*Fortæller det som om jeg sidder ved kaffebordet med dig…*
Mit liv gik sin gamle gang, indtil den store skandale med min svigerdatter kom. Før det havde jeg et okay forhold til Alberte, min søns kone – uden store følelser, men også uden skænderier. Vi hilste høfligt, og jeg prøvede at blande mig udenom deres familieliv. Men det, der skete, vendte alt på hovedet. Nu ved jeg slet ikke, hvordan jeg skal se hende i øjnene efter sådan et svig.
Jeg er pensionist, arbejder stadig lidt og bor alene i en hyggelig lejlighed i udkanten af Aarhus. Den eneste familie, jeg har i byen, er min søn Magnus, mine to elskede børnebørn – Ida og Freja – og så selvfølgelig svigerdatteren Alberte, hvis man overhovedet kan kalde hende familie efter det her. Min verden drejer sig om dem. Jeg har veninder, men det er bare overfladisk snak ved en kop kaffe. Den rigtige glæde kommer fra mine piger – for dem gør jeg alt.
Som enhver bedstemor elsker jeg at forkæle Ida og Freja. Jeg bager wienerbrød til dem, køber legetøj og holder øje med børnemoden, så de får de fineste kjoler eller de sjoveste rygsække. Min pension og lille arbejde gør, at jeg ikke behøver spare, og at se deres glæde er ubeskriveligt. Alberte glemmer jeg heller ikke – til fødselsdage giver jeg noget pænt for at holde balancen i familien. Alt for at holde freden.
Lige før Albertes fødselsdag spurgte jeg Magnus, hvad hun kunne tænke sig. Han svarede uden at tøve: »En airfryer – den nyeste model. Hun elsker at lave mad, hun bliver helt vild.« Jeg vidste godt, det ikke var billigt, men for hendes skyld sparede jeg lidt her og der. I butikken pinte jeg den stakkels ekspedient med spørgsmål om funktioner, modeller, alt muligt. Efter tre timer fandt jeg den perfekte. Da jeg kom hjem, pakkede jeg den ud, fjernede prisskiltet og nød synet – det var pengene værd.
Lige da kom min nabo Lise forbi. Da hun så airfryeren, udbrød hun: »Åh Birthe, det er jo drømmemaskinen! Hvor meget gav du for den, hvis jeg må spørge?«
Jeg nævnte prisen, og Lise gispede: »Wow, det kunne jeg aldrig selv finde på at bruge.«
Jeg tilstod, at jeg normalt ikke ville bruge så meget på mig selv, men for Alberte gjorde jeg en undtagelse. Lise sagde: »Sikke en skøn svigermor de har!« Vi drak kaffe, beundrede maskinen en sidste gang, og så gik hun.
Albertes fødselsdag var perfekt. Hun lyste helt op over gaven, takkede en million gange og spurgte endda, hvor den skulle stå på køkkenet. Vi skiltes som aldrig før i varme følelser – alt så ud til at være godt.
Men to uger senere kom Lise forbi igen, denne gang med en bekymret mine. »Birthe, jeg ved ikke, om jeg skal sige det… Men Alberte sælger din airfryer.«
Jeg blev helt stum: »Hvad mener du? Hun var jo så glad for den! Hvor?«
»På DBA. Til en slikpenge – jeg havde købt den selv, hvis jeg ikke vidste, det var din gave.«
Vi åbnende min laptop, og dér var den – min airfryer, næsten ny, sat til salg! Blodet brændte i mine kinder. Jeg besluttede at tjekke, hvad ellers Alberte solgte, og klikkede på hendes andre annoncer. *Åh nej.* Der dukkede alt muligt op, jeg havde givet mine børnebørn, Magnus og selv Alberte: dukker, kjoler, endda en trøje, jeg havde valgt til Magnus! Alt sammen sat til salg som skrammel.
Lise fortrød, hun havde sagt noget, og gik hurtigt. Jeg kunne ikke holde mig tilbage og ringede til Alberte.
»Hej skat, hvordan går det med airfryeren? Har du lavet noget lækkert? Jeg kommer forbi en dag til kaffe.«
Hun tav et øjeblik: »Øh… altså…«
»Jeg ved det, kære!« afbrød jeg. »Hvorfor sælger du den så billigt? Du kunne da få mere for den! Og alle børnenes ting – alt er deroppe! Jeg giver jer gaver fra hjertet, og du sælger det bare? Hvis du manglede penge, kunne du da bare spørge! Eller skal du også sælge de slikposer, jeg køber til pigerne?«
Alberte vidste, hun var fanget, og blev aggressiv: »Hvad er der galt i det? Det er mine ting – jeg bestemmer!«
Vi skændtes som aldrig før. Jeg ringede til Magnus og håbede på støtte, men han vidste intet om sin kones “forretning”. Airfryeren stod faktisk stadig på deres køkkenbord – for syns skyld, åbenbart. Men det, der gjorde mest ondt, var, at han ikke tog min side. »Mor, jeg vil ikke blande mig i jeres skænderier,« sagde han, og det sårede mere end alt andet.
Det her er ikke bare en lille tiff. Det, Alberte gjorde, var nedrigt. Mine gaver, min kærlighed til børnebørnene – alt blev bare til varer på nettet. Hvordan skal jeg nogensinde stole på hende igen? Hvordan skal jeg kunne se hende i øjnene, når hun så let har trampet på mine følelser?
