Forræderi skjult bag venskab
Vinteren i år har vist sig fra sin smukkeste side her i København: Sneen falder i tunge, stille lag, og gaderne og gårdhaverne ligner eventyrlige landskaber. Bløde hvide fnug danser uafbrudt i luften, lægger sig sagte på hustagene og fortovene, mens frosten gør luften frisk og klar.
Indenfor hos Katrine og Emil hersker der en helt anden stemning. Der er varmt og roligt. Bag de lukkede vinduer breder det hvide udendørsskuespil sig, men indendørs, i det dæmpede skær fra en standerlampe, føles alt trygt og hyggeligt. Lyset samler sig i en varm cirkel omkring dem og holder den danske vinterkulde på afstand.
De to sidder tæt sammen i sofaen, indhyllet i et tykt uldent tæppe. På tvet ruller en dansk familieserie over skærmenen let komedie uden de store budskaber, noget at slappe af og grine ad. Katrine følger interesseret med, mens hun ind imellem smiler stille for sig selv. Emil sidder tilbagelænet, blikket vandrende fra filmen til sneen udenfor. Synet tager pusten fra ham; det hele er så uendeligt smukt.
Stemningen bliver kortvarigt brudt af den velkendte lyd fra Emils mobil. Han tøver et øjeblik, usikker på om han orker forstyrrelsen, men lyden gentager sig. Med et suk tager han telefonen op, kigger på skærmen og sukker igen.
Det er Claus igen, siger han lavmælt til Katrine. Tredje gang i aften.
Katrine vender hovedet lidt, men hendes blik forbliver på fjernsynet.
Han vil sikkert invitere os ud igen, svarer hun roligt. Han har jo lige købt det sommerhus ved Hornbæk. Han maser altid på; det er nærmest som ordet ‘nej’ preller af på ham.
Emil swiper over skærmen og tager opkaldet.
Hej Claus, siger han, idet han prøver at lyde oplagt.
Emil! Hvornår kommer I? Vi fejrer indflytning! Alt er klart: saunaen er varmet op, bordet er dækket, alle vennerne er her. Kom nu, tag Katrine meddet bliver skide hyggeligt!
Emil tøver et øjeblik. Han skyder et blik til Katrine, som ryster svagt på hovedet. Hendes signal er klart: Ingen larmende komsammen, ingen druk og larmende snak den her weekend. De vil begge gerne bare have ro, være dem selv og slappe af.
Efter et øjeblik finder Emil på en undskyldning.
Prøv at hør Katrine er smuttet over til sin mor på Frederiksberg. Jeg gider ikke tage alene op til dig. Du ved selv, hvad folk kan finde på at sige Jeg gider ikke alt det fnidder derhjemme over ingenting. Vi må tage den en anden gang, Claus.
Der bliver stille fra Claus i den anden ende. Men så kommer svaret, overrasket:
Hva? Er hun kørt? Hvornår kommer hun hjem?
I morgen aften, siger Emil med et opgivende suk. Det var lidt impulsivt Vi havde ellers store planer: biograftur, gåtur i Kongens Have, måske på skøjter. Men sådan blev det ikke, så vi må tage festen en anden gang.
Claus lyder ikke helt overbevist, men opgiver.
Nå, men så sig til når hun kommer hjem. Savner jer altså!
Det gør jeg, lover Emil hurtigt. Vi kan måske ses næste weekend, hvis det passer?
Han lægger røret og ånder lettet op med et lille smil.
Pyh, det var heldigt, mumler han og kigger på Katrine. Hvad er det med ham? Jeg har sagt det sort på hvidt, jeg gider ikke hans sommerhusfester og druk! Meget hyggeligere at vært sammen med dig.
Han omfavner hende, mærker hvordan spændingen forlader kroppen. Herinde er der varmt og roligt, sneen daler stille, yndlingsfilmen kører viderelangt væk fra larm og fester, som Emil ærlig talt aldrig har brudt sig om.
