– Hvad er det for en opførsel at sidde med en telefon i hånden ved bordet?! Enten lægger du din telefon væk, eller også rejser du dig fra bordet! — råbte jeg igen af min stedson, Magnus.
– Jeg vil spise med min telefon! Hvad rager det dig?! Du er slet ikke min far… — svarede den tiårige dreng, fuld af mod.
– Hvad sagde du?! Jeg bor i dette hus og du skal respektere mig og lytte! Jeg turde ikke snakke tilbage til mine forældre i din alder! — brølede jeg, og Magnus stormede ud fra bordet og smækkede døren til sit værelse.
– Hvad er det nu for noget? Jeg kan ikke engang få et øjebliks fred i badet, før I begynder at skændes! — råbte Anna, Magnus’ mor, fra badeværelset.
– Din søn er blevet fuldstændig uopdraget! Han har ikke modtaget nogen opdragelse! Det er din skyld! — råbte jeg frustreret til Anna.
Hun gik ind i køkkenet og satte sig ned. Hun tog et håndklæde af hovedet, som hun havde brugt til at tørre sig med. Med et opgivende suk så hun på mig, før hun så ned.
…Da Anna var atten, blev hun gravid med en medstuderende. Der var ikke rigtig nogen kærlighed imellem dem. De kærede sig lidt for hinanden, og det var det. Da hun fortalte ham om graviditeten, informerede han sine forældre, som hurtigt tog affære. De fik ham overført til universitetet i den anden ende af landet, mens Anna fik nogle penge til abort.
At få barnet fra sig overvejede hun slet ikke. Hun besluttede sig for at føde og blive en enlig mor.
– Åh, Anna! Jeg føler så meget med dig! Alt dette er min skyld, jeg skulle have passet bedre på. Jeg har selv oplevet, hvordan det er at opdrage et barn alene, og nu opfører du dig på samme måde… — græd Sofie, Annas mor, dengang.
– Slap nu af, mor. Du opdrager mig, og jeg vil klare det. Jeg tager et sabbatår først, så finder jeg en deltidsuddannelse. Millioner af kvinder klarer det, og jeg er ikke værre! Vi skal nok klare os! — svarede Anna hende.
– Jo, det kan du da, men det er jo ikke den bedste skæbne… Mænd vil ikke rigtig have andres børn. Og du har allerede en baggage med i starten!
– Mor, stop med de stereotyper. Jeg er sikker på, der findes en mand derude, som vil elske både mig og mit barn, — svarede Anna med overbevisning.
– Ja, må Gud hjælpe dig… — svarede Sofie betydningsfuldt…
…Ni måneder senere fødte Anna en dreng, som hun navngav Magnus. Og så gik livet i gang med en utrolig hastighed. Først, som planlagt, en pause fra universitetet. Derefter deltidsstudier, arbejde, eksamener, sygdomme, børnehave, og fødselsdage i én lang række. Det var utroligt hårdt for Anna at opdrage et barn alene. Heldigvis hjalp hendes mor hende gennem alle de svære tider.
…Anna havde nu sendt sin søn i første klasse, fået sin eksamensbevis, og havde fået et godt job, men hun havde stadig ikke fået sit privatliv på plads. Hvad angik Sofie, havde hun delvis ret i sine overvejelser om mænd. Da mænd begyndte at vise interesse for Anna, var der dem, hun ikke følte noget for. Og så var der dem, der, så snart de fandt ud af, at Anna havde en søn, med mange undskyldninger forsvandt. Så hun levede alene med Magnus.
– Anna, har du set den nye byggechef? Hvordan er han… — spurgte hendes kollega, Lærke, med et smil.
– Nej, hvad er han så? — svarede Anna ligegyldigt.
– Om han er noget, eller ej… Men han er altså en rigtig fin fyr! Du skal se ham til mødet senere, så forstår du, hvad jeg mener.
Denne dag, som resten af kollegerne, mødte Anna den nye chef for byggeafdelingen, Lars. Han viste sig at være en attraktiv ung mand, med en god sans for humor og en sporty krop. Han passede hurtigt ind i firmaet og indgik venskaber med sine kolleger, men Anna mærkede hurtigt, at han viste en særlig interesse for hende.
Først inviterede Lars hende til at drikke en kop kaffe i frokostpausen. Dernæst inviterede han til den første date. Anna sagde ja og besluttede sig for at fortælle ham om Magnus inden det gik for vidt.
