Frieren for Fuld Skrue
Det var dengang, jeg arbejdede som kontorassistent på en reklamebureau på Vesterbro i København, at det hele skete jeg kan huske det, som var det i går, selvom det nu føles som en fjern tid. Den dag sad jeg på mit kontor, badet i det spidse, danske eftermiddagssollys, der tegnede gyldne striber gennem persiennerne. Foran mig lå bunker af papirer: regnskaber, tilbud, kontrakter. Jeg sorterede, sammenlignede tal, skrev små noter i min Moleskine-blok. Stille bortset fra den svage summen fra den gamle kaffemaskine og dæmpede stemmer i storrummet ved siden af.
Så ringede mobilen pludseligt og skingert. Jeg blev nærmest forskrækket. På skærmen stod der Mor. Hun ringede altid først på aftenen, aldrig midt på arbejdsdagen klokken var kun tre. Uroen stak var der sket noget?
Jeg tog telefonen.
Randi, kan du komme forbi helst med det samme? Min mor lød urolig og næsten lidt forpustet, og jeg mærkede straks panikken tage fat, selvom jeg prøvede at lyde rolig.
Hvad er der sket, mor? Er du syg?
Nej, nej, jeg har det fint, men det er vigtigt. Du må komme nu.
Med et blik på uret vejede jeg hurtigt min bunke arbejde mod mors alvor. Hun bad sjældent om noget og aldrig på denne måde. Der var ingen vej udenom.
Jeg er der om en time.
Gerne hurtigere, Randi, sagde hun så, sænkede stemmen, der er folk, der venter.
Den sætning satte gang i fantasien, som kun en mor kan gøre det. Jeg rev lidt hektisk mine papirer sammen, stak telefon, pung og nøgler i tasken, hev min frakke ned fra krogen og ind til chefen for at forklare. Han forstod, og jeg fik lov at gå.
Ude på gaden bestilte jeg straks en Dantaxi, og mens jeg ventede, ringede jeg hurtigt min mor op for at høre, om jeg skulle tage noget med. Hun svarede blot: Bare kom.
Jeg nærmest spænede til bilen og sad utålmodigt og så på uret hele vejen fra Vesterbro til barndomshjemmet på Frederiksberg. Jeg stirrede tomt ud på de velkendte karrébebyggelser, grønne oaser og små, hyggelige butikker. Tankerne kredsede rastløst rundt. Havde min mor problemer på arbejdet? Var der sket noget med Moster Anne? Eller en af de gamle familiebekendte? Mange frygtsomme muligheder nåede at passere, men intet virkede helt sandsynligt.
Da jeg endelig kom frem, blev jeg mødt af duften af mors kanelboller hendes specialitet til fødselsdage og særlige lejligheder. Men hendes stemnings skar mig tvivlende i maven. Det duftede som fest, men hele hendes ophidselse pegede på noget andet.
Før jeg nåede at tage skoene af, åbnede døren sig. Endelig, Randi, ind, ind! Mor trak mig indenfor med et fast greb om hånden.
Inde i stuen sad til min undren Mikkel. Sønnike til mors gamle veninde, Hanne. Mikkel, som jeg, siden jeg var seks år, kærligt kaldte Snøvsen indeni, fordi han altid virkede så langsom og klodset. Nu sad han der, akavet i sin skjorte, og forsøgte at smile, mens han glattede flipperne ud.
Ved siden af ham strålede Hanne, som om hun var til bryllup. Hendes glæde lyste ud af øjnene.
Hej, Randi, sagde Mikkel og rejste sig, ivrig for at vise initiativ. Vi har ikke set hinanden længe.
Nej, og det kunne der da også have gået længere tid med, svarede jeg tørt og slog armene over kors. Mor, hvorfor skulle jeg komme sådan i en fart?
Mor begyndte straks at rette krøller på dugen og småjustere servietter.
Vi har snakket, Hanne og jeg I kender jo hinanden fra barndommen, begge fornuftige og voksne nu
Og? spurgte jeg og så direkte på hende, jeg er ikke ligefrem arbejdsløs. Hvad er det, det hele drejer sig om?
Hanne lagde an til at supplere:
Mikkel har styr på sit liv, job som ingeniør, EGEN lejlighed han er virkelig godt kørende.
Vi ville blot have, at I lærte hinanden at kende igen, forklarede mor uden at møde mit blik helt.
