Gik Henrik ondsindet uden at informere sin kone om, at han havde planer om at ansøge om skilsmisse. Da Anna kom hjem som vanligt, opdagede hun pludselig en tom knagerække i gangen, forladte skabe og skuffer. Anna gik rundt i lejligheden fuld af forvirring og usikkerhed. Henriks forsvinden kom helt uventet, og derfor vidste Anna ikke, hvordan hun skulle reagere. Efter at have skiftet tøj, varmede Anna suppen og spiste eftertænksomt, mens hun mindedes og smilede bittert. “Ja… Henrik, jeg kendte dig åbenbart slet ikke! En god hustru, intet at sige om det!” tænkte Anna, mens hun vaskede op. Anna og Henrik havde været gift i næsten tredive år. Deres eneste søn, Mikkel, var flyttet til Spanien sammen med sin kone.
-Mikkel er flyttet, huset er tomt, jeg håber ikke, at Henrik bliver eventyrlysten… – bemærkede Annas mangeårige veninde, Rikke. Dengang lo Anna ubekymret og glad:
-Åh, du er så omsorgsfuld! Bekymrer du dig? Du kender mig, Rikke! -Men du skulle ikke grine, – blev Rikke fornærmet, – Jeg kender til masser af sådanne historier! Børnene flytter home, og manden får lyster, og konen sidder alene, uden nogen at være vigtig for!
Anna lo igen:
-Du, Rikke, har ikke ændret dig siden vi var børn! Hvis det ikke var fordi vi voksede op sammen, ville jeg slet ikke have lyttet til dig!
Efter Mikkels afrejse begyndte Anna og Henrik at bruge mere tid sammen. De gik i biografen, spadserede i parken, tog på feriehus og inviterede venner til grillfester. Det var hyggeligt og meget roligt. Det føltes som om livet begyndte på en ny epoke fyldt med komfort og tillid til fremtiden. Henrik var blevet seksoghalvtreds, og Anna var over halvtreds. De kunne nu leve til deres egen fordel, blive gamle sammen, besøge deres søn og vente på børnebørn.
-Mikkel har ikke travlt med at få børn… – bemærkede Rikke efter, at Anna havde nævnt, at de unge har det godt sammen. -Rikke, Rikke, du kan aldrig bare være glad! Du sniger altid din bekymring ind!
-Men jeg har ret, har jeg ikke?! De har boet sammen i tre år, og de er stadig kun dem to – holdt Rikke fast.
-De vil se verden, lære hinanden bedre at kende! Nu ser man anderledes på det at få børn end i vores tid – sukkede Anna.
Et halvandet år senere blev Mikkel far til tvillinger, en dreng og en pige. Sofia og Anton. Smukke og sunde børn, en fryd for øjet. Annas svigerdatter ringede hver aften på Skype og viste børnene. Da de blev otte måneder gamle, var vokset og stærkere, rejste Anna og Henrik for at møde dem og holde dem.
-Sikke nogle dejlige børn! – beundrede Anna, da hun delte billeder med Rikke. – Se, hvor Sofia ligner Mikkel! Og Anton ligner sin mor! -Åh, “ligner”! – efterlignede Rikke, – De er for små, de ligner ingen endnu! Først når de begynder at gå og tale, kan man se det.
-Kom nu, Rikke, hvis du ikke vil se billederne, så lad være! – Anna samlede billederne og gemte dem i en skuffe for at arrangere dem i albums senere. Anna beholdt billeder traditionelt. Ud af mange digitale billeder valgte hun de bedste og fik dem fremkaldt.
Rikke var bevidst alene, sagde hun om sig selv. Hele hendes liv havde hun haft elskere, mest gifte mænd.
-En gift mand behøver ikke meget, det er meget praktisk, – sagde Rikke. Fra bedstemoren arvede hun en hyggelig etværelses lejlighed med balkon tæt på stationen. Rikke flyttede straks hjemmefra, da hun arvede.
-Jeg vil leve som jeg vil! – proklamerede hun. Rikke farvede sit hår klart rødt og købte en skarlagenrød læbestift og de første stiletter med høj hæl.
-Kom til indflytterfest, Anna, kaldte hun sin veninde. Der kommer sådan nogle flotte fyre!
På netop den fest hos Rikke mødte Anna Henrik, og snart blev de gift.
-Du blev pludselig gift! – sagde Rikke, da hun modtog bryllupsinvitationen, – den første fyr, du mødte, og straks gift! Hvad med at vælge og sammenligne?! Du er kedelig, det er ikke til at holde ud!
Men Anna tvivlede aldrig på Henrik, hun var sikker på, at de var meant to be.
I mange år var det sådan, og så, pludselig…
-Rikke, hej! – Anna ringede til sin veninde, – Henrik er gået fra mig. Helt væk, med sine ting… Han sagde intet, efterlod ikke en seddel, og telefonen er slukket.
-Hvornår var du sidste gang på ferie? – spurgte Rikke uventet. -Ferie?! – undrede Anna sig, – Rikke, hører du mig ikke? Henrik har forladt mig. Hvad har det med ferie at gøre?!
-Skriv en ferieanmodning, Anna, vi tager til Georgien, min tante bor der, som du ved.
Anna stillede, tænkte lidt og samtykkede:
-Du har ret, Rikke, vi tager til Georgien!
Gæstfriheden i Georgien, når man først har oplevet det, glemmer man det aldrig. Rikkes tante, skønheden Anne, giftede sig i sin tid med en georgier ved navn Mate og flyttede med ham til Tbilisi. De fik fire sønner, en smukkere end den anden. Sønnerne voksede op, giftede sig, fik børn og børnebørn – familien blev endnu større. Og til denne store, livlige og glade familie kom Rikke og Anna på besøg.
Det viste sig at være en så god ferietur, at Anna allerede efter et par dage holdt op med at lede efter grunde til, hvorfor Henrik forlod hende.
“Det er så simpelt som at gange to, – tænkte hun, siddende i gården og nød duften af madlavning, – han holdt op med at elske mig, men turde ikke sige det. Og det handler slet ikke om mig. Sådan er livet bare.”
-Drik noget juice! – Rikke satte et glas frisk granatæblejuice foran Anna. – Hvad er der med dit ansigt, Anna? – spurgte Rikke, da hun kiggede nærmere på sin veninde.
-Hvad er der? – undrede Anna og tog et par slurke af den bitre, vidunderlige drik.
-Det ser… jeg ved ikke, udglattet ud, som om du er blevet yngre.
I Tbilisi, en by man umuligt kan lade være med at forelske sig i, mødte Anna David. Han kom for at besøge en af Rikkes fætre. De sad længe i gården ved et stort træbord. De drak kraftig vin, spiste hjemmelavet ost og frugt, sang rørende georgiske sange i flere stemmer, og Anna nød Davids blikke, svarede på hans stille halvsmil. Han var jævnaldrende med hende, høj, slank, med en tykkelse af mørkt, gråsprængt hår. Den aften var så duftende, så speciel, at Anna huskede den for livet.
-Tak, – hviskede Anna, da hun lænede sig tæt til Rikkes øre, og Rikke, uden at spørge om noget, gav venindens hånd et kærligt klem.