Lars fortalte, at han, som 33-årig, aldrig var blevet gift. Indtil for nyligt havde han boet med sin mor, men nu havde han sparet op til sin egen lejlighed og var klar til at gifte sig.
Anna delte sin historie og nævnte, at hun opdrager sin søn alene. Lars reagerede roligt og sagde, at han altid havde drømt om at få en søn. Anna følte sig lettet, og deres forhold udviklede sig hurtigt. Hun introducerede Lars til Magnus. De gik alle tre i parken, så film sammen. Alt virkede i det store hele godt. Begge, både Lars og Magnus, var dog lidt tilbageholdende i starten. Anna var oprigtigt overbevist om, at de ville blive venner. Ideelt set ville de blive rigtige nære mennesker. Som far og søn.
– Anna, måske skal I flytte ind hos mig? — foreslog Lars en dag.
– Jeg ved ikke, Lars. Jeg ville ikke have noget imod det, men Magnus… Han skal jo skifte skole, og det vil han sikkert ikke bryde sig om. — sagde Anna, og gav sin mening til kende.
– Om han vil eller ej! Du har forkælet ham, skat. Sådan er det! Vi skal bare gøre ham opmærksom på, at vi flytter, og at han skal skifte til en ny skole. — sagde Lars bestemt.
– Jeg er ikke sikker…
Anna ville gerne flytte ind til sin elskede mand, men noget holdt hende tilbage og forhindrede hende i at tage det alvorlige skridt ind i et helt nyt liv.
Flere måneder gik. Lars tog igen emnet op omkring flytningen og den officielle vielse.
– Okay, Lars, jeg taler med Magnus. Måske kan vi flytte til sommer, så han kan starte i skole i dit kvarter fra den nye skoleår.
– Anna, vi har allerede talt om dette. Hold nu op med at fokusere på Magnus hele tiden. Lad os finde ud af dette imellem os og så forklarer det til ham hen ad vejen. Han er bare et barn, og det er ikke op til ham at beslutte, hvor og med hvem han skal bo. — insisterede Lars.
– Lars, jeg kan ikke bare ignorere det. Det er mit barn. Alle hans venner går i den skole, og han er aktiv i sin sport. Jeg vil stadig tale med ham.
Til den kommende snak med sin søn forberedte Anna sig i lang tid. Men en lørdag besluttede hun sig for at tage denne svære samtale.
– Magnus, hvordan har du det med, at vi flytter permanent til Onkel Lars?
– Hvorfor? — spurgte den tiårige forvirret.
– Jamen, forstå, vi elsker hinanden, vi vil giftes og leve som en familie.
– Måske skulle jeg bedre flytte ind til bedstemor? — svarede Magnus, serforvirret ud.
Der blev en kort pause i luften.
– Nej, skat. Hvorfor skulle du flytte til bedstemor? Først og fremmest vil jeg se dig hver dag. Og for det andet, bedstemor er ikke så ung længere, og hun kan ikke hjælpe dig med lektierne eller lave mad til dig. Nej.
Anna kunne mærke, at Magnus ikke ønskede at flytte. Indeni hende kæmpede to følelser. På den ene side elskede hun Lars, og ville gerne bo sammen med ham, så de kunne falde i søvn og vågne op sammen. På den anden side elskede hun oprigtigt sin søn, og hun ville ikke ødelægge det tætte og tillidsfulde forhold, de havde.
– Anna, vi har indsendt ansøgningen til kommunen, så lad os finde ud af flyttedatoen. Jeg tror, jo før jo bedre.
– Lars, jeg talte med Magnus. Jeg tror, han reagerede… — Anna fik ikke afsluttet sætningen, før Lars afbrød hende.
– Anna, lad mig tage ham med hjem fra skole, og vi tager en snak som mænd. Du har bare forkælet ham for meget. Han opfører sig som et barn, der skal til fest: Skal jeg, eller skal jeg ikke…
– Prøv det… — svarede Anna forsigtigt.
Om aftenen skulle Lars bringe Magnus hjem. Anna var meget nervøs den aften. Indeni håbede hun, at alt ville gå glat, og at Lars ville kunne overbevise sin søn om flytningen. Anna lavede en lækker middag. Men, baseret på den stemning, som Lars og Magnus kom hjem med, var deres samtale åbenbart ikke gået godt.
– Anna! Din søn er en total uopdragen unge! — sagde Lars nærmest fra døren.
– Hvordan kan du konkludere det? — spurgte Anna, mens hun så på Magnus, der hastede ned i sit værelse.
