Forræderi forklædt som venskab
Vinteren i år havde besluttet sig for at vise skønhed i fuldt flor: sneen væltede ned og forvandlede Københavns gader og gårde til et sandt eventyrlandskab. Store, fluffy snefnug dansede gennem luften og lagde sig blødt på hustagene og fortovene, mens frosten gav luften en helt særlig friskhed og klarhed.
Inde i lejligheden hos Signe og Mikkel var stemningen en anden varm og fredelig. Gennem det store vindue kunne de følge sneens magiske skuespil udenfor, men indenfor herskede hyggen. En bordlampe kastede et blidt og dæmpet skær, der holdt vinterkulden på afstand og skabte et lille lysglimt af varme omkring sig.
Ægteparret sad under et uldtæppe på sofaen. På TVet kørte en ny uskyldig dansk familiefilm, kun til at slappe af til og grine lidt over. Signe sad koncentreret og fulgte filmen, smilede indimellem hemmelighedsfuldt. Ved siden af sad Mikkel, tilbagelænet og afslappet, og skiftede fra tid til anden blikket mellem filmen og de roterende snefnug udenfor. Udsigten var dragende smuk.
Stilheden blev brudt af en iørefaldende ringetone Mikkels telefon. Han reagerede ikke straks, som om han ville trække det hyggelige øjeblik ud, men ringetonen vendte frygtløst tilbage. Med et lille suk fiskede Mikkel mobilen op af lommen, kastede et blik på skærmen og sukkede igen:
Nu ringer Emil igen, bemærkede han til Signe. Det er allerede tredje gang i aften.
Signe drejede hovedet svagt mod ham, uden at tage øjnene fra TVet.
Han inviterer jer sikkert ud til sin nye kolonihave igen, svarede hun fattet. Han har jo endelig købt stedet og vil fejre det. Emil har utroligt svært ved at acceptere et nej.
Mikkel swipede henover skærmen og besvarede opkaldet.
Hej Emil, sagde han forsigtigt, og prøvede at lyde entusiastisk.
Ej, Mikkel, hvornår kommer I? Emils stemme flød over af spænding. Jeg sagde jo, at vi skulle fejre kolonihaven! Alt er klart: saunaen er varm, bordet dækket, folk samles. Kom nu, tag Signe med det bliver hyggeligt!
Mikkel tøvede en smule og kiggede sløvt mod Signe, der kun lige rystede på hovedet så diskret, at kun han lagde mærke til det. Ingen ord var nødvendige: larmen, musikken, de lange samtaler og al den uro det var ikke det, de ønskede nu. Begge trængte bare til ro og nærvær i deres egne rammer, uden at skulle stå til regnskab overfor nogen.
Med ens genial idé tog han en beslutning.
Ved du hvad, Emil, hviskede han, Signe er faktisk taget på besøg hos sin mor et par dage. Og jeg gider altså ikke tage ud alene du ved, man vil jo nødigt sidde og lytte til sladder om hende. Så vi tager den en anden gang, okay?
Der var tyst lidt i røret, så fulgte Emil op overrasket:
Nå, er hun? Hvornår er hun så hjemme?
I morgen aften, svarede Mikkel med et let stænk af fortrydelse i stemmen. Det var meget spontant Vi havde ellers fine planer: en tur i biografen, en tur i Søndermarken, måske forbi skøjtebanen. Men sådan blev det ikke. Så vi må kigge forbi en anden gang.
Emil tav lidt, og lød pludselig en anelse for tilfreds.
Jamen, bare sig til når hun er hjemme. Vil virkelig gerne se jer!
Naturligvis, svarede Mikkel hurtigt. Måske næste weekend, hvis det passer.
Han sagde farvel, lagde telefonen og sukkede af lettelse.
Pyha, sikke et cirkus, mumlede han og så ind i Signes øjne. Hvorfor er han så stædig? Jeg har sagt nej adskillige gange! Det der druk og snak det har jeg aldrig brudt mig om. Nej, jeg nyder faktisk mest at være herhjemme med dig.
Han tog om hende, og mærkede hvordan spændingen forsvandt lidt. Udenfor dansede sneen stadig, og filmen buldrede videre. Alt var roligt, hyggeligt langt fra de støjende aftener, Mikkel helst undgik.
