Forræderi bag venskabets maske
Vinteren i år havde virkelig sat alt ind. Der var faldet så meget sne, at gårde og gader mindede om eventyrlige landskaber. Bløde, hvide fnug dansede uafbrudt gennem luften, lagde sig på tage og fortove, og frosten gav luften en sjælden friskhed og klarhed.
Inde i Frederik og Astrids lejlighed føltes det næsten som om tiden stod stille varmt og fredeligt. Bag de store vinduer udspillede vinteren sit smukke teater, men indenfor, bag tæt lukkede ruder, var der lunt og hyggeligt. Den gamle arkitektlampe spredte et blidt, dæmpet lys, der lod et blødt skær sprede sig ud i stuen og holdt vinterkulden på afstand.
Ægteparret havde slået sig ned på sofaen, pakket ind i et vamset tæppe. TVet viste endnu en klassisk dansk familiefilm, der ikke krævede nogen særlige refleksioner bare lidt grin og afslapning. Astrid fulgte stilfærdigt med, af og til med et lille smil, fanget i sine egne tanker. Frederik sad lænet tilbage, afslappet og lidt fjern, ind imellem gled hans blik mod sneen udenfor. Synet var nærmest magisk.
Den fredelige stemning blev brudt af den velkendte ringetone: Frederiks mobil vibrerede. Han tøvede et øjeblik, som om han nød nuet og ikke ville afbrydes, men mobilen ringede igen. Med et stille suk fiskede han mobilen frem af baglommen, kastede et blik på displayet og sukkede atter:
Det er bare Jonas igen, sagde han henvendt til sin kone. Tredje gang i aften.
Astrid drejede hovedet mod ham uden at tage blikket fra skærmen.
Skal sikkert invitere jer ud nu hvor han har købt det sommerhus, svarede hun roligt. Han vil så gerne holde noget. Men Jonas kan virkelig ikke tage et nej for et svar.
Frederik strøg tommelfingeren over skærmen og tog kaldet.
Hej Jonas, sagde han, forsøgende at lyde munter.
Frederik! Hvad sker der, kommer I ikke snart? Jonas stemme sitrede af forventning. Jeg sagde jo, vi fejrer det! Alt er klart: saunaen er varm, bordet er dækket, vennerne samles. Kom nu, tag Astrid med. Det bliver sjovt!
Frederik tøvede. Han så på Astrid, og hun rystede næsten umærkeligt på hovedet. Hun sagde ikke et ord, men signalet var klart: Larmende sammenkomster, høj musik, endeløse samtaler og roderi alt det er ikke os lige nu. Denne weekend ville de bare nyde stilheden, hinanden og ikke have nogen forklaringer klar til nogen.
Frederik lod som om, han overvejede. Pludselig fik han en idé, han straks greb.
Hør, Jonas, begyndte han lavt, Astrid tog til sin mor for et par dage. Jeg gider ikke tage ud alene du ved, hvad folk kan finde på at sige. Vil ikke i unødvendigt skænderi med min kone over ingenting. Vi tager det en anden dag.
Jonas var tavs et øjeblik, mildt overrasket.
Tog hun af sted? Hvornår er hun hjemme?
I morgen aften, svarede Frederik, lidt sørgmodigt. Det var spontant Vi havde ellers store planer: en tur i biografen, en gåtur i Fælledparken, måske skøjteløb. Men nej. Lad os tage den en anden weekend.
Efter kort betænkningstid svarede Jonas med en mærkelig tilfredshed i stemmen:
Nå men så hold mig opdateret, når hun kommer hjem. Jeg vil virkelig gerne se jer!
Helt sikkert, sagde Frederik hurtigt. Når det passer, så siger jeg til Måske næste weekend? Hvis ikke der kommer noget i vejen.
Samtalen sluttede. Frederik lagde mobilen fra sig med et lettelsens suk. Et smil bredte sig uvilkårligt på hans læber.
Puha, den var svær at sno sig udenom, sagde han, mens han vendte sig mod Astrid. Han er stædig! Jeg har gjort det klart, jeg ikke gider de der fester! Hvad skulle jeg dog der? Se på fulde ansigter? Jonas kan ikke holde fest på anden vis. Nej, at være hjemme med dig, er langt bedre.
Han trak hende tættere, mærkede spændingen slippe kroppen. Det var stadig varmt og stille sneen dansede stadig udenfor, og filmen trillede videre, langsom, hyggelig, alt det Frederik livet igennem havde foretrukket fremfor larm og postyr.
Astrid lænede sig ind mod ham, mærkede hans varme. Rummet badede i hyggeligt lys; den sort-hvide film løb stille over skærmen, urviseren slog roligt. Tryghed og ro en sjælden luksus midt i al hverdagens travlhed.
