jeg savner dig.*
Send. Intet svar. Kulde i maven, men også: lettelse.
Næste morgen hjælper hun sin mor uden at protestere, tørrer støv af reolerne, lægger viskestykker sammen. Det føles fremmed, men ikke umuligt.
Dagene går. Anna svarer aldrig. Men Frida gentager sin besked en uge senere, lidt mere åben denne gang: *Du var aldrig min fjende. Jeg håber, du har det godt.*
Hun ser Anna og Emil på billeder på sociale medier glimt af smil, varme øjne. Synd, tænker Frida, at hun ikke var i stand til at give slip før. Synd, at hun forvekslede kærlighedens nærhed med frygten for at miste.
Ugerne bliver til måneder. Foråret spirer udenfor. Til sidst en tidlig morgen, mens hun sidder i vinduet med en kop te, tikker der et svar ind:
*Det tog tid, men jeg tilgiver dig. Pas godt på dig selv, Frida. Måske ses vi en dag.*
Denne enkle sætning ingen forsoning, ingen løfter, kun det, der er nødvendigt. Det er alt, Frida får. Måske er det også alt, hun kan håbe på.
Hun smiler gennem tårerne, ser ud over byen, hvor solen bryder frem over tagene.
Kærlighedens illusioner kan såre, men sandheden, selv når den gør ondt, åbner døren på klem til et liv, hvor man kan finde ro ikke i at eje en anden, men i at tilgive sig selv.