Signe sank ind til ham, mærkede hans varme og det trygge åndedræt ved sin kind. Rummet summede af de lavmælte lyde lampens skær, sort-hvide film på skærmen, glimt af et ur på væggen. Det føltes som frihed fra hverdagens jag.
Jeg har det præcis på samme måde. Skal vi bare se film og gå tidligt i seng? spurgte hun sagte og så kærligt på ham.
Mikkel smilede og holdt hende fast. Han glædede sig allerede til, at de snart kunne slukke lyset, kravle ind under dynen og falde i søvn til vindens hylen. Men endnu et opkald forstyrrede deres fred igen fra Emil.
Mikkel rynkede bryn og kiggede på telefonen. Hvad nu?
Emil, jeg sagde jo begyndte han, prøvende at holde roen, men en begyndende irritation var ikke til at tage fejl af.
Mikkel, Emils stemme lød pludseligt alvorlig og anspændt, jeg er i klubben “Krystal” lige nu med de andre, lige inden vi skulle i sauna. Men… Signe er her. Med en fyr. De sidder, drikker, og hun smyger sig om ham. Jeg ville ikke blande mig, men du skal vide det hun sagde jo, hun skulle til sin mor! Hun har altså løjet for dig.
Mikkel stivnede, kiggede vantro på Signe og så et øjeblik på telefonen.
Hvad? spurgte Mikkel med tydeligt skeptisk stemme. Er du sikker? Du må tage fejl jeg ved præcis, hvor min kone er!
Helt sikker, svarede Emil fast. Hun er tydeligt beruset, griner højt og lader sig ikke mærke med mit nærvær. Hun vifter bare af. Vil du have, jeg giver hende røret?
Mikkel lukkede kort øjnene et øjeblik og tog en dyb indånding. Tankerne kørte i ring.
Ja, gør det, sagde han og satte på højtaler, nysgerrig på, hvad han ville høre.
Telefonen fyldtes af klubmusik og latter i baggrunden. Så kom en kvindestemme, næsten identisk med Signes, og Mikkels hjerte sprang et slag over.
Hallo? Hvem taler jeg med? lød det tøvende i højtaleren.
Mikkel sank og kiggede på Signe. Hun sad lige ved siden af, åbenlyst forvirret.
Signe? sagde han roligt. Det er Mikkel. Hvad foregår der?
En lille latter fulgte, så kom stemmen igen, mere kæphøj:
Åh Mikkel, gider ikke høre på dig! Jeg vil have det sjovt, forstå? Jeg er træt af dit kedsommelige liv nu fester jeg, til jeg segner!
Signe fløj op af sofaen. Ansigtet blegnede, hun lagde hånden på brystet og kiggede rædselsslagen på Mikkel.
Det er vanvittigt! Hvordan kan hun kende mit navn og opføre sig sådan? Hvad sker der?
Hvor er du?
Hvad rager det dig? snerrede stemmen. Jeg er ganske vist din kone, men jeg gør, som jeg vil!
I baggrunden lød grin, glas der klirrede, og så kom Emil igen.
Hørte du det, Mikkel?
Mikkel afbrød brat:
Stop, sagde han lavmælt, men stemmen rystede let. Jeg tager den i morgen. Ring ikke mere.
Han lagde røret, kastede mobilen til side og stirrede op i loftet. Havde Signe ikke været der, havde han måske troet på det!
Signe sank sammen på sofaen og stirrede forvirret på ham. Stemmen havde lydt som hendes men det vigtigste var, at nogen kendte de nøjagtige detaljer. Nogen havde instrueret den fremmede kvinde!
Hvad er meningen? hviskede hun. Hvem var det? Hvilket cirkus!
Mikkel rystede på hovedet, rodede sig i håret og sukkede. Han havde ingen svar. Kun mistanker. Ubehagelige mistanker
Ved det virkelig ikke, sagde han, og blikket flakkede søgende i rummet. Men stemmen var din. Ikke til at skelne fra. Det kan ikke være tilfældigt.
Og Emil var overbevist stemningen rystede. Tænk hvis jeg ikke havde været hjemme, du ville tro, jeg var i klubben med en eller anden!
Mikkel kiggede blødere på hende, tog hende i armene og trak hende ind til sig. Hun rystede en anelse, og han indså, hvor meget hun havde brug for tryghed lige nu.