Det snerpede sig sammen indeni mig. Her sad jeg igen, præsenteret for et godt parti, fordi de voksne mente, jeg var blevet for gammel enlig. Jeg kneb læberne sammen, men forsøgte at lyde jævn:
Mor, jeg sætter pris på, at du vil mit bedste, men det er altså mig, der vælger, hvem jeg omgås.
Mikkel blev rød over det hele og vred sig lidt i stolen, inden han prøvede sig frem:
Randi, behøver det være så skarpt? Vi har jo altid klaret os nogenlunde Måske skulle vi bare prøve at tale sammen, ligesom gamle dage? Du er faktisk ret sød
Jamen, der er ikke noget at snakke om, sagde jeg og så ham i øjnene. Jeg har aldrig haft følelser for dig, og jeg tror ikke, det ændrer sig. Vi kan da godt hilse pænt, men mere bliver det ikke.
Han pustede ud og pillede ved sit ærme. Vi kunne da prøve Jeg mener det altså.
Jeg tog en dyb indånding for ikke at blive vred.
Du er et godt menneske, Mikkel. Bare ikke mit menneske. Der skal mere til end en god bolig og et job for, at kærligheden kommer.
Spændingen forlod mig langsomt, og jeg tog min taske.
Undskyld, mor, men det her bliver ikke til noget. Det rigtige er at sige det, som det er fra starten.
Mor rakte ud efter min arm, men jeg stoppede hende blidt: Lad os tale om det en anden dag, når du ikke er i gang med teater. Jeg er nødt til at komme tilbage til kontoret. Og mor, lad nu være med at finde på sådan noget mere jeg nåede at blive helt nervøs.
Jeg lukkede døren bag mig og stod pludselig ude på Frederiksbergs kølige trappeopgang. Da jeg trådte ud, sivede regnvåd luft ind i lungerne, og jeg mærkede en lettelse midt i alt det forvirrede. Hvorfor kunne min mor ikke bare slippe tanken om, at min lykke skulle hænge på sådan et uorganisk arrangement? Jeg vidste altid, hvad jeg ville, og ingen skulle presse mig ind i et bånd, der kun passede de voksnes billede af et ordentligt liv, men ikke mit.
I stille raseri gik jeg gennem Frederiksberg Have, hvor børn legede langs stierne, kvinder snakkede over barnevogne, og par nød solen på bænkene. Jeg fandt min egen vej mellem vandpytter, uden at bekymre mig om våde sko.
Min telefon summede i lommen. Mor stod der igen. Jeg løftede røret.
Hvorfor gik du bare? spurgte hun, hendes irritation mere såret end vred.
Fordi man da ikke skal giftes med mors venindes søn, bare fordi I har kendt hinanden i tyve år, sagde jeg roligt.
Den står du helt alene med, Randi. Jeg bad dig kun tale med ham! Han er en god, stabil fyr ikke noget rod eller druk. Hvor svært kan det være?
Han er en god fyr, mor. Men ikke den rigtige for mig.
Og hvad venter du så på? Du har gået alene i tre år! Jeg forstår det ikke.
Jeg venter ikke på noget. Jeg har det fint, præcis som det er. Uanset hvad du eller Hanne mener, skal jeg altså selv vælge og ikke blive styret af jeres projekter for rigtige valg.
Lidt træthed sneg sig ind i mors stemme. Jeg vil bare have, at du finder nogen, du kan blive glad med.
Det gør jeg nok også men ikke på bestilling, svarede jeg og satte mig på en bænk, hvor ungerne sendte små både ud på søen. Lad mig selv tage initiativet, mor.
Hun blev tavs og sukkede. Undskyld, jeg pressede på. Jeg er bare bange for, at du ender ensom. Når vi ikke er her længere.
Jeg ved det godt, svarede jeg blidt. Men ingen flere overraskelser nu, ikke? Du skulle have set alt det, jeg nåede at forestille mig på vej herud!
Det lover jeg, fniste hun så. Men, Randi hvis du en dag møder én, du synes er noget særligt, lover du så at fortælle mig det først?
Selvfølgelig.
Jeg rejste mig og gik hjemad. Himlen åbnede sig over mig og forærede byen et slør af blåt, ujævnt prikket med hvide skyer og gyldent lys. Ved søerne sad par på bænke og talte lavmælt over deres kaffe to-go, og jeg følte på én gang roen og mulighederne at livet var mere end nogens små forblommede planer.
