Forkælede børn
Du har forkælet ham helt! Du giver ham altid efter, og nu render han rundt om dig! Johanne, sådan kan du altså ikke gøre! Du har forkælet drengen! Præcis ligesom jeg forkælede dig engang! Vi har kun os selv at bebrejde! Vi er selv skyld i alt det! Og I I er forkælede børn! Og lad nu vær med det der med, at du er voksen! Du er stadig som et barn! Du kan slet ikke tænke dig om og tage de rigtige beslutninger! Eva Andersen smækkede køleskabet i med et hidsigt skub, og fór sammen, da en magnet med et billede af datterens familie faldt ned på gulvet.
Billedet var taget sidste sommer i Blokhus, hvor hun denne gang mærkværdigt nok ikke var blevet inviteret. I årevis var hun taget med børnene på ferie. Hun holdt øje med børnebørnene, nød strandene, fandt nyttige bekendtskaber. Altid, indtil nu.
De grunde Johanne gav for, hvorfor Eva ikke skulle med, virkede underlige.
Mor, vi har ikke råd i år. Vi tager selv afsted med børnene, og senere kan du tage på ferie, som du vil. Vælg hvorhen, så hjælper vi dig med det.
Men Johanne! Hvem skal så passe børnene?
Mor, Emil er stor nok. Han kan sagtens klare sig selv og holde øje med, hvem han skal. Og Alma er sammen med mig. Vi har ikke råd til det hotel, vi plejer. Så vi må vælge noget andet. Alma har brug for havet, du ved, hun bliver aldrig syg bagefter. Så hvis pengepungen ikke rækker, må vi bo til leje og passe børnene selv.
Og så er der selvfølgelig ikke plads til mig!
Eva var sur over denne udsigt. Hun gad ikke sidde alene på et dansk badehotel for pensionister, hvor der ikke var andre fornøjelser end banko for dem over 60″. De andre gæster dér nej, det duede slet ikke. Meget bedre med et rigtigt hotel, gerne med svenskere og flinke, ordentlige danskere. Hun snakkede trods alt flere sprog. Men ikke denne gang
Mor, du forstår det jo godt! Ferie er mere end bare overnatning. Det er fly, mad og alt det andet.
Du opfører dig, som om jeg spiste jer ud af huset! Eva røg helt op i det røde felt.
For helvede, mor! Hvorfor skal jeg altid forklare dig alt?! Vi har ikke penge nok til at rejse med hele familien i år! Jeg ville tage dig med, hvis vi kunne. Men der er ikke råd. Din bolig blev renoveret, jeg var syg sidste år, og vi betalte undervisning til Emil. Det hele har kostet formuer. Hvad vil du have, jeg skal gøre? Droppe ferien? Eller lade børnene blive hjemme? Jeg håber, du har lagt mærke til, hvor travlt jeg har haft!
Jeg kan da godt se, at du er en dårlig mor! Du har aldrig tid til børnene! Det hele hviler på mig og på Inger, din svigermor. Hente Alma fra børnehaven, tage imod Emil, lave mad, tage dem til fritidsaktiviteter
Nu må du holde op! Emil tager selv til træning, du kører kun Alma til dans, og sågar ikke hver dag og hun kunne sagtens undvære, for børnehaven har jo selv en dansegruppe! Det var dig, der mente, at hun skulle arbejde med sig selv.
Så det er min skyld igen?! Evas stemme blev så høj, at hun måtte tage sig til hjertet. I er så utaknemmelige! Jeg knokler for jer!
Mor, stop nu Johanne lukkede øjnene og trykkede panden mod ruden. Jeg er virkelig taknemmelig. Men behøver du altid holde det imod mig?
Eva gad overhovedet ikke høre mere. Hun forsvandt fornærmet, kastede posen med den nye badedragt midt i stuen, og gik i dørken.
Det med at være fornærmet var Eva ekspert i. Hun kunne let vise, hvem der gjorde noget forkert, uden ballade, og uden at tage synden på sin sjæl. Hun tog ikke telefonen, reagerede ikke på henvendelser. Når hun endelig besvarede datterens opkald, sukkede hun dybt og klagede opgivende:
Johanne, mit hjerte, jeg kan mærke det stopper, det slår svagt hvad betyder det, tror du?
Og Johanne smed alt, ræsede ud til sommerhuset i Tisvildeleje, hvor Eva søgte fred i sjælen. Efter sådan et besøg kom Johanne hjem, udkørt, smed bilnøglerne på bryggersbordet, gik ind i soveværelset, smed sig på sengen og græd stille ude af stand til at forstå, hvorfor hendes mor gjorde sådan mod hende.
