Forlovelse på uret
Astrid stirrede ned i de papirer, der dækkede hendes kontorbord bunker af rapporter, regninger, følgesedler. Hendes hænder dansede rutinemæssigt over siderne, ind i mapper, noterede tal, kradsede kommentarer i sin lille notesbog. Der var stille på kontoret, kun svage stemmer fra naborummet og en sagte banken mod tastaturet bag væggen. Solstråler sneg sig ind gennem persiennerne og malede skarpe lyse baner på skrivebordet.
Pludselig vibrerede telefonen skarpt. Astrid blev revet ud af sit arbejde, tog mobilen og så Mor lyse op. Hun sank en klump; hendes mor ringede normalt kun om aftenen, og klokken var knap tre. Kunne det allerede være tid?
Hun trykkede på besvar. Lyden af mors stemme havde en underlig, skælven bekymring, som man kun kender fra drømme, hvor alt er på randen til at glide væk.
Astrid, skat, kan du komme hjem NU? Mors stemme virkede fortættet, næsten som om hun talte gennem en kop. Det er meget vigtigt.
Noget trak sig sammen i Astrids mave; papirer gled mere end de blev lagt væk. Med blikket på ur og urolige tanker i hjertet, forsøgte hun at holde roen:
Hvad er der galt? Er du syg?
Nej, der er ikke noget galt, svarede mor straks, næsten for hurtigt. Men vi skal virkelig snakke. Lige nu.
Astrid kiggede ud af vinduet, hvor byen virkede både genkendelig og komplet fremmed. Skulle hun lade dagen fortsætte som planlagt eller give slip og rykke ud i dette skævt oplyste, mærkelige univers, hvor mor pludselig bad hende rykke ud midt på arbejdsdagen?
Hun pakkede hurtigt dokumenterne sammen, lagde mobilen og sin pung i tasken, svang sin lyse blazer over skuldrene og tjekkede ud ved chefen. Han nikkede forstående, med et smil, som om han altid havde kendt denne slags drømme, hvor man forsvinder fra dagligdagen uden forklaring.
På gaden, hvor træerne lænede sig ind over fortovet som gamle tantesomske souvenirs, bestilte hun straks en taxa via appen. Ferske danske kroner blinkede på skærmen, men de virkede ikke virkelige.
Taxaturen den tog nøjagtig fyrre minutter, ifølge uret på hendes telefon. Huse gled forbi som billedkort i et teater; storblokkene på Amager, kulørte butiksskilte, grønne lunde. Hun så intet af det. Hovedet summede: Måske problemer på mors arbejde? Måske noget med Moster Vibeke, som altid var involveret? Eller var det noget dybere, noget usagt, noget som i nattens mærkelige ende ville åbenbare sig?
Da taxaen stoppede foran den gamle rødstensbygning på Vesterbro, kastede hun mobilepay mod chaufføren 172 kroner, sagde hans mund, men stemningen var som i en drøm, hvor tal ikke rigtigt betyder noget. Hun var allerede på vej op ad trappen. Døren til lejligheden gled op, før hun ens nåede lommen efter nøglen.
Endelig! Mor sugede hende ind gennem entreen som en kraftig vind, tog hende i hånden. Kom, kom!
Duften af vaniljeboller ramte Astrid, og for et øjeblik følte hun, hun var barn igen; men selv denne varme, duftende luft var mærkelig drømmeagtig i dagens nervøse spænding.
Forsigtigt sparkede Astrid skoene af og gik mod stuen. Alt føltes som en genopførelse af gamle mønstre, men pludselig brød virkeligheden sammen:
Omkring det runde bord med stivet dug sad nu Sebastian ja, Sebastian, mors venindes søn, den klodsede dreng fra barndommens sommerdage i Skagen, ham hun altid havde tænkt på som Den Tøvende. Han sad der nu, pustede skjorten ned over skuldrene og smilede kejtet, som var det hans egen konfirmation.
Ved hans side strålede Tante Vibeke, med et bryllupslys i blikket. Astrid gik mekanisk nærmere.
Hej, Astrid, begyndte Sebastian og prøvede at lyde selvsikker. Det er længe siden.
Det må man sige, svarede Astrid og foldede armene over brystet. Mor, hvorfor haster det sådan?
Mor glattede dug, foldede serviet, glattede dug igen alle nervøse hænders uendelige cyklus.
