**Dagbogsnotat**
Slutningen af september var lun og tør. Snart ville kulden komme, og de gennemblødte regnskyl ville følge efter. Efterårsvejret er så uforudsigeligt. »Jeg skal virkelig ud til sommerhuset, inden vejrene bliver værre,« sukkede Mette og ringede endnu en gang til sin mand.
»Mette Kirstine, må jeg gå en time tidligere? Min mor har bedt mig køre hende til sommerhuset.« Bogholderen Lise løftede sine øjenbryn som en bedende bøn.
»Jeg ville også selv gerne gå tidligt. Nå ja, men mandag skal du være her til tiden. Og ingen sygedage. Forstået? Ellers bliver det ikke til noget næste gang,« sagde Mette med spil strenghed.
»Tusind tak, Mette Kirstine. Jeg lover at være her til tiden.« Lise smilte straks, øjnene funklede, og hun snappede sin jakke og forsvandt ud af kontoret.
»Hun har allerede slukket computeren og taget sin taske med. Snedig type. Vidste jo, jeg ville lade hende gå. Men hvor er Peter?« Mette ringede igen, men den samme stemme sagde, at »telefonen er slukket eller udenfor dækningsområde«. »Nå, men i morgen skal han faneme med mig til sommerhuset. Mor har snart fødselsdag – vi skal have kartofler og syltede ting hjem…«
Hun lagde telefonen fra sig, rystede på musen for at vække den sovende computer og dykkede ned i den tabel på skærmen.
Da telefonen ringede, svarede hun straks uden at kigge.
»Peter, hvorfor har du slukket din telefon? Jeg har ringet til dig hele dagen…«
»Undskyld, det er politibetjent… Nielsen,« afbrød en fremmed mandestemme.
Det kom så pludseligt, og navnet forvirrede hende sådan, at hun troede, hun hørte forkert.
»Peter, hvor er du?« spurgte hun varsomt.
»Er du Peter Mikkelsens kone? Hvordan skal jeg tiltale dig?«
»Mette Kirstine…« Hun fik lidt ondt i halsen og hostede. »Bare Mette. Hvor er Peter?« Hendes hjerte hamrede allerede anspændt.
»Kan du komme til Aarhus Kommunehospital? Jeg venter på dig i receptionen,« sagde manden.
»Hvorfor skal jeg på hospitalet? Hvad er der sket med Peter?« råbte Mette i røret.
»Jeg venter dig,« sagde han, og opkaldet sluttede.
Hun ringede til det ukendte nummer, men linjen var optaget. Med dirrende fingre famlede hun med musen, men kunne ikke lukke filen. Endelig slukkede hun computeren, greb tasken, snuppede sin frakke og løb ud af kontoret.
Billeder af ulykker fyldte hendes hoved: Peter lå i koma efter en operation, eller måske… »Nej, han lever. Ellers ville de have bedt mig komme til lighuset.« Hun forsøgte at berolige sig selv.
Hun vidste ikke, hvilken bus der kørte til hospitalet, så hun stak hånden i vejret og fik lift af en privatbil. Ti minutter senere løb hun gennem hospitalets område, fuld af angst.
»Jeg er Peter Mikkelsens kone!« gispede hun, da hun kom ind i receptionen.
En høj mand i fyrrene rejste sig fra skrivebordet. Han præsenterede sig igen, men Mette hørte knap nok efter. Hun ville bare se Peter, vide, han levede.
»Kom med,« sagde han til sidst og pegede mod udgangen.
Udenfor forstod hun ingenting. Gik man ikke altid gennem receptionen? Men manden førte hende mod et lavt, murstensbygning bag hovedbygningen. Ved døren stoppede han og så på hende.
»Undskyld, jeg ville ikke sige det med det samme. Folk reagerer forskelligt…«
Mette så nu den blå skilt ved døren: »Retsmedicinsk Institut.« Hun vaklede, men hans støttende hånd greb hende.
»Er han død?« hviskede hun hæst. »Jeg ringede hele dagen. Vi skulle til sommerhuset, men hans telefon var slukket.«
»Ja, det var gennem den, vi fandt dig. Sæt dig.« Han førte hende til en træbænk, og hun sank ned. Benene bar hende ikke.
»Jeg ringede, mens han allerede…«
»Din mand mødte ikke på arbejde i dag,« sagde han blidt.
»Det kan ikke passe. Han har en kontrol nu, sagde han selv.« Hendes ord var mere en tanke højt.
»Din nabo ved sommerhuset så hans bil tidligt på mHan nikkede, og hun forstod med ét, at Peters hemmelighed ikke længere var skjult, og hun måtte nu lære at leve med afskeden og de usagte ord, der for evigt ville blive hængende mellem dem.
