Forræderi forklædt som venskab
Vinteren har for alvor indtaget Danmark i år. Sneen daler tungt over København, gør baggårde og gader til fortryllende, hvide landskaber. Luftens frost bider lidt i kinderne, og alt glimter silkeblødt i gadelygternes skær.
Inde i lejligheden på Østerbro, hvor Astrid og Kasper bor, mærker man intet til vinterkulden. Her er lunt og hyggeligt, og kun det store stuevindue vidner om vinterlandskabet udenfor. Den gamle standerlampe spreder varmt lys, og parret sidder viklet ind i et uldent tæppe i sofaen, med en kop kakao til hver. På tvet ruller endnu en letbenet dansk komedie, som mest bare skal give et grin på en ellers stille aften.
Astrid læner sig frem mod skærmen, smiler halvt ved en sjov replik, mens hun tankefuldt stryger en hårlok bag øret. Kasper smider benene op på sofabordet, retter sig lidt op og skuer skiftevis på filmen og sneen, der stille falder i storbyens mørke. Det hele virker næsten for idyllisk til at være sandt.
Pludseligt lyder der en kendt ringetone. Kaspers mobiltelefon vibrerer i lommen. Han sukker svagt det bryder stemningen, det ved han. Uden den store iver tager han telefonen op, ser på displayet og sukker igen:
Det er bare Mads igen, siger han og ser undskyldende over på Astrid. Han har allerede ringet to gange i aften.
Astrid tager ikke øjnene fra filmen.
Mon ikke han bare vil invitere jer ud i hans nye sommerhus igen? Han har jo været helt ustyrlig, siden han købte det. Håber stadig I får lyst til at fejre det med ham. Mads accepterer aldrig et nej.
Kasper tøver kort, så swiper han alligevel op for at besvare opkaldet.
Hej, Mads, hilser han, forsøger at lyde glad.
Kasper, det nu du skal komme! Alt er klar! Brændeovnen knitrer, bordet bugner, gutterne er her. Tag nu Astrid under armen. Det bliver hyggeligt seriøst, I trænger til at komme ud af byen!
Kasper tøver. Han ser på Astrid, der uden ord ryster let på hovedet. Hun ønsker ro, fred, nærvær ikke høj musik og mange gæster. Det har de begge brug for.
Han venter et par sekunder, vælger så at gribe en hurtig, venlig løgn.
Det er bare lige det, at Astrid er smuttet hjem til sin mor et par dage, svarer han dæmpet. Jeg gider ikke rigtigt tage alene af sted, du ved. Vi må udskyde det. En anden gang, ikke?
I den anden ende bliver Mads helt stille. Så lidt for ivrig:
Hvad? Allerede? Hvornår kommer hun hjem?
I morgen aften, svarer Kasper med et opgivende suk. Vi havde ellers planlagt så meget: biograftur, gåtur på Kastellet, måske endda en tur på skøjtebanen. Men sådan blev det altså ikke lige.
Mads tøver, lyder næsten tilfreds nu:
Okay Men sig nu til! Jeg glæder mig sådan til at se jer begge to.
Det gør vi, lover Kasper og lægger på. Han lægger telefonen på sofabordet, puster lettet ud og ler for sig selv.
Pyha, det var tæt på, mumler han og læner sig mod Astrid. Hvorfor skal han altid mase på? Det overrasker mig, hvor insisterende han er! Kan han ikke bare forstå et nej? Jeg vil langt hellere sidde her med dig.
Han tager hende ind til sig og mærker roen falde på igen. Sneen daler stadig udenfor, i fjernsynet spilles filmen videre, og i stuen er der kun bløde, nære lyde.
Mmm, jeg har det på samme måde, siger Astrid stille, kigger op på ham. Lad os bare se film og gå tidligt i seng. Hjemmehygge er mere værd end noget andet.
Kasper smiler. De læner sig ind til hinanden og lader verden ude blive i vinterens favntag. Men stemningen brydes brat: Mobilen ringer igen samme nummer.
Han ser irriteret på displayet, tager modvilligt røret:
Mads, jeg sagde jo starter han.
Men Mads stemme er pludselig lav, alvorlig:
Kasper, jeg er på Club Krystal lige nu med drengene. Og Astrid er her med en eller anden mand. De drikker sammen, og hun nærmest hænger på ham. Jeg ville bare du skal vide det. Hun sagde vel til dig, at hun var hos sin mor?
