“Hun smækkede barnet for mig og løb. Åh, dig… Sov du dig for gammel…” Marie stønnede og rystede på hovedet fra side til side.
Den gamle, slidte bus var kvælende varm. Gennem de åbne vinduer strømmede luft ind, opvarmet til tredive grader, men i stedet for at bringe kølighed fyldte den kun kabinen med støv. Folk halvsov, sløvet af heden.
Forude skinnede de forgylte kupler fra en lille kirke, omgivet af træhuse. Bag dem stak de øverste etager og tagene af de klassiske røde murstensblokke op. Folk begyndte at vågne, bevæge sig, samle deres ting sammen. De hurtigste var allerede på vej mod dørene med deres tasker for at komme ud af den trykkende varme.
Kun en enkelt kvinde sad helt stille, stirrende ud ad vinduet. Hendes hænder med blålige åretracet lå på hendes knæ. De lyse hår, med mørke rodspidser, hang ujævnt ned langs det smalle ansigt og understregede dens bleghed. Mundvigene var sørgmodigt hængende, og de tynde øjenlåg var dækket af et net af rynker. Hun lignede en, der enten var syg eller havde fået tæsk af livet – et menneske, der ikke forventede noget godt fremover.
Bussen gav et sidste anstrenget ryk og standsede på en lille plads foran kirken. Folk trængtes utålmodigt ved dørene, ivrige efter at komme ud.
“Frue, vi er her. Endestation,” råbte den tykke, skaldende chauffør og kiggede frem fra sin afdækkede cockpit.
Kvinden så sig om. Der var ikke flere tilbage i bussen ud over hende og chaufføren.
“Vi er fremme. Ud med dig,” gentog han.
Hun løftede den lille taske ved hendes fødder, rejste sig og gik langs sæderne.
“Farvel,” sagde hun ved den åbne dør uden at vende sig mod chaufføren.
Lige da hun satte foden på jorden, smækkede busdørene hæst og metallisk bag hende. Hun gik langsomt mod træhusene. Pludselig lød et klokkeslag fra kirken. Før det helt var døet ud, begyndte en melodiøs ringen. Kvinden stoppede og stod helt stille, løftede hovedet mod himlen. Så drejede hun om og gik mod kirken.
Hun fulgte en smal sti, omgivet af alle slags blomster, og trådte ind gennem den åbne dør. En kølig duft af virak slog imod hende. En solstråle fra den synkende sol, hvor støvpartikler dansede kaotisk, skar gennem kirkens indre og lå som et klart lys på det trægulv.
Hun trådte ind, og lyden af hendes hæle brød stilheden. Hun så sig om og satte sig på en bænk ved døren.
“Har du det dårligt? Skal jeg hente vand?”
En ung pige med et tørklæde bundet om halsen trods varmen dukkede op ved hendes side. Blå øjne mødte hende med ægte omsorg.
“Jeg er straks tilbage,” sagde pigen og forsvandt, men kom hurtigt tilbage med et glas vand.
“Her, tag det. Der er en kilde lige i nærheden. Vandet forbliver koldt, selv i heden. Drik.”
Astrid tog glasset og førte det til munden. Vandet var krystalklart og iskoldt – næsten så det gjorde ondt i tænderne.
“Hvis du har brug for noget, så spørg,” hviskede pigen, mens hendes mørke, lange nederdel raslede, og hun gik tilbage mod en lille afkrog i hjørnet, adskilt af den forreste del af kirken af en trædisk, hvor diverse kirkelige småting lå udstillet.
Kvinden drak vandet og gik hen til disken, forsigtig med ikke at trampe for hårdt.
“Tak.” Hun satte det tomme glas tilbage. “Er du fra byen? Kender du alle her?”
“Det er en lille by. Hvem leder du efter?” svarede pigen ivrigt.
“Marie… Mikkelsen. Kender du hende?”
“Selvfølgelig, det var min bedstemor. Men hun døde for et år siden. Hvem er du?” Pigen kom ud fra disken og stod nu få skridt fra den fremmede kvinde.
“Er du Astrid?” spørg hun uden at tage øjnene fra hende. “Jeg er Lise…”
***
For atten år siden
Marie sad på bænken ved døren, skærmende for de sidste solstråler.
“Mor,” lød en stemme ved siden af.
Marie vendte hovedet, holdt hånden som en skygge over øjnene. Foran hende stod hendes datter Astrid, der var løbet hjemmefra for over et år siden. Med den ene arm holdt hun et lille barn indhyllet i et tyndt tæppe, og i den anden havde hun en sort sportstaske.
“Du kom tilbage… Jeg vidste det ville ende sådan. Er du her for at blive, eller hvad?” spurgte Marie køligt.
I vinduet hos naboen bevægede en gardin sig. Marie rejste sig tungt.
“Kom indenfor. Vi skal ikke forstyrre naboerne,” sagde hun og gik op ad trappen, støttende til sit bøjede knæ.
Astrid tøvede et øjeblik og fulgte efter. Med et hurtigt blik så hun sig om i stuen, satte tasken ved døren, gik hen til den høje jernseng og lagde forsigtigt barnet i den. Hun rettede sig op og sukkede.
“En dreng eller pige?” spurgte Marie ligegyldigt, stirrende på sin datters ryg.
“En pige. Lise,” svarede Astrid og vendte sig mod moren.
“Jeg vidste det,” gentog Marie med et suk. “Det er tydeligt, du ikke har haft det let i byen, siden du løber hjem til mor. Hvad har du tænkt dig at gøre?”
“Ikke nu, mor. Jeg er så træt.” Astrid stak en løs lok bag øret og satte sig på sengen ved siden af barnet.
“Godt. Hvorfor skulle vi haste? Har du mælk?” Marie så på datterens flade bryst under trøjen. “Naturligvis ikke. Du er jo udhungret. Jeg går lige over til Nina. Hun har en ged, hun giver os lidt mælk.”
“Jeg har modermælkserstatning med,” skyndte Astrid sig at sige, lettet over at den første storm var overstået.
“Vi skal ikke forgifte barnet med kemikalier.” Marie vinkede afværgende og gik ud i køkkenet – et lille rum bag ovnen.
Uden at se på datteren gik hun ud med en literflaske. Da hun kom tilbage, sov Astrid ved siden af babyen. Pigen gryntede og puffede kinderne, mens hun forsøgte at komme fri af tæppet. Marie så længe på sin forvildede datter og så på barnet. Først da pigen åbnede munden og begyndte at skrige, løftede hun hende op og mumlede:
“Nå, nå, hvorfor skriger du så? Din mor er lige her. Og hun vågner ikke engang. Det må have været hårdt for hende.”På den lille kirkegård står to nyudduggede grave ved siden af hinanden – én med et gammelt kors af træ og én med friske blomster, mens Lise står mellem dem, holder hænderne foldet, og for første gang i sit liv føler sig hel.