Det synes jeg også, sagde hun lavt og mødte hans blik. Lad os bare se film og gå tidligt i seng. Det er alt, jeg ønsker.
Frederik smilede, holdt hende tæt ind til sig. Han kunne allerede se for sig, hvordan de senere ville slukke lyset, putte sig under dynen og falde i søvn til lyden af stormen udenfor. Men netop da ringede mobilen igen fra samme person.
Frederik rynkede panden, sendte Astrid et hurtigt blik og rakte tøvende efter mobilen. Hvad nu?
Jonas, jeg sagde jo begyndte han, anstrengt for at holde roen, men stemmen bar et voksende pres.
Frederik, Jonas stemme var alvorlig, næsten hård, jeg er på Kompassen nu, vi tog herind før saunaen Og gæt hvem der er her? Astrid. Hun sidder med en eller anden fyr. De drikker, og hun har armen om ham. Sorry, men du skulle vide det. Sagde hun ikke hun skulle til sin mor? Så hun har løjet!
Frederik frøs. Han stirrede først på Astrid, så på mobilen, tøvende for om dette blot var Jonas spøg.
Hvad? sagde han langsommere. Er du sikker? Måske har du taget fejl af hende? Jeg ved hvor min kone er!
Helt sikkert, svarede Jonas uden tøven. Hun er beruset, skraldgriner. Det er ikke pænt. Og hun er ligeglad med, jeg ser det. Skal jeg give hende røret?
Frederik lukkede øjnene et sekund og samlede sig. Tusind tanker fór gennem hovedet, uden svar. Havde Jonas taget fejl, eller?
Ja, giv hende røret, sagde han kort, trykkede på højtaler. Nu var han nysgerrig, hvad han ville høre.
Ud af telefonen strømmede klubmusik, latter og støj. Så trådte en kvindestemme frem forbløffende identisk med Astrids. Frederiks hjerte fór.
Hallo? Hvem taler jeg med? lød det, nølende, som om hun ikke vidste, hvem der ringede.
Frederik sank, kiggede på Astrid, der stirrede forvirret på ham.
Astrid? sagde han anspændt, forsøgte at lyde rolig. Det er Frederik. Hvad foregår der?
En lille latter svarede, så stemmen, nu grovere, råbte:
Ej, Frederik, jeg gider dig ikke mere! Jeg vil feste, forstå? Livet med dig er simpelthen for kedeligt. Jeg skal nok more mig, til jeg ikke gider mere!
Astrid fór op fra sofaen, ansigtet blegt. Hun pressede hånden mod brystet, hviskede:
Hvad er det her? Hvordan kender hun mit navn? Hvad er det for et spil?
Hvor er du? spurgte Frederik.
Hvad kommer det dig ved? snerrede stemmen. Jeg er trods alt din kone, men behøver ikke redegøre for alt. Jeg gør, hvad jeg vil!
Baggrunden lød der grin og klirrende glas, så kom Jonas på:
Frederik, hørte du det? Jeg sagde det jo
Frederik afbrød hårdt, vrede, forvirring og en barnlig træthed blendede i ham.
Stop, sagde han, stemmen en anelse usikker. Jeg tager det i morgen. Ring ikke mere.
Han lagde på, smed mobilen væk og stirrede op i loftet. Hvis Astrid ikke sad her så ville han have troet på det.
Astrid smed sig i sofaen, uforstående og rystet. Stemmen lød som hendes! Men det vigtigste: Hvordan kendte hun alle detaljer? Nogen måtte have instrueret hende!
Sikke noget pjat, mumlede hun, stemmen trykket. Hvem er det? Hvorfor det show?
Frederik rystede på hovedet, kørte hånden gennem håret.
Jeg aner det ikke, sagde han, og hans blik søgte svar ude i det tomme Men stemmen det var som dig. Selv måden at sige ordene på. Det kan ikke være tilfældigt.
Jonas var helt sikker, svarede Astrid med bævende stemme. Tænk, hvis jeg virkelig ikke var hjemme… Ville du tro, jeg var i byen med en anden?
Frederik lagde en arm om hendes skuldre, trak hende ind til sig. Hun rystede stadig, og han vidste, han var nødt til at holde sammen på dem.
Jeg ville have undret mig, sagde han blidt. Du ville aldrig gøre sådan. Jeg kender dig. Det må være en dårlig spøg, fejl eller et trick. Jeg undersøger det. Hvis det behøves, får vi overvågningen fra klubben og ser efter. Vi skal nok finde sandheden.
Astrid lænede sig mod hans bryst, varmen vendte langsomt tilbage. Hun trak vejret dybt.
