Forræderi under venskabets maske
Den vinter har for længe siden fyldt mine erindringer med sneens fortryllelse dengang sneen faldt tungt over København og lagde sig som et blødt tæppe over gader, tage og stræder. Det føltes, som om verden udenfor lejligheden i Vanløse var pakket ind i magi, hvor stilheden blev brudt af glade børns råb og den sagte knasen af fodspor i sneen. Indenfor var det dog en helt anden stemning der herskede varme, ro og en nærmest hjemlig tryghed.
I dagene dengang boede Agnete og Mikkel sammen, og deres lille hjem var præget af en særlig hygge et sted, hvor verden syntes at holde sin fart for en stund. Bag ruderne kunne de skimte sneen dale, mens der inde i stuen var varmt. Den gamle PH-lampe på reolen kastede et blødt lys over stuen og slog vinterens skygger på flugt.
De sad begge to under det ternede uldplaid i sofaen. Fjernsynet kørte med en dansk familiekomedie ikke noget dybsindigt, mest bare til at trække på smilebåndet og slappe af. Agnete så koncentreret på skærmen, og indimellem gled et hemmelighedsfuldt smil over hendes ansigt. Mikkel sad tæt ved hendes side, lod blikket glide fra fjernsynet til snedriverne udenfor vinduet. Han elskede at observere snefnugenes dans det var næsten meditativt.
Inde i denne lune boble blev stilheden brudt, da Mikkels mobil ringede med årets velkendte Nokia-melodi. Han satte sig op, tøvede lidt netop som om han for alt i verden ville undgå at forstyrre denne fredelige vinteraften men da telefonen ringede igen, tog han modvilligt røret.
Det er altså Sebastian igen, sagde han med en svag hovedrysten, idet han henvendte sig til Agnete. Tredje gang i dag.
Agnete drejede langsomt hovedet mod ham, men fokuserede stadig på filmen.
Han inviterer sikkert på besøg. Han har jo købt sommerhus i Nordsjælland og vil fejre det. Han fatter bare ikke et nej, svarede Agnete stille.
Mikkel svarede med et træt suk, før han tog opkaldet.
Hej, Sebastian, lød det så, med påtaget sprudlende stemme.
Mikkel! For pokker, hvornår dukker I op? Jeg har dækket bord, tændt op i brændeovnen, og alle vennerne kommer snart. I må ikke bare sidde hjemme! Tag Agnete med, det bliver skidehyggeligt!
Mikkel lod telefonen hvile lidt i hånden, mens han sendte Agnete et hurtigt blik hun rystede næsten umærkeligt på hovedet. Et ordløst tegn: Ikke i dag. Støj og festlige forsamlinger var det sidste, de havde brug for. De ville have ro, varme, uret der gerne måtte tikke langsomt.
Han lod fingrene glide over skærmen og lod som om han tænkte længe, så slog det ham at en lille løgn kunne give dem fred.
Sebastian, situationen er den, at Agnete er taget hjem til sin mor i Odense et par dage. Jeg gider ikke rigtigt tage alene af sted, du ved, hvordan folk får sagt noget dumt… Jeg vil ikke have ballade med kæresten for en bagatel. Vi skal nok finde ud af noget en anden gang.
Sebastian blev tavs et øjeblik, inden han svarede overrasket.
Nå, hun er taget afsted? Hvornår kommer hun hjem?
I morgen aften, svarede Mikkel med et lille, forknyt suk. Det var lidt impulsivt, du ved. Vi havde ellers planlagt biograf, en gåtur i Kongens Have, måske en tur på skøjter. Men nu blev det ikke til noget, så vi tager det en anden gang.
Sebastian tøvede kun lidt og lød så overraskende tilfreds.
Okay, giv lige besked, når hun er hjemme. I skal altså opleve mit nye sted!
Det lover jeg, svarede Mikkel hurtigt. Måske næste weekend, hvis ikke vi skal noget.
Han lagde telefonen, gjorde paradedans ovenpå sig selv og åndede lettet op. Et skævt smil gled over hans ansigt.
Pyha, det kunne næsten ikke gå ret meget længere, grinede han og vendte sig mod Agnete. Hvorfor så stædig, den mand? Jeg har aldrig haft lyst. Dét at sidde og glo på hans drukvenner… Han kan jo kun feste sådan. Nej, jeg har det nu bedst her med dig.
Han lagde armen om hende, og den lille uro fra før forsvandt bare hjemlig varme, snefnug over hustagene og en film med lune dialogskift. De nærmede sig hinanden, hændernes berøring føltes tryg. Hyggen bredte sig som duften af kanel i lejligheden et lille helle uden skrig og skrål.
Det er også, hvad jeg ønsker, hviskede Agnete og mødte hans blik. Lad os bare se filmen færdig og så gå i seng.
Mikkel smilede stille og trak hende tættere ind til sig. Han forestillede sig allerede, hvordan de slukkede lyset senere, pakkede sig ind under den varme dyne og hørte sneen falde udenfor. Men så ringede telefonen igen den samme afsender.