Der gik nogle dage. Arbejdet på bureauet opslugte mig. Ugerne op til en stor kampagnelancering var hektiske, og jeg var i gang fra morgen til aften først ind, sidst ud. Arbejdet skyllede alle andre tanker væk, og når jeg endelig kom hjem, måtte jeg kæmpe for ikke at falde i søvn i sofaen allerede før aftensmaden.
Alligevel lå den der hele tiden, den lille, ubehagelige erindring om arrangeret kærlighed i mors stue og hendes skuffelse. Det gjorde lidt ondt, selv om jeg vidste, jeg havde sagt det rette.
Så, om fredagen, tikkede en besked ind fra min kollega, Emil. Han havde inviteret mig til fødselsdag på en lille café på Nørrebro. Kom forbi og hils på nogle sjove mennesker og få et glas. Det bliver hyggeligt! Jeg overvejede længe: skulle jeg bare blive hjemme? Men pludselig trængte jeg faktisk til selskab.
Jeg kommer, svarede jeg.
Caféen var en hyggelig, gammeldags sag bløde stole, rå murstensvægge, stearinlys og et diskret jazzsoundtrack. Både unge og gamle var samlet, og stemningen summede af latter og samtale. Emil stod allerede ved baren og hilste mig glad velkommen.
Godt du kom! Jeg havde ellers regnet med, du meldte afbud.
Jeg trængte til at komme ud, lo jeg og ønskede ham tillykke. Han pegede på et bord ovre ved vinduet.
Du skal møde de andre de er gode folk.
Jeg satte mig, og snart gled jeg ind i snakken omkring bordet. Vi grinede, lyttede til historier fra både arbejdsliv og privatliv, og jeg kunne mærke kroppen blive lettere i stemningen.
Hej, du må være Randi? Lød det pludselig ved siden af mig. Foran mig stod en fyr med lyse øjne og et lunt smil, der næsten virkede for åben til at være sandt. Jeg hedder Casper jeg arbejder også i marketing.
Ja, jeg ved, hvem du er. Vi har mødtes kort til et møde, sagde jeg og smilede undskyldende.
Jeg lavede risikovurderingen for dit projekt med GreenTech, fortsatte han.
Ordene faldt nemt mellem os, og han blev hængende ved bordet, lænet frem, interesseret, god til at lytte og med små sjove bemærkninger, så jeg indimellem lo for mig selv.
Da det blev larmende inde på caféen, spurgte Casper, om vi skulle trække lidt frisk luft. Jeg nikkede. Udenfor var det køligt, en let vind bar duften af syrener ind over Nørrebrogade.
Vi stoppede op ved en lav mur, kiggede ud på cykellygterne, der strøg forbi.
Hvad laver du i fritiden? spurgte han.
Jeg læser, går ture i parkerne, tager i biografen, hvis tiden er til det.
Jeg elsker at rejse, fortalte han. Sidste år nød jeg en længere tur til Skotland der er noget magisk over de bjerge, gamle pubber og det rolige tempo.
Hans fortællinger flød afsted, og jeg glemte både tid og sted. Pludselig spurgte han med en enkel, åben stemme: Må jeg invitere dig på kaffe i morgen? Uden forventninger, bare fordi jeg synes, det er hyggeligt at tale med dig?
Jeg nikkede med et lille smil uden hast.
Senere, hjemme i min lejlighed, ringede mor igen.
Hvordan går det? Du lyder glad, kommenterede hun forsigtigt.
Mere end okay. Jeg var til fødselsdag, mødte en sød fyr Casper. Intelligent, sjov, og vigtigst af alt hans mor blander sig altså ikke.
Mor lo, lettet, næsten kærligt. Så jeg har bekymret mig forgæves?
Nej, svarede jeg lidt eftertænksomt, for du gør det jo bare, fordi du holder af mig. Men du kan godt slappe lidt af fremover. Jeg klarer det.
Det lyder godt, sukker hun lettet, og det vigtigste er, at du er glad.
Jeg lagde telefonen fra mig, satte mig ved vinduet og så ud over København. Gadelamperne på Frederiksberg var små prikker i natten, og bilerne lagde lysspor ud mod himlen. Et sted i nærheden ringede latter, og et barn cyklede forbi på en alt for stor cykel.
Mit liv gik videre, lagde nye lag på sig, og jeg blev mere og mere tryg i visheden om, at jeg nok skulle finde min egen vej. Verden var åben ikke noget skema for kærlighed, kun muligheder.