Ja, sagde hun stille. Det var ikke mig. Men hvem? Og hvorfor?
Frederik trak på skuldrene, men hans blik var nu beslutsomt. Han klemte hendes hånd de var sammen, og uanset hvad, ville de klare det.
***********************
Dagen efter, lige før middag, sad Astrid i køkkenet med en kop te og tjekkede mails. Stilheden blev brudt af mobilen. Jonas navn lyste på skærmen. Hun tøvede, før hun tog den. Hun var splittet mellem vrede og nysgerrighed.
Hej, sagde Jonas forsigtigt. Har du talt med Frederik efter i går?
Astrid strammede grebet om telefonen. Nu ville hun have sandheden frem.
Ja. Vi… skændtes. Han beskyldte mig for ting, jeg ikke forstår og ville ikke høre på mig. Mener, jeg lyver.
Et øjeblik stilhed. Hun anede tilfredshed i Jonas svar, bag den falske sympati:
Nå, sådan, sagde han. Jeg har altid sagt, at Frederik ikke værdsætter dig. Han ved slet ikke, hvor heldig han er.
Astrid mærkede vreden, men tvang sig til ro.
Hvad mener du? spurgte hun.
Jonas sænkede stemmen, forsøgte at lyde fortrolig:
Jeg mener… jeg er forelsket i dig, Astrid. Ægte. Jeg kunne passe på dig. Hvis du forlod Frederik jeg vil altid være der for dig.
Astrid tav, og tusind tanker fløj gennem hovedet. Hvor længe havde han tænkt sådan? Var det ham, der stod bag det hele for at splitte dem?
Hun tog en dyb indånding og svarede koldt:
Jonas, det er helt malplaceret. Jeg elsker Frederik, og vi skal nok finde ud af det. Du skal ikke blande dig.
Undskyld, hvis jeg kom galt af sted, svarede han, mindre selvsikker. Jeg vil bare, du ved, du har altid haft mig. Frederik forrådte dig, det hørte jeg lidt om Han søger bare en undskyldning for at smutte! Du skal vide, jeg kun tænker på din sikkerhed.
Astrid kneb mobilen i hånden og trak vejret dybt. Hun nægtede at lade sig rive med af hans ord.
Jonas, hendes stemme var iskold og rolig, for det første, jeg var hjemme i går. For det andet, vi har ikke været oppe at toppes. For det tredje, jeg ved, du har orkestreret det her. Jeg har bare ikke forstået hvorfor nu er det klart.
En lang pause. Hun mærkede at Jonas famlede, desperat efter undskyldninger.
Hvad mener du? sagde han svagt, men hurtigt fik han taget på stemmen igen: Hvad snakker du om?
Du fandt en pige, der lød som mig, og instruerede hende. Ville skabe et drama, så jeg blev sur på Frederik. Er det ikke rigtigt?
Endnu en pause. Til slut brast det ud:
Ja! Fordi jeg elsker dig, Astrid! Og fordi Frederik ikke fortjener dig. Jeg kan gøre dig lykkelig med mig!
Astrid lukkede øjnene et sekund, mærkede kun bitterhed, men holdt stemmen rolig:
Lykkelig? sagde hun med en kort latter, kold og uden varme. Du? Dig ville jeg aldrig vælge! Du har vist, hvad du er: en forræder. Farvel.
Jonas faldt hen i stilhed, forstenet. Så hviskede han, med sammenbrudt stemme:
Jeg troede, hvis I blev uvenner, ville du vælge mig… ingen kan måle sig med dig. Jeg vil gøre alt for dig. Bare du vælger mig…
Astrids vrede var ikke længere heftig, men iskold og afsluttet. Hun sagde stille:
Jeg vælger dig aldrig. Du har forrådt ikke bare venskab, men al tillid. For ingenting.
Hun talte med dømmende ro, hver sætning som dom.
Undskyld… Jonas stemme var knust.
Men Astrid var færdig. Hun ville ikke høre flere forklaringer.
Nej, og ikke flere undskyldninger. Aldrig mere. Glem mit nummer og Frederiks. Jeg spiller denne samtale for ham. Du er færdig her.
Hun lagde på, satte mobilen på bordet med skælvende fingre, men samlede sig hurtigt. Hun så ud, hvor sneen stadig dalede roligt, som om intet var ændret.
Da trådte Frederik ind. Han så straks hendes alvor.
Nå? spurgte han lavt.
Astrid så op og sagde med træt smil:
Det hele står klart nu. Han orkestrerede det hele. Han indrømmede, han elsker mig og håbede vi ville skændes. Han tilbød guld og grønne skove! Kan du tro det? Hvor er han dog ussel.