Jeg ville aldrig tro det om dig. Jeg kender dig, ved hvad du står for. Det er enten en dårlig spøg, eller en eller anden underlig plan men jeg finder ud af det. Om nødvendigt tager jeg i klubben og tjekker overvågning.
Signe sank ind til ham, mærkede varmen tage over fra angsten. Hun trak vejret langsomt.
Ja, sagde hun og så op. Jeg var hjemme. Hvem var det så? Og hvorfor?
Mikkel trak på skuldrene, men i hans øjne var forvirringen vekslet til beslutsomhed. Han holdt hendes hånd fast og sendte hende et blik, hvis budskab ikke kunne misforstås: de stod sammen, uanset hvad.
***
Næste dag ved frokosttid sad Signe ved spisebordet, drak te og svarede på arbejdsmails på sin bærbare. Telefonen vibrerede; Emils navn lyste op. Hun tøvede, men nysgerrigheden vandt. Hun ville vide, hvad han nu fandt på.
Hej, sagde Emil forsigtigt. Har du snakket med Mikkel siden i går?
Signe greb fat om telefonen. Hun besluttede at agere at presse ham for sandheden. Med et suk svarede hun:
Ja. Vi røg i totterne på hinanden. Han beskyldte mig for at lyve og ville slet ikke høre forklaringer.
Et øjebliks pause. Emil sukkede dybt, og hendes øjne snappede en antydning af tilfredshed i hans næste sætning, næsten ubemærket men alligevel tydelig.
Sådan, ja Jeg har altid sagt, at Mikkel ikke sætter pris på dig. Han forstår dig simpelthen ikke.
Signe mærkede vreden vokse, men hun talte behersket hun ville høre ham helt ud.
Hvad mener du? spurgte hun stille.
Nu kom han tættere på, intimt:
Du fortjener bedre! Signe, jeg har længe tænkt på dig jeg elsker dig. Rigtigt. Jeg vil gerne tage mig af dig. Hvis du vil forlade Mikkel jeg er der for dig.
Signe tav. Tankerne myldrede: Havde Emil tænkt sådan længe? Var det ham, som stod bag, nu hvor hun “var bortrejst”?
Hun sank dybt, svarede roligt:
Emil, det er meget overraskende. Jeg elsker Mikkel, og vi finder nok ud af det. Bland dig ikke.
Undskyld, hvis det var for meget. Jeg vil bare du har altid haft en ægte ven hos mig. Mikkel har altid behandlet dig skidt. Jeg har hørt ham antyde, at du lyver Han leder vist bare efter en undskyldning for at slippe af med dig! Det vigtigste for mig er, at du er tryg.
Signe kneb telefonen i hånden, tog en dyb indånding og forblev kølig hun nægtede at lade følelserne løbe løbsk.
Hør her, Emil, hendes stemme var kold og klar for det første: jeg var hjemme hele aftenen. For det andet: vi skændtes ikke. For det tredje: jeg ved nu, at du orkestrerede det hele. Først nu forstår jeg hvorfor.
Stilhed. Hun ventede, vidste det var afgørende nu: ville han lyve videre eller være ærlig?
Emil måtte opgive. Stemmen var fortvivlet, nærmest desperat:
Ja, jeg gjorde det! Fordi jeg elsker dig! Fordi jeg mener, Mikkel ikke er god nok. Jeg kunne gøre dig lykkelig!
Signe rystede på hovedet og svarede tørt, uden spor af følelser:
Lykkelig? Tror du virkelig, du kan det? Dig, der konstant skifter kærester? Havde du været den sidste mand i Danmark, havde jeg stadig ikke valgt dig!
Emil tav, men forsøgte alligevel sagte, som om han ikke selv helt troede på det:
Måske ville du se, at jeg er bedre for dig end Mikkel. Jeg forsøgte bare at glemme dig med andre, men ingen kan måle sig med dig. Jeg ville elske dig og gøre alt for dig bare giv mig en chance!
Signe blev iskold; stemmen var rolig, men stålfast:
Nej. Du svigtede alt venskab og tillid. Bare for din egen fantasi?
Emil bad om tilgivelse, men Signe havde besluttet sig:
Der er intet at tilgive. Vores venskab er forbi. Du skal aldrig kontakte mig igen og Mikkel får optagelsen af det her opkald.