Emil kom ind, puttede dynen om hende og lagde hånden på hendes skulder:
Mor, lad nu vær. Du skal ikke køre derud mere. Bedstemor kommer selv hen, når hun er færdig med at surmule.
Åh, Emil Bare det var så nemt.
Johanne kendte det alt for godt. Hun huskede, at hendes mor altid havde været sådan. Følsom, veltalende, dannet, læste bøger og spillede klaver, men skidesur, hvis man gjorde noget forkert. Hun kunne irettesætte Johanne både på dansk, fransk og engelsk. Når Eva sagde:
Johanne, jeg vil have, at du tænker over din opførsel. Gå ind til dig selv, min pige!
Så var det slemt. For min pige sagde hun kun, når hun var vred.
Godt humør var sjældent hos Eva. Hun var sådan én, der altid så glasset halvt tomt. Hendes yndlingsord: uduelig. Uduelige kollegaer, venner, hendes afdøde mand hele verden.
For Johanne startede det i 6. klasse. Skolens stjerne, hun fik pludselig 02 i diktat. Eva forstod ingenting, blev arrig, men lod hende ikke forklare sig:
Du skuffer mig, min pige! Hvordan kan du?! Gå ind til dig selv!
Johanne gik- uden at nævne, at maven havde gjort ondt, og hun havde oplevet sit første menstruationssmerter og for skam skyld havde fået pletter på nederdelen. Ingen havde fortalt hende om det. Eva mente, det var upassende for hende at vide. Veninder havde hun ikke rigtig, og de få Eva havde godkendt, talte ikke om sådan noget.
Det var bedstemor Karen, der fandt hende grædende på badeværelset og fik sandheden ud. Senere sagde Eva bare:
Det taler man kun om med sin mor!
Men jeg vidste det jo ikke…
Tænk dig om næste gang! Du har altså en hjerne!
Johanne forstod aldrig helt, hvad hun blev bebrejdet.
Det var første gang, hendes indre verden blev rystet. Det blev kun værre jo ældre Johanne blev.
Efterhånden blev det kun værre. Eva skjulte ikke længere sin misbilligelse. Når hun gik med silketørklæde stramt om hovedet det gjorde hun mod migræne, sagde hun vidste Johanne, at balladen bryggede op.
Hun råbte aldrig. Eva satte sig værdigt i stolen, pressede de tynde fingre mod tindingerne og brugte den kulde, der kunne få enhver til at føle sig lille:
Johanne! Du ødelægger mig
Man skulle selv gætte hvorfor. Det kunne være hvad som helst: for eksempel at Johanne ville være læge og føre farens linje videre, selvom Eva mente, det var tosset.
Du forstår det ikke! Jeg har levet med din far, men han var aldrig hjemme. Johanne, kirurg er ingen profession for kvinder! Lad det ligge!
Men bedstemor sagde, det var ædelt, og at far også drømte om kirurgi!
Hun kan sige så meget! Resultatet, Johanne, det er det, der gælder! Hvad blev der af din far? Han sled sig op! Tænk dig om det handler ikke om, hvad du selv vil!
Sådan lød diskussionerne, indtil Johanne fik huen og kom ind på medicinstudiet. Eva talte ikke til hende i et halvt år. Kun svar som ja og nej i køkkenet om morgenen.
Næste prøvelse: hendes ægtemand. Eva accepterede ham aldrig.
Ikke en mere passende? Nu taler jeg ikke om penge du ved, hvad jeg mener! Din mand kender ikke Morten Sabroe, har aldrig hørt opera hvordan kan du leve med det?
Anders er et godt menneske, mor Johanne ville ikke diskutere, men kunne ikke tie.
Kærligheden bærer dig ikke hele vejen, min pige! Du skal nok komme til at forstå det!
Til brylluppet lod Eva som om hun blev rørt, tørrede omhyggeligt øjnene og erklærede:
Det bliver ikke nemt for de to. Men jeg er mor og jeg skal nok hjælpe.
Heldigvis fandt Eva her sin næste mand, Per Jørgensen, Anders’ onkel, pensioneret oberst, med kærlighed til orden og fransk poesi og en vidunderlig velfriseret have lidt uden for København. Her trivedes Eva pludselig bedre og lod Johanne være lidt i fred.
I det andet ægteskab blomstrede Eva. Hun blev mildere, og da Emil og senere Alma blev født, var hun lykkelig.
Johanne, sikke nogle vidunderlige børn! Emil er snu og klog præcis som bedstefar! Og Alma, et mirakel! Hun har min næse og mine øjne! En rigtig skønhed!