Frederik satte sig tæt på hende, tog hendes hånd fast trygt, støttende. Han sagde roligt:
Så han var aldrig din rigtige ven. Sæt en streg over ham. Jeg har længe undret mig, men aldrig haft bevis. Nu er alt på plads.
Ja, svarede hun og lænede sig mod hans skulder. Nu ved vi, hvem vi kan stole på.
Stemningen blev blødere, lettelse sivede ind. Hun indåndede den trygge duft af hjem: træ, te og hendes foretrukne parfumefnug i luften.
På en måde er det måske meget godt, hun smilede, øjnene glimtede. Nu har vi en god undskyldning for at springe alle festerne over. Bliver du sur på de andre, hvis han er der? Så kan vi jo bare sige, vi ikke kommer, når han er inviteret.
Hun sagde det let, drillende, men også med lettelse. Nu behøvede ingen flere undskyldninger eller bekymringer deres verden var nu bare dem to.
Frederik lo åbent, meget mere afslappet end før.
Nøjagtigt. Vi ser film og drikker te, sagde han, og mødte hendes blik.
Går ikke udenfor døren, svarede hun, greb tæppet og puttede sig under dets varme, tryghed og komfort.
Perfekt, nikkede han og holdt hende om skuldrene.
Og sådan, mens sneen dansede udenfor og lampernes bløde skær fyldte rummet, var deres lille verden hel og tryg igen. Her var der ingen plads til løgne, mistro eller tomme spil. Kun dem to og visheden om, at tillid, varme og tryghed var det vigtigste.
*************************
Jonas sad i sit køkken, stirrende stift på en tom kaffekop. Han anede ikke, hvornår han sidst havde taget en slurk hans tanker cirklede om Astrids sidste ord: Ring aldrig mere. Aldrig.
Men stedet for anger voksede en tung, bitter vrede indeni ham. Han kneb hænderne til knytnæver, neglene borede i huden.
Hvorfor gik det hele galt?! råbte han, og fejede krummer af bordet.
Han så for sig aftenen før, da han sammen med Maria pigen, han havde mødt på en café ugen før og straks bemærket hendes stemme og træk mindede om Astrid lavede deres lille “prank”. Da han bad hende spille en beruset Astrid, grinede hun bare: Det gør jeg gerne. Jeg elsker et godt rollespil.
Han havde stået i baggrunden, mens Maria lod som om, hun morede sig, og sagde alt, som Jonas havde instrueret hende ironisk, sarkastisk, latterfuld. Han frydede sig dengang: Nu sker det, nu indser Astrid, hvor lidt værd Frederik sætter på hende. Så vælger hun mig
Og nu? Nu havde han intet fået tværtimod, alt var tabt.
Det er ikke mig, der fejlede, tænkte han trodsigt. Det er dem. De ser mig ikke. Frederik fortjener hende ikke, og hun er blind.
Han gik frem og tilbage, mindedes hvordan han, år efter år, havde betragtet Astrid og Frederik. Det irriterede ham, hvordan de grinede sammen, støttede hinanden, ja, bare med et blik kunne forstå alt. Jeg kunne have givet dig det samme. Bedre, forestillede han sig.
Han stillede sig ved vinduet og fulgte snefnuggenes dans over byen.
Hvorfor har de alt, og jeg intet?! Hvorfor fik Frederik hende? Jeg er bedre!
Han forstod, at han ikke længere kun havde mistet Astrid men også den venskab med Frederik, der engang havde betydet alt. Men fremfor anger mærkede han endnu en runde af raseri og såret stolthed.
Mobilen på bordet forblev tavs. Jonas vidste, at han aldrig kom til at kontakte Astrid igen. Heller ikke Frederik. Og han ville heller ikke. Det ville være nederlag, endnu et bevis på, at han havde tabt. Men bitterheden blev kun stærkere:
“Lad dem leve i deres lille varme verden, tro de har vundet. Men jeg ved sandheden Frederik sætter stadig ikke pris på hende som jeg. Og en dag en dag ser hun det. Det vil bare være for sent
Han stirrede ud i sneen, vredt, næsten hviskende:
Du tror, du har vundet, Astrid? At alt er på plads? Men du har bare pakket dig ind i et tæppe og tekop, uden at se, hvad du virkelig kunne få. Du vælger illusionen. Men bliv du bare der
Han opdagede et stykke papir med noter fra aftenen før rollespillets replikker, planlagt i mindste detalje. Han rev det itu i vrede og smed stumperne ud.
Snefnuggene dalede videre. Jonas forestillede sig Astrid og Frederik i sofaen, grinende og trygge. Og i hans indre fyldtes kun én tanke:
Det skulle have været mig. Alt det skulle have været mit.