Hun lagde telefonen og så ud gennem vinduet, hvor sneen faldt fredeligt, som om intet var hændt.
Nu trådte Mikkel ind. Han spottede straks hendes alvorlige udtryk.
Nå? spurgte han forsigtigt.
Signe vendte sig, sukkede:
Alt er opklaret. Emil indrømmede han iscenesatte det hele, fordi han elsker mig og ville såre os. Han tilbød guld og grønne skove. Sikke et svin…
Mikkel satte sig roligt ved hendes side og tog blidt hendes hånd. Han klemte den et ordløst løfte om støtte og loyalitet.
Så var han aldrig en ven. Nu kan vi lægge det bag os jeg havde for længst en fornemmelse, men ikke beviser. Nu ved vi besked.
Ja, svarede Signe og hvilede sig mod hans skulder. Nu kender vi sandheden og ved, hvem vi kan stole på.
Hun smilede lidt, lettet. Hjemmets trygge duft af træ, te og hendes yndlingsparfume fyldte rummet.
På en måde er det rart. Nu slipper vi for de belastende fester jeg kan bare sige, jeg ikke vil se visse personer, så er der ro.
Hun blinkede drillende, men der var alvor bag: de behøvede aldrig mere at snige sig udenom med undskyldninger. Nu var det bare dem, det trygge hjem det vigtigste af alt.
Mikkel lo ægte, frisindet.
Ja, det kan jeg leve med. Vi bliver hjemme med te og film og lunt tæppe.
Præcis, svarede hun, viklede sig stramt ind i tæppet, tryg og lun.
Perfekt, nikkede han og holdt hende fast.
I det varme, bløde lys, med sneen dansende udenfor, var verden lang væk. Her var ingen løgne eller spil kun to mennesker med fælles tillid og varme. Og visheden om, at tryghed, ægte nærhed og sandhed er det fineste, man kan have.
***
Emil sad i sit mørke køkken og stirrede på sit tomme krus, hvor resterne af kold kaffe var for længst glemt. Ordene Du skal aldrig ringe igen rungede gennem hovedet.
Men hvor han burde føle skyld, sad i stedet kun stædig vrede en klump, der bredte sig fra brystet ud i kroppen og fik ham til at knytte næverne hårdt.
Hvorfor gik det galt? råbte han, skubbede vildt til bordet, så småkagekrummerne spredtes.
Han genoplevede, hvordan han havde overtalt Stine, en kvinde han havde mødt på et café for et par uger siden, til rollen: ens udseende, næsten samme stemme som Signe. Han fik hende til at spille Signes rolle, og hun udførte det præcis, som han havde ønsket drilsk, spydig og udfordrende på telefonen. Der, i klubben, følte han at nu ville alting ændre sig.
Men nu havde han kun det koldsindige nederlag tilbage: han havde mistet alt.
“Det er ikke min skyld!” vrissede han i sit indre, mens han trampede gennem køkkenet, knap mærkede stolen ramme låret. “De ser det bare ikke! Mikkel værdsætter hende slet ikke”
Emil stod længe ved vinduet, hvor sneen dalede sakte. Alt var fredeligt for alle andre end ham.
Hvorfor dem ikke mig? Jeg er jo klart den bedste!
Han mistede ikke kun Signe, men også Mikkel, der havde været hans gode ven. I stedet for fortrydelse steg kun bitterhed.
Telefonen forblev tavs. Han havde intet at sige, ingen undskyldning værd at høre. Han lod tankerne løbe:
“Lad dem bare leve i deres lille boble. Men jeg ved Mikkel sætter ikke pris på hende. En dag finder Signe ud af det måske for sent…”
Emil vendte sig fra vinduet, greb papirlappen hvor han havde nedskrevet replikker til Stine, og rev den i stykker og smed efterfølgende resterne i skraldespanden. Beviset på hans mislykkede plan var borte.
Snefnuggene lagde sig roligt udenfor og Emil måtte indse, at hvor han havde valgt at forråde venskab for egoismens skyld, der havde to mennesker fundet tryghed og sandhed sammen. Måske er det netop dét, der skaber varmen midt i den kolde vinter: Tillid, åbenhed og at man tør vælge hinanden til, hver eneste dag.
Det var dét, Emil aldrig havde forstået.