Johanne modsagde ikke. Hun var lykkelig for sin mors lykkelige sind.
I modstrid med Eva gik Johannas ægteskab rigtig godt. Anders fandt en skøn måde at leve med svigermor på nemlig at lade hende mene, hvad hun ville. Han arbejde meget, og Eva måtte erkende, at hendes datters mand ikke var så ringe. Hun blev stærkt imod, at Johanne skulle tage et realkreditlån men Anders stod fast.
Det er bedre sådan. Jeres lejlighed er jeres hjem vi har brug for vores eget.
Men Johanne får svært ved at nå det hele!
Firmaet går godt. Jeg kan klare mig, og Johanne vil gerne arbejde igen. Min mor kan hjælpe.
Jeres børn har altså to bedstemødre! Eva rankede sig og sendte Anders et foragteligt blik Jeg hjælper også med børnene!
Johanne fik drømmen om operationsstuen tilbage. Børnene voksede, de flyttede, alt lignede en drøm indtil Per blev syg og døde, selv om både Johanne og de bedste læger gjorde alt, de kunne.
Åh, Per! Hvordan kan du gøre det mod mig? Eva var utrøstelig. Først nu, jeg endelig følte mig som en kvinde! Behøvede du tage det fra mig?
Hvem Eva bebrejdede denne gang, forblev hendes hemmelighed.
Nu købte hun to buketter nelliker, stod ved Pers og førstes mands grav, og blev næsten uudholdelig for sine nærmeste.
Johanne forsøgte at lindre hendes ensomhed. Ferier, weekender, højtider Eva var altid med.
For hvad så? Det er naturligt! Jeg er også familie! sagde Eva til veninderne, hvis der blev spurgt.
Måske Johanne gerne vil være alene med sin mand og børn?
Vrøvl! Jeg har aldrig kontrolleret min datter! Jeg hjælper jo! Hvordan skulle Johanne klare to børn alene?
Problemerne begyndte, da Emil voksede op. Bedstemors stramme opsyn blev for meget. Han holdt af hende, men hendes evindelige kritik gjorde ham tosset.
Emil, nu igen?! Skru nu ned for det DJØF-musik! Hvordan kan du holde det ud?
Eva stormede uden at banke på ind på værelset og gøs over støjen.
Hun tog endnu engang tørklædet på, men det prellede fuldstændig af på Emil. At klage til forældrene gad han ikke han fandt sine egne veje.
Alma! Kom, vi synger og danser!
Da Eva så dem danse til Volbeat, gik hun helt i baglås.
Emil! Okay, men Alma! Nej, det sker ikke! Jeg ringer til din mor!
Ring til far, bedstemor! Mor slukker telefonen, når hun opererer. Det ved du altså godt!
Anders tog Eva med ro og sang med Emil om aftenen, efter Eva var blevet bragt hjem Emil drømte om, måske en dag at spille for et rigtigt publikum og ikke bare for mor og søster.
Emil havde talent, så Johanne købte ham en guitar.
Johanne, lad vær! Vil du have mig til at forlade jer?!
Mor, hvad snakker du om?
Jeg overlever det ikke! Drengen skal fokusere på skole, ikke på det pjat!
Men Emil klarer sig jo! Og hvorfor ikke musik? Du har altid sagt, børnene skulle udvikle sig alsidigt!
Jeg mente ikke det her, og du ved det! Åh, Johanne! Du igen
Diskussionerne tog dage. Anders var helt på Johannas side, og Eva brugte trusler som tavshed og ikke at åbne døren, selv om Johanne kiggede forbi. Nøglerne havde Eva forlængst inddraget, fordi hun havde mistet sine egne.
Men denne gang knækkede noget. Johanne havde fået nok:
Så lad være! Hvor længe skal det her fortsætte?! Det brast for hende, da hun tabte den kaffekop, Emil havde givet hende, ud over køkkengulvet.
De skinnende skår blev det, der endelig fik hende til at slå bremsen i. Selvfølgelig elskede hun stadig sin mor, men forstod også, at kærligheden nu måtte se anderledes ud.
Emil! Johannas råb lød mod førstesalen, og Emil kom løbende.
Har du valgt guitaren?
Må jeg virkelig? Øjnene strålede.
Ja, selvfølgelig! Hvilken type vil du have?
Bas! Er du sikker?
100%! Ikke? Sådan siger du jo!
Ja! Hvad siger bedstemor?
At vi er forkælede børn Tænk ikke på det! Find dine ting, vi kører!
Hvorhen?
Musikbutikken, selvfølgelig!
Jeg siger det lige til Alma, hun skal med og hjælpe!