Katrine læner sig mod ham, mærker varmen fra hans krop og den trygge, beroligende vejrtrækning. Det stille tikkende ur, den dæmpede sort-hvide film på skærmen og det lune lys fra lampen gør stuen til deres fristed. Omsluttet af ro og nærhed, som er blevet en sjældenhed i hverdagens travlhed.
Det vil jeg også helst, siger hun stille, løfter blikket og møder hans øjne. Lad os bare slappe af, se film og gå tidligt i seng.
Emil smiler, trækker hende tættere ind til sig, allerede i tankerne et par timer fremme, hvor de slukker lyset og kryber under dynen, mens vinterstormen leger uden for.
Men så brydes freden endnu engang, telefonen ringer igenog atter er det Claus.
Emil rynker brynene let og tøver, men tager så opkaldet.
Claus, jeg har sagt
Emil, lyder Claus stemme, nu alvorlig og anspændt. Jeg er i Krystal Bar med gutterne lige nu. Og ved du hvem der sidder over i hjørnet? Katrine. Sammen med en eller anden fyr. De skåler, hun krammer ham. Jeg ville ikke blande mig, men du skal vide det. Hun sagde jo til dig, hun var hos sin mor. Det ligner da løgn!
Emil fryser. Hans blik flakker mellem Katrine og skærmen. Er det her en eller anden mærkelig joke?
Hvad siger du? spørger Emil usikkert. Er du sikker på, det er hende? Jeg ved jo, hvor hun er!
Hundrede procent, svarer Claus standhaftigt. Hun er allerede halvfuld, griner højt og virker ligeglad med at jeg ser det! Hun gider ikke snakke med mig engang. Skal jeg give hende telefonen?
Emil kniber øjnene sammen, prøver at samle tankerne. Alt er kaos indeni. Hvordan kan Claus tage så fatalt fejl? Eller er der noget helt andet i gang?
Ja, gør det, siger han, tænder for højtaleren. Nu vil han vide, hvad det handler om.
Gennem støjen af klubmusik lyder snart en kvindestemmesom lyder næsten nøjagtigt som Katrines. Emils hjerte springer et slag over.
Hallo? Hvem er det? kommer det, tøvende, som om personen skal orientere sig.
Han kigger på Katrine, der sidder ved siden af, målløs og med store øjne.
Katrine? Det er Emil. Hvad foregår der?
Der lyder et lille grin, og stemmen siger overmodigt, næsten for sjov:
Ej Emil altså, gider du lige? Jeg vil have det sjovt for en gang skyld. Jeg orker ikke din kedelige hverdag mere.
Katrine farer op, hvid i ansigtet, lægger hånden på brystet som for at tage kontrollen over sit hamrende hjerte.
Hvad laver hun? Hvordan kan hun kende mit navn? Og hvorfor lyder hun som mig? Det er jo vanvittigt!
Hvor er du?
Hvad rager det dig? svarer stemmen flabet Jeg beslutter selv, hvad jeg laver!
Der lyder endnu en latter, lyden af glas og så bryder Claus ind:
Emil, hørte du det? Jeg sagde det jo!
Emil afbryder hurtigt, med en rysten i stemmen af alt for mange følelser:
Stop. Jeg tager hånd om det i morgen. Du skal ikke ringe igen.
Han lægger på og kaster telefonen tilbage i sofaen, mens han stirrer op i loftet. Hvis ikke Katrine sad lige nu ved siden af ham han kunne faktisk have troet på det.
Katrine synker ned i sofaen, blikket på Emil. Stemmen var virkelig som hendes. Men noget er helt galthvordan kendte hun detaljerne? Hun har tydeligvis fået instrukser.
Det er jo absurd, hvisker hun. Hvem var det? Hvilket teater!
Emil ryster på hovedet, kører hånden gennem håret og sukker. Han ser kun mistanke nu, ubehagelige mistanker
Ved ikke hvem det var, siger han mod fjernsynet, som om svaret gemmer sig der. Men stemmen det var din stemme. Smil, latter, alt. Det kan umuligt være et tilfælde.
Og Claus var så sikker på, det var mig, siger Katrine stille. Forestil dig, hvis jeg ikke havde været hjemmedu ville straks tro jeg sad i en bar med en eller anden mand.