Mikkel trak øjenbrynene sammen og løftede mobiltelefonen lidt modvilligt. Endnu et opkald?
Sebastian, jeg sagde jo… begyndte han, allerede lidt stram i stemmen.
Mikkel, lød Sebastians stemme, nu tung og insisterende, jeg står på værtshuset Kristallen inde i Indre By sammen med vennerne. Og hvem tror du er her? Agnete! Med en fremmed mand. Hun drikker, sidder og holder om ham. Du skulle vide det, Mikkel hun sagde jo til dig, at hun var taget til Odense! Hun løj åbenlyst!
Der blev stille. Mikkel stirrede på Agnete, så på tv-skærmen, uden at sige noget.
Hvad? spurgte Mikkel tøvende. Er du sikker? Du har da nok forvekslet hende med én anden. Jeg ved altså, hvor Agnete er!
Nej, jeg er stensikker, lød Sebastian. Hun er allerede ret fuld, gør grin, lægger ikke skjul på noget. End ikke da jeg hilste på hende. Skal jeg give hende røret?
Mikkel lukkede øjnene et hårdt øjeblik. Ingen svar var at finde. Hvad pokker var det, der skete? Kunne Sebastian virkelig tage så meget fejl eller…?
Lad mig høre, sagde han kort og satte mobilen på højtaler.
Baggrundsstøjen brød frem: dunkende basrytmer, latter og snak fra baren. Så en kvindestemme Den lød som Agnete! Mikkels hjerte hamrede.
Hallo? lød det, stemmen lidt sløret af promille.
Mikkel kæmpede for at styre sig, og Agnete ved hans side stirrede chokeret. Hun sad jo lige dér så hvordan?
Agnete? Det er mig, Mikkel. Hvad foregår der?
Et kort latterudbrud, så den samme stemme frækkere, hæs:
Åh Mikkel, gider ikke høre på dig mere! Jeg vil hygge mig, har fået nok af dit kedelige liv. Jeg gør altså præcis, hvad jeg vil!
Agnete sprang op. Hendes kinder blev hvide, hånden trykket mod brystet.
Hvad er det for noget? viskede hun. Hvem foregiver at være mig? Og hvordan kender denne pige dit navn? Hvad er det her?
Hvor er du? spurgte Mikkel.
Hvad rager det dig? svarede stemmen. Jeg er trods alt din kæreste, men skal ikke stå til regnskab for dig!
Flere grin i baggrunden. Sebastian blandede sig igen.
Så du selv, Mikkel? Jeg sagde det jo…
Mikkel brød hurtigt ind.
Stop. Jeg ser på det i morgen. Ikke flere opkald, sagde han og lagde på, kastede telefonen fra sig og stirrede tomt ud i værelset.
Agnete satte sig tungt, rystet over at høre sit eget navn og stemme, men vigtigere: Hvordan kunne denne pige kende detaljerne? Nogen må have instrueret hende!
Forrykt… hvem gør sådan noget? hviskede hun.
Mikkel rystede på hovedet, fingerede sit korte hår og stirrede ud.
Jeg aner det ikke, men stemmen… ligesom din, alt. Ikke tilfældigt.
Og Sebastian talte, som om han VIDSTE, det var mig, hviskede Agnete. Tænk, hvis jeg virkelig ikke havde været hjemme. Så havde du troet på dem.
Mikkel vendte sig, omfavnede hende blidt.
Jeg havde opdaget, at noget var galt. Du ville aldrig gøre den slags. Jeg undersøger det. Vi kan se overvågning fra baren, hvis nødvendigt.
Hun faldt til ro i hans favn og mærkede, at kulden slap sit tag. De lagde fortiden bag sig i den lille varme stue, hvor kun ærlighed og tillid blev budt indenfor.
**********
Næste dag, over frokost, sad Agnete i køkkenet med kamillethe og arbejdsmails, mens sneen dalede ufortrødent. Sebastian ringede og måske mere af nysgerrighed end lyst tog hun den.
Hej, lød han forsigtigt. Hvordan går det med dig og Mikkel efter i går?
Agnete strammede sit greb om mobilen. Det var nu, hun måtte få sandheden ud af ham. En pause, så sagde hun køligt:
Vi er uvenner. Han beskylder mig for ting, jeg ikke har gjort. Han tror ikke på mig.
I røret rungede en kort pause, før Sebastian uventet, næsten frydefuldt, tilføjede:
Som jeg altid har sagt, Mikkel værdsætter dig ikke, Agnete. Han ved slet ikke, hvem du er.
En anelse kulde sneg sig ind. Men hun bed det i sig for at høre ham ud.
Hvad mener du? spurgte hun, rolig.
Nu talte Sebastian sagte, næsten hviskende, med en fortrolighed, der sendte advarsler gennem hende:
Du fortjener mere. Agnete, jeg har været forelsket i dig længe… hvis du forlader Mikkel, vil jeg altid være der for dig.
Agnete tav, havde ikke ventet denne udmelding netop nu efter det, der var hændt. Havde han mon planlagt det hele?
Hun trak vejret dybt, og svarede:
Sebastian, jeg elsker Mikkel. Vi snakker det her igennem. Jeg ønsker ikke din hjælp.