Da Johanne så ham rende op, tænkte hun: Hvor mange 13-årige ville tage lillesøster med for at vælge instrument?
Guitaren blev købt. Emil indrettede værelset som øverum med vennerne, der indspillede og optog hjemmevideoer. Da de lagde en video ud, hvor Alma sang med, og den fik masser af likes, blev det tydeligt, at det hele var værd.
Johanne glædede sig. Endelig havde Emil fundet ro ikke mere stikpiller. Hun kom hjem sent og fandt børnene glade, fulde af idéer og drømme.
Imens ventede Eva. Hun ordnede, lavede mad, og ventede på, at datteren ville komme og bede om forladelse, som hun plejede.
Men ugen gik. Og en til. Johanne dukkede aldrig op.
Først undrede Eva sig, så blev hun vred og lovede, at denne gang slap Johanne ikke med et undskyld. Men snart begyndte hun at tænke over det. Det gik op for hende, at nogen endelig havde sagt fra og at folk ikke kunne kontrolleres. Andre kunne hun bare slette fra sit liv, men ikke Johanne. For uanset hvad, elskede hun sin datter.
En måned mere
Så forstod Eva, at ingen ville komme. Det værste var, at denne gang fik hun ingen undskyldning.
Det var hårdt. Hvordan kunne Johanne være så hård? Hun havde jo ofret alt! Er det virkelig et vredt ord, der ødelægger et familieliv?
Da hun ikke kunne holde det ud mere, tog hun til sommerhuset for at finde ro. Det hjalp ikke. Hun vandrede rastløst rundt, naget af ensomhed.
Sommeren blev til efterår, og Eva indså, at hun ikke kunne vente længere.
Den dag, hendes hjerte omsider overgav sig, sad hun med sin favoritte og kiggede ud gennem vinduet, hvor naboens børnebørn løb i farvestrålende gummistøvler. Gennem smedejernshegnet kunne Eva se alt, for Per havde insisteret på, at det så viel bedre ud end plankeværk.
Naboerne var begge lektorer, vellykkede mennesker. Fem velopdragne børnebørn, det beviste det. Da Eva så den mindste hoppe i pytterne, indså hun, at nok var nok. Hvorfor sidde dér og nusse om sit ego, til hun blev alene og til sidst ville det være for sent for forsoning.
Finérkoppen klirrede mod underkoppen. Et kvarter senere bakkede Eva bilen ud.
Vejen var tom denne søndag, så til Hellerup, da Johanne boede, gik turen hurtigt.
Hvordan skulle hun dog tage imod? Hun tøvede længe i bilen, da hun holdt foran indkørslen.
Men hendes plan røg, da hun gik op ad stien. Døren stod åben, og Eva hørte larmen fra førstesalen trommer, guitarer, latter. Og så så hun Johanne danse rundt i køkkenet, svinge en træpalet i luften og synge om en dukke og en troldmand, mens Alma klappede i hænderne.
Sejt! Mor, skal vi også lave video?! Alma stod klar med glas i hænderne.
Johanne fyldte dem op, rakte to til Alma.
Tag dem op, vi skal spise om lidt. Drengene er tørstige nu.
Johanne gik mod trappen, men stivnede, da hun så Eva i døren.
Tiden stod stille, alt imens mødrene ikke sagde noget. Alma blev stående, parat til at sige noget, men Johanne var hurtigere.
Hej, mor! Kan du kigge til kødet? Vi spiser snart. Drengene stopper, lige om lidt. Er du sulten?
Eva nikkede og tog jakken af.
Ja.
Fint! Johanne smilede. Alma, kom nu har du glemt, hvordan bedstemor ser ud?
Alma grinede.
Nej! Bedstemor, jeg er stoppet til dans! Mor har meldt mig til musikskole. Jeg skal lære at synge! Emil siger, jeg er god!
Eva mærkede tårerne presse sig på, så hun tog glassene for at skjule det.
Lad mig tage dem! Så kan jeg se Emils guitar. Er den flot?
Klart! Rød! Jeg var med til at vælge! Kom, jeg viser dig!
Alma fløj op ad trappen, og Johanne kiggede på sin mor:
Så, hvad venter du på? Du har allerede taget det sværeste skridt.
Og Eva nikkede, tog sig sammen og gik efter. Emil nikkede til hende, voksent, alvorligt, og viste stolt sin guitar frem.
Noget forandrede sig.
Ikke alt. Det kan man ikke. Men denne familie forstod én ting: Vil du høres, så lær at lytte. Så skal det nok gå og dine kære bliver hos dig. Er det ikke det, det hele handler om?