Emil vender sig, hans blik blødt. Han omfavner hende, tager hende tæt ind til sig og mærker hendes krop ryste svagt.
Jeg ville alligevel have tvivlet, siger han. Du kunne aldrig finde på det. Jeg kender dig, Katrine. Det her er bare en meget mærkelig misforståelse eller et dårligt nummer. Jeg skal nok finde ud af hvem det er. Hvis det bliver nødvendigt, beder jeg om at se optagelserne fra baren.
Hun læner sig stille mod ham, mærker trygheden vokse og kulden slippe. Hun trækker vejret dybt.
Ja det er slet ikke mig. Men hvem så? Og hvorfor?
Emil trækker på skuldrene, men nu er der beslutsomhed i hans blik, ikke længere forvirring. Han klemmer hendes hånd og signalerer: de er sammen i det her, og de skal nok klare det.
***************************
Næste dag, tæt på middag, sidder Katrine i køkkenet med en kop te. Hun skimmer mails på sin laptop, da telefonen ringerdet er Claus. Hun tøver lidt, men tager den så. Hun vil vide, hvad han har at sige.
Hej, begynder Claus forsigtigt. Har du talt med Emil efter i går?
Katrine griber om telefonen. Det er hendes chance for at komme til bunds i det hele. Roen i stemmen er påtaget:
Ja. Vi skændtes. Han anklagede mig for alt muligt, og nægtede at høre på mig. Han mener, jeg har løjet for ham.
I den anden ende flyver der en lille pause forbi. Katrine hører Claus trække vejret tungt, mærker han næsten er tilfreds.
Tænkte det nok, siger han. Jeg har jo sagt det: Emil værdsætter dig ikke! Han ser slet ikke, hvem du er.
Katrine mærker vreden stige, men holder hovedet koldt. Hun vil høre hele hans plan.
Hvad mener du med det? spørger hun roligt.
Claus falder næsten til hvisken, stemmen underlig blød:
Bare at du fortjener mere, Katrine. Jeg har elsket dig længe. Hvis du en dag forlader Emilvil jeg altid være der for dig.
Katrine holder vejret. Hvor længe har Claus gået med det her? Hvorfor kommer han frem nu, efter alt det her? Har han selv planlagt det hele?
Hun svarer roligt, men fast:
Claus, du overrasker mig virkeligdet passer bare ikke ind nu. Jeg vil Emil, og vi skal sammen finde ud af, hvad der skete i går. Lad være med at blande dig mere.
Undskyld hvis jeg sagde for meget, forsøger Claus. Jeg ville bare have, du véd, jeg altid er her for dig. Emil har altid brugt dig dårligt. Jeg har hørt rygter fra ham selv Han leder bare efter en undskyldning for at droppe dig! Jeg vil bare beskytte dig.
Nu knuger Katrine telefonen tæt. Hun trækker vejret dybt og sørger for at lyde kølig og afbalanceret:
Hør her, Claus. For det første: Jeg var hjemme i går. For det andet: Der var ingen skænderi mellem mig og Emil. For det tredje: Jeg har indset, du står bag det hele. Nu ved jeg, hvorfor.
Der bliver stille, alt for stille. Katrine ved, at nu kommer sandheden.
Hvad? fremstammer Claus, men samler sig hurtigt: Hvad snakker du om?
Du mødte en pige, der næsten lød som mig og bad hende ringe og spille fuld-Katrine via min stemme. For at få mig og Emil op at skændes. Gør du ikke?
Tavshed. Så et suk, stemmen slår omnu hører man desperationen:
Ja, jeg gjorde det! Fordi jeg elsker dig, Katrine. Fordi jeg kan give dig det, som Emil aldrig kan! Jeg ser dig, jeg vil kun dig!
Katrine lukker øjnene et sekund, mærker bitterheden skylle igennem brystet. Men hun holder stemmen stiv.
Mener du virkelig, jeg kunne vælge dig? Dig, der skifter kvinder som andre skifter sokker? Hvis du var det sidste menneske på jorden, ville jeg stadig se dig an.
