Det var engang, for længe siden, at Signe hørte fortællinger om, at kvinder i hendes slægt var forbandede til ulykke. Hendes oldemor mistede sin mand i krigen, hendes bedstemor mistede sin sundhed på en fabrik, og hendes mors far forlod familien, da hun kun var tre år gammel. Signe forestillede sig ofte, at hendes ægteskab også ville ende i drama. Hun ville det ikke, men skyggen af den familiære forbandelse hvilede over hende.
Hendes fremtidige mand, Mikkel, mødte hun i en lille værksted i udkanten af Aarhus, hvor de begge arbejdede. Han reparerede maskiner, hun sorterede reservedele. Deres fælleskantine blev det sted, hvor de fandt hinanden under frokostpauser. Beslutningen om at blive gift kom hurtigt. De holdt en beskeden bryllupsfest og flyttede ind i hendes lille toværelses lejlighed på Grønnegade. Bedstemor var allerede gået bort, og lejligheden blev deres fælles hjem.
Livet gik sin gang. Først kom sønnen Mads, derefter den yngre, Jonas. Kort efter døde Signes mor. Nu måtte hun klare hverdagen og børnenes opdragelse alene. Hun klagede ikke: Mikkel tjente pengene, og hendes opgave var at tage sig af hjemmet og drengene.
Men efter nogle år begyndte tingene at gå galt. Mikkel blev længere på arbejdet, talte oftere om en ung kollega, der “hjalp ham med rapporterne”. Signe så, hvordan han trak sig væk: han kom hjem kun for at skifte tøj, nogle gange overnattede han slet ikke. Hun forstod det, men frygten for at stå alene med børnene lammede hende.
“Drop hende, tænk på drengene,” turde hun sig til at sige en dag.
Mikkel svarede ikke. Ingen undskyldninger, ingen skældud – kun iskold tavshed.
Signe fortsatte med at passe på ham: lavede aftensmad, vaskede hans skjorter.
“Det eneste, du kan, er at gøre rent,” hvæsede han foragtfuldt efter endnu et forsøg til samtale.
Hun besluttede at vente, i håb om, at han ville komme til fornuft. Men en aften pakkede Mikkel sine ting.
“Forlad os ikke, jeg beder dig! Lad ikke børnene vokse op uden en far!” græd Signe.
“Du er ikke andet end en ynkelig stuepige,” sagde han koldt og stirrede på hende.
De ord hørte sønnerne. Mads og Jonas, klemt sammen på sofaen, så deres far gå. De forstod ikke, hvorfor dette skete. Måske var de ikke lydige nok? Måske havde mor gjort noget forkert?
Børnene så det hele: morens tårer, hendes forsøg på at holde masken, hendes uendelige omsorg for dem. De hjalp til: vaskede op, ryddede op. Signe levede kun for børnene og arbejdet. Nye forhold tænkte hun ikke på – drengene var hendes verden.
Men skæbnen ville det anderledes. En dag, da hun handlede ind i den lokale supermarket, tabte Signe en pose gryn. En ung mand samlede den straks op.
“Skal jeg hjælpe med at bære indkøbet?” spurgte han med et smil.
Signe blev forvirret, men han tog hendes poser uden at vente på svar.
“Nå, jeg bestemmer selv,” sagde han, og de begyndte at snakke på vej hjem.
Han hed Anders. Han var venlig, med en blid stemme og en let haltende gang. Signe takkede ham og sagde farvel, uden at forvente at se ham igen. Men Anders begyndte at dukke op i den samme butik, som om han planlagde møderne. Så begyndte deres bekendtskab.
Signe tjente lidt ekstra ved at gøre rent i opgangen i hendes hus. Normalt hjalp drengene, men den dag besluttede hun at gøre det selv.
“Skal jeg hjælpe?” lød en bekendt stemme.
Anders var der igen. Han hjalp hende med at afslutte rengøringen, og om aftenen inviterede Signe ham hjem. Anders kom i en fin jakkesæt, med en buket hvide margueritter og en æske wienerbrød.
“Godaften,” sagde han og rakte søde sager til drengene.
Mads, den ældste, sniffede af wienerbrødene, og alle grinede. Spændingen forsvandt. Under middagen tabte Signe en ske, og Anders fangede den i luften.
“Spiller du basket?” spurgte Jonas.
“Jeg spillede i skoletiden, men det er længe siden,” smilede Anders.
“Vi skal vise dig vores bane!” sagde Mads. “Vi spiller basket med vennerne.”
Dagen efter mødtes de igen. Anders indrømmede:
“Du har nok bemærket, at jeg bevæger mig langsomt og taler lidt langsomt. Jeg havde en alvorlig ulykke. Min kone ville ikke blive hos mig. Nu vil du måske heller ikke se mig mere.”
Signe tav, for ikke at gøre ham forlegen med spørgsmål.
“Hvis mine drenge ikke er til besvær for dig, så kom igen,” sagde hun til sidst med et smil.
Anders blev en del af deres liv. Han var omsorgsfuld, legede med drengene, hjalp til i hjemmet. Først var det underligt for børnene, men snart groede de til ham. Anders blev det for dem, deres far aldrig havde været. De spillede basket sammen, inviterede venner, og huset fyldtes med latter.
Årene gik. Mads fik en kæreste, Jonas blev fascineret af musik. En dag kom Mads til Anders for råd – så stor var hans tillid til ham. Men en aften ringede det på døren. Signe åbnede og stivnede. På dørtrinnet stod Mikkel.
“Jeg tog fejl,” sagde han. “Jeg vil rette op på det.”
“Skrid!” råbte Mads og knyttede næverne.
“Hvor vover du at tale sådan til mig, din møgunge!” rasede Mikkel.
“Tal ikke sådan til min søn!” røg det ud af Anders, da han trådte frem.
Han var klar til at forsvare familien.
“Vi har ikke brug for dig!” skreg Jonas og skubbede sin far ud ad døren.
Han smækkede døren i.
“Han skal bare prøve at komme tilbage,” mumlede han.
Signe så på sine mænd – Mads, Jonas og Anders. Hendes beskyttelse, hendes støtte. Hun havde skabt en rigtig familie, på trods af alt. Og i dette øjeblik var hun lykkelig, som aldrig før.