Kasper fryser midt i bevægelsen, ser på Astrid ved siden af sig hun er chokeret. Han prøver at tænke klart, tror et øjeblik, Mads laver sjov:
Hva? Er du sikker? Måske ligner hun bare Jeg ved, hvor Astrid er!
Det er hundrede procent hende. Hun er beruset, griner højt. Hun ignorerer mig! Vil du sige hej til hende?
Kasper bider sig i læben, aktiverer højtalerfunktionen.
Fra telefonen lyder klubmusikkens tunge bas, latter, menneskers stemmer og så, pludseligt, en kvindestemme der nærmest lyder identisk med Astrids.
Hallo? Hvem er det? siger stemmen lidt sløret.
Astrid ser forskrækket på sin mand, forstår ingenting.
Astrid? Det er Kasper hvad sker der?
Stemme i røret ler; hendes latter er brusende og hæs:
Ej, Kasper, slap nu af! Jeg vil bare hygge mig, forstå det dog. Jeg er træt af dit kedelige liv. Nu skal jeg have det sjovt.
Astrid springer forskrækket op; hendes ansigt blegner, stemmen ryster:
Hvad er det her for noget? Hvorfor lader hun, som om hun er mig? Og hvor kender hun dig fra?
Hvor er du?
Det rager ikke dig! Jeg gør, hvad jeg vil! lyder det flabet i røret.
I samme sekund træder Mads ind i samtalen.
Så du hørte det, Kasper? Jeg sagde jo…
Kasper afbryder, stemmen streng og lav:
Det er godt. Jeg ordner det her i morgen. Du ringer ikke mere!
Han smider telefonen fra sig, ser måbende op i loftet. Havde Astrid virkelig ikke siddet ved siden af ham netop nu… han kunne have troet det!
Astrid sætter sig med et bump, ser skiftevis på Kasper og sin egen hånd. Stemmen var virkelig skræmmende tæt på hendes. Det hele er uhyggeligt gennemført.
Hvad var det? Hvorfor piller nogen ved vores liv? spørger hun med en stemme fuld af forbløffelse.
Kasper ryster på hovedet, tumler videre i tankerne.
Jeg ved det ikke. Men at stemmen at intonationen alt var så tæt på. Det er ikke tilfældigt.
Og Mads virkede så overbevist Tænk hvis jeg ikke var hjemme: Du havde troet, jeg løj, mumler Astrid med en snert af frygt.
Kasper tager blidt hendes hånd, trækker hende tættere ind til sig.
Jeg ville nok alligevel have tvivlet på ham. Jeg ved, hvem du er! Det her må være en prank eller noget. Jeg finder ud af det om det skal være i klubben, så kigger jeg overvågningen igennem!
Astrid lægger hovedet på hans skulder og mærker varmen strømme tilbage. Langsomt dæmpes frygten, og nærheden mellem dem bliver igen den stærkeste kraft i rummet.
Det er ikke mig. Men hvem gør det og hvorfor?
Kasper skutter på skuldrene, men hans blik er beslutsomt. Han lover hende: De finder sandheden sammen.
*****************
Dagen efter sidder Astrid ved køkkenbordet og læser mails og drikker te, mens snefnuggene falder lydløst udenfor. Telefonen ringer Mads. Hun ser længe på navnet, inden hun svarer.
Hej, siger Mads forsigtigt. Har du talt med Kasper efter i går?
Astrid sørger for at holde stemmen neutral.
Ja. Vi har skændtes. Han tror ikke på mig. Siger jeg lyver for ham.
Der bliver stille i røret. Astrid hører, hvordan Mads sukker; så sniger der sig en tilfreds tone ind i hans stemme.
Nå. Jeg har jo længe sagt, at Kasper ikke forstår dig eller sætter pris på dig. Du skulle vide der findes mænd, der ville gøre alt for dig.
Astrid mærker vreden vokse, men lader, som om hun lytter.
Hvad mener du?
Mads stemme bliver blød, næsten hviskende:
Jeg mener bare, at jeg har elsket dig i årevis, Astrid. Hvis du forlader Kasper, står jeg klar. Du fortjener bedre.
