“Vi efterlader hende her, lad hende ligge og dø!” sagde de, mens de skubbede den gamle dame ned i sneen. De skurkene anede ikke, at bumerangen snart ville ramme dem tilbage.
Valborg Andersen nærmede sig sin opgang. De gamle damer på bænken diskuterede en bil, der for nylig var blevet parkeret i nærheden.
“Ved I, hvem den tilhører?” spurgte Valborg.
“Ikke noget, de fortæller os om!” svarede en af damerne. “Måske til Maiken. Så fine biler kører ikke hen til de gamle.”
“Til os kommer de kun med ambulancer!” tilføjede en anden kvinde grinende.
Naboerne udvekslede flere ord om myndighederne og alle sladderne. I det samme kom Maiken, som bilen hørte til, forbi uden at give nogen opmærksomhed til de ældre damer eller bilen på græsplænen. Valborg Andersen skyndte sig hjem.
“Valborg?” råbte en mand, hun mødte på trappen. “Husker du mig? Vi talte jo for et par dage siden. Jeg er en fjern slægtning.”
“Åh, Lars!” udbrød Valborg, da hun genkendte ham. “Hvorfor sagde du ikke, at du ville komme forbi? Er det din bil ude på græsset?”
“Ja, det er min.”
“Så kør den væk derfra, før andre gør det for dig. Man kan da ikke parkere på blomster!”
Lars styrtede ud for at flytte sin bil, mens Valborg gik i køkkenet for at lave lidt te. Hun ønskede at sælge sin lejlighed og ville ikke efterlade en fladmast græsplæne til naboerne.
Det var længe siden, en onkel besøgte hende med sin søn. Siden da havde de holdt sig for sig selv. Men nu var Lars dukket op. Noget ved ham gjorde Valborg urolig. Han røg meget – var så ung, men med gule tænder. I det mindste havde han besøgt. Hun bestemte sig for ikke at hyre en ejendomsmægler til at sælge lejligheden; hun ville hellere give Lars lidt for det. Men han afslog betaling.
Valborg var blevet enke og barnløs på sine gamle dage. Hun længtes efter at bo tættere på naturen. Det var dejligere at få frisk luft end at skulle hele tiden ned fra fjerde etage. Desuden havde landsbyen en have. Så længe hun stadig havde kræfter, ville hun dyrke grøntsager.
I efteråret dukkede der en køber op til lejligheden.
“Vinteren er over os i morgen. Lad os vente til foråret med salget,” foreslog Valborg, men Lars var imod:
“Husene bliver dyrere til foråret! Det er også lettere at vurdere boligopvarmningen nu, i kulden. Desuden er der en køber nu, og han kan miste interessen senere.”
“Men jeg har endnu ikke fundet mit hus. Hvor skal jeg bo imens? Når vi har fundet et hus, kan vi sælge,” svarede Valborg med et suk.
Lars gav sig. Det varede ikke længe, før han fandt nogle passende huse. De tog afsted til en landsby for at se dem. Valborg blev lidt skuffet over, at der trængtes til en del renovering. Men pengene fra salget kunne dække både huset og istandsættelsen.
Lars, der havde en smule byggeteknisk indsigt, kunne rådgive Valborg om omkostningerne ved byggematerialer og lønninger til håndværkere. Han lovede at hjælpe hende.
“Vinteren er nær. Jeg gider ikke rode med disse renoveringer. Jeg vil bare flytte ind og bo, som folk gør,” beklagede Valborg.
“Men jeg hjælper dig med det!” forsikrede Lars.
Valborg blev alligevel mistænksom over, hvorfor Lars så hurtigt ville sælge lejligheden og købe et eller andet hus til hende. Men hun stolede på, at han ikke ville få fordel af det, og han besværliggjorde ikke hendes salg. Hun værdsatte, at han overhovedet hjalp.
Valborg fastsatte en dag for handlen. Køberen og notaren kom til tiden. Lars bryggede te til alle. Det var med en blanding af sorg og lettelse, hun lod sin lejlighed gå. Hele livet havde hun boet her. Men nu var beslutningen truffet, der var ingen vej tilbage. Tingene var pakket, og handlen blev formelt afsluttet.
“Nå, nu kan vi flytte ind i det nye hus!” erklærede Lars, da papirerne var underskrevet.
“Vent nu lidt. Skal vi allerede i dag? Jeg har endda ikke pakket alt porcelænet ud,” protesterede den ældre kvinde lidt nølende, men Lars insisterede.
“Ja ja, i dag, så i dag. Jeg samler lige det sidste service sammen,” sagde Valborg.
Snart var de på motorvejen i en lastbil. Den gamle dame blev træt og faldt i en dyb søvn. Indimellem vågnede hun og hørte mændene tale og så vejen gennem bilvinduet.
“Hører du mig, bedstemor?” virkede det som om, Lars’ stemme kom langt væk fra. Hun havde ikke kræfterne til at svare.
“Lad os sætte hende af her,” hørte hun uklart, da hun vågnede lidt, og alt forekom uklart som gennem tåge. De efterlod hende direkte i sneen.
Det gik op for Valborg, at Lars havde bedraget hende. Måske havde han puttet noget i teen, så hun faldt i søvn og skrev under på noget uforvarende. Hun lukkede øjnene og forberedte sig på at dø.
Men så var der en ung kvinde, der havde set det hele. Hun var stoppet med sin bil, tænkte, at nogen kunne bruge hjælp. Hun blev nysgerrig, da hun så mændene bære noget fra lastbilen mod skoven i snestormen. Hun slukkede lysene på sin bil og ventede. Hun tog bilens nummer for en sikkerheds skyld. Da mændene kørte, løb hun hen til stedet, de havde efterladt deres last. Hun opdagede Valborg, mærkede hendes puls. Hun levede, men var fortsat bevidstløs. Den unge kvinde tog straks kontakt med sin mand, som også straks kørte hen til stedet.
Sammen bragte de Valborg ind i bilen. På vejen vågnede Valborg.
“Hvor er jeg?” spurgte hun.
“Vi fandt dig,” svarede Irina, som hun hed. “Kan du huske, hvordan det gik til, at du var i sneen?”
“Ja, jeg husker. Vi solgte min lejlighed med min nevø. Så drak vi te, og noget mystisk var i teen… Lars puttede noget i! Så var vi på vej til landsbyen, og de smed mig i sneen. Slægtningen ville bare af med mig!”
“Lad mig gnide dig varm,” foreslog Irina og tog en salve frem.
“Med dig omkring er jeg i det mindste varm,” sagde Valborg med et svagt smil. “Jeg ville være død uden dig.”
Senere kontaktede Irina’s familie og Valborg politiet. En efterforskning blev iværksat i sagen, og den unge kvinde tilbød Valborg at bo hos dem midlertidigt. Man har brug for et sted at være, mens det hele blev løst.
Efter et par uger fik Valborg sin lejlighed tilbage. Lars og hans medsammensvorne blev idømt fængsel for bedrageri. Til foråret, som planlagt, solgte Valborg det hele og købte et hus på landet. Ingen renovering var nødvendig, så hun kunne med glæde tage sig af haven. Sommeren bød Irina og hendes mand hende op til besøg i hendes nye hjem, evigt taknemmelig for deres venlighed og for deres redning.