Undskyld, hvis jeg gik for vidt… forklarede han lavt. Ville bare du skulle vide, du har et valg. Jeg mener, Mikkel opfører sig nederdrægtigt. Jeg har hørt nogle ting… han vil måske droppe dig. Jeg ønsker bare, du er tryg.
Hun knugede telefonen hårdt nu.
Lyt nu, Sebastian for det første var jeg hjemme i går. For det andet har vi ikke skændtes. For det tredje: Du stod bag det hele. Nu forstår jeg din plan.
Der blev stille. Hun mærkede han febrilsk forsøgte at justere kursen.
Hvad… hvad siger du?
At du hyrede en pige med stemme, der kunne efterligne min. Du instruerede hende. Alt var iscenesat for at sætte en kile mellem os. Er det ikke sandt?
En lang tavshed, så udbrød han desperat:
Ja! Fordi jeg elsker dig, Agnete! Fordi Mikkel ikke fortjener dig og jeg kunne elske dig rigtigt. Jeg ville forkæle dig, gøre dig lykkelig. Hvis bare du valgte mig!
Hun tav, men der brændte en kold vrede i hende.
Dig? Aldrig! Du forrådte vores venskab og min tillid. For hvad? Dine egne ønsker.
Hendes stemme var afmålt, uden fnug af varme.
Agnete undskyld, viskede han nu helt tømt for selvsikkerhed.
Nej, Sebastian. Ingen tilgivelse. Ingen venskab. Ring aldrig til mig igen. Og lad være med at kontakte Mikkel. Jeg har optaget samtalen og lader ham høre den.
Hun afsluttede samtalen, lagde telefonen fra sig og så ud på sneen stadig faldt den sagte, som for at udslette sporene af gårsdagens bedrag.
Mikkel kom ind i køkkenet og så hendes alvorlige ansigt.
Hvad så? spurgte han forsigtigt.
Agnete vendte sig, stadig bleg, men nu beslutsom.
Alt er klart nu. Sebastian indrømmede han har iscenesat alt for at ødelægge os. Han tilbød guld og grønne skove. Kan du forstå, så nedrigt!
Mikkel satte sig ved siden af, tog hendes hånd, og det enkle tryk sagde alt.
Han var aldrig en rigtig ven. Lad os glemme ham. Jeg havde for længst mine bange anelser, men nu…
Ja, sukkede hun og lænede sig op ad hans skulder. Men nu ved vi hvor vi står og hvem vi kan stole på.
Hendes stemme var rolig ikke hård eller vred, mere lettet.
Hun smilede pludseligt, og mønsteret i hendes øjne mindede om snefnugs dans:
Og så er der faktisk én fordel. Nu er vi fritaget fra alle de fester, han holdt. Det kan vi fremover bare sige der går en, jeg ikke bryder mig om. Praktisk, ikke?
Hun fnisede let, og Mikkel lo hjerteligt uden antydning af den spænding som før omsluttede dem.
Helt sikkert. Vi bliver hjemme, ser film, drikker te, nøjagtig sådan her.
Og vi går ingen vegne, tilføjede hun, mens hun trak tæppet mere om sig.
Præcis sådan det skal være, sagde han og holdt hende tættere.
Bag ruderne faldt sneen langsomt, verden lukkede sig i stilhed og varme. I denne lille lejlighed fandtes kun tryghedens ro og gensidig tillid. Ingen løgne, ingen skjulte dagsordener kun dem to, med hjertet fyldt af visshed om, at morgendagen ville bringe mere af det enkle, rene, og rolige.
*************************
Andre steder i byen sad Sebastian alene ved køkkenbordet og stirrede på sin tomme kaffekop. I hans hoved rullede Agnetes iskolde ord om og om igen: Ring ikke til mig aldrig mere.
Men istedet for anger vældede bitter vrede op i ham så stærk, at han måtte knytte hænderne under bordet.
Hvorfor skulle det ende sådan? snerrede han, mens han fejede småkagekrummer væk i arrigskab.
Billederne fra aftenen før rullede gennem hovedet. Han huskede, hvordan han sammen med Line fra caféen havde planlagt det hele hendes hår, stemme og ansigt lignede Agnetes. Hun morede sig med spillet, spillede pigen, sagde lige det han ønskede. Et øjeblik drømte han, at planen ville lykkes at Agnete ville vende sig fra Mikkel, vælge ham i stedet.
Men han havde intet opnået. Kun tabt det hele. Både hende og venskabet med Mikkel.
Det er ikke mig, der tager fejl! mumlede han for sig selv, mens han spejdede ud over de sneklædte tage. De ser ikke, at jeg er den rette. En dag opdager hun det, måske for sent…
Han følte ingen lyst til kontakt, ingen brug for forklaring. Kun en sur forurettelse, der ikke kunne dulmes.
Bag sneens gardin var der et hjem, hvor Agnete og Mikkel fandt ro, ægte nærhed og tryghed. Sebastian forblev udenfor overbevist om, at det, de havde, i virkeligheden skulle have været hans.