Stilhed. Tankerne myldrer i Astrids hoved: Ville han sabotere deres forhold? Var det virkelig ham, der havde iscenesat hele skandalen?
Med ro og kold klarhed siger hun:
Det er meget upassende, Mads. Jeg elsker Kasper, og vi finder selv ud af tingene. Lad venligst være med at blande dig.
Undskyld jeg ville bare, du vidste, jeg var her. Han fortjener dig ikke, han prøver nok at gøre det forbi jeg hørte ham snakke om dig på arbejdet du burde ikke føle dig utryg, fortsætter Mads, nu vrantent og anklagende.
Astrid knuger mobiltelefonen hårdt.
Hold nu op, Mads! For det første var jeg hjemme i går. For det andet vi skændtes ikke. For det tredje: Jeg er ikke dum, jeg ved, du har iscenesat det hele. Nu forstår jeg hvorfor!
Der bliver tavst. Hun venter. Enten falder sandheden, eller også kommer endnu en løgn.
Endelig Mads sukker, giver sig:
Okay, ja! Jeg planlagde det. Fordi jeg elsker dig. Fordi Kasper ikke fortjener dig. Fordi jeg tror, vi kunne blive lykkelige sammen.
Astrid ryster på hovedet, bitterheden stikker under skindet. Men stemmen er rolig:
Det er slut, Mads. For altid. Du forrådte både venskab og tillid. Lad være at kontakte mig og hold dig også fra Kasper. Jeg fortæller ham alt.
Hun lægger på, tager en dyb indånding og kigger ud i det blide snefald. Da Kasper kort efter kommer ind, kan han straks mærke alvoren.
Hvad sagde han? spørger han tørt, sætter sig stille ned.
Astrid ryster på hovedet.
Det hele var hans idé. Han ville splitte os for at få mig og han har indrømmet det. Jeg tror ikke, jeg nogen sinde har mødt et mere selvisk menneske.
Kasper tager hurtigt hendes hånd, trykker den.
Så var han aldrig en rigtig ven. Glem ham, Astrid. Jeg ville have set det før eller siden. Nu kan vi stole på hinanden og kun hinanden.
Astrid læner sig ind mod ham, følelsen af lettelse overvælder hende.
Det er alt, vi behøver, Kasper Bare dig og mig. Ingen flere festinvitationer, ingen falske venner. Næste gang nogen spørger, er det bare: Jeg kommer ikke, fordi din ven er en patteunge.
Han griner højt og ægte. Hun smiler, lægger tæppet strammere om sig.
Vi bliver bare hjemme og ser film. Det er Danmark i en nøddeskal, ikke? Storm udenfor, skærm og te herinde.
De griner for første gang i lang tid uden at bekymre sig for, hvad andre tænker. I den varme stue føler de sig trygge.
*********************
I en lille lejlighed på Nørrebro sidder Mads alene i nattemørket, stirrer ned i en kop lunken sort kaffe. Ordene fra Astrid runger endnu i hans bevidsthed: Ring aldrig igen. Aldrig!
Men hvor anger og skyld kunne lægge sig, vokser nu kun bitterhed i ham, en tung, vred kraft. Han rejser sig brat, fejer nogle brødkrummer af spisebordet, knytter næverne.
Hvorfor lykkes det aldrig for mig?!
Han ser for sig, hvordan Astrid står i Kaspers arme, hvordan de to deler blikke, han selv aldrig har fået. Han overbeviser sig selv om, at det var Kasper, ikke ham, der ikke forstår Astrid. Mens sneen daler over byens tage, gør Mads op med sin egen dårlige samvittighed.
Han går hen til vinduet, ser ud på snedækkede cykelskur og kalder bittert ud i natten:
Det burde have været mig! Hvorfor vælger hun ham frem for mig? Hun fatter intet. Hun ser ikke, hvem der virkelig elsker hende.
Han ser på en sammenkrøllet papirlap med noter skrevet i vrede ord, river den i stykker og smider den resolut i skraldespanden. For ham er alt tabt; kun nag og fortvivlelse er tilbage.
Ude falder sneen stadig tyst, tæpper byen med en ny start. Men Mads mærker kun den isnende kulde, ikke håbet. Astrid og Kasper mærker den indre varme. Og i deres lille hjem styrkes løftet om, at tillid og kærlighed dét kan ingen forråde.