Vi altså Vibeke og jeg tænkte, I kender jo hinanden fra I var små. Og nu er I voksne, og
Astrid bed irritation tilbage, kroppen blev stiv som i drøm, hvor man ikke kan flytte Fødderne og kun kan stirre.
Hvad har jeg med alt det her at gøre? Mor, jeg har travlt! Jeg forlod arbejdet, droppede mine kollegaer for det her?
Tante Vibeke smilede stift:
Sebastian er blevet så dygtig! Godt job, egen lejlighed, alt på plads.
Vi vil bare gerne have, I lærer hinanden bedre at kende, Mor kiggede uden om Astrid, som talte hun til den usynlige væg bag hende.
Mor, begyndte Astrid, træk vejret dybt, jeg sætter pris på, at du tænker på min fremtid. Men jeg vælger altså selv, hvem jeg snakker med.
Sebastian rødmede; kradsede sig i nakken, som om skjorten pludselig var lavet af sandpapir.
Kan vi ikke bare snakke? mødte han hendes blik Måske finder vi ud af det, vi plejede at have det sjovt du er sød, jeg er heller ikke så slem
Du har aldrig sagt mig noget, svarede Astrid ærligt og jeg vil ikke lade som om, jeg pludselig føler noget, fordi vores mødre synes, det ville være passende.
Han sænkede blikket. Mors øjne blev blanke. Drømmen foldede sig ud i pastelfarver:
Måske kunne vi forsøge hviskede Sebastian jeg mener det, jeg vil virkelig gerne.
Astrid blev stille et øjeblik, så tydelig kunne hun mærke vægten af den tavse tavshed.
Du er sød, Sebastian, sagde hun blidt, men det er bare ikke det rigtige for mig. Man kan ikke bilde sig følelser ind, fordi det står i et arkiv et sted.
Hun greb sin taske, et bånd strammede om skuldrene, og hun gik mod døren.
Undskyld, mor, men det går ikke. Jeg må tilbage til arbejdet.
Mor strakte hænderne ud mod hende, men Astrid gled udenom:
Vi taler senere, når du er klar til at høre, ikke dirigere. Og stop nu de her forestillinger. Jeg blev virkelig bekymret.
Ud af lejligheden, ned ad trapperne; døren smækkede sagte bag hende, og pludselig føltes luften frisk og våd efter morgens regn. Dybe, underlige vejrtrækninger, hvor fjerne klokkespil hang i luften som duften af mos.
Hvorfor blev Mor ved med at mase på? Skulle hun virkelig parres med en Sebastian, fordi det passede to mødres venskab? Astrid gik gennem Søndermarken, hvor pletter af sol og regnvejr gled over græsset. Børn legede i de store plamager af drømmevand, gamle par lo til hinanden på bænkene, kvinder med barnevogne delte hemmeligheder bag hækkene.
Mobilen summede i hendes lomme, navnet Mor flød hen over skærmen.
Hvorfor gik du bare sådan? mors stemme var ikke vred, men såret, som når man vågner og ikke kan huske drømmen.
Mor, jeg kan ikke gifte mig med Sebastian bare fordi I to har drukket kaffe sammen, siden I gik til folkedans. Det er for mærkeligt.
Ingen har sagt bryllup. Jeg ville bare have, at du mødtes med ham. Han arbejder, drikker ikke, er sød
Sød, ja. Men ikke for mig.
Men hvem er så rigtig for dig? mors stemme lød træt, nærmest hjemmehørende på en togstation i regnvejr.
Ved det ikke men jeg vil selv kende, når jeg møder ham. Ikke når jeg bliver sat til bords.
Skal dit liv så bare være arbejde, rugbrød og tv, og så ingen at dele det med?
Jeg er glad for, hvordan tingene er, sagde Astrid og satte sig på en iskold bænk. Lad mig bare selv tegne mit liv, dét gør mig glad!
Der opstod en lang, modvillig stilhed, som kun vane og kærlighed kunne udfylde.
Undskyld, hviskede mor. Jeg bliver bare bange for, at du skal ende alene, når vi engang ikke er her længere.
Jeg forstår dig, sagde Astrid blidt. Men ikke flere overraskelser som denne, ikke? Jeg troede, der var sket noget virkelig slemt!
Lover det, svarede mor, og Astrid forestillede sig hendes smil gennem tårer af vanilje og frygt. Men hvis du engang møder en, der betyder noget, så fortæl mig det først!
Det kan du tro, Astrid rejste sig, tørrede regn fra bænken af sine bukser. Nu må jeg videre.