Claus råber ikke mere. Hans stemme er spæd, knap hørbar:
Jeg troede bare, hvis jeg kunne splitte jer, ville du se, Emil ikke er den rette. Jeg kunne gøre dig lykkelig. Med alle de andre kvinder var det bare for at glemme dig. Men ingen kan måle sig med dig! Vælg mig!
Vreden brænder koldt i Katrines indre:
Aldrig! Du forrådte både mit tillid… og min familie. Kun for din egen skyld! Skam dig.
Undskyld, mumler Claus. Stemmen bævrer, al tidligere selvsikkerhed er væk.
Men Katrine har fået nok:
Ikke mere, Claus. Ingen venskab længere. Ingen kontakt. Jeg har optaget samtalenog det får Emil også at høre!
Hun lægger på, lægger telefonen på bordet, hænderne ryster let, men hun trækker vejret dybt og finder ro i blikket mod sneen udenforsom daler, upåvirket af menneskers intriger.
I det samme kommer Emil ind. Han ser straks hendes alvor og stopper op.
Nå?
Hun vender sig om, trækker vejret dybt og smiler skævt:
Alt er forklaret nu. Han indrømmede det hele. Han lod som om, han ville beskytte migmen i virkeligheden prøvede han at splitte os, fordi han er forelsket. Tilbød mig alt muligt guld og grønne skove! Sikke en falsk ven
Emil sætter sig tæt ved, lægger sin hånd over hendes. Trykket er fast, tydeligt: Han er her.
Så var han aldrig rigtig ven, siger Emil lavt. Glem ham, hans idéer og fester. Nu kan vi endda tillade os at sige nej til den slags komsammener. Jeg har længe haft en dårlig mavefornemmelse, men ingen beviser Nu er alt klart.
Ja, siger Katrine og læner sig lidt tættere. Nu ved vi, hvem vi kan stole på. Og hvad der betyder noget.
Lettere smilende kigger hun ud mod sneen og mærker den genfundne ro.
Faktisk, siger hun drillende, nu kan vi altid sige nej til enhver fest, hvor han erog bare nyde vores egne aftener.
Emil ler, ægte og let:
Præcis. Så ser vi film og drikker te.
Og ikke andet, tilføjer hun med et grin og pakker sig ind i tæppet.
Lyder perfekt, smiler han, og holder hende tæt.
Bag vinduerne hvirvler sneen videre. Inde i stuen fyldt med lune lamper og rolige stemninger, er ingen plads til løgne eller bedrag. Kun dem. De ved, hvad de hartillid, varme, og tryghed. Og i morgen venter endnu en stille og tryg dansk vinterdag…
**************************
Claus sidder alene i sit køkken i Hillerød, stirrer ned i en tom kaffekop. De sidste kolde dråber har han ikke rørt længe, tankerne bliver ved med at kredse om de ord, han ikke kan slippe: Ring aldrig mere.
Men angeren, skammenden kommer ikke. Kun en tung, grå vrede. Han slår knytnæven mod bordet og sukker voldsomt.
Hvorfor gik det galt?! råber han, skovler krummerne væk.
Han genlever igen og igen aftenen før. Hvordan han, med pigen Mariasom kun lige mindede om Katrinei Krystal Bar fik hende til at lave scenen, spille fuld og ligeglad, snakke som Katrine. Alt for at så tvivl hos Emil.
Han troede, hans plan ville lykkesså ville Katrine se, Emil var intet værd. Nu havde han mistet det hele. Katrine. Venskabet. Alt.
Det er dem, der ikke forstår noget! mumler han arrigt og trasker restløst rundt i lejligheden. Emil fortjener hende ikke! Jeg kunne give hende det hele!
Vinterens sne falder stadig roligt. Claus stirrer ud, misundelsen vokser. Tanken om hvordan Emil og Katrine sidder tæt sammen, smilende, føles som salt i såret.
Han samler resterne af sin plan op, river papiret i stykker og smider det i skraldespanden.
Bag vinduet daler sneen videre. Og Claus bider ordene i sig:
Det burde have været mig. Alt det dermit.