– Hvordan kan du sige dét? Du spørger stadig?! Han havde den største af alle hysterier! Han er en dreng, men værre end enhver pige! Vi flytter, og så er det det! Ellers ser du mig bare blive skør! Men jeg skal nok gøre ham til en ordentlig dreng!
– Lad os spise. — foreslog Anna.
Lars havde allerede sat sig ved spisebordet, og de ventede kun på Magnus, der stadig ikke var kommet ud fra sit værelse.
– Magnus, skat, kom over til middagen. — råbte Anna uden at forlade køkkenet.
– Jeg vil ikke. — svarede Magnus.
– Kom nu, lad være med at brokke dig! Ærligt talt, som om du var en pige! Du er efterhånden en stor dreng, og nu brokker du dig! Du går til klaver! Der er en boksestudio nær mit hus, og der skal du gå i stedet for din musikskole. — sagde Lars strengt.
– Jeg ville hellere bo hos bedstemor end med dig! — råbte Magnus, og Anna kunne høre, at han græd.
– Du skal ikke bo hos bedstemor. Vi skal bo sammen, og det er der ikke noget at diskutere…
…Anna og Magnus flyttede ind til Lars. Siden da sluttede Annas rolige liv, for skænderier opstod i lejligheden nærmest dagligt.
– Hvad er det for en opførsel at sidde med en telefon i hånden?! Læg din telefon væk, eller rejser dig fra bordet!
– Jeg vil spise med min telefon! Hvad rager det dig?! Du er slet ikke min far… — Magnus svarede trodsigt og ganske ubekymret.
– Hvad sagde du?! Jeg bor her, og du skal respektere mig og lytte til mig! Jeg turde ikke tale tilbage til mine forældre i din alder!
– Hvad skændes I nu om? Jeg kan ikke engang få lov til at vaske mig i fred!
– Din søn er blevet uopdraget!
Magnus rejste sig fra bordet uden at have spist sin mad.
– Skal vi ikke sende ham hen til din mor? — foreslog Lars.
– Nej, Lars. Jeg vil have, at min søn bor med os.
– Nå, så afleverer jeg hans rejsebevis i morgen. Jeg vil ikke tolerere hans uforskammede opførsel i vores ferie, og han skal da have en form for straff for sin opførsel. Han skal ikke til stranden i år.
– Lars, hvad snakker du om? Jeg skal ikke nogen steder uden min søn! — sagde Anna.
– Der sker ham ikke noget, han kan sidde hos din mor og tænke over sit opførsel.
– Lars, ville du have gjort det samme, hvis det var dit barn? — spurgte Anna pludselig.
– Nu handler det ikke om vores egne børn, men om Magnus.
– Nej, Lars, jeg vil ikke tage af sted uden min søn. Du sagde jo selv, at du altid har drømt om at få en søn, og at du ikke har noget imod børn.
– Jeg havde ikke forventet, at det ville blive sådan her! — erklærede Lars.
Anna nægtede virkelig at tage på ferie uden sin søn. Lars blev fornærmet og tilbragte et par dage hos sin mor.
En aften ringede Annas mobil. Det var Lars’ mor, som ringede.
– Ja, Charlotte.
– Hvad er det, du laver? — spurgte hun uden indledning.
– Hvad er der sket?
– Vil du giftes og står allerede i modstrid med din fremtidige mand?! Lars har boet hos mig i flere dage og kan ikke tage tilbage til sin lejlighed!
– Hvis vi generer ham, kan vi jo flytte. Hvorfor ringer han ikke selv?
– Slut med at spille uskyldig! Du burde være glad for, at en så god mand vil tage dig med en baggage, men i stedet trækker du det yderligere! — sagde svigermoren.
– Farvel. I morgen kan Lars komme tilbage til sin lejlighed. Vi er ikke her i morgen aften. — sagde Anna og lagde på.
Efter den samtale begyndte hun at pakke. Om aftenen var de allerede i deres lejlighed igen. Lars ringede senere og forsøgte at genopbygge deres forhold, men Anna nægtede at fortsætte deres roman. Hun trak sin ansøgning tilbage.
– Så lev dit liv med din søn! — sagde Lars, da de tog afsked.
– Det vil jeg gøre. — svarede Anna og slettede Lars’ nummer for altid, og derefter skiftede hun også job.
Sådan endte en ikke helt vellykket familiehistorie. Selvom det stadig er uklart, hvem der har haft held i denne historie…