Telefonen forsvandt i lommen, og da hun så op, virkede himlen endelig lysere, vagt blå, som gennem tynde lag af gardiner. Sollys polerede tagene, og den kolde luft smagte af gamle eventyr.
Mennesker fyldte Vesterbrogade, børn skreg, hunde løb, nogen grinte alt var som det plejede, smilende, fjern og uventet nært. Astrid tænkte på alle de små, skjulte forgreninger, livet hele tiden lagde ud for hende. Ingen vej kunne hun ledes ind på mod sin vilje.
De følgende dage blev hun opslugt af arbejde. Alt virkede, som det skulle, og alligevel var der et understrøm af uro. Hun forsøgte ikke at tænke på mor og Sebastian, men om natten kunne hun pludselig se det for sig: duge, vaniljeboller, brudekjoler dansede uforløste gennem drømmene.
Fredag blinkede en invitation fra kollega på hendes skærm: Kom til fødselsdag du TRÆNGER til at more dig! God stemning, god musik. Astrid tøvede, men mærkede en impuls: hvorfor ikke? Hun trykkede Jeg kommer.
Festen flød som et maleri: små borde i et caféhjørne ude ved Islands Brygge, dæmpet jazz og duft af citronkage i luften. Mennesker så ud som brikker i et særeventyr nogle kendte hun, andre ikke. Fødselsdagsbarnet vinkede hende over, smilede som en tågefigur.
Fantastisk, du kom! råbte han, gav hende et knus. Sæt dig ind til de andre.
Hun fik serveret solbærsaft. Rundt om hendes bord talte nogen om EM-fodbold, en anden fortalte en plat vittighed, glas klirrede, og alle lo mærkeligt synkront. Pludselig som trådt ud af skyggerne satte en ung mand sig ved hendes side, frejdig og med venlighed i blikket.
Hej, du må være Astrid? Jeg er Andreas. Tror, vi har arbejdet på hver sin side af kontoret.
Ja, hej, smilede hun. Jeg sidder med Nordisk Marine-projektet
Andreas ansigt lyste op:
Jeg lavede risikoanalysen på det! Se, verden er lille.
Samtalen blev let, næsten vægtløs. Andreas var ikke som de andre; han spurgte interesseret ind, berettede vittigt, men aldrig for meget hver replik gled ind som et skævt vers i et underligt eventyr.
Senere, da caféen blev for larmende, tilbød han:
Skal vi gå ud og trække frisk luft? Det lufter så skønt langs havnen lige nu.
De trådte ud i natten, hvor København flimrede af el-lamper og cykelklokker. Ved kajkanten talte de om, hvordan verden pludselig bøjer for det uventede. Andreas fortalte om en rejse til Færøerne, hvor han gik blandt lavaklipper og havgus Astrid så det hele for sig, som om drømmelandet rakte sig ind over Søndermarken.
Hvor kan du bedst lide at rejse hen? spurgte Andreas i pausen.
Havet, sagde Astrid. Jeg savner bølgernes evighed, blæsten fra Kattegat men jeg kommer sjældent afsted.
Skal vi gøre noget ved det næste sommer? spurgte han uden tøven, og for et øjeblik blev hendes indre blød som smeltet sukkerbrød i solen.
Måske men ikke for hurtigt, svarede hun med et smil. Lad os bare tage en kaffe først.
Lyder godt, sagde han med en ro, som kun findes i drømme.
Da Astrid endelig kom hjem, svævede hun nærmest gennem lejligheden. Telefonen blinkede, mor ringede igen, hendes stemme mere varsom end normalt:
Nå, var det hyggeligt i aften?
Ja, svarede Astrid, lod det varme sig i stemmen. Jeg mødte en, jeg måske gerne vil kende lidt bedre.
Virkelig? Mors stemme balancerede mellem glæde og varsomhed. Nå, så kan jeg vel godt pakke bryllupskagen sammen?
Bare nyd det, mor, lo Astrid. Jeg klarer resten.
Et lille stykke tid sad hun bare i sofaen, kiggede ud på det blinkende net af lys over byen gule lygter, røde lyskryds, skygger mellem skærene. Alting føltes lettere, som om København selv vippede hende forsigtigt mod noget nyt.
Hun smilede bredt, tanker og fremtid gled ud i nattens tynde skyer; hun lod drømmen sive med himlens farve, sikker på én ting: nu er det min tur.
